Læsetid: 4 min.

Den forsvundne trekant

Orden: Vi vil fortælle om dengang, der var orden i tingene. Balance. Om dengang den såkaldte Bermudatrekant dominerede litteraturlivet i Danmark. Det gør den måske stadig i et vist omfang, men der er ingen tvivl om, at den i så fald er ved udpræget skrantende helbred. Den bestod af Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio
Orden: Vi vil fortælle om dengang, der var orden i tingene. Balance. Om dengang den såkaldte Bermudatrekant dominerede litteraturlivet i Danmark. Det gør den måske stadig i et vist omfang, men der er ingen tvivl om, at den i så fald er ved udpræget skrantende helbred. Den bestod af Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio
26. oktober 2012

Nej, kære læser, dette er ikke en fortsættelse af serien Fifty Shades, nu med kønsbehåring. Det er tværtimod i genren Det kul-tu-relt al-vor-li-ge. Så ved De det. Vi vil fortælle om dengang, der var orden i tingene. Balance. Om dengang den såkaldte Bermudatrekant dominerede litteraturlivet i Danmark. Det gør den måske stadig i et vist omfang, men der er ingen tvivl om, at den i så fald er ved udpræget skrantende helbred. Den bestod af Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio – De Tre Søjler, som vores sprogglade kulturminister sikkert ville udtrykke det.

Trekanten sikrede blandt andet, at når en eller anden mondæn pjevs udgav en bog på Gyldendal, kunne han eller hun regne med at få en anmeldelse på dagen i Politiken. Dernæst opfølgende omtale i DR, i alt fald i radioen. Andre forfattere, som vi her vil driste os til at kalde ’rigtige’, f.eks. den udvalgte skare, der udgav deres bøger på Arena, kunne godt vente en dag eller to. Eller en uge. Eller en måned, to måske. Det var ikke så vigtigt. De var jo ligesom uden for Bermudatrekantens dækningsområde, en slags litteraturens jyder. De fleste af dem har i øvrigt haft godt af at spise spægelsens brød, de er raske og stadig i vigør, mens bagerbørnene for længst har forspist sig i hvedebrød og er lige så glemt som dagens udgave af Politiken vil være i overmorgen. Men altså: så er det heller ikke værre. Det man kan lære er, at enhver kan finde ud af at puste en ballon op. Det er straks vanskeligere at holde den svævende. Det ville være urimeligt at sige, at Gyldendal kun husede bagerbørn. Og også urimeligt at sige, at de ikke stadig holder fanen højt. Men forlaget er på den anden side ikke helt så skråplanssky, som det har været. For tyve og tredive år siden ville det med garanti ikke have lagt navn til E.L. James’ Fifty Shades. Det gør det så heller ikke nu – direkte. De har ladet skidtet besørge af datterforlaget Rosinante, der helst heller ikke ville grises til, og derfor har oprettet lillepigeforlaget Pretty Ink (sødt navn, i øvrigt) til formålet. En lang, lang korridor, forstår man, og godt med mulighed for håndvask undervejs. Når pengene så strømmer ind i kasseapparatet, kan man jo lade som om, man tror på, at det skyldes forlagets status som kulturel institution. Nej, nej – selvfølgelig er der ikke noget forkert ved at tjene penge. Og nej, det er heller ikke nogen skammelig ting i sig selv at levere det til kunderne, som de formodes gerne at ville have. Men det efterlader nu én med en noget grim fornemmelse. Som om man lige har set en bugsvær kloakrotte pile langs mahognipanelerne inde i Klareboderne. Hvad bliver det næste?

Men hvor er den henne, Bermudatrekanten? Er den pist borte, som det hed dengang Klaus Rifbjerg var dreng, eller er den simpelthen sunket i Verdenshavet – i vores del af verden: Frederiksholms Kanal, som bekendt. Måske ligger den og ømmer sig et sted i det indre København, med blodig næse og blodige knæ, efter et drabeligt fald, der skyldes, at det nu engang er ret indviklet at bevæge sig rundt på hele tre ben. Det går da virkelig ikke, som enhver mor kunne have sagt. Men altså: vi ved ikke, hvor den er. Måske skyldes det, at vi ikke har investeret nok kræfter i at finde den. For faktisk kan man godt få en mistanke om, at der ikke rigtig er nogen, der savner den.

Det syge ben

Hvad det andet ben, Politiken, angår, ser det heller ikke for godt ud. Det er den i nogen grad selv ude om, den har jo altid insisteret på et projekt, der er mindst lige så svært som at gå på tre ben. Nemlig på én gang at være både og, for og imod, halvt af hvert og ingenting for alvor. Borgerlig og venstreorienteret, progressiv og moderat, avantgarde og mainstream – nej, det har aldrig været nemt for Politiken. Den vil så gerne være forrest med de forreste, men den har også altid haft dengsefrygten for at skille sig for meget ud. Det er ikke nemt. Og nu er der så tilmed sket det, at avisens oplagstal er raslet ned. Det er ildevarslende, for vi ved jo godt, hvordan en flue tænker: Hvis de andre fluer ikke kan lide lugten, så kan jeg heller ikke. Det er galt nok, men ligesom tilfældet er med Gyldendal, er det ikke Politiken, der bærer hovedansvaret for, at Konstruktion Bermudatrekant er ved at brase sammen – eller måske allerede er helt forsvundet. Det rigtig syge ben er det tredje ben, nemlig Danmarks Radio. Hvor de to andre ben stadig kan humpe af sted ved hjælp af krykker og bandager, er der for længst gået koldbrand i det tredje. Det stinker af ukultur og fører sig frem med sådan en slags Stripper-Jens, der annoncerer det ene rystende og bevægende tv-program efter det andet med en stemme, der er tyk af sovekammerlummer. Bvadr, hvis De tillader.

Engang gav især radioen en fremragende dækning af kulturstoffet. TV har altid været lidt tung i røven, men dog aldrig så tung som nu, hvor en særlig kulturkanals absolutte højdepunkt er et svensk kulturprogram! Og jo, så er der Smagsdommerne på DR2, det er der da. Skånekost for de kultursky. Og hvad angår radioen, er der selvfølgelig Skønlitteratur på P1. Bedre end ingenting, men også et meget lille plaster på et meget stort sår. Slet ikke nok til at bringe hverken Bermuda- eller andre trekanter på fode igen, men især – og vigtigst – ikke nok til at gøre Danmarks Radio til et foretagende, der spiller nogen som helst rolle i vores kulturliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Gyldendal har længe været kedelig. DR og Politiken er også blevet det. Og det er såmænd ikke kun, hvad litteraturen/kulturen angår. Det er sådan i al almindelighed. Længe tænkte jeg, at JEG var blevet blasert, men vi er flere, der døjer, forstås det.

Det er ikke kun det, der mangler, det er galt med. Det er også det, der er. Som nu f.eks. DR's P1 fra 6 til 9 morgen. Nyhedsflade, bevares - men kan nogen dog uanset ikke standse de to fjantede mænd og såmænd også kvinden, og bringe lidt alvor eller bare en smule neutral gebærden ind i udsendelsen fremfor deres unaturlige ping-pong.

Der kunne spares tid op, som kunne anvendes til et kulturelt indslag eller to, og det sygeste ben i Bermuda-trekanten kunne måske derved ligefrem gå sin helbredelse i møde.

Michael Kongstad Nielsen

Alle tre mistede de taget i sig selv og deres

fundament undervejs i VKO-perioden og 00-ernes pengeliderlighed. De lod sig rive med, og tænker nu kun på læser-, seeer-, lyttertal og kampen for at undgå røde tal på bundlinjen. De har mistet deres sjæl. At åbne en Politiken i dag er som at få en gang blød, lunken, ligegyldig rødgrød i hovedet. Alt hvad redaktionen står for er tilpasning og mainstream. Vor herre bevares.