Klumme
Læsetid: 3 min.

Vise ord? Visse vasse!

Min alder er nu et plus – næsten ligesom hvis jeg var en vin! Eller en antikvitet … er det det, jeg er blevet, en kuriøs antikvitet?
Min alder er nu et plus – næsten ligesom hvis jeg var en vin! Eller en antikvitet … er det det, jeg er blevet, en kuriøs antikvitet?
Kultur
21. september 2012

Nogle mennesker bliver klogere med alderen. Andre bliver dummere. Jeg har fået lov til at skrive denne månedlige klumme, fordi jeg er gammel: dvs. fyldt 70 (for et godt stykke tid siden). Det var betingelsen. Og – en garanti for kvalitet?

Det er altså noget paradoksalt noget, det med, hvor gammel man er hvornår. Og til hvad. Hvis ikke jeg havde været selvstændig erhvervsdrivende, som det hedder, når man arbejder som psykoterapeut og sexolog, havde jeg for længst været udelukket fra arbejdsmarkedet, det løb var kørt. Og nu er det pludselig omvendt: Min alder er en kvalifikation i sig selv! Sikke en rehabilitering, nu er min alder et plus – næsten ligesom hvis jeg var en vin! Eller en antikvitet … er det det, jeg er blevet, en kuriøs antikvitet?

Det er ikke første gang, jeg oplever, at min høje alder fungerer som en ekstra attraktion. Meget relevant, hvis projektet ligefrem handler om alder, aldring, at være eller blive gammel – som opgaven lød for nylig i forbindelse med en bog med titlen Ældrestyrken, som udkommer senere på året. Andre gange – som det udtrykkeligt blev formuleret for denne klumme – er det som en modreaktion mod den ungdomsdyrkelse, vi er så vant til, at vi knap nok lægger mærke til den. Og jeg kan da godt huske, dengang jeg syntes, at folk over tredive var håbløst gamle …

Så tak for den cadeau, Information! Jeg er rigtig glad for, at I vil have mig med – ikke på trods af min alder, men på grund af min alder.

Men der gik skår i glæden, da jeg så den faste overskrift på klummen: Vise ord. Det står der gudhjælpemig! Aldrig så snart er man blevet udfriet af den ene bås, for-gammel-båsen, før bliver man puttet ned i en ny: Nu formodes man at være vis! Viis!

Dårlig smag

Jeg ved godt, at det er både mænd og kvinder, der skriver denne klumme. Alligevel får jeg ubehagelige mindelser om en indirekte, men raffineret form for kvindediskrimination: Begrebet »den vise kvinde« – et underlig fadt begreb, som har været flittigt brugt, og som altid har givet mig en dårlig smag i munden.

Når vi er faldet for den seksuelle højalder, grænsen for, hvornår vi regnes for seksuelt attraktive, så får vi allernådigst tildelt et plaster på såret: Nu er vi så til gengæld viise, og det er da meget finere! Nej, det er et gyldent håndtryk, er det, et guldur og en medalje som farvel og tak. Til kvinder – og nu også til mænd. Gør det sagen bedre?

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg er klogere i dag end for 20-30-40 år siden. Eller om jeg er blevet dummere. Men jeg er dødtræt af båse, etiketter, forhåndsdefinitioner af, hvem jeg er og, hvad jeg er værd – så at sige ubeset. Og slet ikke ud fra mit cpr-tal.

Vise ord? Det ved man da ikke, før de står der! Vise ord – det skurrer i mine ører. Jeg har ikke lyst til at få påduttet egenskaber, heller ikke positive egenskaber. Og man bliver altså ikke viis, bare fordi man er fyldt 70. Ligesom man ikke behøver at være fyldt 70 for at være viis, det kender jeg adskillige eksempler på.

Så tak for tilliden, Information, det er bare alt for meget!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her