Læsetid: 5 min.

En excentrisk blind date

Itzik Galili er en af tidens mest efterspurgte koreografer, og netop nu opfører Dansk Danseteater to af hans forestillinger. Information mødte den verdensberømte og excentriske israeler til dét, der viste sig at være en blind date centreret om temaet rodløshed og trods alt også lidt om kunstnerisk filosofi
Den 50-årige koreograf Itzik Galili fortæller, at koreografierne i den aktuelle forestilling, ’Walking in the Night’, er en stor udfordring for de danske dansere. Og det kan der være noget om. Ved premieren kom en af danserne til skade.

Den 50-årige koreograf Itzik Galili fortæller, at koreografierne i den aktuelle forestilling, ’Walking in the Night’, er en stor udfordring for de danske dansere. Og det kan der være noget om. Ved premieren kom en af danserne til skade.

Tine Sletting

13. oktober 2012

Det hele får en skæv start. Informations udsendte får bragt Itzik Galili i forsvarsposition med åbningsspørgsmålet om, hvordan det har været at arbejde med Dansk Danseteater:

– Du har opført stykkerne ’Peeled’ og ’Fragile’ tidligere. Hvordan er det at genopføre stykkerne med Dansk Danseteater?

Han svarer med følgende spørgsmål: »Er du gammel? Hvad er definitionen på gammel?«

Deres udsendtes konstaterende bisætning om, at stykkerne har været sat op før, bliver uforvarende opfattet som en anklage om kunstnerisk tomgang. Og det bryder Itzik Galili sig tydeligvis ikke om.

»Jeg tænker ikke i alderstermer. Jeg tror ikke på alder,« fortsætter den 50-årige koreograf:

»Fortæl mig, om det føles gammelt, når du ser det. Jeg ser ikke på det som gammelt. Det er kun jer journalister, der vil proppe alt i bestemte kasser. Jeg ved godt, at du forsøger at provokere mig til et interessant svar, men jeg lader mig ikke så nemt kue.«

Ikke længere israeler

Man skal med andre ord stå tidligt op, når man taler med Itzik Galili, der flyttede til Holland i 1991, hvor han etablerede sit eget dansekompagni, Galili Dance.

Og den prisbelønnede koreograf har skabt værker til nogle af de mest betydningsfulde kompagnier i verden som Les Ballets de Monte Carlo, Batsheva Dance Company og Nederlands Dans Theater II.

Inden da voksede han op i plejefamilier og havde tilknytning til det kriminelle miljø i Israel. Undervejs levede han også på gaden og rundt omkring i tomme bygninger. Men selv er Galili ikke så meddelsom om sin opvækst.

»Jeg havde brug for disciplin,« konstaterer han blot.

Senere blev Galili indrulleret i den israelske hær, som alle borgere skal. Ud over de obligatoriske tre års værnepligt tilbragte Galili yderligere to et halvt år i militæret. Alligevel er han modstander af institutionen.

»Generelt er militæret et spild,« siger Itzik Galili.

De fem år under disciplinære forhold fik dog stor indflydelse på ham.

»Det fik mig til at tænke anderledes om verden. Og tiden i militæret udviklede mig fra at være et barn til at blive voksen. Hvordan det påvirkede mig i andre aspekter, vil jeg ikke tale om. Det var ikke behagelige ting.«

Og spørger man den autodidakte danser og koreograf direkte, mener han ikke, at der skulle være den store konflikt mellem at være danser og militærperson.

»Alle israelere kommer jo fra et udgangspunkt i militæret.«

Galili har været bosat uden for Israel i 20 år, og han har efterhånden fået et ambivalent forhold til sit hjemland. Selv om han jævnligt besøger landet, hvor hans tre børn bor med deres mor, føler han sig ikke som israeler længere.

»Jeg elsker Israel, og det må du meget gerne citere mig for. Det er et land fuld af kontroversielle ingredienser. For eksempel er Tel Aviv hovedstad for homoseksuelle. Og det er et vidunderligt sted at blive inspireret. Alligevel føler jeg mig ikke forbundet med det, når jeg er der. Og når jeg er væk fra Israel, føler jeg mig meget forbundet med landet. Man kan sige, at jeg ikke har noget hjem. Kun i mig selv.«

Lige så meget Galili vægrer sig ved at tale om sin rodløshed, lige såivrig er han for at tale om kommende forestillinger. Begyndelsen på enhver ny produktion er som en blind date, mener han:

»Du føler dig ensom. Du finder et bestemt site på nettet. Du logger ind. Pludselig kommer der nogle billeder. Du trykker på ’like’, og så ser personen i den anden ende, hvad du godt kan lide. På den måde interagerer I. Men du aner ikke, hvad der vil ske, når du møder personen i levende live,« siger Itzik Galili.

– Og det er det samme i dit arbejde med danserne?

»Absolut. Ligesom med dette interview. Du aner ikke, hvordan det vil ende. Du kan have læst og researchet nok så meget i forvejen, men du aner ikke, hvad jeg vil svare. Måske er jeg meget stresset eller humørsyg. Måske har jeg lyst til at lege med dig eller manipulere dig. Det ved du ikke. Og du kan omvendt agere på samme måde over for mig. Det er som en blind date.«

Itzik Galili rykker irritabel på sig. Interviewet er kun en halv time gammelt, og lige netop denne blind date er åbenbart ikke en af de mest vellykkede.

»Dine spørgsmål er meget mainstream. Dem er jeg blevet stillet hundrede gange før. Der er intet nyt,« siger Itzik Galili.

Måske skyldes det spørgsmålene, men det er også en udfordring at få nye svar ud af den israelske verdensstjerne. Muligvis fordi det netop er en af de dårlige dage. Hvad Galili da også bekræfter, da han bliver spurgt til sin kunstneriske filosofi – et spørgsmål, der sædvanligvis besvares mere end velvilligt i danseverdenen.

»I dag er en dårlig dag at stille netop det spørgsmål. Mit forhold gik i stykker i går.«

Dansende fugleunger

Arbejdet med danserne i Dansk Danseteater vil Itzik Galili dog gerne fortælle om. Og her oplever han, at koreografierne er en stor udfordring for de danske dansere, der ellers hører til i Danmarks absolutte elite.

»Jeg tror, at arbejdet med mine stykker er meget hårdt for danserne. Det er et helt nyt univers for dem. Nogle af dem er meget til stede og investerer i sig selv og processen. For andre er det bare som at stige på bussen.«

– Hvordan arbejder du med danserne?

»Jeg er meget ærlig over for dem. Nogle gange siger jeg ingenting til dem. Og de vil dø for bare en enkelt kommentar fra mig. De er som fugleunger, der venter på føde.«

Han fortsætter med fortællingen om arbejdet med en mandlig danser, der ifølge Galili er overordentlig doven. Svaret for koreografen blev at stimulere danserens selvmotivation ved at lade ham gå igennem tre faser: Først blev danseren spurgt, om han virkelig ønskede at forbedre sig. Svaret var et klart ja. I anden fase konfronterede Galili danseren med hans arbejdsmoral foran hele kompagniet.

»Og i den tredje fase tog jeg en meget personlig samtale med ham. Og han forstod det. Så begyndte han at arbejde. Virkelig arbejde,« siger Galili.

Og dermed når koreografen, der tidligere i interviewet ikke ville tale om sin kunstneriske filosofi, alligevel frem til en form for et bud:

»Man er nogle gange nødt til at trykke på de rette knapper hos folk for at nære selvmotivationen. Det handler ikke om at være smuk eller dygtig eller noget helt tredje. Det får dig ikke et bedre sted hen. Det bestandige arbejde med sig selv er min filosofi.«

 

’Walking in the Night’ vises indtil 20. oktober i Dansehallerne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu