Læsetid: 3 min.

Digte holder det danske sprog i live

Homer vidste det: Der er intet sprog i verden, der overlever, hvis ikke der digtes på det. Det er kun i digtene, at lyden af sprogets ord og sætninger kan høres. Det er kun i digtene, at sproget får stemme
5. oktober 2012

Et sprog, der ikke digtes på, mister gyldighed og udryddes. Det har ikke nogen værdi, hvis ikke digtenes forbindelser til traditionen gør det relevant for os selv og for generationerne omkring os. Betydningerne sejler, lydene forandres i løbet af en kvart levetid. I den storm af reform, semantisk og fonetisk, der konstant finder sted, fungerer digtene som sprogets rygrad. Gennem overleveringen af sprogets stemme deler digterne sprogets levende værdi med nye mennesker. Hvis ikke denne organiske overlevering fandt sted, ville sproget hurtigt komme til at lide af demens og dernæst miste gyldighed. Hvis ikke der blev digtet på dansk, ville der ikke være noget, der hed dansk.

Der findes intet ord, som ikke kan betyde hvad som helst. Enhver betydning er resultatet af normer for sprogets anvendelse. Det illustrative eksempel er ordet ’mus’. Tekstredaktører vil om få år finde det nødvendigt at indsætte noter i ’gamle’ tekster (fra vores nutid), der bruger ord som ’mus’, ’museskader’ og ’musearm’. Når touchskærme og anden teknologi har afløst computermusens funktion, vil den gamle betydning skulle bære krykker.

Betydningerne sejler gennem ordet. Før en ’mus’ var computertilbehør, pga. den åbenlyse morfologiske lighed, blev ordet brugt til søs. Og før det, længere tilbage, var musen noget, man så som et hurtigt ryk under et dække af blade – en bevægelse ligesom den, vi kan iagttage under huden, når vi løfter kaffekoppen: Det er musklen, vi ser pile op og ned ad armen: Sproget optager, hvad vi ser og tænker. Digterne optager sproget, giver det stemme, giver det videre. Det er denne hukommelse, denne digteriske kontinuitet, der gør, at sproget har værdi for os selv og de kommende brugere af det.

Sprog og valuta

For at bruge en økonomisk metafor, så hoi polloi (almindelige mennesker red.) kan være med: Tiltroen til et sprog kan sammenlignes med tiltroen til en valuta. Har markedet den opfattelse, at sproget bakkes realistisk op hjemmefra, at det er levende og gyldigt for brugerne, støttes dets værdi. Har det derimod brug for krykker og protektionisme, falder dets værdi. Brugerne og omverden vil se det som sygdom i marven, hvis der skal statsgarantier til for at holde sproget i hævd: Så er det ikke længere selvstændigt levende. Lever sproget derimod ude i prøvelsernes storm, forandrer sig med stormen, vil det blive opfattet som et stærkt sprog. Måske ligefrem som en frihed hos det folk, der taler det. Det sprog vil stige i værdi. Mennesker udefra vil søge mod sproget for at finde ud af, hvad der er på færde i det. Og kan man ikke uden videre anvende det, kan man oversætte, veksle, selv om det er en kendt sag, at nuancerne tabes til vekselereren.

Der er ingen nationalisme i disse forhold, ingen nationalkanon. Det er ikke ’Vi behøver ikke være civiliserede, når bare vi kan være danske’-mentaliteten, der er på spil. Tværtimod er digtenes tradition international – fra Homer og til i dag – og ordenes rødder forplanter sig til andre sprog, både klassiske og moderne.

Mere end ideer og tanker er det sprogets stemme, der er digtenes materiale. Et digt er et partitur, det kan læses med forskellige intonationer og tryk – med alle accenter og dialekter: Alle skanderinger er gyldige. Digtene kommer af den orale tradition, troubadourerne havde forskellige fonetiske karakteristika, men deres opgave var den samme: at give digtene stemme. Det betyder, at enhver, der digter på dansk, er en potentiel Andersen. Ligesom enhver der digter på engelsk er en potentiel Shakespeare. Vi kan spørge os selv: Hvad ville dansk have været uden Andersens stemme, hvad ville engelsk have været uden Shakespeare? En fattig tanke, ikke sandt?

Hvis ikke sproget skal kollapse, skal der digtes på det. Digterne skal have ro til at lytte til sprogets stemme, som den udfolder sig i traditionen og i menneskers munde – og til at skrive digte. Hvis dansk ikke skal komme til at tilhøre de demente sprog, skal den digteriske tradition forlænges ind i fremtiden. Vi har alle en opgave at udføre. Læser du dette, er det dig, jeg mener: Der er kun én ting at gøre, og det er enkelt: tag digtet, læs det højt, giv det stemme og giv det videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorthe Møller

Fin lille artikel. Det er vel derfor nogen af os læser digte, for både at se hvordan sammensætninger kan antage nye former, og opdage de nye ord der bliver fremtryllet.

Den anden dag blev udnævnt de 10 sværeste ord der findes på dansk. Det var mere et udtryk for folks kvaler udi grammatikken, alligevel kunne jeg ikke lade være med at forelske mig en smule i ordet 'komma', pudsigt at se det på den liste, og ja fremover skal man måske lade dette ord (og ikke tegn) indsnige sig i ens tekster :-)

Udover det har jeg meget glæde af min app over "Truede ord" - det er lige en reminder til tider der var, og som måske ikke kommer igen. For hvorfor bevare et ord som 'langmodig' (dagens ord) når ingen af os er det mere??