Læsetid: 9 min.

Byen, der blev genoprejst af mennesker og musik

Det var musikken og menneskene, ikke politikerne eller finansverdenen, der bragte livet tilbage til New Orleans, efter at byen blev ødelagt af orkanen Katrina i 2005. Det mener David Simon, manden bag tv-serien ’The Wire’
Overlevelse. Tempoet, den slentrende facon, musikken og de helt almindelige mennesker, der forsøger at overleve i en by, der næsten blev udslettet af Katrina, er blandt de ting, der gør Tremé til et facetteret og forførende ensembledrama, der også er fuld af varme og humor.

Overlevelse. Tempoet, den slentrende facon, musikken og de helt almindelige mennesker, der forsøger at overleve i en by, der næsten blev udslettet af Katrina, er blandt de ting, der gør Tremé til et facetteret og forførende ensembledrama, der også er fuld af varme og humor.

Fra Tremé

4. oktober 2012

»Det har sine omkostninger at vende ryggen til visse af tv-mediets valutaer, de dramatiske virkemidler.«

Der er ingen fortrydelse at spore i David Simons stemme. Han konstaterer blot, at sådan er spillets regler, hvis man vil lave tv-drama i USA.

Den tidligere journalist og efterhånden garvede tv-mand er aktuel på både danske og amerikanske tv-skærme med tredje sæson af sin seneste tv-serie, Treme (udtales ’tremay’), der foregår i New Orleans i Louisiana og handler om byens genrejsning efter at være blevet ramt af orkanen Katrina i slutningen af august 2005.

Og i modsætning til en af Simons tidligere tv-serier, den kriminalistiske The Wire (2002-2008), der fortalte historien om Baltimore og for længst er blevet udråbt til at være en moderne klassiker, tager han i Treme alle af tv-dramaets mest effektive værktøjer i brug, og derfor bliver serien nok rost af kritikerne, men må kæmpe for at finde seere.

»Det, der er anderledes i Treme, er det, der er på spil,« siger Simon, da han sammen med sin makker, Eric Overmyer, sidder over for en håndfuld journalister fra så fjerne steder som Sydamerika, Irland og Danmark på et kontor i et højhus i New York.

»Hvis man sender en person ind i billedet med en pistol eller en båre igennem en skadestue eller lader to mennesker skynde sig ned ad en korridor i Det Hvide Hus, så opfatter man indsatsen som værende høj. Det handler om liv og død. Man kan skabe liv og død på tv, og det er den valuta, amerikansk tv – og tv rundt om i verden – handler bedst i.«

Helt almindelige mennesker

Men hvis man som i Treme fortæller en historie om helt almindelige mennesker og deres helt almindelige liv, er indsatsen en anden, og rytmen, tempoet og følelsen bliver også en anden.

»Der er ingen i Treme, der er borgmester eller politimester,« siger David Simon.

»Det er almindelige mennesker, og det er et valg. Det er en bys overlevelse, der er på spil, meget ligesom i The Wire, men vi angriber det fra en anden vinkel og med andre hovedpersoner. Og de hovedpersoner lever deres liv i et tempo, som vi genkender som almindeligt liv, selv om det leves et lidt usædvanligt sted. Det er den store forskel på de to serier. Så når folk siger, at ’mand, der sker ikke noget i Treme,’ tænker jeg, ’der er lige en person, der har begået selvmord, en anden har mistet sin restaurant.’ Handlingen foregår på et menneskeligt plan, og den slags beskæftiger tv sig ikke særlig meget med. Tv foregår oftest på det overmenneskelige plan.«

Han holder en pause og fortsætter så.

»Det går også langsommere i New Orleans end i mange andre byer. Byen slentrer. Det er ligesom musikken: Den store second line-rytme (musikoptog, hvor folk spiller og danser, red.) er ’the drag’ – så man kan danse i gåtempo. Man kan bevæge sig ned ad gaden, mens man danser. Jeg synes dog ikke, at tempoet i Treme er så forskelligt fra tempoet i The Wire. The Wire slentrede også på sin egen, karakterdrevne måde.«

Drømmens vrangside

Tempoet, den slentrende facon, musikken og de helt almindelige mennesker, der forsøger at overleve i en by, der næsten blev udslettet af Katrina, er blandt de ting, der gør Treme til et facetteret og forførende ensembledrama, der også er fuld af varme og humor.

Det er måske ikke en serie, man falder for med det samme – men det var The Wire heller ikke. David Simon kræver engagement og loyalitet af sine seere, og man skal se næsten en halv eller måske endda en hel sæson på 10 afsnit, før man har lært personerne at kende og for alvor begynder at forstå, hvorfor New Orleans er så specielt et sted, at folk ikke bare forlader byen, men bliver og også kæmper for dens overlevelse.

52-årige David Simon begyndte sin karriere (og fik skærpet sin politiske og sociale bevidsthed) som journalist og kriminalreporter på Baltimore Sun, og det var det hårde liv på gaderne i Baltimore – og den fejlslagne krig mod narko – som i 1991 fik ham til at skrive bogen Homicide: A Year on the Killing Streets, der netop handlede om det år, Simon tilbragte sammen med byens kriminalbetjente.

Bogen blev siden til den fremragende krimiserie Homicide: Life on the Street (1993-98, Drabsafdelingen på dansk), som Simon ikke skabte, men skrev manuskriptet til. Det førte til, at han helt droppede journalistikken og selv skabte The Wire, der i løbet af fem sæsoner og 60 afsnit portrætterede en by, Baltimore, på en måde, man ikke tidligere havde set det på tv.

Politi, forbrydere, havnearbejdere, politikere, skolelærere, journalister – humanisten Simon viste mange aspekter af den amerikanske storby, og resultatet var en på én gang fascinerende og foruroligende skildring af vrangsiden af den amerikanske drøm, hvor mange enten bliver forbrydere eller går til, og hvor selv de gode ofte kæmper forgæves eller bliver korrumperede undervejs.

En serie om kultur

Treme, der ligesom The Wire er produceret af kabelkanalen HBO, har David Simon skabt sammen med 61-årige Eric Overmeyer, en tv-serie-veteran, som i 1980’erne skrev sine første manuskripter til hospitalsserien St. Elsewhere, der tilmed var en af de første multiplotserier. Simon og Overmyer har begge en stor kærlighed til New Orleans, som Simon har besøgt jævnligt, siden han var sidst i 20’erne, og som Overmyer har boet i i mere end 20 år. De kender med andre ord byen, og det mere end fornemmer man i Treme, der har navn efter et kvarter i New Orleans.

»Det er en serie om kultur,« siger Simon.

»Den er politisk forstået på den måde, at vi påstår, at kulturen er det, der har bragt byen på fode igen, og at den amerikanske by er i stand til at levere noget ekstraordinært kreativt og store menneskelige bedrifter. Med The Wire oplevede jeg, at mange mennesker tog den for at være et argument imod den amerikanske by, selv om den på nogle måder var et argument for det modsatte. Det er vigtigt at sige: Dette er, hvad vi er i stand til at gøre i et multikulturelt samfund, dette er, hvad vi kan skabe. Det var ikke noget andet, der bragte New Orleans på fødderne efter stormen, ikke politikerne, ikke forretningsmændene,« siger Simon. Og derfor spiller kulturen og ikke mindst musikken en altafgørende rolle i Treme. Mange lokale musikere spiller sig selv i serien, der er proppet med musikalske indslag, ligesom flere af hovedpersonerne også beskæftiger sig med musik.

»Musikken er en del af seriens eksistensberettigelse,« siger David Simon.

Eric Overmyer nikker samtykkende og siger så: »Da vi begyndte serien, var vores allerførste person Antoine Batiste, som er trombonist og bliver spillet af Wendell Pierces, en ganske almindelig musiker. New Orleans er et fantastisk sted, på den måde at musikken er en del af hverdagslivet. Musik i den bredest mulige forstand, gadeoptog, karnevalsindianere, klubber – de er over det hele, og folk arbejder med den, så fire-fem, måske seks af personerne har på en eller anden måde noget med musikbranchen at gøre eller med musik og kultur. Musikken vokser altså organisk ud af den historie, vi vil fortælle, vi behøver ikke tvinge den frem.«

Opbakning gennem dialog

Den flittige brug af lokale musikere og en åben dialog med forskellige af New Orleans’ mange kulturelle og etniske grupperinger har betydet, at den modstand og mistænksomhed, byen til at begynde med havde over for Treme og Eric Overmyer og David Simons hensigter, er blev vendt til opbakning.

»Vores dialog med karnevalsindianerne og andre grupper i New Orleans var vigtig,« siger Overmyer.

»Vi sagde til dem, at ’vi vil gerne gøre det rigtigt. Vi vil gerne have, at I deltager, og vi betaler jer for det.’ Respekt og løn. Det var to ting, de ikke var vant til.«

Simon forklarer, at der kun er meget få musikalske optrædener i serien, som ikke er egentlige musikalske optrædener.

»Det meste er fanget optagelse efter optagelse, hvor de rent faktisk spiller deres instrumenter i deres eget miljø,« siger han.

»Vi eftersynkroniserer ikke, hvilket i forbindelse med at man lader dem selv spille og giver dem lov til at bestemme, hvordan de udformer deres musikalske optræden, betyder meget. Det køber os også megen goodwill, at vi rent faktisk bruger pengene i de kvarterer, hvor de bor.«

Autenticitet og snyd

I det hele taget betyder autenticitet meget for makkerparret, der var meget opsatte på ikke at lave det, Eric Overmyer kalder »the Hollywood rape and pillage,« og kun vise den festlige ende af Bourbon Street, den berømte gade i det gamle, franske kvarter, som man altid ser i film og serier. Det er dog ikke ensbetydende med, at de ikke kan finde på at snyde lidt.

»Vi er meget bevidste om, at tv-drama er fiktion, og det er ikke alting, man kan skildre 100 procent korrekt. Det vigtige, når man snyder, er, at man ved, hvor man snyder, og at man ikke snyder de steder, hvor man føler, at det virkelig vil underminere virkeligheden,« siger David Simon.

Det er sjældent, at man ser så socialt og politisk bevidst en tv-serie som Treme, ikke kun hvad angår indholdet, men med hensyn til den måde, den bliver til på. Simon og Overmyer er tydeligvis idealister og humanister, der bekymrer sig om verden og de mennesker, der lever i den. Spørgsmålet er, om de også tror på, at en tv-serie kan være med til at forandre verden og gøre den bedre – eller om de samtidig er for store realister til at tro på det?

Gennem nøglehullet

»Jeg tror ikke på, at tv kan forandre verden,« siger Eric Overmyer.

»Jeg mener dog, at vi har gjort det rigtige i New Orleans. Vi har skubbet lidt til nogle få musikeres karrierer, og vi betaler og behandler folk fair og retfærdigt. I begyndelsen begik vi nogle fejltagelser, men vi lærte af dem.«

David Simon, der er en meget kontant og ligefrem herre, fortsætter:

»Kan nogen form for historiefortælling forandre verden? Nogle gange. Men ved du hvad? Jeg mener, at historiefortællerens rolle – og det mente jeg også, da jeg arbejdede som journalist, og jeg mener det nu, hvor jeg laver tv – er at fortælle den historie, man mener er værd at fortælle, og fortælle den på den bedst mulige måde. Hvad der sker efterfølgende … Blandt mange andre ting var The Wire et opgør med krigen mod narko, og krigen mod narko er lige så voldsom i dag, som den var, da vi begyndte at skrive The Wire. Vi har ikke gjort nogen som helst forskel. Betyder det så, at jeg ville ændre The Wires budskab, eller at jeg har en dårlig smag i munden? Historiefortælling er historiefortælling, og det, der sker bagefter …«

»Som journalist ville jeg nogle gange skrive om noget, der var helt forkert, og politikerne ville følge én og afholde høringer og vedtage en lov, der gjorde det værre, end det var, før man skrev noget som helst. Man kan kun kontrollere det, man kan kontrollere, og det er virkelig farligt at fortabe sig i andet end det. Det begynder faktisk at korrumpere journalistikken eller historiefortællingen. Man er på et korstog, og man former fakta, så de passer til det resultat, man synes, verden fortjener. Det så jeg ofte som journalist. Jeg ser på det på det sådan her: Er dette historien om New Orleans efter Katrina, fanger vi elementer af det og får dem trukket trukket ud til seerne? Ja, og det, der efterfølgende sker, sker.«

På samme måde har Simon det med Tremes fortsatte overlevelse. Han og Eric Overmyer vil gerne lave en fjerde sæson og med den afslutte serien, men, som han siger, »det er op til HBO og seerne.« Og det er en usikkerhed, man må leve med, når man bruger en anden og knap så eftertragtet af tv-dramaets valutaer.

Simon smiler skævt og siger så: »Jeg har planer om at lave en serie med porno og vampyrer og se, hvordan det vil være rent faktisk at have et publikum. Nå, det er allerede blevet forsøgt … Hvad med zombier?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu