Interview
Læsetid: 5 min.

’En tv-serie kan ændre verden’

I morgen begynder Aaron Sorkins nye tv-serie, ’The Newsroom’, på dansk tv, og Information har i den anledning talt med den ene af seriens chefproducenter, Alan Poul, der kalder Sorkins værker fabler, der nok har en morale, men primært skal underholde
Emily Mortimer og Jeff Daniels i ’The Newsroom’.

Emily Mortimer og Jeff Daniels i ’The Newsroom’.

C More

Kultur
8. september 2012

En tv-serie kan ændre verden. Det mener den amerikanske producent og instruktør Alan Poul. Man skal blot ikke have som udgangspunkt, at man vil forandre verden, fordi så »virker det aldrig«.

Poul er en af chefproducenterne på den beundrede tv-serie-skaber Aaron Sorkins The Newsroom, hvis første sæson lige er slut i USA, og som fra i morgen kan opleves på den danske betalingskanal C More. Serien foregår på en kabelnyhedsstation a la CNN og handler om en flok idealistiske tv-journalister, der anført af nyhedsværten Will McAvoy (Jeff Daniels) beslutter sig for at gøre op med de amerikanske tv-stationers overfladiske, sensationshungrende nyhedsdækning og på trods af lidt for kommercielt tænkende chefer sætte deres egen kritiske dagsorden.

Først afsnit begynder med, at Will til en politisk debat på et universitet får en mindre mental nedsmeltning – ligesom Peter Finch i Sidney Lumet og Paddy Chayefskys berømte mediesatire Network (1976), Chayefsky er et af Sorkins idoler – og råt for usødet fortæller publikum, at USA ikke længere er så fantastisk et land, men at det kunne det blive igen.

Det er derfor, jeg spørger Alan Poul, om han mener, at tv-serier kan forandre verden.

»Jeg tror bestemt på, at man kan ændre verden med tv, men ikke ved bevidst at forsøge at gøre det,« siger han.

»Man ændrer verden ved at udtrykke sig, og man må erkende, at man ikke har kontrol over, hvad der sker, når man laver noget og viser det for andre mennesker. Hvis det er det dybeste og mest sande udtryk for, hvad man vil sige, er der altid en chance for, at det vil møde og vække genklang hos og påvirke andre mennesker.«

Risikabelt og rigtigt

Det er naturligvis alt for tidligt at sige, om The Newsroom kan inspirere sine seere på samme måde som en anden af Aaron Sorkins tv-serier, den populære The West Wing (1999-2006), der foregår i Det Hvide Hus og faktisk gav mange unge amerikanere lyst til at beskæftige sig med politik.

I modsætning til The West Wing, som handler om en fiktiv præsident og tager udgangspunkt i fiktive personer og begivenheder, lægger The Newsroom sig tæt op ad virkeligheden, og det har vakt en vis opsigt.

I løbet af de første 10 afsnit beskæftiger den sig nemlig med alt fra det store BP-olieudslip i Den Mexicanske Golf, den højreorienterede Tea Party-bevægelse og de stenrige og magtfulde Koch-brødre, der blandt andet støtter den yderste højrefløj i USA. Det er et valg, der giver serien aktualitet og nerve, men som også kan være farligt, fordi virkeligheden kan overhale den indenom.

»Alternativet er at skabe fiktive nyheder, og det havde Aaron det ikke godt med,« siger Alan Poul.

»Han gjorde det lidt på West Wing, men at sige, at sultan Ali Rashir fra Vestarabien er blevet myrdet ... det er dumt. I det mindste forsøger vi at se på begivenheder, der har en følelsesmæssig betydning for seerne, ikke bare for at genopleve dem, men for at omarbejde dem en smule. Nogle gange er vi faktuelt korrekte, men følelsesmæssigt viser vi begivenheder i et bestemt lys, som vi f.eks. gør med Gabrielle Giffords-hændelsen (amerikansk politiker, der blev skudt og annonceret død af flere nyhedskanaler, selv om hun overlevede, red.).«

Hård kritik

Det handler om at stille spørgsmål og præsentere seerne for alternativer, forklarer Alan Poul, ikke om at prædike og sige, at sådan burde det have været.

»Vi siger ikke, at ’I skulle have gjort sådan.’ Vi ved godt, at vi er i besiddelse af mere viden, end folk havde på det pågældende tidspunkt. Når man befinder sig midt i begivenhedernes centrum, er det svært at tage beslutninger. Men tanken om at kunne gå tilbage med mere viden og sige, ’ville det ikke have været fantastisk, hvis det var blevet håndteret på denne måde?’«

Modtagelsen af The Newsroom har været blandet i USA: Seerne kan godt lide serien, men de hårde ord, den er blevet mødt med af nogle kritikere, har overrasket Alan Poul, Aaron Sorkin og kabel-tv-netværket HBO, der finansierer.

»Vi vidste, at højrefløjen og Fox News ikke ville kunne lide serien. Vi vidste, at den ville provokere en smule, men det niveau af brutalitet ... hvad har vi gjort?« siger Alan Poul og ser næsten såret ud.

Urealistisk og unuanceret er to af de ord, der oftest er gået igen i de mest kritiske anmeldelser, og som ikke mindst har været rettet mod de personer, Sorkin befolker serien med, og som – ligesom personerne hans andre tv-serier – er mere idealistiske, klogere og veltalende end alle os andre.

»Aaron gør folk bedre, end de fleste af os er i vores daglige liv, giver dem bagklogskab, gør dem i stand til at sige de mest fantastiske sætninger uden at tænke over det. Jeg prøver ikke at sammenligne ham med nogen andre, men det gjorde George Bernard Shaw også og mange andre store dramatikere. Det er en tradition. Mange har sagt, at ’ingen taler sådan i virkeligheden’. Nej, selvfølgelig taler ingen sådan. Det er drama. ’Folk taler ikke sådan på en tv-nyhedsredaktion’. Vi laver ikke en dokumentarserie. Der er heller ikke så mange, der taler ligesom Hamlet.«

Moralske fabler

Alan Poul sammenligner Aaron Sorkins tv-serier med fabler, fordi det er »historier med klare moralske linjer og som regel et eller andet, man kan blive klogere af«.

Men, understreger han samtidig, i modsætning til The Newsroom’s Will McAvoy er hverken Sorkin eller Poul selv, der har instrueret flere afsnit af serien, på et korstog.

»Gennem første sæson har Will sagt, ’jeg er på en mission for at civilisere.’ Det er Will, og sætningen er sjov, og de andre gør grin med ham på grund af den,« siger Alan Poul.

»Vi griber det satirisk og ironisk an, og Will er indimellem en klovn. Det er overraskende, så mange mennesker – kritikere og bloggere – der antager, at det er Aaron, der taler, når Will taler, og at Aaron er på den samme mission. Nej, Aaron er ikke på en mission. Hans vigtigste opgave er at underholde folk, og det er det for os alle.«

Alan Poul har brugt megen tid på at tænke over, hvorfor kritikken af The Newsroom har været så hård, og Poul tror, at det skyldes flere ting: At serien handler om journalister, der har adgang til medierne; at folk ikke kan skelne mellem en fabel, et drama og virkeligheden; at det er noget personligt i forhold til Aaron Sorkin, ikke mindst fordi der er så store forventninger knyttet til alt, hvad han laver.

Kritikken har dog ikke fået Aaron Sorkin eller Alan Poul til at lave noget om, og HBO, der altså betaler gildet, bakker dem op.

 

’The Newsroom’ vises på C More Series hver søndag kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

" ... There is absolutely no evidence to support the statement that we're the greatest country in the world. We're seventh in literacy, twenty-seventh in math, twenty-second in science, forty-ninth in life expectancy, 178th in infant mortality, third in median household income, number four in labor force, and number four in exports. ... So when you ask what makes us the greatest country in the world, I don't know what the fuck you're talking about..."

Et af ovenstående tal burde have fået fakta-tjekkeren, eller rettere hvem som helst på filmholdet, til lige at række fingeren op og spørge. Tallet er "korrekt", men regnet baglæns i forhold til de andre tal.

Serien er i øvrigt rigtig god for en journalist at se på, men er langt fra så velskreven som West Wing. Kernen med samfundskritik og den journalistiske integritet fungerer godt, men sidehistorierne og ikke mindst den påklistrede romantik knirker fælt. Men det er nok tilbage af det gode, til at serien er meget seværdig.

Det er forståeligt, at serien har svært ved at finde sig et amerikansk publikum, for kun selvpineriske amerikanere har lyst til at se sig udstillet, og den rækker ikke just ud efter swing-voters. Så det er ren selvbekræftelse for menigheden...

Michael Kongstad Nielsen

Tom Paamand
du mener serien er rigtig god. Er du så også enig i, at den kan ændre verden?

Michael - kun hvis nogle fra den selvbekræftede menighed sidder på så betydningsfulde stillinger, at de tør og har magt til at efterligne seriens nyhedsgeneraler. Så nej.

Jens Overgaard Bjerre

Der er ingen tvivl om, at tv-serier fra USA har ændret den danske mentalitet. I gennemsnit 4 timers junkfood dagligt fra skærmen. Så skal enhver blive hjernevasket. især dem som ikke har andre alternativer: de mennesker fra de laveste klasser, som ikke har vanen med at læse bøger eller nyde naturen. De har heller ikke nogen penge, så de er tvangsindlagt til tv hver dag. Og tvangsindlagt til at betale medielicens bare de har en mobiltelefon. Vi kan ikke bare overtage de amerikanske normer om en lille kernefamilie og den narcissitiske optagethed af skydevåben og om et demokrati, som kun gælder for den højere middelklasse. Den moral, som ligger bag er ikke dansk. Hvad med nogle kritiske udsendelser om USA og dens medie produktioner?
Har set et par af de ovennævnte udsendelser, da de forlængst er solgt til andre lande end Danmark. Og til meget lavere pris. Og det er det samme åndsforsnottede lort som alt det andet.

Brian Pietersen

Jens Overgaard

jeg er meget enig...
bortset fra
***de mennesker fra de laveste klasser, som ikke har vanen med at læse bøger eller nyde naturen. ***

hvor har du det fra???

Brian Pietersen

og hvem er ****de laveste klasser*** ??

i min verden findes der ikke klasser andet end i folkeskolen..... og om det er godt eller skidt, tjah..men, det er en anden diskussion. c¨,)

Hanne Gregersen

Måtte man anbefale en højere grad af nuancering end "amerikanske tv-serier er noget skrald"...... mange af dem er noget lort, men nogle af de ypperste tv-serier kommer rent faktisk fra Guds eget land (!) og The Newsroom ser ud til at høre til i denne mere kvalitative genre.

Jens Overgaard Bjerre

@Brian Pedersen,
Socialforskningsinstituttet opererede oprindelig med en 9-deling af klasserne i Danmark: 3 klasser i overklassen, 3 klasser i middelklassen og endelig 3 klasser i underklassen/ arbejderklassen.
Klasseindelingen er senere blevet skåret ned til 5 klasser. Her er overklassen fjernet og inddraget i den højere middelklasse. Så er der den mellemste middelklasse og endelig den laveste middelklasse. I arbejderklassen er der nu 2 klasser: En højere arbejderklasse og en lavere. Man kalder det nu socialgrupper og de er opblødet noget. Se:
http://da.wikipedia.org/wiki/Socialgruppe

Selvfølgelig er der overlapninger fra klasse til klasse. Og selvfølgelig er der mange som læser i arbejderklassen og mange som ikke gør det i middelklasserne. Men det aførende er, at de fleste som bruger mest tid på tv kommer fra de laveste klasser/socialgrupper. Og er samtidig dem, som har de laveste indtægter.

Problemet er også, at det er usandsynlig let at manipulere på tv. Man kan klippe i en udsendelse som man vil. Og med mindre man optager alle udsendelser på video, er det næsten umuligt at se manipulationerne. Derfor er der mange såkaldte kritiske udsendelser, som ikke må optages live. Så kan man ikke klippe som man vil. Og det er for farligt, fordi folk så kan sige hvad de vil. Samtidig kommer hovedparten af journalisterne fra den højere mellemklasse og gennemsnitslønnen er ½ million. For en 3½ årig uddannelse, hvoraf meget foregår i praktik. Det vil sige, at vi står med en gruppe mennesker, som skal orientere os neutralt og upolitisk, men som ikke kender noget som helst til arbejderklassens forhold. Samtidig tjener en dansk journalist over det dobbelte af en svensk journalist. Derfor får vi disse middelklasse normer i langt den overvejende del af alle udsndelserne. De laveste klasser esisterer ikke i tv. Kun når der skal gøres grin med dem. Eller når farmor, som var socialdemokrat, skal hives frem op til valget.

Brian Pietersen

Thomas Dalager..
jeg er uenig med dig...
jeg synes langt de bedste og langt de fleste film og serier kommer fra...Frankrig..England og Sverige.. og nogle enkelte fra danmark... + det løse.

Amerikanske serier er den rene kulturimperialisme. Det er påfaldende at mange danskere ved mere om det amerikanske retssystem end det danske.

Egentlig er det tankevækkende at skandinaviske film og serier er så populære i USA som de er, da de repræsentere en politik og nogle kulturværdier som mange amerikanere opfatter som den rene kommunisme.

Hanne Gregersen

@Brian & Søren

Enig, noget af det ypperste tv seriemæssigt kommer fra Nordeuropa, men det betyder jo ikke, at alt fra USA er noget lort. Det er den slags unuancerede forsimplinger, som gør debatten her en bjørnetjeneste, og som desværre er uhyggeligt udbredt.

Kulturimperalisme ....... lugter det ikke lidt af selvmedlidenhed ?

Nej Thommas det handler om at de allerfleste serier der er blevet sendt i fjernsynet har været amerikanske, og de "kulturværdier" som disse serier repræsentere har været trendsættende i Danmark.

Så er det selvfølgelig en smagssag om disse værdier har været en berigelse eller det modsatte.

personligt kunne jeg godt have været foruden

Jeg har set flere afsnit af The Newsroom, og jeg føler mig rigtig godt underholdt. Derudover tager serien jo fat i nogle aktuelle emner og begivenheder, så man risikerer rent faktisk at lære lidt om baggrunden for disse ting.
Og bliver man lidt grebet af hovedpersonernes idealisme, får man jo ligefrem lyst til at være et bedre menneske - og det er vel ikk' så ringe endda?! ;-)

/P

Christian Monggaard

Jeg er helt enig, Peter Andersen, og jeg forstår ikke, hvor mange er så hurtige til at kategorisere de amerikanske tv-serier som værdiløse.

For tiden er udviklingen i amerikansk tv-drama så frugtbar som aldrig før, og der bliver lavet serier – The Wire, Sopranos, Sons of Anarchy, West Wing, Justified, The Shield, Six Feet Under, Boss, Boardwalk Empire, Tremé, Homeland, True Blood, The Newsroom – som både er begavet underholdning og gode at blive kloge af, på mennesker og på USA. Og de er alt andet end ukritiske over for måden, det amerikanske samfund fungerer på.

Den store amerikanske fortælling finder man i dag ikke i bøgerne, filmen eller på teatret, men i tv-serierne.

Breaking Bad som er næsten ved vejs ende
kan også anbefales