Læsetid 4 min.

Fra avantgardistisk egotrip til politisk vold

Peter Øvig Knudsen siger det ikke direkte, men mere end antyder i ’Hippie 2’, at der går en linje fra besættelsen af Hjardemål Kirke til den politiske vold hos Blekingegadebanden
’Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke kunne tages tilbage uden stærk ydre vold’, proklamerede deltagere fra Det Ny Samfunds sommerlejr ved Frøstrup, da de havde besat Hjardemål Kirke i 1970.

’Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke kunne tages tilbage uden stærk ydre vold’, proklamerede deltagere fra Det Ny Samfunds sommerlejr ved Frøstrup, da de havde besat Hjardemål Kirke i 1970.

Erik Friis
24. oktober 2012

Hjardemål Kirke i Thisted Provsti under Aalborg Stift, en kvaderstensbygning fra omkring 1200, blev omkring 1500 forsynet med et usædvanlig højt munkestenstårn, som kunne ses viden om.

Sommeren 1970 blev kirken pga. sit spektakulære udseende og en til formålet gunstig beliggenhed udvalgt til skueplads for en politisk aktion, en besættelse eller, som aktivisterne fastholdt, en ’befrielse’, der skulle vise, »i hvilken grad statsmagten bygger på falsk autoritet og traditionelt accepteres og adlydes af de politisk set fremmedgjorte indbyggere i Danmark.«

Med proviant som til en nordpolsekspedition og udrustet med en sand overflod af fotografisk udstyr skaffede 15 deltagere fra Det Ny Samfunds sommerlejr ved Frøstrup sig adgang til kirken og barrikaderede sig i tårnet efter at have opsat en deklaration, hvori det bl.a. hed:

»Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke kunne tages tilbage uden stærk ydre vold.«

Om vold, kunst og politik skal det følgende handle, samt om forfatteres brug af kilder.

Det indre billede

Besættelsen af Hjardemål Kirke spiller en væsentlig rolle i Peter Øvig Knudsens bog Hippie 2, som dag for dag dokumenterer Thy-lejren under parallel inddragelse af dens forhistorie og følger. På bogens sorte forside danser den senere morder Knud Rantanen (Provo-Knud), på bagsiden protesterer Bodil Marie Nielsen, med rødt kors malet ned over brystet og med Maos Lille Røde i hånden, mod den lokale præst. Nede i bagsidens hjørne føres hendes daværende ægtemand, kunstneren Peter Louis-Jensen, kirkebesætternes ubestridte ideologiske og organisatoriske leder, stolt grinende væk fra kirken, flankeret af det politi, hvis dobbelte opgave det var at få aktivisterne væk fra kirken og gøre det, uden at de led overlast ved angreb fra de flere hundrede opbragte lokale, der hurtigt samledes rundt om kirken.

Det billede, der har brændt sig dybest ind hos mig under læsning af bogen, er imidlertid ikke noget foto. Men det forestiller Børge Jespersen, dengang 34-årig hundefører ansat ved politistationen i Hjørring, hængende i armene under lemmen til klokkerummet, med udsigt nedad til 20 meters frit fald mod tårnets betongulv, alt imens en mursten rammer hans venstre hånd og en anden strejfer hans arm.

I Øvigs bog gøres der et stort nummer ud af, om murstenene blev kastet eller de ’bare’ faldt, og om aktivisterne deroppe skreg: »Vi slår jer ihjel!« eller advarende råbte: »I slår jer ihjel!« Det er åbenbart meget vigtigt. Mere afgørende er det for mig, at aktivisterne ikke alene krænkede kirken, men også spolerede lokalbefolkningens i forvejen hårdt prøvede sympati over for lejren samt, og det er vigtigst, ved grundig planlægning og med fuldt overlæg skabte en situation, hvor deres egne og andres liv sattes på spil.

Forfatteren og hans kilder

I Hippie 2’s bearbejdning af hele historien spiller Peter Louis’ kunstnerkollega Bjørn Nør-gaard en lidet flatterende rolle som vennen, der ganske vist efter eget udsagn strengt advarede imod besættelsens konsekvenser, men samtidig som en art kompromis påtog sig at køre til hovedstaden og overbringe offentligheden en pressemeddelelse fra aktivisterne.

På dette og andre lige så uimodsagte fakta er det vanskeligt at konkludere andet, end at Nørgaard lige fra planlægningsfasen var grundigt fedtet ind i Hjardemål-aktionen, så man forstår ham sådan set udmærket, når han i juli 2011 pr. brev trækker sig som kilde for Øvig (»Trods alt lykke til med bogen, men du bedes ikke henvende dig yderligere«).

Fra en kunstkyndig komité, hvor vi har haft et velfungerende samarbejde, kender jeg tilfældigvis Bjørn Nørgaard som en mand, der sjældent savner ord. Han kan, om det ellers gøres fornødent, snakke solen sort. Jeg må derfor formode, at han i den foreliggende sag har valgt at dreje hanen om og lukke for strømmen af informationer, fordi han får det mindre godt ved at konfronteres med det forvrøvlede rodsammen af revolutionær marxisme og ekstremsøgende avantgardisme, som Hjardemål-chefen bagefter søgte at legitimere sig med, idet han vekselvis definerede besættelsen som en politisk aktion og et kunstværk.

Tilsvarende er det ganske nærliggende at mene, at Bodil Marie Nielsen, der deltog i kirkeaktionen og til at begynde med gerne bidrog som kilde, men så i november 2011 afbrød samarbejdet med Øvig, ikke så meget fortørnes over dennes forvaltning eller fortolkning af omstridte fakta, som hun vånder sig ved at gense sin og de 14 øvriges dødsensfarlige balancegang mellem hippie-romantik og den særlige form for revolutionær kynisme, hvor hensigterne helliger midlerne, som når politiet, gennem en fysisk indgriben, der er dets problematiske opgave, tvinges til at vise »statsmagtens sande ansigt«.

Hvem trækker grænsen?

Læseren af Peter Øvig Knudsens bog ledes af dens pædagogisk tilrettelagte komposition hen imod at spørge, hvorvidt der var en kobling mellem Hjardemål og Blekingegade? En yderst relevant problemstilling, hvis han, som det ser ud til, har ret i, at kun en tilfældighed afgjorde, at det blev terrorforbryder Holger Jensen og ikke kunstner Peter Louis-Jensen, der eskalerede volden ved Verdensbank-urolighederne i september 1970.

Bogen svarer ikke, i hvert fald ikke ved selv direkte at aftegne linjen fra avantgardisk egotrip til politisk vold. Men den antyder sammenhængen og skærper derved en nødvendig diskussion og selvrefleksion: Hvor langt har du etisk set lov til at gå? Hvem trækker den nødvendige grænse?

 

 

Peter Øvig Knudsens ’Hippie 2’ anmeldes af Erik Skyum-Nielsen i Bøger i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tine Sørensen
Tine Sørensen

Tænk, at der ingen kommentarer er her!
Jeg er barn af hippietiden, - født i 62.
Som 16-årig tænkte jeg, at jeg ville være terrorist. Jeg beundrede den reaktion, som Rote Arme Fraktion forårsagede. Jeg opfattede den - i mit unge og meget idealistiske sind -som et ekstremt nødvendigt wake-up-call....
Det gav mig en vellyst, at være provokerende til det yderste, - men det havde også rod i en følelse af et fuldkomment værditab.
- Tænkte i mit ungdommelige og renfærdige sind, at det var det eneste meningsfulde i forhold til et system, der var totalt forvitret udi meningsløshed, - atomoprustning og truslen om, at menneskeheden ville destruere sig selv anytime.... Kun den mest yderliggående protest var stærk nok, til at markere mit desperate behov for, at råbe virkeligheden op, - og sige STOP.
Det enkelte menneskes værd, har altid været et etos. Samtidig har vi alle været vidner til, hvordan det enkelte menneske fra statens side ringeagtes, og betragtes som en relativt ligegyldig spillebrik i forhold til økonomiske strategier.
Dette paradox stortrives til stadighed idag.
Vi ser hver eneste dag enkelte menneskers skæbnehistorier penslet og hængt ud i medierne, -
med det formål, at skabe rørstrømske og oprørte reaktioner. - Og samtidig ser vi politiske udlægninger, der reducerer det enkelte menneske til størrelser, der, med deres behov og interesser, ikke er i statens (fællesskabets?) faveur.....
Vi er fx vidner til det i forb.m. arbejdløsheds debatten.

Jeg er ikke længere tilbøjelig til at blive terrorist.
Dertil er min kærlighed til det enkelte menneske alt for stor. Jeg er blevet voksen. Jeg har fået børn, som nu er voksne. Og som jeg elsker, og aldrig ville ønske ramt af nidkærhed eller fordømmelse.
Idag er jeg langt mere tilgivende overfor menneskelig svaghed, fordi jeg ved, at jeg selv er svag. At jeg ikke kan leve op til rene idealer, og aldrig selv kan være ren.

Når jeg idag betragter den politiske debat, - så figurerer "renheden" stadig, som om den var menneskeligt mulig. Vores politiske debat foregår på et illusorisk niveau.
Vi har utroligt travl med, at pålægge hinanden renhed.
Renheden er efterstræbelsesværdig. - Men ingen er ren!!!!
Det er absurd, at vi nægter, at forholde os til den virkelighed, der indrømmer at vi alle gør vores bedste, men aldrig er perfekte.