Læsetid: 7 min.

I Danmark er der ingen problemer

Ingen korruption, ingen mordpatruljer i gaderne, ingen kummerformer. Snarere end sultproblemer har vi nu fedtproblemer, siger historikeren Søren Mørch. Det eneste, der kan bringe ham op i omdrejninger, er Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan. Sammen med tegneren Roald Als har han lavet bogen ’Nullerne’ i det lille fredelige Danmark
Ingen korruption, ingen mordpatruljer i gaderne, ingen kummerformer. Snarere end sultproblemer har vi nu fedtproblemer, siger historikeren Søren Mørch. Det eneste, der kan bringe ham op i omdrejninger, er Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan. Sammen med tegneren Roald Als har han lavet bogen ’Nullerne’ i det lille fredelige Danmark
14. oktober 2012

»Det var en svær opgave, men interessant« erklærer Søren Mørch om sit og Roald Als’ fælles projekt, bogen Nullerne, der udkommer den 11. oktober. Søren Mørch skriver i forordet, at han mere og mere følte sig som grisen i den gamle historie om hønen og grisen, der ville lave en café og specialisere sig i morgenmad med bacon og æg. Det var sjovt, indtil det gik op for grisen, hvem der skulle levere bacon!

»I udgangspunktet mente vi, at vi er meget enige politisk – bortset fra om EU,« fortæller han. »Det er vi også. Det, der gjorde opgaven vanskelig, var noget helt andet. Som jeg forklarer i bogen, så har Roalds tegninger for størstedelens vedkommende været trykt i Politiken. De var så at sige en del af den politiske proces i Nullerne. Historikerens historier bliver helt anderledes. De handler om nutiden – om vores nutidige opfattelse af nullerne – og det er noget andet end fortiden, som jo netop er fortid og ikke-eksisterende.«

»Der er intet så foranderligt som fortiden,« som historikeren Dan Charly Christensen citeres for i bogen.

»Professionelle historikere har som deres levebrød at skrive historien om og om igen,« siger Søren Mørch.

Ingen skjult dagsorden

»Eksempelvis falder min skildring af Anders Fogh Rasmussen anderledes ud end Roalds tegninger,« uddyber Søren Mørch. »Da Roalds tegninger blev til, var der af gode grunde ingen, der fandt på at sammenligne Anders Fogh som statsminister med Helle Thorning-Schmidt i samme position. I 2012 er der ingen, der kan fortælle om Anders Fogh uden at sammenligne ham med Helle Thorning!«

»Hvad man i øvrigt kan mene om Anders Fogh Rasmussen, så var han en modig mand, der påtog sig autoritetens pligt,« fastslår han, og tilføjer: »I modsætning til den nuværende statsminister.«

– Man kan vel også sige, at han var gennemført autoritær?

»Er det ikke en statsmands pligt? Han påtog sig autoriteten – til forskel fra Nyrup, Lille Lars og navnlig Helle Thorning-Schmidt,« siger Søren Mørch, der er gift med Ritt Bjerregaard. Mørch fortsætter: »Roald Als’ tegninger illustrerer den opfattelse, som var datidens, at Anders Fogh Rasmussens skjulte dagsorden var at indføre minimalstaten ad bagvejen, men betragtet med historikerens bagklogskab tror jeg ikke, at han havde en hemmelig dagsorden. Han var klar over, at velfærdsstaten var kommet for at blive.«

– Til gengæld bestod hans ministerium af misliebige personer, der næsten alle havde ’sager’ på samvittigheden?

»Det kan man mene, men de havde etableret et flertal i Folketinget. Det var ikke noget, der var kommet af sig selv. Hvis Helle Thorning-Schmidt havde haft samme håndelag, havde hendes regering haft Enhedslisten med sig.«

– Som Anders Fogh Rasmussen havde Dansk Folkeparti med sig?

»I DF blev der ført politik. I bogen kan man læse om, hvordan Pia Kjærsgaard lærte det på den hårde måde med Glistrup og Fremskridtspartiet. Hun opbyggede et politisk parti med kolossal indflydelse. Det kunne Enhedslisten lære meget af. DF sagde, ’vi tilslutter os, hvis vi kan få disse af vores sager gennemført i denne prioriterede rækkefølge.’ På den baggrund fremtræder Enhedslisten uklar. At den ikke har en prioritering, er dårligt politisk håndværk. DF har været klare og haft dygtige, flittige folk. Sammenlignet med DF har det knebet for både Konservative, Socialdemokraterne og SF. De sætter sig ikke tilstrækkeligt ind i tingene,« erklærer Søren Mørch og mindes rektor for Københavns Universitet, Carl Iversen, der adspurgt hvordan han altid fik sine sager gennem Konsistorium, svarede: »Det skal jeg sige Dem, jeg forbereder mig!«

»Oppositionen har haft ti år til at forberede sig, og så kommer det bag på S-SF, at de ikke kan komme uden om at samarbejde med de Radikale!« siger Søren Mørch og tilføjer: »Helle Thorning-Schmidt har ikke det, som D.G. Monrad, der stod bag Junigrundloven, kaldte ’politikerdjævelen’ i sig.«

Samtalen igennem fornemmer man hans historikerbaggrund, han analyserer slet og ret politik ud fra en meget længere horisont end normalt i Nutidsdanmark. Jeg spørger, om han mener, at Helle Thorning Schmidt havde kunnet sidde med en flertalsregering, hvis hun havde været dygtig nok. Svaret er et ubetinget ja.

Halsbrækkende

»Et hovedanliggende med bogen har for både Roald og mig været at prøve, om vi kunne finde ud af, hvordan det kan være, at Socialdemokraterne har tabt alle valg siden 1998. Hvorfor valgte de i 2005 en formand, der kun havde siddet 14 dage i Folketinget? Og som derfor havde meget begrænset kendskab til det, Max Weber kalder ’Politik als Beruf’ – politik som kald eller erhverv! Det var halsbrækkende! Fogh havde 17 års erfaring. Uffe Ellemann-Jensen overlod indenrigspolitikken til ham, og Fogh kendte desuden hele Venstres græsrodsapparat.«

»Lars Løkke Rasmussens kommunalreform er godt nok noget lort, men det var en kæmpebedrift at banke den igennem. Selv om jeg ikke sympatiserer med indholdet.«

–Hvad mener du er Socialdemokratiets opgave i dag?

»Når Socialdemokratiet er gået bagud af dansen kan forklaringen måske være, at partiet har haft regeringsmagten så længe, at både Nyrup, Lykketoft og den nuværende ledelse bilder sig ind, at de skal varetage hele landets interesser. De tror, de kan finde landets fællesnævner. Det skal de ikke. De skal i stedet tage hensyn til deres bagland, til dem, der har stemt på dem, til alle de kedelige, ganske almindelige menneskers interesser. Som statsminister skal en politiker være partisk. Statsministeren er ikke præsident. Hun skal overlade det tvivlsomme privilegium at være upartisk til dronning Margrethe.«

– Men folk stemmer jo ikke efter deres interesser, men efter fornemmelser og sym- eller antipatier?

»Vælgerne skal ikke gøre rede for deres fornemmelser eller for, hvorfor de stemmer, som de gør. Men hvis de melder sig ind i et parti, må det selvfølgelig være, fordi de tænker, at netop det parti vil gøre noget, de mener, er det rigtige.«

Man skal bruge sin magt

»Statsministeren skal bruge sin magt og ikke rette ind efter embedsmændene. Embedsmændenes opgave er at gøre, hvad ministeren vil have. Men hvis ministeren ikke har nogen politik, skal de bare køre det hele fornuftigt og til enhver tid sige: ’Det vil vist være meget besværligt.’ Så bliver ministeren en marionet. Den fejl begik Fogh og Løkke ikke.«

Det er et problem, især for venstrefløjen, at partierne er blevet afhængige af statsstøtten frem for partimedlemmerne, mener Søren Mørch.

»Så gælder det bare om at få det hele til at køre, som det plejer,« forklarer han. »Politikerne bliver behandlet med foragt af den presse, der bor gratis på Christiansborg – det kan jo ikke blive andet end indspist.«

– Det er jo politisk analyse, du bedriver i jeres bog, men alligevel er der en verden til forskel på den og på de politiske kommentatorer, der udelukkende fokuserer på magt?

»Politik handler om magt!«

– Jeg mener, de fokuserer på, hvem der vinder et eller andet magtspil på Christiansborg?

»Politik handler om magtens forvaltning,« præciserer Søren Mørch. Og, ja, det er præcis den, han analyserer i bogen. Det er det, der gør forskellen.

»Politikerne viger tilbage for at bruge den magt, de har, til at fremme de ting, de har mulighed for at fremme. De er alt for tilbageholdende med at sige, hvad de vil have til at ske,« præciserer han sin kritik.

– Du skriver i bogen, at de økonomiske vismænd ikke kan forudsige noget som helst. Hvad skal en politiker så stole på?

»Sin politiske overbevisning. Man kan ikke forudsige fremtiden, og hvis politikere stoler på forudsigelser, kommer alting bag på dem. ’Politik, kammerater, er at ville!’ som Olof Palme sagde.«

»Danmark har gennem tiden været så dygtigt regeret, at der ikke er nogen korruption og ingen mordpatruljer i gaderne. Danskerne tror efterhånden, det er en naturtilstand. Det er rørende, og det er rystende. Rørende – og idiotisk!«

»Men i Danmark er der ikke nogen problemer,« fastslår Søren Mørch, og han mener det.

»Læg mærke til, at kummerformer ikke længere findes her til lands. Sådan som fattigfolk har set ud i 100.000 år med stilkeben og arme, opsvulmet mave, spids brystkasse, hænder som skovle og fødder som Anders And. De findes ikke længere i Nordvesteuropa. Takket være landbrugets industrialisering og hæderlige politikere og embedsmænd. Hvis vi har et problem i dagens Danmark, er det et fedtproblem, ikke et sultproblem. Når den offentlige debat handler om, hvem der skal betale for et par ministres rygekabiner, og om statsministeren kan tillade sig at få anskaffet et nyt skrivebord til 30.000 kroner, ja, så lever man i et fredeligt land!«

Derfor er Danmarks krigsførelse også det eneste, der virkelig kan bringe Søren Mørch op i omdrejninger, siger han.

»Men end ikke Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan mobiliserer vælgerne. Hvordan i alverden er det gået til? Det er noget af det, vi prøver at finde ud af i bogen om nullerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu