Læsetid: 2 min.

Hippiekritik af Øvig Knudsen tager til

’Du forstår ikke, hvad du skriver om,’ lyder 60’er-forskers kritik af Peter Øvig Knudsen og hans bog om hippierne. Han svarer: ’Du har ikke læst, hvad jeg har skrevet’
26. oktober 2012

Kontroversen om Peter Øvig Knudsens bog Hippie 2 tager til.

Efter at flere af bogens kilder har trukket sig, træder endnu én, Tania Ørum, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, frem og kritiserer forfatterens forståelse af tiden dengang.

Ifølge Tania Ørum har Peter Øvig Knudsen således misforstået begrebet attituderelativisme, som han i bogen nævner i forbindelse med kunstneren Peter Louis-Jensens fortolkning af den besættelse af Hjardemål Kirke, som han var idémand til under Thy-lejren i sommeren 1970. I én kronik hævdede denne nemlig, at besættelsen var et stykke kunst, mens den i en anden var politisk.

En modsætning Tania Ørum imidlertid ikke mener eksisterer.

Rigiditet og mangfoldighed

»Attituderelativisme spillede en vis rolle i 1960’erne. Dengang mente blandt andre de kulturradikale, at man var skizofren, hvis man både læste, hvad de opfattede som kvalitetsliteratur og for eksempel også tegneserier. Det var uforeneligt. Så attituderelativsme handler om, at man både kan interesse sig for det ene og det andet – hvilket jo i dag forekommer naturligt, men ikke var det dengang. Så attituderelativismen var en mere eksistentiel og filosofisk term, der handler om at leve i en mangfoldig verden og ikke være bundet af sin arv eller post,« siger forskeren og fortsætter:

»Det samme gælder med kunst og politik. Peter Louis-Jensen var jo ikke nogen stor politisk tænker – hvad der også afspejler sig i Hjardemål-aktionen. Men på det tidspunkt flyder det politiske og det kunstneriske fuldstændig sammen i den gruppering, Peter Louis-Jensen tilhører, så man ikke kan sige, hvad der er det ene eller andet. For eksempel siger man, at der ikke længere er grund til at lave flere kunstgenstande, for verden er allerede fuld af kunstgenstande. Men i stedet kan de kunstneriske greb bruges på alt muligt materiale – og altså også et politisk materiale«.

Senest har en anden af kilderne, Bodil Marie Nielsen, hævdet, at Peter Øvig Knudsen sætter »et stort fedt lighedstegn« mellem den 42 år gamle besættelse af Hjardemål Kirke og den efterfølgende Blekingegadebande. Et lighedstegn mellem kirkebesætterne og Blekingegadebanden, som Peter Øvig Knudsen har behandlet i to andre bøger – han selv afviser at have sat.

Hurtig konklusion

Peter Øvig Knudsen forstår da heller ikke Tania Ørums kritik. Forfatteren henviser til, at forskeren har haft sine egne citater til godkendelse samt at hun i bogen netop er citeret for, at der for Peter Louis-Jensen på det tidspunkt ikke var nogen modsætning mellem kunst og politik. Og at Peter Øvig Knudsen for øvrigt selv i bogen kommer frem til den samme konklusion i bogen om hippierne.

»Jeg forstår ikke helt, hvad hun er sur over. Hun siger jo præcis det samme i bogen. Så det er lidt mærkeligt, at hun siger, at jeg ikke ved, hvad jeg skriver om. Det virker jo ikke, som om hun har læst bogen. Det i hvert fald en hurtig konklusion,

hun drager, og diskussionen om attituderelativismen har ikke spillet nogen vigtig rolle for mig,« siger Peter Øvig Knudsen.

 

Læs anmeldelse af ’Hippie 2’ i Bøger side 6-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Nordbak Schou

Jeg har læst første bind af hippie-bogen, uden dog at være begejstret, men kan nu godt se at det hele hang for godt sammen til at være sandt. Tilsyneladende har forfatteren Peter Øvig digtet så meget på virkeligheden, at personerne i bogen nu står fra deres deltagelse i bogen, og ikke mindst bjørn nørgaards skrald til forfatteren, har fået mig overbevist om at jeg er færdig med de hippie bøger. sikke noget pjat. Nogle forfattere vil gøre alt for at få opmærksomhed.

Knaldroman om ungdomsoprøret, hvor kunstnere, revolutionstosser, røde aktivister, div. kendisser og narkomaner udnævnes til at være hippier. Da hippiebevægelsen havde sit udspring i kampen for de sortes rettigheder, lad os kalde det Peace, Love and Human Rights, havde det oprør kun de spraglede klude til fælles. Men flertallet tror, at hippiekulturen er stof-kulturen fra San Fransisco, dejlig let at fordømme.
Den almindelige flade hippie, der fra hashpiben vandrede ind i kollektiverne, der gerne var bofællesskaber, og deltog i sociale processer, der stadig har dybe rødder af holdninger, som vi kan vælge at være mere eller mindre hippie-agtige udfra, er ikke repræsenteret i denne bog.