27. oktober
Om formiddagen moskvatid lørdag den 27. oktober oplæser Radio Moskva et brev fra det sovjetiske kommunistpartis førstesekretær Khrustsjov til den amerikanske præsident Kennedy. Radiomediet er valgt for at sikre den hurtigst mulige måde at få kommunikeret budskabet tværs over Atlanten.
Det er Khrustjovs andet budskab til den amerikanske præsident, og tonen er mindre imødekommende end i det første brev. Russerne inddrager over for verdens offentlighed de amerikanske atombevæbnede Jupiter-raketter, der er stationeret på baser i Tyrkiet. Sovjetunionen vil kun fjerne sine raketter fra Cuba, hvis amerikanerne gør det samme fra Tyrkiet.
Samme morgen lokal tid drøfter medlemmerne i Kennedys særlige krisegruppe, ExComm, i Washington, hvad USA skal svare på Khrustsjovs første brev, som har været ni timer om at nå over Atlanten. Her kræver Khrustsjov kun en amerikansk garanti mod invasion på Cuba som modydelse for at hente raketterne hjem. Mens ExComm drøfter brevet, erfarer medlemmerne fra nyhedsbureauerne, der har hørt om radiotalen, at den sovjetiske leder kræver tilbagetrækning af de amerikanske raketter fra Tyrkiet. Efter en tids forvirring finder man ud af, at der må være tale om et brev nummer to med strammede betingelser. Problemet for amerikanerne er nu, hvem de forhandler med.
»ExComm tolker det andet brev som, at hardlinerne nu må have fået overtaget i Kreml. Måske er Khrustsjov endda afsat. De får så efter mange timers drøftelser det geniale indfald at ignorere det andet brev og kun svare på Khrustsjovs første brev. Kennedy beslutter samtidig under hånden at lade lillebror Robert meddele den sovjetiske ambassadør Dobrynin, at USA er indstillet på at drøfte en fjernelse af atomraketterne i Tyrkiet. Den sidste del er det dog kun udvalgte medlemmer af ExComm, der får at vide,« fortæller historikeren Regin Schmidt fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet.
U2 på afveje
Andre kilder sætter spørgsmålstegn ved, om dette ’geniale indfald’ er en efterrationalisering, der er opfundet for at pynte på Kennedy-brødrenes eftermæle.
Om formiddagen amerikansk tid får ExComm besked om, at ét af de amerikanske U2-fly ved en fejl er fløjet ind over sovjetisk territorium ovre ved Alaska. Piloten er voldsomt ude af kurs og har bedt om eskorte fra amerikanske jagerfly. U2-flyet er næsten løbet tør for benzin, så piloten svæver langsomt tilbage mod Alaska. Sovjetiske jagerfly letter fra flere baser for at afvise flyet.
»Det lykkes for amerikanerne at ekskortere U2-flyet hjem. Men for russerne kan overflyvningen let tolkes som en sidste øjebliks rekognoscering inden de store bombefly med atomraketter sættes ind. Da forsvarsminister McNamara hører det, bliver han angiveligt hvid i hovedet og siger: Dette betyder krig med Sovjetunionen,« fortæller historiker og leder af Koldkrigsmuseet på Langeland Peer Henrik Hansen.
Så heldig som U2-piloten, der lander i sikkerhed, er en anden amerikansk U2-pilot ikke. Da Rudolf Anderson i et U2-fly midt på eftermidagen amerikansk tid overflyver Cuba i stor højde for at fotografere sovjetiske stillinger, bliver hans fly skudt ned af et sovjetisk missil.
Ganske vist har Castro dagen før givet ordre til at skyde, hvis amerikanerne endnu en gang krænker Cubas luftrum, men det er uden godkendelse fra Moskva, at den lokale sovjetiske general Grechko giver ordre til nedskydning, fortæller Peer Henrik Hansen.
En mariner reddede verden
Der går nogen tid, før amerikanerne bliver klar over, at flyet er skudt ned og ikke bare savnet eller havareret på grund af tekniske fejl. ExComm har tidligere drøftet, hvad USA bør gøre i den situation. Holdningen har været, at det kræver omgående amerikansk gengældelse.
»Kennedy vil nu gå langt for at undgå krig. Han udformer et forslag til svar til Khrustsjov, hvor FN skal træde til, hvis en aftale ikke kommer i stand. Og han udsætter et forberedt amerikansk luftangreb mod Cuba fra mandag den 29. til tirsdag den 30. oktober,« siger Regin Schmidt.
I Atlanterhavet ud for USA’s kyst bliver den sovjetiske ubåd B-59 jagtet senere på eftermidagen amerikansk tid af amerikanske krigsskibe og helikoptere, der kaster dybvandsbomber for at tvinge ubåden til overfladen.
Temperaturen er glohed i den store dieseldrevne ubåd, der er bygget til at sejle i Ishavet og ikke i tropiske farvande. Ubådens kølesystem kan ikke tåle det salte vand, så temperaturen er nær 60 grader. Besætningen har ikke været i kontakt med hjemlandet i mere end et døgn, og da kaptajn Savitsky fortsat hører eksplosionerne fra dybvandsbomberne fortsætte, beordrer han til sidst ubådens atomtorpedo gjort klar.
»Måske er krigen allerede brudt ud deroppe, mens vi ligger her og slår kolbøtter (…) Vi smadrer dem nu. Vi dør, men vi sænker dem alle. Vi skal ikke være flådens skamplet,« råber han.
Angiveligt er det ubådens næstkommanderende, Vasili Arkhipov, der overtaler kaptajnen til at dykke ud for at afvente ordrer. I givet fald redder han verden fra en atomkrig. Selv om det er ydmygende, kommer B-59 til overfladen og hejser Sovjetunionens banner med hammer og segl midt mellem fire amerikanske krigsskibe.
Da medlemmerne af ExComm natten til søndag forlader Det Hvide Hus, forventer de fleste krig, inden wekenden er omme, har vicepræsident Lyndon B. Johnson senere fortalt til statsminister Jens Otto Krag.
Selv har Krag lørdagen igennem forsøgt at få forbindelse med sine kolleger i Norge og Sverige. Han får fat i svenske Erlander, men norske Gerhardsen er ikke sådan at få fat i. Cuba-krise eller ej, en nordmand drager på fjeldet i weekenden.
Via en række mellemled lykkes det ifølge Peer Henrik Hansen til sidst for Krag at få etableret forbindelse til den norske statsminister, men efter at have talt med ham, bemærker Krag, at Gerhardsen nok har valgt den klogeste indstilling til situationen, for »alt det andet dér kan vi alligevel ikke gøre noget ved.«
Kilder:Artikelserien er bl.a. baseret på:’På Afgrundens Rand’ af Peer Henrik Hansen, 2012’Cubakrisen’ af Michael Dobbs, 2011
