Læsetid: 2 min.

Ude af mig selv

Jeg synes, jeg hænger oppe i loftet og kigger ned på mig selv
Masker. Fiktionen kan få os til at forstå – skønt ikke altid at acceptere – andre mennesker i deres mangetydighed, afsløre fordomme og fastlåste forestillinger, så vi kan spejle os i verden.

Masker. Fiktionen kan få os til at forstå – skønt ikke altid at acceptere – andre mennesker i deres mangetydighed, afsløre fordomme og fastlåste forestillinger, så vi kan spejle os i verden.

Stanley Goldblatt

7. september 2012

Jeg er ude af mig selv.

Nej, det er jeg selvfølgelig ikke, skønt jeg somme tider synes, at jeg hænger oppe i loftet og kigger ned over mig selv. Men lige nu sidder jeg fast plantet ved min computer og skal skrive en klumme, helst om noget væsentligt: Hvad sker der i Mellemøsten? Hvem vinder valget i USA og hvad så? Får den danske regering endelig arbejdsro?

Alligevel er det den sætning, som hele dagen har kørt rundt i mit hoved. Jeg er ude af mig selv. Hvem er det mig selv, som sætningens jeg er ude af?

Det må vel være en beholder eller en kontrolbase, som styrer skiftende jeger. Nemt kan det ikke være. Jegerne svirrer rundt, prøver at tilpasse sig situationer og andre mennesker, tager maske på, smider masken, forvirres, forfærdes, overrumples af raseri, sorg, begejstring og smutter ud af beholderen.

I fiktionen kan man bruge de forskellige jeger; man må så at sige finde dem i sig selv, hvad enten man læser eller skriver. Skal man skrive en morder frem, må man finde sin egen indre morder. Han eller hun er der, vær sikker på det. Konturerne af Raskolnikov, Anna Karenina, den store Gatsby genfindes i os selv.

Det er det, fiktionen kan: Få os til at forstå – skønt ikke altid at acceptere – andre mennesker i deres mangetydighed, afsløre fordomme og fastlåste forestillinger, så vi kan spejle os i verden. Ordene er forfatterens valuta, »men det er kun papirpenge, hvis der ikke er ressourcer i banken i form af følelser og tanker« (Cyril Conolly).

I romanens univers skubber forskellige jeger til hinanden, af og til styret af mere eller mindre troværdige jeg-fortællere, som også har deres plads i handlingen. Men den egentlige fortæller er hende, der sidder ved skrivebordet. Er hun altid troværdig?

Er det ærligt?

Fortællingen styrer fortælleren. Den har sine egne uskrevne love, som bestemmer, hvad der er relevant, og hvad der kan udelades; og forfatterens papirkurv bliver fyldt med udkast, der ikke vil lade sig indpasse i helheden. Den såkaldt skinbarlige virkelighed lader sig ikke sådan indfange. Hvert ord er en teori, og der må vælges og forkastes. »Det virkelige liv har en sendrægtighed, som romanen ikke tåler« (Meïr Aron Goldschmidt).

Her gælder det om at være opmærksom på sin egen vanetænkning: »Man går ikke frit til undersøgelse af sandheden. ( …) Og da intet er vanskeligere at aflægge end fordomme, så fremtræder ikke engang de moderne skrifter, selv om der er anvendt den største omhu på dem, så rent, at ikke forudfattede meninger har efterladt sig spor. Og hvis jeg ville undtage mig selv, fortjente jeg at dadles for det skamløseste hovmod« (Niels Steno).

Hvem er det jeg, som sidder her og skriver. Er det ærligt over for sig selv?

Når jeg har klaring på det problem, bliver jeg bedre rustet til at beskæftige mig med alle de andre væsentlige spørgsmål: Får den danske regering endelig arbejdsro? Hvad sker der i Mellemøsten? Hvem vinder valget i USA og hvad så?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg håber det ender godt, altså selvindsigten.
Det er nok også det vigtigste.

Noget siger mig at den ses bedst udefra, men det
kan være noget andre påstår.

Finanskrise og mellemøsten kan du alligevel ikke påvirke.

Heinrich R. Jørgensen

Hanne Marie Svendsen:
"Hvem er det jeg, som sidder her og skriver. "

Et jeg kan ikke sidde. Et jeg er den del af een, der intuitivt responderer når nogen spørger "hvor er du?", med et "jeg er her".

For selvfølgelig er man "her". Hvor skulle man ellers være? Hvis man altså ser bort fra, at man med brug af fantasien kan rejse de mest utrolige steder hen -- på fremmede planeter i fremmede solsystemer, f.eks.

Når ens jeg rejser til andre lokationer, er det fantasien der sørger for transporten. Uden fantasi, rejser jeg'et ingen steder.