Nyhed
Læsetid: 6 min.

Der er og har ikke altid været så dejligt ude på landet

Vi har meget at takke H.C. Andersen for. De færreste er måske klar over, at vi til gengæld også kan give hans samtids opgør med Oplysningstiden skylden for, at vi i dag har en meget ensidig opfattelse af, hvad god børnelitteratur er
Vi har meget at takke H.C. Andersen for. De færreste er måske klar over, at vi til gengæld også kan give hans samtids opgør med Oplysningstiden skylden for, at vi i dag har en meget ensidig opfattelse af, hvad god børnelitteratur er
Kultur
9. oktober 2012

Da billedbogen Garmanns Gade udkom i Danmark i 2010, gik der ’guldalder’ i debatten om den. I Politiken mente anmelderen Steffen Larsen, at den tog håbet fra børn og kun egnede sig til en diskussionsaften i Kierkegaard-selskabet. Den lille dreng Garmann lader sig i Stian Holes Garmanns Gade friste til at lade en tændstik brænde ud og kommer til at sætte en hel have i brand. Billederne af den desperate Garmann, der forsøger at slukke branden, er meget usædvanlige for en børnebog. Her i avisen gav debatten anledning til en artikel, der diskuterede, hvad man overhovedet kan fortælle børn. Kan man sige som Garmann: »Livet er aldrig helt sikkert og trygt?«

Den debat kommer leder af Center for børnelitteratur ved Aarhus Universitet, Nina Christensen, ind på i sin nye bog Videbegær – Oplysning, børnelitteratur, dannelse. Fordi den »er et godt eksempel på, at de, der opponerede mod Garmann, havde en meget romantisk barndomsopfattelse. Som H.C. Andersen mente de, at den gode børnelitteratur frigør børnene fra den moraliserende voksenverden«.

I Videbegær redegør Nina Christensen blandt andet for, hvordan H.C. Andersens status i dansk børnelitteraturhistorie – som en romantisk helt, der befrier børnelitteraturen fra de moralske opdragere – har haft betydning for den opfattelse, vi har, ikke kun af den børnelitteratur, der fandtes før H.C. Andersen, men også af den moderne børnelitteratur.

»Når man har fortalt børnelitteraturens historie, er man tit startet ved H.C. Andersen i 1835 og har sagt, at den litteratur, der var før, var gold, moraliserende, kedsommelig børnelitteratur. Med romantikken kom en ny litteraturopfattelse, hvor idealet var, at litteratur var såkaldt fri poetisk skaben af en genial poet. H.C. Andersen gjorde op med 1700-tallets litteraturopfattelse, hvor litteraturen for børn også var moralske overvejelser om rigtig og forkert og også var faglitteratur. I 1700-tallet havde man et langt bredere litteraturbegreb, som blev snævret ind i romantikken. Et eksempel på denne nye litteraturopfattelse er H.C. Andersens Eventyr fortalt for børn fra 1835.«

Nina Christensen fortæller, at det skifte bliver meget tydeligt, når man læser anmeldelserne af H.C. Andersens eventyr: »Det sker med en meget klar forventning om, at der skal være noget dannende i fortællingen.«

Men H.C Andersen og for eksempel også B.S. Ingemann vil en anden litteratur: »Barnet skulle møde poesien og forandres gennem et digterisk kunstnerisk indtryk.«

Børnelitteraturens æstetik

Men i romantikkens opgør med Oplysningstidens børnelitteratur mistes blikket for, at den faktisk også havde en meget stærk kunstnerisk dimension: »Men man havde samtidig den forestilling, at barnet skulle dannes gennem viden og erhvervelse af kundskaber. Det skulle både være hjertets og forstandens dannelse.«

Den nuance er ligeledes gået tabt i den moderne fejring af romantikkens befrielse af barnet.

»Når man i dag taler om den kunstneriske og komplekse børnelitteratur over for den pædagogiske og moraliserende, så stammer det fra dette opgør med et fortegnet billede af oplysningstidens børnelitteratur,« siger Nina Christensen.

Og dermed er vi også blinde for, at der er tråde fra Oplysningstiden at finde i moderne børnelitteratur, hvor barnet dannes i mødet med både viden og det skønne.

Det var for eksempel en tradition fra Oplysningstiden, der sendte Garmann ind i den have, som han senere kom til at sætte ild til. Han var på jagt efter blomster til sit herbarium. Allerede i første bind af Garmann-trilogien, Garmanns sommer, fortæller han om sine botaniske ambitioner: »Blomster har navne som gamle damer, tænker Garmann, mens han lytter til tanterne: ’Gladiolus, Lobelia, Georgine, Krysantemum, Tagetes og Petunia,’ siger de. Til efteråret skal Garmann og far lave et herbarium«.

Der fandtes mange encyklopædiske tekster for børn i 1700-tallet. Det er måske ikke så overraskende. Nej, det overraskende er, at de ikke bare er oplysende. I Videbegær fremhæver Nina Christensen for eksempel Friedrich Justin Bertuchs Bilderbuch für kinder, der blev udgivet i 12 bind fra 1790-1830.

»I forordet skriver udgiveren, at bogen som udgangspunkt skal fremstå som et ’bilderreiche Chaos’ for barnet. (…) barnet skal selv lære at forsøge at bringe orden i verden. Det er vigtigt, at illustrationerne er skønne, at kobberstikkene er ordentligt udført, og at de afbilder objekterne troværdigt i de rigtige størrelsesforhold. Barnet skal fra starten vænnes til ’schöne Formen und guten Geschmack’,« skriver Nina Christensen og tilføjer: »Der fandtes i 1700-tallet mange overvejelser om barnets sans for det skønne, og det er jo interessant, når man grundlæggende opfatter det som romantikkens fortjeneste, at man begynder at forholde sig til det æstetiske i børnelitteraturen.«

Det, der udvikler barnet

I det hele taget har Nina Christensen i sin undersøgelse af Oplysningstidens børnelitteratur fundet mange forskellige typer tekster.

»Man skulle selv skabe sit publikum, så den tid er præget af mange forskellige eksperimenter. Der blev lavet aviser for børn med videnskabelige forklaringer, og der blev skrevet små fiktive breve for børn. Man forsøger så at sige at give barnet en stemme.«

En anden genre, der var populær i Oplysningstiden, er ulykkeshistorier. Tidligere rektor på forfatterskolen Hans Otto Jørgensen udgav i 2010 en række ulykkeshistorier for børn under titlen Vand, blod, tis og maskiner. Ulykkeshistorier handler kort fortalt om, at et barn får et forbud, som det ikke overholder, og det får konsekvenser.

»Men det handler ikke kun om at lære barnet forskel på rigtig og forkert. Hos Hans Otto Jørgensen handler det om, hvad der udvikler et barn. Alle de ulykker og overskridelser, som barnet oplever, er med til at forme ham. Det er en meget usentimental beskrivelse af barnet og barndommen, men barnet er en stærk, følsom og tænksom dreng, der udvikles og modnes, selv om der bestemt ikke er særligt dejligt ude på landet,« siger Nina Christensen.

Samme tiltro til barnets evne til at håndtere en verden, der ikke altid er tryg, finder vi altså både hos Hans Otto Jørgensen og Stian Hole. Og den har rødder i Oplysningstiden.

»Barnet blev opfattet som et videbegærligt og selvstændigt væsen, der også skulle kende til livets negative sider. Og man forholdt sig meget sokratisk til det: Man var i dialog med barnet og ikke nødvendigvis belærende.«

Det er en barndomsopfattelse, som vi genfinder hos Struensee, der ikke bare styrede landet med inspiration fra Oplysningstidens tænkere, som vi ser det i Nicolaj Arcels aktuelle film. Han opdrog også den sindssyge kong Christian VII’s søn kronprins Frederik VI efter Oplysningstidens principper. Det siges om ham, at han insisterede på, at kronprinsen blev overladt meget til sig selv, så han kunne lære af sine egne erfaringer.

»Struensee var dog primært inspireret af Rousseau i forhold til børneopdragelse. Og Rousseau mente slet ikke, at børn skulle læse bøger. De skulle højst læse Robinson Crusoe, fordi de skulle lære at klare sig selv, men ellers intet andet, så den del af Rousseaus tænkning er vi ikke så glade for i børnelitteraturforskningen,« siger Nina Christensen med et grin

Men hun tilføjer dog, at Rousseaus opfattelse af barnet som et selvstændigt væsen jo netop førte med sig, at der blev udviklet en selvstændig litteratur for børn. Den del er de ret glade for.

Med bogen håber hun på at udvide forståelsen af børnelitteratur. Hvis vi ser på tiden før H.C. Andersen med nye øjne, så kan vi bevæge os udover den evige diskussion om, hvor-vidt børnelitteraturen skal være kunstnerisk eller pædagogisk. Allerede Oplysningstiden viste os, at det ene ikke behøver at udelukke det andet:

»Børnelitteratur er ikke én tradition, og der findes ikke én ’god’ børnelitteratur. Der findes heldigvis mange.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Sludder og vrøvl.

Børn kan bruge næsten hvad som helst. Alt kan få fantasien til at flyve. Men H. C. Andersen havde et budskab også til de voksne. Børnene forstår ikke disse dybder. Og sådan er det også med al den anden såkaldte børnelitteratur, som der tjenes en masse penge på i disse år.

Kasper Andreasen

Hvad skal man mene om den mere rå børnelitteratur?
Selv om Nina Christensen helgarderer ved at sige at der findes mange traditioner for god børnelitteratur, handler artiklen om en i nyere tid mere hård litteratur. Den type litteratur gør nok op med den romantiske forestilling om barnet, og har på sin vis langt mere respekt for børn, men ville man give den til sine egne børn?
Bøger som Oscar Ks og Dorte Karrebæks "Lejren" og "Idiot" er ret voldsomme. Vi præsenterer jo ikke vores børn for beskrivelser af tortur. Da antager vi at deres sensibilitet er større end voksnes, og at de derfor bliver påvirket på en måde vi ønsker at skåne dem for. Men hvor går grænsen da?