Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Inderst inde har jeg altid været realist’

Klasser og køn: Information satte for nylig den verdensberømte amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides stævne. Til en snak om hans nye roman ’Bryllupsintrigen’. Om realisme og litterære forbilleder. Og om tennis og kærlighedens forrykte tale
Intriger. Kønnenes kamp er et typisk tema for forfatteren Eugenides, hvis forfatterskab kredser om kærlighed, seksualitet og køn. Senest har han skrevet en moderne bryllupsintrige, et kærlighedsdrama mellem en kvinde og to mænd fra forskellige samfundsklasser.

Intriger. Kønnenes kamp er et typisk tema for forfatteren Eugenides, hvis forfatterskab kredser om kærlighed, seksualitet og køn. Senest har han skrevet en moderne bryllupsintrige, et kærlighedsdrama mellem en kvinde og to mænd fra forskellige samfundsklasser.

Tine Sletting

Kultur
5. oktober 2012

Der er forfattere, og så er der forfattere. Verdensberømte forfattere som kan leve af at skrive og som sælger bøger i tusindvis, millionvis. Forfattere som Amerikas litterære udgave af 3F: Jonathan Franzen, Jonathan Safran Foer og Jeffrey Eugenides.

Sidstnævnte er kendt for Jomfruselvmordene (1993), en roman om fem teenagesøstre som alle begår selvmord i en amerikansk forstadsby i 1970’erne, og Middlesex (2002), en familiesaga med en græsk-amerikansk hermafrodit Cal(liope) i hovedrollen. Nu er den 52-årige forfatter med græske aner aktuel med romanen Bryllupsintrigen (på eng. The Marriage Plot). I den forbindelse satte Information ham stævne til et interview.

– Din nye bog er et kærlighedsdrama mellem tre studerende på Brown University, det er en bryllupsintrige i en ret realistisk form – hvilket helt umiddelbart rejser to spørgsmål: Er det muligt at skrive realistiske romaner i dag? Og er det muligt at skrive bryllupsintriger nu til dags?

»Well, det er umuligt at skrive bryllupsintriger i dag. Men realisme er stadig mulig som litterær form. Det er efter min mening stadig muligt at beskrive menneskelig opførsel på en nøjagtig måde. Så en læser i læsningen af bogen vil få glimt af genkendelse. Så jeg tror stadig realismen er en mulighed. Men bryllupsintrigen er ikke!«

Alligevel er det altså, hvad Eugenides har gjort: Han har skrevet en moderne bryllupsintrige. Det er et kærlighedsdrama mellem en kvinde og to mænd, der alle tre studerer på Brown University, Rhode Island, i 80’erne. Man kan tænke Jane Austen. Stolthed og fordom. Fornuft og følelse. Men også og især Henry James’ Portrait of a Lady. Og Tolstojs Anna Karenina. Den slags.

Jeg har altid været realist

Eugenides kan godt lide umulige stemmer; stemmer, man ikke hører hver dag. Der er en mærkelig plural vifortæller i Jomfruselvmordene, og i Middlesex er der delvist tale om en hermafrodit som jegfortæller.

Men i sin nye roman har han gjort brug af en mere traditionel alvidende tredjepersonsfortæller. Da jeg spørger ham, hvad årsagen til det er, lyder svaret:

»Jeg ville så langt som muligt ind i karaktererne – og en tredjepersonsfortæller er hvad det angår den bedste metode. Og på den måde kunne jeg lade karaktererne styre plottet, i modsætning til at lade plottet styre dem.«

De tre karakterer, der driver plottet i Eugenides’ nye roman er Madeleine, Leonard og Mitchell. Handlingen er kort fortalt at overklassepigen Madeleine, som følger et kursus om bryllupsintrigeromaner, forelsker sig i Leonard, en flot fyr med bandana og en psykisk sygdom, der gør ham skiftevis manisk og depressiv. Og på sidelinjen står den teologiske og filosofiske nørd, Mitchell, og drømmer om Madeleine. Og Gud.

Romanen følger disse tre personer gennem deres studietid, ægteskabet mellem Madeleine og Leonard, Leonards eskalerende sindslidelse, Madeleines flirt med Mitchell, Mitchells spirituelle rejse – indvortes og udvortes (til Europa og Indien), som Kierkegaard ville have sagt.

– I ’Jomfruselvmordene’ og i ’Middlesex’ var der en del fantastiske elementer eller i hvert fald momenter med en særlig atmosfære. Det synes ikke at være tilfældet i din nye bog. Har du i dit forfatterskab bevæget dig i en mere rendyrket realistisk retning?

»Til en vis grad. Jeg synes, at Bryllupsintrigen i en vis forstand er min mest realistiske roman. Men de andre bøger er dog ikke urealistiske og slet ikke magisk-realistiske. Der er intet af det, der sker i Jomfruselvmordene og i Middlesex, som er fantastisk i den forstand, at det bryder de fysiske love. Så jeg har aldrig forladt realismen, hvad angår fakticiteten af hvad, der foregår. Jeg er dog enig med dig i, at de to bøger har en anden atmosfære, som til tider synes en smule surrealistisk eller fantasifulde. Men inderst inde har jeg altid været realist!«

Klasser i Amerika

Eugenides’ romaner foregår i fortiden. Ikke den fjerne fortid, men for sådan 20, 30, 40, 50 år siden. Men aldrig i nutiden. At det forholder sig sådan, erklærer han sig enig i.

»Men jeg har dog skrevet nogle short stories, som er tæt på. Jeg skrev én, der hed The Great Experiment, som var så tæt på nutiden, at den – på et tidspunkt hvor Bush stadig var præsident – næsten forudsagde det finansielle sammenbrud.« Siger Eugenides. Og smiler.

»Nogle gange skriver jeg altså om nutiden, og jeg tror, jeg vil gøre det mere i fremtiden. Indtil nu har jeg kigget på mit liv gennem sådan en langdistancelinse.«

– Apropos den finansielle krise og George Bush, så kom jeg under læsningen af din roman til at tænke på, at den i høj grad handler om klasser, sociale skel og økonomisk ulighed. For eksempel kommer Leonard fra nogle kår, som påvirker ham i hans forhold til overklassepigen Madeleine.

»Da bogen udkom, skrev den engelske forfatter, Ian McEwan, til mig, at bogen havde fået ham til at indse, hvad han på en måde altid havde vidst: At der er klasser i USA. Briterne ved selvfølgelig, at de har et klassesamfund, men vi amerikanere plejer at sige, at vi ikke har et.

Men det har vi, og dét tydeliggør denne bog. Forskellen på USA og England er, at man i England kan være overklasse, miste alle sine penge, og stadig tilhøre overklassen. Hvis man mister sine penge i USA, så er man ikke en del af overklassen mere.«

– Og Madeleine?

»Den klasse, Madeleine kommer fra, er så tæt på en overklasse i den britiske stil, som man kan komme. Denne hvide protestantiske klasse var meget dominerende i USA, da jeg voksede op. Men i præsidentvalget nu her er der for første gang ikke en hvid protestantisk præsidentkandidat. At være en velhavende hvid, angelsaksisk protestant er ikke, hvad det har været.«

Kønnenes kamp

Tennis er ikke blot en sport, men også en social markør. Sådan er det også i Bryllupsintrigen, hvor det synes signifikant, at der netop spilles tennis i Madeleines familie.

»Tennis er en overklassesport i USA«, siger Eugenides.

»For nogle år siden var jeg til US Open i New York – jeg havde fribilletter, og det var vidunderligt – og det var en bestemt sektor af samfundet, der var til stede dér.«

I Bryllupsintrigen er der én bestemt tenniskamp fra 1973, som har en afgørende betydning: Kampen mellem den kvindelige tennisspiller Billie Jean King og den mandlige ditto Bobby Riggs. Riggs var pensioneret og 55 år og havde samme år hævdet, at ingen kvindelig topspiller ville være i stand til at slå ham. Det holdt ikke stik. Den 29-årige King bankede Riggs i en kamp, som fik tilnavnet The Battle of Sexes, kønnenes kamp.

– Så du kampen dengang?

»Åh ja. Jeg så den. Alle så den. Det var en stor aften og en stor begivenhed, som fangede alles fantasi. Hvem løber af med sejren? Manden eller kvinden?«

Eugenides forklarer, at kampen foregik i feminismens velmagtsdage, og at den kom til at eksemplificere forandringerne i datidens samfund.

»Desværre havde jeg ikke nogen søster, så jeg var nødt til at forestille mig, hvordan det ville være for en ung kvinde på det tidspunkt. I romanen forsøgte jeg at fange den ånd. Når man skriver, forsøger man at finde begivenheder, som radierer en enorm mængde mening, og her var én, der gjorde lige netop dét.«

Det er på alle måder karakteristisk for ham: At ville sætte sig i en anden persons sted, at forestille sig, at han er denne person: en pige, en jomfru, eller en hermafrodit. Han skriver, som han siger, karakterer indefra.

Kønnenes kamp er også et typisk tema for Eugenides, hvis forfatterskab kredser om kærlighed, seksualitet og køn. Som han forklarer i et flere år gammelt interview med førnævnte Foer, voksede han op i »unisexhalvfjerdserne«, hvor alle var overbeviste om, at kønnet var socialt og bestemt af opdragelsen.

»Men nu er alt omvendt. Biologi og gener bliver betragtet som de bestemmende faktorer. Efter at have oplevet bortgangen af den første forsimpling, har jeg en formodning om en forestående undergang for den nuværende. For tiden overdriver vi genernes evne til at kontrollere vores skæbne.«

Kærlighedens forrykte tale

Interviewet slutter med Barthes. Det skyldes, at Kærlighedens forrykte tale (1977) af den franske litterat og filosof, Roland Barthes, spiller en prominent rolle i Bryllupsintrigen, ikke mindst for forelskede Madeleine. Som afslutning på interviewet beder jeg derfor Eugenides om at kommentere nogle citater fra denne bog.

Et citat lyder: »Som jaloux lider jeg firefoldigt: fordi jeg er jaloux, fordi jeg bebrejder mig selv, at jeg er det, fordi jeg er bange for, at min jalousi skal gøre den anden ondt, fordi jeg lader mig tyrannisere af noget banalt: jeg lider under at være udelukket, under at være aggressiv, under at være forrykt og under at være almindelig.«

Et andet og noget kortere: »Kun den Anden kunne skrive min roman.«

Barthes hentyder her til kærlighedens banalitet, eller rettere faren for at kærligheden bliver banal, hvis der skrives om den ud fra et førstepersonsperspektiv. Det er kun en anden, den Anden, der kan skrive jegets kærlighedshistorie.

– Er du enig? Hvordan forholder du dig til det citat? Og er din bevægelse hen imod en rendyrket tredjepersonsfortæller i ’Bryllupsintrigen’ også en tilsvarende bevægelse væk fra banaliteterne?

»Det formoder jeg. At have tre forskellige perspektiver i en roman om kærlighed gør det allerede mindre banalt. Det særlige ved Barthes var i øvrigt, at han i lang tid hævdede, at det var umuligt at skrive en roman. Romanen er død, sagde han. Men inden sin egen død skrev han rent faktisk på en roman,« fortæller Eugenides.

»Barthes genfandt altså en tro på romanen, en tiltro til, at denne genre stadig kan gøre nogle fundamentale sandheder gældende. Jeg har det på samme måde. Og selvom man som forfatter i dag føler litteraturhistoriens vægt på sine skuldre og dermed også hvor svært det er ikke at være banal, når man skriver, så er det er muligt at kæmpe sig vej gennem romanens narrative konventioner og komme til et punkt, hvor man kan skrive sandfærdigt om livet. Sproget som sådan er ikke fuldstændigt nedslidt.«

Selv ikke når det kommer til bryllupsintriger og kærlighedens forrykte tale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her