Interview
Læsetid: 1 min.

Hukommelse for folket: Håndarbejde hitter

Bibliotekernes faglige udlån strækker sig vidt inden for forskellige emner og genrer, men debatbøgerne har trange kår. Vi har spurgt fire bibliotekarer om fagbogens liv på biblioteket
Kultur
12. oktober 2012
Bibliotekernes faglige udlån strækker sig vidt inden for forskellige emner og genrer, men debatbøgerne har trange kår. Vi har spurgt fire bibliotekarer om fagbogens liv på biblioteket

– Hvilke fagbøger er der mest efterspørgsel på? Og hvorfor?

»Lærebøger, fordi Esbjerg er en stor uddannelsesby. Selvhjælpsbøger er blevet mere almindeligt inden for de sidste ti år. For eksempel er der på det seneste kommet en bølge af bøger om særligt sensitive mennesker. Jeg tror, den øgede efterspørgsel skyldes, at der er flere kræfter til at beskæftige sig med sig selv. Håndarbejde som strik og hækling er pludselig blevet moderne igen, især blandt de unge. Og så er der rejsebøgerne. Vi kan følge med i, hvordan folks rejsevaner har ændret sig: I dag lånes der mange flere bøger om eksotiske destinationer end for ti år siden. Det er blevet billigere at rejse længere væk, og charterferien er yt – nu rejser man selv. Historiebøger har været populære længe, men måske endnu mere nu, også dansk lokalhistorie. Om det skyldes krisen, at vi beskæftiger os med det nære, skal jeg ikke kunne sige.«

– Er der et håb for debatbogen?

»Nej. Det tager for lang tid, fra man får en idé, til den står på hylden. Hvis den skal have en berettigelse, skal den samle op på emnet eller trække tråde bagud.«

– Hvorfor udkommer der så få e-bøger?

»Fordi folk ikke vil betale for dem. Vi er vant til at gå på biblioteket og låne selv. Udbuddet er for lille, og mange foretrækker at læse på tryk. Måske vil man gerne bruge e-bøger, hvis man skal ud og rejse med Ryanair, hvor bagagen intet må fylde. Men til det dækker e-reolens udbud snildt behovet.«

– Hvad ligger der på dit natbord?

»50+ og nystartet, en bog om iværksætteri af Abelone Glahn. Jeg pusler med at lave egen hjemmeside med køb og salg.«

– Hvad er din største fagbogsoplevelse i år?

»En monografi om keramikeren Gertrud Vasegaard, skrevet af Henning Jørgensen. Det er en fantastisk flot bog, jeg har fået i gave af en veninde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her