Klumme
Læsetid: 2 min.

Dog fred er ej det bedste

Der er kampvalg i SF. For der kan ikke være fred, hvor levende, engagerede mennesker eksisterer sammen
Der er kampvalg i SF. For der kan ikke være fred, hvor levende, engagerede mennesker eksisterer sammen
Kultur
5. oktober 2012

På tv følger vi i øjeblikket formandsopgøret i SF. Tonen er urban, men indimellem springer der gnister, når kloge nysgerrige øjne møder ældre skarpere øjne. Hvor anderledes gik det ikke til, da DF valgte sin nye formand. Kronprinsen var kåret på forhånd og blev uden protester modtaget med applaus. Der var fred i lejren.

Ordet fred har altid forekommet mig tvetydigt. »Klokke, ring fred,« bimlede det ud fra radioen i min barndom lige efter Anden Verdenskrig.

Og det lød jo smukt, selv om der var lidt for megen patos i smørtenorens stemme, fred i modsætning til krigens ondskab. Nogle havde ligefrem visioner om en paradisisk fremtid, hvor løve og lam græssede side om side. De blev skuffede. Den evige fred hører kun hjemme i de højere regioner – eller måske snarere i de lavere, på det sted, tyskerne kalder Friedhof, hvor vinden blæser over dødens haver. Den fred har foreløbig ikke noget at gøre med virkelighedens verden. Skrivebordsgeneraler kan trække nok så mange grænser og undertegne nok så mange fredstraktater. Men krigen lever videre over jorden og under jorden. Landminer venter stadig på at molestere civilbefolkningen.

Den iranske forfatter Faraj Sarkuhi har fortalt om, hvordan han engang blev indkaldt til et møde med censurkomiteen, der skulle afgøre, hvorvidt hans nye bog kunne udgives. Jo, det var en udmærket bog, smukt skrevet. Der var bare det ved den, at han havde brugt forskellige fortællerstemmer og set tingene ud fra forskellige synsvinkler. Det gik jo ikke, det forvirrede bare læserne. Nu skulle han gå hjem og skrive bogen om, så alt blev set ud fra én synsvinkel: den rigtige. Så kunne den måske udkomme. Fundamentalismen havde talt.

Sådan har vi det jo ikke i Danmark. Vi har ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. Vi kan opponere mod det, vi finder forkert.

»Folk dølger deres mismod med tingene af lyst til fred og gode dage,« siger Poul Martin Møller.

Held og lykke

Men når vi dølger vores mismod af lyst til fred og gode dage, skyldes det ikke, at vi er hjælpeløse ofre for diktatoriske magtbeføjelser. Det skyldes vores egen bekvemmelighedsfilosofi. Den er selvvalgt.

»Jeg vil bare gerne have fred,« sagde min onkel. Og det skaffede han sig ved at give alle mennesker ret. Vi syntes, han var sød. Han var altid så tolerant. Det er nemt at være tolerant, når man ikke står for noget.

Min tante havde en anden opfattelse af ordet. »Kan vi nu ikke snart få fred,« sagde hun, og så rasende på den, der anfægtede hendes synspunkter. For hende betød fred at få ret. Min tante var på sin egen måde fundamentalist. Hun vidste præcis, hvad hun havde at holde sig til.

Men hvor levende, engagerede mennesker eksisterer sammen, kan der ikke være fred. Der vil hele tiden på forskellige niveauer opstå interessekonflikter. Og er det ikke netop den fremadskridende løsning af interessekonflikter, der fører til ændring og udvikling? Held og lykke med formandsvalget i SF. Må den bedste kandidat vinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her