Læsetid: 10 min.

Klassesamfundet lever i kunsten

Har Danmark en underklasse? En ny bog med titlen ’Det danske klassesamfund’ har igen sat gang i debatten med påstanden om, at det danske klassesamfund lever i bedste velgående. En ting er sikkert: I kunsten spiller arbejder- og underklassen en rolle. Information har talt med fire fagpersoner om, hvordan den nederste halvdel af samfundet skildres i film, musik, scenekunst og litteratur i 2012
Pilou Asbæk som Rune i ’R’.

Pilou Asbæk som Rune i ’R’.

Magnus Nordenhof Jønck

29. oktober 2012

Fra økonomisk fattigdom til socialt armod

Litteratur

»Der gik et halvt år i lejligheden i Sydhavnen. Jeg tog femten kilo på. Efter flere gange at være udeblevet fra møderne i a-kassen på grund af tømmermænd, eller simpelthen fordi dagene flød i et, og døgnet blev vendt på hovedet, kom jeg i karantæne, der blev lukket for pengene. Farvel og tak.«

Reklamemanden Asger styrtdykker ned gennem socialklasserne og lander på samfundets bund med et brag i Kristian Bang Foss' nye roman Døden kører Audi (2012). Efter at have mistet alt – først sin familie, så sin selvrespekt og til sidst også retten til dagpenge  må han tage et job som handicaphjælper for en plejekrævende mand på Vestegnen.

Deres hverdag i betonghettoen Stentofte er et studie i tristesse og håbløshed, og dermed sigende for hovedparten af tidens litterære skildringer af Underdanmark, mener Tue Andersen Nexø, ansat ved forskningsprogrammet Velfærdsfortællinger på Syddansk Universitet og litteraturkritiker ved Information.

»For 50 år siden havde litteraturen fokus på den økonomiske fattigdom, men den udgør kun bagtæppet i den nyeste litteratur. I dag er det den sociale armod, der portrætteres. Fokus er på de trøstesløse sociale rum og de karakterer, som hverken har mulighed for eller evner til at strukturere deres egne liv,« siger han.

Danmark er stadig et klassesamfund med store forskelle i levevilkår, magt og muligheder. Og nok så bekymrende: Klasseskellene vokser.
Læs også

Mens scenen hos Kristian Bang Foss er den triste betonghetto, er det i Hans Otto Jørgensens Strange Days Indeed (2012) et nedslidt landsbysamfund, hvor højgravide kvinder har tilfældig sex i nedslidte misbrugsbuler, og hvor ødelagte kroppe og psykiske sygdomme florerer, uden at nogen griber ind.

»Underklassen beskrives som et forhutlet sted, hvor al sædelighed og alle tabuer er brudt sammen. Men der bliver ikke peget fingre, det er en ren konstatering af vilkårene og af det forfald, som springer ud af dem,« siger Tue Andersen Nexø.

I lighed med Bang Foss beskriver også Jonas Rolsted samfundets bund gennem jobbet som handicaphjælper. I et af afsnittene i hans debutbog Flex Death, som udkommer i dag, er scenen sat i Brønshøj, hvor plejerne i et 'voksenteam' fremstår lige så ødelagte som dem, der kræver pleje.

»Mange af borgerne er alkoholikere – men overraskende mange af de ansatte er det også«, lyder det for eksempel i bogen.

»Der er ikke som sådan nogen social indignation i beskrivelserne, men stort set alle karaktererne er fuldstændig smadrede, også passerne, der kommer direkte fra en forkrøblende arbejdsløshed og kæmper for at komme tilbage til en eller anden normal tilværelse,« siger Andersen Nexø.

Fælles for beskrivelserne af underklassen og middelklassen i det meste af den nyere litteratur er, at underklassen fremstilles som kaotisk, mens middelklassen fremstår disciplineret. Sådan var det ikke i 1970'erne, fortæller Tue Andersen Nexø.

Her blev livet i arbejderklassen fremstillet som ekstremt disciplineret. Det udgjorde en begrænsning for den individuelle udfoldelse, og social mobilitet blev derfor et billede på eksistentiel frigørelse. Sådan er det ikke i dag:

»Hvis man ser på bøger som Ida Jessens Den der lyver og Helle Helles Rødby-Puttgarten ender de begge med at spørge, hvor attraktivt det overhovedet er at træde ud af den kaotiske underklasse og op i middelklassens disciplin. Der er en skepsis over for velfærdssamfundets ideologi om, at vi alle sammen skal være frigjorte demokratiske middelklassemennesker.«

– Mener de dermed, at der er kvaliteter i det kaotiske Underklassedanmark?

»Som jeg ser det, mener de snarere, at det ikke er muligt at frigøre sig selv og træde ind i en ny klasse. De ser med skepsis på, om man overhovedet kan bevæge sig fra det ene til det andet. Det er en ret konservativ holdning, men det er sådan, jeg læser dem.«

Litteratur om underklassen

  • Hans Otto Jørgensen: 'Strange Days Indeed' (2012).
  • Kristian Bang Foss: 'Døden kører Audi' (2012).
  • Jonas Rolsted: 'Flex Death' (2012).
  • Vibeke Grønfeldt: 'Bogstavets betydning' (2012).
  • Dennis Gade Kofod: 'Superhelte i det hele taget' (2010).
  • Helle Helle: 'Rødby-Puttgarden' (2005).
  • Ida Jessen: 'Den der lyver' (2001) og 'Det første jeg tænker på' (2006).

Rappere, troubadurer og moralske opdragere

Musik

En gravid kvinde med en cigaret i hånden læner sig op ad en grå betonmur i musikvideoen til Orgi-E’s »City 2 Musik (Hvad glor du på?)« fra albummet Klamfyr (2012).

»Plasticfortænder, silikonepatter / hvor du er far til tre børn, men ik’ din kones datter / pædagoger på druk siden 68 tar’ sig personligt af dig,« rapper han til billederne af et søvnigt forstadsmiljø med hårde mænd og forsømte drenge.

Orgi-E er blot en af mange danske rapmusikere, der stiller sig solidarisk med underklassen og skildrer den indefra i indfølt jegform.

»Det er en genre, hvor det at være kriminel og underklasse er godt fortællestof, og hvor det er en del af det kulturelle kodespil, at man synger om det liv, man i hvert tilfælde tilsyneladende selv har forbindelse til og kender,« siger populærmusikforsker Henrik Smith-Sivertsen fra Det Kongelige Bibliotek.

I samme boldgade finder man ungdomsikonet Kidd, der ikke har lavet penge, men damer; Klumben, der erkender, at »Jeg’ kriminel«, Shaka Loveless, der er gået i »Tomgang,« og Niarn, der hylder sin aalborgensiske fødeby i »Dobbelt A«:

»Hvor Daniel ruller op i gallaren/ Og Stampe og Øster de venter i baren/ Og Steffen gamle dreng du er sikkert taget på druk igen/ Hvis der stadig er nogen steder de vil lukke dig ind.«

»Niarn er en dansk udgave af amerikanske Eminem, en repræsentant for hele den genre, man kunne kalde white trash-hiphop, og som er en romantisering af det hårde liv i forstæderne,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

I et andet hjørne af dansk musikliv finder man troubaduren Allan Olsen, der på plade efter plade har sat tekst og musik til det stille liv i yderkanterne – blandt andet i »Taberens søn« fra albummet Jern:

»Udenfor på terrassen er der koldt og det er nat/ Og hvid jul og hvad rager det ham/ Han havde faktisk tænkt sig at holde sig ædru i år/ Men nu kan det være det samme.«

Solidaritet

»Det er ikke en kritik af livet i provinsen, men kærlige beskrivel-ser, der også baserer sig på en form for solidaritet,« siger Smith-Sivertsen, der peger på De Eneste To med Simon Kvamm og Peter Sommer som en slags arvtagere til Allan Olsen.

»De tilhører velsagtens den kunstneriske overklasse, men de skriver med indføling om de steder, de selv kommer fra i provinsen. De er selv flyttet for længst, men de har boet der og føler tydeligvis en solidaritet med det sociale Underdanmark, for eksempel i sangen om Morten: ’Hvor blev du af? Og hvad med din knallert? Hvad med din far, styrer han stadig sin brandert?’«

Endelig findes der ifølge Henrik Smith-Sivertsen en tredje musikalsk kategori, der udstiller underklassens snæversyn, og skriver sange som minder om kulturelle opdragelsesprojekter. Det er blandt andet tilfældet med Junckers Mogens og Karen:

»Vi har nåletræer i stedet for pigtråd/ Vi har giftige bær og en lukket dør/ Vi har levende lys, der tager livet fra dig/ En sindssyg hund bag forhavens hegn.«

»Juncker skriver om en kulturel underklasse, der har nogle holdninger, han ikke selv deler, og som han gerne vil lave om,« forklarer Henrik Smith-Sivertsen, der mener, at Annika Aakjær gør sig skyldig i det samme i sangen »Pænhed er kommet til byen«:

»Den handler igen om en kulturel underklasse, der stemmer på Dansk Folkeparti, og som i musikvideoen symbolsk sidder og spiser hundelort. Det er en udstilling af dem, der har de forkerte holdninger, og som ikke har fattet, at verden er blevet multietnisk.«

Den måde at beskrive verden på, bryder Henrik Smith-Sivertsen sig ikke om, lige så lidt som han bryder sig om at indtage rollen som ekspert i denne artikel uden at få klemt følgende forbehold med ind:

»I har som journalister fra den kulturelle overklasses hoforgan kontaktet mig som repræsentant for den dannelsesmæssige overklasse i København og bedt mig forholde mig til den kunstneriske overklasses beskrivelse af den sociale og kul-turelle underklasse. Det kan næsten ikke blive mere metaagtigt. Men måske det til syvende og sidst er en fin illustration af Lars Olsens pointer.«

Underklassen i musikken

  • Orgi-E: ’City 2 Musik (Hvad glor du på?)’
  • Kidd: ’Ik’ Lavet Penge’
  • Klumben: ’Jeg’ kriminel’
  • Shaka Loveless: ’Tomgang’
  • Niarn: ’Dobbelt A’
  • Allan Olsen: ’Taberens søn’
  • De Eneste To: ’Morten’
  • Juncker: ’Mogens og Karen’
  • Annika Aakjær: ’Pænhed er kommet til byen’

Mere barskt og råt

Film

Ved du, hvem, der holder dig her? Det gør din fucking chef, råber en af de somaliske pirater til den hårdt prøvede sømand, Mikkel (Pilou Asbæk) i Tobias Lindholms biografaktuelle film Kapringen. »Hvis han havde betalt de penge, havde vi været hjemme for længe siden,« fortsætter han.

Mikkel er til sidst nærmest sammenkrøllet, og filmen er ifølge Ib Bondebjerg, professor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, det seneste eksempel på, at forholdet mellem klasserne stadig er et tema i dansk film:

»Den blander den danske underklasse og arbejderklasse i skibsbesætningen med den tilsvarende underklasse i Somalia. Begge lejre er brikker i et spil, hvor andre tjener penge, så man kan se det som en moderne skildring af arbejderklassens problemer i en globaliseret verden,« siger Ib Bondebjerg.

Og Kapringen er langt fra den eneste danske film, der italesætter problemerne i den nederste del af samfundet. Erik Clausen har i årtier haft fokus på 'den lille mand' med film som De frigjorte (1993) Slip hestene løs (2000) og Ledsaget udgang (2007). 

Ib Bondebjerg nævner også Lotte Svendsens Bornholms Stemme (1999) og Per Flys Bænken (2000), som ifølge Ib Bondebjerg var med til »at sætte skub i tendensen«.

Siden har mange andre instruktører taget temaet op: »Der er en klar tendens til, at unge instruktører gerne vil skildre arbejderklassen og underklassen på dansk film,« siger han.

I flere omgange er dansk film i medierne blevet beskyldt for kun at fokusere på middelklassens problemer. Men det er ifølge Ib Bondebjerg ikke hele sandheden:

»Selvfølgelig fylder middelklassen meget. Og selvfølgelig er der mange familiekomedier. Men når man kritiserer dansk film for kun at beskæftige sig med den del af samfundet, så synes jeg, at man ikke har gravet helt dybt nok. For der er masser af film om arbejder- og underklassen. Der er også film om indvandrermiljøer og om udkantsområder.«

En uhyggelig realistisk form

Fra det seneste årti nævner han film som R, Nordkraft, Gå med Fred Jamil, Submarino, Eye for Eye, Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig. Mange af de nyere instruktører er hårde – og ligefrem barske i deres skildringer: »De unge instruktører benytter sig af en uhyggelig realistisk form,« siger han.

I Thomas Vinterbergs Submarino er de to brødre i hovedrollerne vokset op i et hjem med massiv druk, hvilket bliver ved med at forfølge dem i voksenlivet. Tobias Lindholms R foregår i det hårde fængselsmiljø. Og den barske og nøgterne stil i disse film står i modsætning til forgængerne:

»Lotte Svendens og Erik Clausens film dyrker den socialrealistiske komedie. Erik Clausen kan være direkte politisk – ingen er i tvivl om, at han hører til på venstrefløjen. Det er politisk socialrealisme. Det er der ikke noget af hos de nye. De har nok en social kritik i skildringerne, men de har ikke på samme måde et politisk budskab,« siger Ib Bondebjerg og uddyber:

»De er mere renlivede i deres skildringer. De viser, hvordan virkeligheden er – de peger på pointerne, men lader os selv tænke resten. Det giver ren kynisme, og det gør det muligvis stærkere – i hvert fald anderledes.«

Underklassen i de sidste 10 års spillefilm

  • 'Kapringen'
  • 'R'
  • 'Nordkraft'
  • 'Gå med Fred Jamil'
  • 'Submarino'
  • 'Eye for Eye'
  • 'Kunsten at græde i kor'
  • 'Frygtelig lykkelig'
  • 'Drømmen'
  • 'Bagland'
  • 'Fri os fra det onde'.

Underklassen med på scenen

Teater

I den aktuelle opsætning af Jeppe På Bjerget på Aalborg Teater er Jeppe kontanthjælpsmodtager og alkoholiker – og han bliver involveret i et realityshow.

Det er ifølge Politikens mangeårige teateranmelder Monna Dithmer et godt eksempel på, at underklassen er repræsenteret på den danske teaterscene for tiden:

»Det er jo Danmarks nationalkomedie, de her har givet sådan et overhunds-/underhundstvist. Netop realityshows er jo nærmest et symbol på underklasse,« mener Monna Dithmer.

Hun vurderer, at der for tiden er mange stykker, der beskæftiger sig med den nedre del af samfundet: »Flere stykker handler for eksempel om det absurde arbejdsløshedscirkus. Blandt andet har man på Holbæk Teater i foråret opsat stykket Dagpengeland.«

Stykket bygger på Lau Aaens blog og bogudgivelse af samme navn. Også stykket Win Win, som sidste år blev opsat på Pumpehuset, handler om arbejdsløshed.

Dertil kommer stykker om alkoholmisbrug, hjemløse og kort og godt tabere: »Det blå, blå hav, som lige nu spiller på Husets Teater, handler ganske enkelt om tre tabere i betonomgivelser, som langsomt går til grunde,« siger Monna Dithmer.

Jeppe På Bjerget.

Allan Toft

Op på scenen

Flere stykker er også begyndt at hive nogle af samfundets udsatte med op på scenen. Det begyndte med Lars Nóren-stykket 7-3, som blev opsat i Sverige i 1999.

Det foregik i et fængsel, og der var rigtige indsatte med på scenen. Det endte i en skandale, da nogle af fangerne flygtede og tilmed skød to politimænd. Alligevel blev det starten på en ny tendens:

»Der kom en virkelighedsteaterbølge, som stadig er her. Hvor søgelyset er rettet imod outsidere, tabere og generel underklasse,« siger Monna Dithmer.

I stedet for at lade skuespillere, som jo ofte tilhører den kulturelle overklasse, spille rollerne, forsøgte man altså i flere tilfælde at sætte hovedpersonerne selv på scenen.

De seneste år har kunstnerduoen Tue Biering og Jeppe Kristensen videreført traditionen med virkelighedsteater om de udsatte. »For et par år siden opførte de stykket Pretty Woman A/S med prostituerede fra Halmtorvet i hovedrollerne. Senest har de opført Friends med asylansøgere. Flere af dem blev endda sendt hjem, mens stykket spillede. På den måde bliver det meget virkeligt,« siger Monna Dithmer.

Teaterforestillinger fra 2011 og 2012 med fokus på samfundets laveste klasser

  • 'Jeppe på bjerget', Aalborg Teater
  • 'Det blå, blå hav', Teatret
  • Nordkraft på Husets Teater
  • 'Win-Win', Pumpehuset
  • 'Dagpengeland', Holbæk Teater
  • 'Hjem Kære Hjem', Teater Grob
  • 'Hjemløs', Odense Teater
  • 'Der Døde Du', CafeTeatret
  • 'Oliver med et twist', Nørrebro
  • 'Promille', Bådteatret
  • 'Fattisch', Bådteatret
  • 'Den Gyldne Drage', Husets Teater og Aalborg Teater
  • 'Kældermennesket', Det Kongelige Teater
  • 'Det Kroniske Liv', Odin Teatret
  •  'Landet', Odsherred Teater
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu