Læsetid: 8 min.

’Jeg ville være forfatter – det var mit oprør’

Magt. Ungdomsoprørets sønner tog magten fra fædrene, men ville ikke selv tage magten på sig. Så hvad fik vi i stedet? Romanaktuelle Jens Smærup Sørensen om nødvendige faderopgør, diffuse magter og velmenende lussinger
Nordjysk virkelighed. Bogaktuelle Jens Smærup Sørensen i sit hjem i Nykøbing Mors.

Nordjysk virkelighed. Bogaktuelle Jens Smærup Sørensen i sit hjem i Nykøbing Mors.

Tine Sletting

28. september 2012

Jeg vågner og er forvirret. Luften føles friskere end normalt, sengen blødere, rummet større – og pludselig forstår jeg hvorfor: Jeg er på besøg hos forfatteren Jens Smærup Sørensen. Han syntes ikke, jeg skulle køre til Nordjylland og tilbage igen samme dag bare for et enkelt interview, og da slet ikke nu, hvor han alligevel var alene hjemme og godt kunne bruge lidt selskab. Så nu ligger jeg her i et gæsteværelse i kælderen i hans hus ved Limfjorden og forsøger at komme til mig selv, mens kaffen brygger i køkkenet på første sal, og vækkeuret tæller ned til dagens forestående opgave.

Jeg er kommet for at tale med den 66-årige forfatter om hans nye bog, Hjertet slår og slår. Den skildrer en ung mands opvækst og opgør med en autoritær far i halvtredsernes patriarkalske bondesamfund i Himmerland. Skulle man undervejs i læsningen støde på visse ligheder mellem hovedpersonen og forfatteren, er det ikke helt ved siden af. Ligesom romanens Kristian gjorde også virkelighedens Jens som ung op med den fremtid, hans far havde planlagt for ham på gården i det nordjyske og blev – efter et gymnasieophold i Aalborg og siden studier på Aarhus Universitet – familiens første akademiker.

»Jeg ville være forfatter, det var mit oprør,« siger Jens Smærup Sørensen, da vi efter morgenmaden og en lang tur langs vandet har sat os til rette ved spisebordet i den højloftede stue på Mors med Limfjorden til den ene side og en bogreol til den anden. Hans eget liv har været spændt ud mellem de samme to poler – den nordjyske virkelighed og litteraturens fiktion. I den nye roman får vi lidt af begge dele, men selv om bogen er »inspireret af virkelige mennesker og steder«, er den »først og fremmest en roman« – og for Jens Smærup Sørensen er det sidste en vigtig pointe: »De ting, jeg skriver om i mine bøger, har jeg nogenlunde overblik over. Men jeg har ikke overblik over alle de ting, der er sket i mit liv. Derfor foretrækker jeg at tale om mine romankarakterer frem for at tale om mig selv,« siger han og gør så alligevel en enkelt – og sidste – undtagelse:

»Hvis du vil vide, om min egen autoritære opdragelse har præget mig, så er svaret, at det har den jo givetvis. Om ikke andet så har jeg opbygget en nærmest hysterisk modvilje mod at få besked på noget som helst. Det er derfor, jobbet som forfatter passer mig så godt,« siger han og smiler.

Velmenende vold

Romanen tager sin begyndelse, da en professor i historie ankommer til Himmerland for at tage afsked med sin far, som ligger for døden. Den gamle er bevidstløs og har ikke langt igen, men hans hjerte bliver ved med at slå. Mens dagene ved dødslejet trækker ud, mindes sønnen sin barndoms kampe med den tidligere så stærke patriark: Ingen, der kendte den strenge gårdejer, var nogensinde i tvivl om, at han elskede sin søn. Men han havde en særlig måde at vise sin kærlighed på. Fortvivlet over, at sønnen ikke lignede ham selv mere – at han foretrak at læse bøger og gå i skole frem for at køre traktor og gå til hånde – slog han ham for at rette ham til. Det fortrød han aldrig. Han fortrød kun, at han ikke kunne få det over sit hjerte at straffe ham helt så hårdt, som det var nødvendigt. For lussingerne rakte ikke. Han fik aldrig banket fornuft nok ind i drengen til at ruste ham til livet på gården, som var det eneste liv, han selv kendte og forstod.

»I vulgærpsykologisk forstand siger man ofte, at folk der har fået tæsk som børn, selv bliver voldsmænd som voksne. Men det er en plat betragtning,« siger Jens Smærup Sørensen.

»Det er klart, at hvis man er opvokset i et hjem med psykopatisk, tilfældig vold, så kan man blive ødelagt af det. Men det bliver man ikke, hvis volden opleves i en meningsfuld sammenhæng og er givet ud fra kærlighed – hvor absurd det så end måtte lyde.«

For Kristian betyder volden, at han slipper for at have dårlig samvittighed over det, han gør galt.

»Det er fordelen ved autoritet og straf: Man får at vide, hvad man skal, og man bliver straffet, hvis man ikke gør det. Samtidig er man fuldstændig fritaget for angst. For angsten følger af uvisheden og valgmulighederne ved selv at skulle bestemme, og det er der ikke noget af i en autoritær patriarkalsk opdragelse,« siger Jens Smærup Sørensen.

Han forlader et øjeblik stuen for at gå ud i køkkenet og hente mere kaffe. Da han kommer tilbage med en halvfyldt kolbe, slår det ham pludselig, at det, han har sagt, kan misforstås. Man skal ikke forherlige vold, præciserer han. Men når man taler om vold, bliver man nødt til at skelne mellem meningsløs, rå vold og begribelig, velmenende vold.

»Man får skrammer af alle former for vold, det er klart, og som voksen må Kristian også indrømme, er han er blevet lidt kantet og trodsig af det. Men det er vigtigt at sige, at det ikke er en historie om mishandling og misrøgt. Det er en historie om nødvendigheden af at sige fra og gøre sig fri. Magten skal vristes fra den gamle patriark, før sønnen kan blive sig selv.«

– Er det lille opgør, Kristian tager med sin far i Himmerland, også et billede på det større faderopgør, som fandt sted nogle år senere inden for næsten samtlige samfundsområder i Danmark?

»Der er en helt klar parallel dér. Ungdomsoprøret i 1960’erne var et af historiens mest radikale faderopgør. Men til forskel fra mange andre faderopgør blev resultatet ikke, at magten bare skiftede hænder. For sønnerne ville jo ikke have den magt, de tog fra det bestående samfund. Det er hele baggrunden for den særlige kulturpsykologiske situation, vi står i i dag.«

– At ungdommen i 1960’erne tog magten fra fædrene uden at tage magten på sig?

»Ja, de ville jo ikke have den. De ville være antiautoritære og bløde, og derfor skabte de et samfund med masser af fordele, med stor frihed for den enkelte, stort råderum for alle og masser af selvudfoldelsesmuligheder, også for børn og kvinder, som hidtil havde været trådt under fode.«

– Men vi lever jo ikke i et magtfrit samfund i dag ...

»Nej, der er stadig magt, den er bare blevet mere diffus. Det betyder på den ene side, at vores samfund er blevet mere angstfyldt og mere samvittighedsplaget end tidligere. Der er ingen, man kan læsse fejlene af på, ud over én selv. Det er omkostningen ved det opgør med autoriteterne, der startede i 1960’erne. Men gevinsten er til gengæld en kæmpe grad af frihed og individualisme.«

– Hvem er vor tids autoriteter?

»I ideel forstand er vi jo vores egen autoritet. Det er den ideelle præmis, vores samfund bygger på. Men det slår jo så ikke til. Det er meget svært at sige, hvor autoriteten ellers ligger. Men den ligger selvfølgelig på enhver arbejdsplads, hvor den bare er mere usynlig og demokratisk pakket ind end i gamle dage. Og så er der jo markedet, som besidder en enorm magt over os. Hvorfor er der for eksempel en million mennesker, der styrter ud og køber en ny iPhone? Det er der ikke megen frihed i, selv om det måske opleves sådan.«

Endelig er der en tredje form for autoritet, der bruger sproget som magtmiddel. Til forskel fra den patriarkalske autoritet, som befalede og brugte vold, betjener den snakkende overklasse sig af anbefalinger og skam.

»Det er en form for autoritet, der angriber folk på deres person og siger: ’Du er dum. Du er forkert. Du er ikke stueren’. Den slags skam lå der ikke i den gamle patriarkalske autoritet, som alene byggede på en regelholdning: ’Det er muligt, du er dum, men det rager ikke mig, så længe du overholder mine regler’. Hvis folk ikke makkede ret, blev de sat på plads. Men de blev ikke forkastede som personer,« siger Jens Smærup Sørensen og peger på Dansk Folkepartis vælgere som et eksempel.

Mens vi venter på far

»Der kan være god grund til at bekæmpe Dansk Folkeparti med argumenter, men jeg har aldrig brudt mig om den foragt, jeg har mødt over for folk, som stemmer på dem. Foragten kommer som regel fra folk, der sidder sikkert i fede stillinger, hvor de ikke er truet af indvandrere, og som ikke har forstået, at det at miste sit arbejde er en reel trussel for mange mennesker. Det kan godt være, protestbevægelsen til tider har været uformidlet og hysterisk, men den har også været forståelig.«

Jens Smærup Sørensen har oplevet den historiske afvikling af patriarkatet på nært hold. Først på fødegården i Staun, siden på Katedralskolen i Aalborg og så på universitetet i Aarhus.

Nu lyder der så stemmer, som taler for en restaurering af den patriarkalske autoritet og en genindførelse af den gamle orden. Blandt andre har historikeren Henrik Jensen fremhævet manglen på retning og værdier i Det faderløse samfund – og hvad tænker Jens Smærup Sørensen så om det?

»Jeg tænker på den ene side, at det er meget forståeligt, og at han ikke er alene om det. Der er mange, også folk, som ikke formulerer sig så godt som Henrik Jensen, der længes efter noget af det samme. De oplever autoritetens forsvinden som et tab og mener, at vi har brug for en genoprettelse.«

–Anders Fogh Rasmussen var med til at tage et opgør med rundkredspædagogikken og den holdningsløse laden stå til. Pludselig blev den stærke mand hyldet, mens den bløde mand blev latterliggjort. Er det også et udtryk for en længsel efter mere autoritet?

»Der er dem, der mener, vi har brug for at opfinde nye autoriteter. Men det kan man efter min mening ikke. En autoritet er kun en autoritet, hvis den er indiskutabel. Og den er kun indiskutabel, hvis man indser nødvendigheden af den. Det er en form for autoritet, man stadig ser i hæren, om bord på skibe og på professionelle fodboldhold – altså i patriarkalske subkulturer – fordi man dér har indset nødvendigheden i, at der kun er én, der bestemmer. Men generelt er vores samfund så mulighedsrigt, at vi ikke behøver den slags. Og personligt opfatter jeg individualismen som en stor kulturel gevinst. Faktisk vil jeg hævde, at individualismen er selve meningen med os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Bortset fra at ”rundkredspædagogikken og den holdningsløse laden stå til” aldrig har eksisteret i uddannelsessystemet, men kun er en metode, der eksisterer i magtsyge, reglementsyge mænds fantasi, så er længslen efter det patriarkalske samfund lyslevende i nutiden blandt mænd med ondt i mindreværdskomplekserne.

Man hylder rigtig gerne frigørelsen for sig selv, men der er endnu mange, der endnu ikke har fattet, at kvinder også frigjorde sig i de år. Jeg kan selv huske de kvinder, der var blevet godt trætte af at tigge om penge til strømper og en læbestift.

Man kan jo godt grine af ledelsesstilen i Mærsk og af hulemænd af type som Joachim B. Olsen, men de fylder uforholdsmæssigt meget i medierne i forhold til deres modsætninger. Det er rigtig trist, for jo længere tid det varer før man finder en balance for ligeværd, desto flere ofre m/k for det patriarkalske systems ødelæggende menneskesyn vil der forekomme.