Læsetid: 6 min.

’Købke får et 10-tal, men Eckersberg er kun lige bestået’

Danske malere har igennem århundreder afb ildet det danske vejr. Men hvor naturtro er skildringerne? Vejrprofeten Jesper Theilgaard giver malernes skildring af vejret karakter
Jesper Theilgaards ser i sin nye bog ,’Vejret i kunsten’, nærmere på nogle af dansk kunsthistories største koryfæers evner til at skildre vejret.

Jesper Theilgaards ser i sin nye bog ,’Vejret i kunsten’, nærmere på nogle af dansk kunsthistories største koryfæers evner til at skildre vejret.

Ditte Valente

11. oktober 2012

Det rusker i træerne foran Statens Museum for Kunst denne søndag. Blæsten fejer ind over den åbne plads med op til 12 sekundmeter i vindstødene, og på cykelstien kæmper krumbøjede cyklister sig frem i huggende bevægelser.

På trappen foran den murstensrøde bygning står Jesper Theilgaard og læner sig forpustet op ad gelænderet. Også han har måttet træde hårdt i pedalerne for at nå frem i tide.

»Der var strid modvind hele vejen fra Kastrup,« siger han og tilføjer med et skævt smil.

»Men det vidste jeg jo godt.«

Når det gælder vejret, er der ikke meget, der kommer bag på Jesper Theilgaard. I snart 35 år har den erfarne meteorolog levet af at forudsige frontsystemerne og fortolke dem for os. Men de senere år har han bevæget sig ud på kanten af sin egen faglighed.

Det begyndte med en uventet forespørgsel.

En dag i 2001 dumpede et brev ind på Jesper Theilgaards daværende kontor på DMI i København. Museumsinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen fra Odense Bys Museer havde brug for faglig assistance til udstillingen Himlens spejl, der skulle rumme malerier af dramatisk dansk vejr fra perioden 1770-1880. Museumsinspektøren havde læst Jesper Theilgaards tidligere bog, Vejret omkring os, og var blevet betaget af hans formidling. Nu ville hun have meteorologen til at overføre sine videnskabelige beskrivelser af vejret til malernes billeder. For Jesper Theilgaard blev det en skelsættende oplevelse.

»Jeg har tidligere hørt folk sige, at de pludselig fik en ’øjenåbner’, men jeg har altid bare tænkt, at det var noget snak,« siger han på vej op ad trapperne til første sal på Statens Museum for Kunst.

»Men det blev vitterligt et vendepunkt for mig, for pludselig så jeg, at mit fag kunne bidrage med noget her – at jeg kunne betragte billederne og rent faktisk sige noget fornuftigt om dem. I mange år har jeg ellers holdt mig tilbage fra at sige noget om kunst, fordi jeg ikke rigtig følte, jeg havde forstand på det og var berettiget til at blande mig«.

Jesper Theilgaard nikker til en kustode for enden ad trappen og fortsætter rundt om hjørnet til museets permanente udstillinger.

»Jeg tror, der er mange, som er hæmmet af autoritetstro, når det kommer til kunst, fordi man tænker, at der nok er nogle kunsthistorikere, der ved bedre. Det er der selvfølgelig også. Men nu har jeg altså fundet min egen lille niche, hvor jeg kan tilbyde en skæv vinkel. Det synes jeg er sjovt, og når jeg er ude og holde foredrag, kan jeg høre, at jeg ikke er alene om det.«

Himmel som staffage

Vejret i kunsten, som hans nye bog hedder, er en grundig meteorologisk gennemgang af 32 billeder af nogle af dansk kunsthistories største koryfæer. I sine læsninger stiller Jesper Theilgaard kritisk ind på malernes evner til at skildre vejret: Var deres gengivelser af himlen og skyerne præcise, eller malede de med løs hånd? Hvornår tog den kunstneriske frihed over fra de naturtro afbildninger?

»Det er meget forskelligt,« siger Jesper Theilgaard og åbner glasdøren til museets faste samling af malerier fra 1750-1900 – omtrent den samme periode, som hans egen bog dækker.

»Hvis vi tager guldaldermalerne i 1800-tallet, så havde de en ambition om at gengive naturen, sådan som den så ud. Træerne, markerne, landskabet skulle skildres detaljeret og præcist. Men jeg må konstatere, at lige så pertentlige de var i deres naturbeskrivelser, lige så sjuskede var de ofte, når det kom til vejret. Mange har åbenbart anset himlen som ren staffage.«

I virkelighedens verden er bygeskyer høje, men når Johan Thomas Lundbye (1818-48) malede dem, var de flade som nystrøgne skjorter. I virkeligheden er kumulusskyer blomkålsformede, men når Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853) malede dem, var de langstrakte som vandrette røgsøjler.

Det er efter Jesper Theilgaards bedste formening noget rod. For nok er der noget, som hedder kunstnerisk frihed, men hvis man foregiver at male naturtro billeder, må man også gøre sig den anstrengelse skildre himlen, som den er.

»Det er en anden snak med abstrakte billeder. Men hvis der er tydelige fejl i et maleri, der forsøger at ligne virkeligheden, så har jeg svært ved at abstrahere fra det,« siger Jesper Theilgaard og finder et medbragt eksemplar af sin bog frem.

Han slår op på C.H. Eckersbergs En udflyttergård på Møn (1910), der viser to regnbuer højt på himlen.

Han sætter fingeren ud for den ydre regnbue: farvernes rækkefølge er forkert.

»Sådan noget irriterer mig. Han har ikke læst farverne rigtigt, for i den ydre regnbue er farverne altid spejlvendt. Men jeg ved godt, hvordan det er foregået: Eckersberg malede ikke ude i naturen, men efter skitser når han kom tilbage til sit atelier. Så han har bare ikke fået detaljerne noteret ordentligt ned.«

Krøyers månefusk

Malerkunsten er fyldt med den slags fejl, fortæller Jesper Theilgaard. Skagensmalerne overdrev konsekvent uvejret – Jørgen Roed snød med skyggerne og P.S. Krøyer fuskede med fuldmånen.

Men så længe fejlene tjener et kunstnerisk formål, er der ingen grund til at være efter dem, mener han.

»Som kunstner bliver du jo nødt til at have noget spil i dine malerier. Tag nu P.S. Krøyers Sankt Hansblus på Skagen strand fra 1906 – det er et godt eksempel. Den aften var der ikke fuldmåne, der var nymåne, men kompositorisk har Krøyer gerne villet have tre symbolske lyskilder med i sit maleri: fyret, bålet og månen.«

Så når der ikke var en fuldmåne, måtte han selv opfinde den?

»Ja, og så har han selvfølgelig også lige fået kreeret et belejligt lille hul i skydækket, så månelyset kan trænge igennem. Det ser man i øvrigt på mange aftenbilleder. For fuldmånen var tit malernes eneste mulighed for at få lys og skygger og dermed karakter ind i maleriet.«

Kan en kunsthistoriker bruge din oplysning om fuldmånen til noget?

»Jeg ved det ikke, men jeg tvivler.«

Hvad skal man så stille op med dine meteorologiske beskrivelser?

»Man kan jo fortolke kunstværker på 117 forskellige måder, og min tanke har sådan set bare været at føje en ekstra lille facet til alle de beskrivelser, der allerede findes,« siger han og stiller sig hen foran fynsmaleren Peter Hansens Bølgende Rug fra 1894.

»Tager vi det her maleri, så kan vi faktisk alene ved at kigge på skyernes formationer bestemme vindretningen i motivet. Den største skytot ligger i højre side af skyerne, hvilket tyder på, at vinden kommer fra venstre, og det gør den generelt ret tit i malerierne, fordi malerne havde en opfattelse af, at vi læser billeder ligesom vi læser bøger – fra venstre mod højre. Sådan noget synes jeg er meget interessant at se på.«

Det er noget sjusk

På vores tur rundt i museets permanente samling er vi nået til Christen Købke og C.W. Eckersbergs skystudier. Nu skal de to danske ikoner til eksamen. Købke er repræsenteret med i alt fire skybilleder, der hver især måler i omegnen af 20x30 centimeter.

Hvad lyder karakteren?

»Hvis vi tager den gamle 13-skala, så er vi da oppe i en 10’er.«

Den kan ikke krybe længere op?

»Nej, det kan den ikke. Jeg synes generelt, Købke maler glimrende skyer, men hvis du tager det billede her,« siger Jesper Theilgaard og peger på billedet Studie af Skyer over Havet, 1840-1845, »så er den skyklat, der ligger øverst til venstre ikke karakteristisk for de andre skytyper, der ligger ved siden af. Kumulusskyerne i baggrunden ligner meget godt, men der ligger sådan en fluffy stratussky foran, som ikke er helt som den skal være.«

Det er dog stadig bedre, end hvad C.W. Eckersberg har formået at præstere.

»Det er altså noget sjusk det dér,« siger Jesper Theilgaard, da han står foran Eckersbergs maleri Studie af Skyer over Havet fra 1826.

»Sådan en skyformation, som løber ud sådan dér – som en røgsøjle – den har jeg aldrig set i det virkelige liv. Skyerne kan ikke rives fra hinanden på den måde.«

De skyer findes simpelthen ikke?

»Nej, jeg har aldrig set dem i mit liv.«

Så hvis du skal sammenligne Købkes skystudier med Eckersbergs?

»Så vinder Købke uden tvivl. Eckersberg er kun lige bestået.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tværfaglighed, og en endnu mere interessant artikel hvis der inddrages yderligere perspektiver end kunsten møder videnskaben.

Nu er temaet her åbenbart, og fastlås, men skulle man kilde Theilgaard under tæerne, så findes der vejrsystemer på andre planeter, som han endnu ikke har studeret.

"Måske der ligger et lille land med et vejr på en identisk planet i den beboelige zone i en anden galakse, med skyer, Theilgaard ville få våde øjne af?"

Kombinationen er mulig, og fantasien har vi, men ér den?

Nu er den malet, så skal vi bare finde den, lidt som en abstrakt ligning der forudsiger at et stof må findes, og så finder vi det.

Men om tanken er tænkt tror jeg næppe, men så kommer paradokset og banker med intuitionen, der til tider kan tænke bedre end tanken.

Hvis man først er i et perspektiv, er chancen for at man drejer hovedet en anelse, og ser et andet, større end hvis man forkaster muligheden.

Søren Kristensen

Kun de færreste mennesker ved det hele. Men til gengæld vinder Eckersberg når det kommer til skildringen af rigningerne på de skibe, der af og til befinder sig under skyerne. Åh, disse knapt synlige og egale vanter, trisser og stag, som kun de aller ypperste formår. Hvordan er de skabt - med en pensel med kun et hår? Ja, det var så udenfor skiven, men Theilgaard er en herlig nørd og jeg kunne godt finde på at købe hans bog. Eventuelt som julegave - til mig selv.

Da foto-apparatet kom til spåede man maleriets "død," men pressionisterne/udtrykkerne viste at et foto kan aldrig vise os den verden vi ikke har endnu, men give os håb, skræk, og fryd over hvad der venter os.

Kunne ikke fravælge ud i tryk selv om det rettelig er ind og udtryk hvor trykket står alene.

Impressionist og ekspressionist.

Og maleriet er hvad der refereres til når håb, skræk, og fryd venter.

Der er flere og flere der maler, og mit personlige håb er at alle vil gøre sig selv den tjeneste at det.

Man kan ikke male uden at blive konfronteret med videnskaben.

Michael Kongstad Nielsen

Nu har malere vel altid haft det privillegium, at det var dem der bestemte over maleriet. Indtil det var færdigt. Så fik det sit eget liv, som andre kunne danse med, hvis de ville. Man kunne som maler gengive verden så tro som muligt, eller man kunne pynte lidt på den, eller gengive sit indtryk af den, eller lægge sine moralske eller etiske overvejelser ind i den, eller give udtryk for sin egen sindsstemning gennem skildringen af den.

At skyerne på billederne ikke passer nøjagtigt til meteorologens viden og erfaring (jeg har i hvert fald aldrig set det), er sjovt at høre om, men vel ikke så vigtigt for billedet, med mindre det var helt ud i hampen, til et 0. Og det er hverken Købke eller Eckersberg jo. Eller nogen af de andre store, se f. eks. engelske Turner:
http://en.wikipedia.org/wiki/File:Joseph_Mallord_William_Turner_-_Fisher...

Her er både skyer, måne, skib og rigning (ikke så tæt på) samt fugle, der flakser. Man kunne også få en orgnitolog til at se på kunstneres gengivelse af fugle. Der ville man få overraskelser, hvor fugles flugt er skildret med samlet hale, hvor den burde være spredt, vinger fremme, hvor de burde være bøjet bagud osv.

Jeg kunne godt tænke mig at male. Det er noget andet end foto. Den diskussion har jeg aldrig kunnet tage med folk, det kan lide fotos. De er religiøse omkring fotoet. Det er mindst ligeså meget kunst, som "rigtig" kunst, siger de. Nej, det synes jeg ikke. Det mangler hele den lange vej gennem kroppen - fra øje til hjerne og rygmarv, følelser og viden, kanaliseret tilbage igen ud i penslernes strøg og farvevalg på paletten. I forhold til det er fotoet bare et klik.

Kristian Rikard

I min lille hjemmestrikkede begrebsverden har Turner altid været en slags impressionist, som jeg fuldstændigt irrationelt knytter sammen
med to af mine andre favoritter, Monet og Pisarro. Det giver ikke nogen egentlig logisk mening - men det behøver det heller ikke, heldigvis :-)
PS: Ordrupgård har en Berthe Morissot særudstilling pt.
PPS: Mons tro der ikke på trods af kritikken skulle være en skjult kunsrelsker gemt i Jesper Theilgård?