Læsetid: 5 min.

Kinesisk nobelpristager hyldes og kritiseres i hjemlandet

Den kinesiske forfatter Mo Yan er dette års modtager af Nobelprisen i litteratur. Han er gået fra at være bondesøn til at være en af landets mest fejrede forfattere – og samtidig en af de mest udskældte for sin manglende kritik af kinesisk censur
Mo Yans Nobelpris i litteratur har medført blandede reaktioner i forfatterens hjemland.

Mo Yans Nobelpris i litteratur har medført blandede reaktioner i forfatterens hjemland.

Peter Lydén

12. oktober 2012

En politimand og en kommunistisk kadre fra en lille kinesisk provinsby sidder samlet om bordet i en restaurant, da en tjener kommer ind med et sølvfad. På det ligger »en gyldenbrun, ufatteligt appetitvækkende og duftende lille dreng«.

»De har serveret mig et grillet barn!« tænker den fordrukne politimand vantro. »Og retten kalder de: Storken kommer med en søn.« Han trækker sin pistol, samtidig med at han erkender, at duften fra det grillede barn får ham til at savle sultent.

Scenen er fra den kinesiske forfatter Mo Yans roman Jiuguo, som i den engelske oversættelse har titlen The Republic of Wine. Og det må være scener som denne, Det Svenske Akademi havde i tankerne, da det i går hædrede den 57-årige for hans »hallucinatoriske realisme« med dette års Nobelpris i litteratur.

»Vi har med et enestående forfatterskab at gøre, som giver os et unikt indblik i unikke miljøer på en unik måde,« lød det fra akademiet i Stockholm.

At beskrive det kinesiske samfund nådesløst er det store tema i Mo Yans forfatterskab. »Forfattere er samfundets læger: Vores opgave er at finde dets sygdomme,« har Mo Yan sagt. »Aviserne overdriver Kinas skønhed, og vi forfattere forstørrer landets smerte.«

Fra bonde til forfatter

Mo Yan er en af de mest fejrede kinesiske forfattere, som er kommet frem efter Kulturrevolutionen i slutningen af 1970’erne. Og han er en af de mest oversatte. Hans internationale gennembrud kom i 1987 med bogen Hong Gaoliang, med den engelske titel Red Sorghum, der senere blev filmatiseret af instruktøren Zhang Yimou. Det er en fortælling om den brutale vold, der plagede Kinas landområder i 1930’erne.

Mo Yan blev født i 1955 på landet i Gaomi i den østlige Shandong-provins – og det er dette sted, der med beskrivelser af selvoplevede miljøer og ofte set fra bondebefolkningens synsvinkel er centrum for de fleste af hans romaner. Hans forældre var selv bønder, og da Kulturrevolutionen tvang ham ud af skolen som 12-årig, begyndte han også at arbejde i markerne. Senere blev han vejarbejder. Så fabriksarbejder. Og da han var 20 år, søgte han ind i Folkets Befrielseshær. Det førte ham til studier ved hærens litteraturafdeling og senere til en universitetsgrad i Beijing. Hans første novelle blev udgivet i 1981. Og på det tidspunkt begyndte han at benytte pseudonymet Mo Yan (han er født Guan Moye), der betyder »tal ikke«.

Beundret og foragtet

I dag er Mo Yan blandt sine forfatterkollegaer både beundret for sin succes og foragtet for det, der i nogle kredse beskrives som hans manglende solidaritet, specielt med hans censurerede kollegaer.

Han har selv oplevet at blive censureret, men går i dag en fin balancegang. Ved at placere de fleste af sine romaners handling i fortiden og ved brug af sin magisk-realistiske stil undgår han nu at vække vrede hos censurapparatet mere end nødvendigt.

Men hans egen evne til at trives under den strenge kinesiske censur, som har ført til, at flere forfattere har fået lukket munden eller er blevet fængslet, har gjort ham sårbar over for kritik. I modsætning til andre har Mo Yan valgt at samarbejde med myndighederne. Han har støttet den officielle politik ved at sige, at kunst og litteratur bør tjene den socialistiske sag – og dermed ikke true kommunistpartiets styre. Forfattere og menneskerettighedsaktivister har de seneste år kritiseret ham for ikke at bruge sin status som en af landets mest respekterede forfattere til at presse på for mere ytringsfrihed og til at forsvare de forfattere, der er blevet straffet.

Som viceformand i den kontroversielle, regeringsstøttede nationale forfatterforening udvandrede Mo Yan sammen med officielle repræsentanter fra Kina ved Frankfurt Book Fair i 2009 i protest mod, at kinesiske dissidentforfattere som Dai Qing og Bei Ling var til stede.

»Mo Yans linje var dengang: ’Dem fra regeringen udvandrer, så udvandrer jeg også’,« sagde en bitter Dai Qing i går til Information. »Han ville ikke kæmpe for ytringsfrihed og menneskerettigheder.«

Men Mo Yan har dog tacklet svære emner, som censurapparatet normalt ikke er begejstret for. Kommunistpartiet har kritiseret ham for et »ukorrekt syn på historien«. Og hans seneste roman, Wa, anses for at være hans hidtil mest vovede pga. dens svidende beskrivelse af Kinas såkaldte etbarnspolitik og lokale embedsfolks rå håndhævelse af denne med tvungne aborter og sterilisation.

Mo Yan insisterer på, at han ikke bekymrer sig om censur, når han vælger sine emner. »Der er visse begrænsninger for forfattere i ethvert land,« sagde han dog i et interview med Time Magazine.

Blandet modtagelse

I Kina er reaktionen på Nobelprisen ellers blandet.

»Kinesisk litteratur fortjener større eksponering på den internationale scene, og jeg glæder mig meget over denne nyhed. Det skulle være sket tidligere,« siger Li Pengyi, partisekretær i det mægtige statslige forlag China Publishing Group til Information.

Bogudgiveren Li Jinbo erklærer, at Mo Yan bestemt er en god forfatter, men ikke Kinas bedste. »På min liste har jeg mindst syv andre forfattere, som er bedre, men de er bare ikke blevet oversat til andre sprog i samme grad som Mo Yan.«

De statslige kinesiske medier har dog travlt med at fejre prisen til Mo Yan. Her hedder det, at det er »Kinas første Nobelpris« – sandheden er dog, at det er den første Nobelpris, som kommunistpartiet kan acceptere. Regeringen var stærkt kritisk, da litteraturprisen i 2000 gik til Gao Xingjian, der i 1980’erne flygtede fra Kina til Frankrig og i 1997 fik fransk statsborgerskab. Og for to år siden modtog den fængslede dissident Liu Xiaobo Nobels Fredspris. Beijing var også stærkt indigneret, da fredsprisen i 1989 gik til tibetanerens åndelige leder Dalai Lama.

Lige siden den norske Nobelpriskomite i 2010 valgte Liu Xiaobo har Kina nedfrosset de diplomatiske forbindelser til Norge. Sveriges handelsminister forventer dog, at gårsdagens pris til Mo Yan kan føre til forbedrede forhold for svenske foretagender i Kina.

»Nobelprisen er et utrolig stærkt brand, og uanset hvem prisen går til, styrker det Sveriges omdømme, og dermed øges også vores handelsmuligheder,« siger Ewa Björling til nyhedsbureauet TT.

Mo Yans pris kan samtidig også hjælpe med at rette op på Kinas image i udlandet, der specielt led skade efter Kinas voldsomme vredesudbrud, da fredsprisen gik til Liu Xiaobo. Litteraturprisen kommer på et tidspunkt, hvor Kina ihærdigt forsøger at sprede sin bløde magt gennem kultur – en indsats, som kritikere siger er blevet forhindret af Beijings stramme kontrol med bøger, film og tv.

»Prisen til Mo Yan har åbnet en dør for kinesisk litteratur til omverdenen,« siger partisekretæren Li Pengyi. »Det kan blive værdifuldt for Kina.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" Han trækker sin pistol, samtidig med at han erkender, at duften fra det grillede barn får ham til at savle sultent."

»Vi har med et enestående forfatterskab at gøre, som giver os et unikt indblik i unikke miljøer på en unik måde,« lød det fra akademiet i Stockholm."

Ih ja, hvor er det dog fantastisk.

John Vedsegaard

At manden ikke kritisere sit hjemlands system er da fornuftigt, uanset om han er enig eller ej.

Husk:
Stå aldrig til søs lad de andre stå
så ender du med kors og bånd og stjerner på.

Er det ikke præsis hvad han gør, og med stor succes endda.

Nief Ehrrerany

Og det kommunistisk/fascistiske styres talerør lyver igen igen, så som det har for vane : »Kinas første Nobelpris« ...