Baggrund
Læsetid: 2 min.

Erik Moseholm er død

En af dansk musiklivs store blev 82 år
Kultur
15. oktober 2012
En af dansk musiklivs store blev 82 år

Få mennesker fik så meget ud af tilværelsen som Erik Moseholm. Færre yder så meget for andre, som Moseholm gjorde i sit lange liv. Musiker og kunstner var han til fingerspidserne; i de yngre år en af landets førende jazz-musikere på den bas, han til det sidste trakterede i komponerende og akkompagnerende samspil med ægtefællen Vigga Bro. Før i tiden skrev Moseholm musik til film, teater og revyer.

Musikpolitisk og organisatorisk blev Moseholm en levende legende. Utallige projekter blev til i hans kreative temperament og gennemførtes trods vanskeligheder, der sendte andre til tælling.

Ikke mange kunne stå for de moseholm’ske overtalelser, der altid byggede på indsigt og viden. Et omvandrende leksikon i kulturlivets krinkelkroge, var han med argumenterne i orden. Dertil kom Moseholms aldrig svigtende venlighed, varme og charme, der gav ham så uendeligt mange venner og åbnede de fleste døre. Forblev nogle lukkede, gav han ikke op.

Kulturpolitisk engagerede Moseholm sig utrætteligt i kampen for at skabe rimeligere vilkår for det ægte, det ordentlige og det kunstnerisk gedigne. Dét var hans vartegn. Det ringere og uvedkommende udløste sjældent vrede og aldrig aggressioner, men bedrøvelse. Tænk at nogen kunne være bekendt at levere det næstbedste eller direkte dårlige, og tænk at nogen kunne sige noget, der ikke passede! Det lå uden for hans fatteevne, og denne ufordærvede livsvarige egenskab gjorde ham så særegen. Og evigt ung.

Berømmelse i hovedstaden

Erik Moseholm blev født i 1930 i Fredericia, hvor han som teenager dannede sit eget band. I 1948 slog han sig ned i hovedstaden, hvor musikerkarrieren blev kometagtig. Allerede 10 år senere blev han således årets danske jazzmusiker – og var berømt og for mange dengang et idol.

Erik Moseholms navn vil altid være forbundet med jazzen, men hans virke rakte vidt og ind i den klassiske musik. Genren var trods jazzens absolutte forrang i Moseholms musikalske univers sådan set underordnet, bare det duede.

Fra 1961 til 1966 blev Moseholm leder af sin egen opfindelse, Radiojazzgruppen, og gav genren dens solide platform i Statsradiofonien, hvor den ikke altid havde haft det nemt. Som programsekretær i DR kæmpede han et stædig kamp mod rutine, dumhed og den lavere fællesnævner og blev et bolværk for kvalitet; ledede foruden et hav af formidlingsopgaver Big Band’et og kronede siden sin organisatoriske musikvirksomhed med rektoratet for Det Rytmiske Musikkonservatorium; for en væsentlig dels vedkommende var det hans værk at løfte institutionen fra et eksperiment til det professionelle nye konservatorium på Holmen. Til det sidste var Moseholm karakteristisk nok aktiv i arbejdet i orkestret Swinging Europe for unge jazz-talenter.

Moseholms sidste færdige bog var om den danske dansemusiks historie, en vidende og varm fremstilling om et hidtil tilsidesat emne, som her blev taget op med det engagement der kendetegnede Erik Moseholms nu afsluttede rige liv. Hvor vil han dog blive savnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mit første møde med Erik på Danmarks Radio for næsten 40 år siden var en katastrofe. Vi skændtes. Jeg skulle indspille et finsk band for P.3 .Han sagde, at alle kontrakter skulle over hans bord. Den diskussion førte til at langt venskab. Erik kæmpede for musikernes rettigheder og han blev en kampfælle i mange år, hvor P.3 - selv i 1970'erne hældte mere til dansktop end rock. Erik var i front, da vi - for en kort tid - fik nedlagt de musikindustri manipulerede hitlister.Erik var i front, da vi - i en kort periode - fik stoppet melodi grand prix hysteriet. De penge kunne bruges til fremadrettet musik.Erik blev en god ven, som var med til at bane vej for rockmusik og senere verdensmusik indenfor den europæiske radiounion. Han var en dygtig taktiker og diplomat, og når vi efter en lang dag på møder i udlandet endte på en ...ja, jazzklub.. ..og vi "unge" gik i seng ved to-tiden, så sagde han altid: Ja, unge mennesker i dag er nogle skvat!" Uenighed om mange ting, tog han altid i stiv arm.
Dejlige, inspirerende Erik. Tak for musikken. Tak for venskabet....du inspirerer stadig

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har altid undret mig over, hvorfor nogens død var mere interessant end andres død.

anker fjeld simonsen

Det har sikkert väret i midten af tresserne, da Erik Moseholm var ansat som programleder for radio-jazzgruppen, at jeg kom til at möde Erik Moseholm.
Tänke sig, han var allerede efter egentlig at väre skolelärer ansat ved radioen, virkede musikalsk og havde et perfekt ordnet liv. Jeg kan stadigväk have hans rolige stemmeföring og stemmeklanf i öret.
Nede i Egmontkollegiets musikanneks havde jeg truffet efor von Eybens sön, Finn, der lissom ERik Moseholm var kontrabassist, og inviterede mig klassisk skolede musiker som gäst til efter noder at opträde med radiojazzgruppen et par gange, vistnok under ledelse af Thad Jones. Spil efter noder havde aldrig väret mit problem for mig, så det gik vist slet ikke så dårligt, selv om jeg egentlig ikke var rytmiker. Fra Paris var den ungarske flöjtevirtuos An-dras Adorjan blevet hentet, også Egmontianer,så det blev til et par spändende studieoptagelser med radiojazzgruppen og Finn von Eyben workshop, vist nok osse.
Det er muligt, at jeg osse mödte Erik Moseholm i min egenskab af at väre medlem af Det unge tonekunstnerselskabs bestyrelse, men det var ikke noget fagligt ärinde. Nå, livet går jo, han var en af de unge etablerede musikere, som havde disponeret sit liv klogt, og som jeg godt kunne se lidt op til. Det er det, jeg erindrer om Erik Moseholm.