Læsetid: 6 min.

Et knust hjerte er det samme overalt

Orhan Pamuk om at være en politisk forfatter, had-kærlighedsforholdet til Europa og museet som et sted, hvor den menneskelige ånd udforskes. Fredag modtog han Sonning-prisen på Københavns Universitet. Information har mødt den tyrkiske forfatter og Nobelpristager
Orhan Pamuk har på én og samme tid længtes efter Vesten og skammet sig over Vesten. Det har udviklet sig til et had-kærlighedsforhold, fortæller han.

Orhan Pamuk har på én og samme tid længtes efter Vesten og skammet sig over Vesten. Det har udviklet sig til et had-kærlighedsforhold, fortæller han.

Tine Sletting

27. oktober 2012

Det er med bævende hjerte, at man sætter Orhan Pamuk stævne klokken ti om morgenen. I sin erindringsbog Istanbul fra 2003 fortæller han, hvordan han som ung og i mange år frem havde for vane at være vågen til klokken fire om natten, og derfor gerne sov til klokken tolv. Men den tyrkiske forfatter er ikke spor morgensur, da Informations udsendte ankommer midt i hans morgenmad på Hotel Sankt Petri.

Vi har aftalt at tale om hans seneste roman Uskyldens Museum, der er fra 2008, og om museet af samme navn, som Pamuk åbnede i foråret i det folkelige kvarter Beyoglu midt i Istanbul. Romanens museum, kan man sige, for alle ting på museet er nævnt i romanen. De samles over en otte år lang periode af hovedpersonen, den 30-årige overklassedreng Kemal, mens han tålmodigt venter på sin elskede Füsün. De er alle ting, som hun har været i berøring med på den ene eller den anden måde. For eksempel tændstikæsker, fotografier, parfumeflasker, kaffekopper, keramikhunde og meget meget mere. Men hvorfor denne samlermani og hvorfor et museum?

»Kemal bliver skubbet ud af sin samfundsklasse, fordi han forelsker sig i den forkerte. Han bliver latterliggjort, og det ved han. Endvidere har han i bogen en teori om ikke-vestlige samlere. De er ikke rigtige samlere, de er mennesker med knuste hjerter, med personlige traumer, og på grund af det bliver de knyttet til ting,« fortæller Pamuk.

»Jeg mener – og her er jeg tæt på Kemal – at i ikke-vestlige samfund, eller i samfund hvor ideen om museer ikke eksisterer og derfor heller ikke ideen om, at ting kan belyse den menneskelige situation eller historie; dér bliver folk flove over de objekter, som de samler. Fordi tingene kun symboliserer deres traumer, deres knuste hjerter, deres problemer, deres pinlige ting. Hvis du udstiller dine pinligheder på en stolt måde, som Kemal gør på dette museum, forvandler museet vores elendighed til stolthed. At skabe museet er også en måde at vinde over hüzün på,« siger Pamuk. Hüzün er det begreb, som Pamuk redegør for i Istanbul. Det kan bedst oversættes med melankoli, og så alligevel ikke. Hüzün er ikke en enkelt persons indre følelse. Det er istanbulernes fælles følelse i det daglige møde med deres bys glorværdige fortid og senere fald. En følelse, der handler om at være beskeden, ikke forvente for meget, og at det også er ærefuldt at tabe.

Selv er Orhan Pamuk en modsætningernes mand, der i sit forfatterskab balancerer mellem øst og vest, Europa og Asien, tradition og modernitet. Kan man tale om et had-kærlighedsforhold til Europa eller til den vestlige civilisation?

»Tyrkiet er et unikt land på den måde, at det ikke er et vestligt land, men samtidig har det heller ikke været koloniseret. Derfor er der ingen traumer forbundet med at identificere sig med de europæiske folk. Men der er mange følelser forbundet med det. Moderniteten kommer fra Vesten. Den er opstået af renæssance, oplysningstid, den franske revolution og den industrielle revolution. Hele resten af verden kigger forventningsfuldt og misundeligt på de vestlige værdier. På én og samme tid længes du som udenforstående efter Vesten, og du skammer dig over Vesten. Så langsomt udvikler man et had-kærlighedsforhold til Vesten,« siger han.

Istanbul-forfatter

Et semester om året er Orhan Pamuk professor i sammenlignende litteratur på Columbia University i New York. Resten af tiden bor han i Istanbul. I erindringsbogen Istanbul og i mange andre af hans bøger, har byen en vigtig position, ligesom New York har det i instruktøren Woody Allens film. Ser han selv en forbindelse til den amerikanske instruktør?

»Godt spørgsmål. De første ti år af mit forfatterskab var jeg ikke klar over, at jeg var en Istanbul-forfatter. Jeg syntes ikke, at jeg skrev om Istanbul. Jeg skrev bare om menneskeheden, men eftersom jeg har boet der hele mit liv, naturligvis om menneskeheden i Istanbul. Men da jeg begyndte at blive oversat, råbte alle: Istanbul, Istanbul, Istanbul! Og så begyndte jeg at blive selvbevidst om Istanbul. Woody Allen ser jeg som en instruktør, der lige fra begyndelsen med Manhattan var klar over, at hans emne var attråværdigt. Det vidste jeg ikke, at Istanbul også var. Nu er jeg desværre meget bevidst om det,« siger Pamuk. Han nægter dog at blive reduceret til Istanbul-forfatter: »Det er mennesket, jeg interesserer mig for. Først og fremmest undersøger jeg menneskets hjerte, menneskets situation. Montaigne vidste ikke, at man tre-firehundrede år senere ville læse ham i Kina og Argentina. Men det gør man, fordi han skriver om mennesket. Romaner skal handle om det, der er vigtigt i livet. At være forfatter vil sige at tro på litteratur, moral og værdier. Et knust hjerte er det samme overalt, men historie, religion, geografi og kultur er forskellige, og gør historierne forskellige,« siger Pamuk.

I forbindelse med åbningen af Uskyldens Museum har han skrevet: »Jeg var hjemsøgt af mine minder, af smerten ved at miste og af længslen efter at give en betydning til det, jeg har oplevet. Idéen om et museum blev født i mig.«

Og hvad er er hans forhold til museer?

»Museer inspirerer mig. De er steder, hvor du lægger dit daglige liv i en hektisk by til side og går ind i et nærmest tidløst rum, hvor du er i en mere tankefuld sindstilstand. For mig er et museum ikke bare et sted, hvor du f.eks. ser billeder. Det er et arkitektonisk rum, som sætter dig i en anden stemning. Derfor er museumsarkitektur så vigtig. Et museum er ikke bare et sted, hvor du ser ting. Det er et sted, hvor du er sammen med ting i en særlig atmosfære. At være på museum er en udforskning af den menneskelige ånd ved hjælp af arkitektur og rum.«

I slutningen af romanen giver Kemal udtryk for, at Uskyldens Museum skal være et museum, hvor kustoderne ikke må irettesætte folk for at tygge tyggegummi og heller ikke for at kysse. Men bliver der kysset på Uskyldens Museum?

Pamuk ler.

»Kustoderne har fået at vide, at de skal læse bogen, inden de møder på arbejde første gang. Endelig en dag råbte en af kustoderne: »Jeg så nogle, der kyssede, og der var ingen, der blev chokerede! Da var vi alle sammen rigtig glade.«

Politiske forfattere

Sonning-prisen gives til en mand eller kvinde, der »skønnes at have gjort et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur.« Her ville nogle synes, at EU og politiske emner skulle ind i billedet, men det ønsker Pamuk ikke. Indimellem har han været i livsfare i Tyrkiet på grund af sine udtalelser. Men han vil gerne fortælle om den politiske forfatter.

»Når man som forfatter skriver en roman, ser man på verden gennem andre personers øjne. Dermed er en forfatter politisk. Ikke fordi han stemmer på A eller B eller fortæller om det offentligt, men fordi han forsøger at identificere sig med personer, der historisk, sprogligt, kulturelt, religiøst eller geografisk er forskellige fra ham selv, siger Pamuk.

Ved prisoverrækkelsen senere på dagen på Københavns Universitet udtrykker han sin glæde over prisens motivation.

»Hvis jeg har bidraget med noget til forståelsen af europæisk kultur, er det, fordi jeg bor på kanten af Europa. Enten der hvor Europa ender. Eller hvor det begynder,« siger han. Han understreger, at for ham er den franske revolutions credo »frihed, lighed og broderskab«, hvad han tænker på, når han tænker på Europa.

Kan Tyrkiet respektere disse ting, spurgte mange ham, da diskussionen var på sit højeste omkring 2004. I dag er optagelsen af Tyrkiet i EU røget i baggrunden og overskygget af flere af medlemslandenes miserable økonomiske situation og den følgende euro-krise. Helt lade være med at have en holdning, kan han ikke. Man er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad han mener om den sag, da han til slut i talen siger: »Hvis man lader angsten for det muslimske overskygge tanken om frihed, lighed og broderskab, så får man et konservativt, religiøst og etnisk homogent EU.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu