Baggrund
Læsetid: 6 min.

Komikeren, der befriede Myanmars kulturliv

Teatermanden, filmskaberen og demokratiaktivisten Zarganar blev løsladt for et år siden med besked om at holde lav profil. Han har gjort det modsatte, og nu opfordrer han sine landsmænd til at indstille den hadefulde retorik mod landets muslimske rohingya-mindretal
Kultur
31. oktober 2012
Myanmars mest populære komiker og internationalt bedst kendte kunstner, Zarganar, blev fængslet for første gang i 1988. I oktober sidste år var han igen bag tremmer, men ganske uventet blev han og hundredvis af andre politiske fanger beordret løsladt. I denne uge besøgte han København.

Myanmars mest populære komiker og internationalt bedst kendte kunstner, Zarganar, blev fængslet for første gang i 1988. I oktober sidste år var han igen bag tremmer, men ganske uventet blev han og hundredvis af andre politiske fanger beordret løsladt. I denne uge besøgte han København.

Tine Sletting

Myanmars mest populære komiker og internationalt bedst kendte kunstner, Zarganar, er røget ud af og ind i sit lands fængsler siden 1988, fordi han har brugt sit komiske teaters virkemidler imod nationens militærjunta. Så sent som i oktober sidste år sad den 51-årige dissident stadig bag tremmer og havde udsigt til at blive siddende i mindst 30 år. Denne gang var hans brøde en skarp kritik af militærjuntaens håbløst ringe hjælpeindsats efter cyklonkatastrofen i Irrawaddy-deltaet i 2008.

Men så skete der noget uventet: I et pludseligt politisk tøbrud blev Zarganar og hundredvis af andre politiske fanger beordret løsladt af landets første civile præsident i 49 år, Thein Sein.

Nu spås Zarganar en fremtrædende post – måske kulturminister – i en mulig folkevalgt regering under ledelse af den fremdeles meget folkekære nobelpristager Aung San Suu Kyi. Det næste valg skal finde sted i 2015, og bliver det frit og fair, regnes en sejr til Suu Kyi for overvejende sandsynlig. Zarganar er i dag en fri mand, og denne mandag kan han nyde friheden i København som æresgæst ved et stort anlagt film- og debatarrangement om Myanmars nyvundne frihed organiseret af Cinemateket, Dagbladet Information og Dansk PEN.

Arrangementet afvikles på en trist baggrund: I de seneste dage er der kommet foruroligende meldinger om genopblusset vold mod det muslimske rohyinga-mindretal i den vestlige delstat Rakhine – en udvikling, der kan blive en bombe under den reformvej, Myanmar med held er slået ind på, siden militærjuntaen for snart to år siden udskiftede uniformer med jakkesæt.– Kan du føle dig sikker nu, Zarganar? Og er friheden også garanteret i Myanmar?

»Jeg vil ikke sige, at jeg er fuldstændig fri, for ligesom med de andre politiske fanger, er min fængselsdom ikke omstødt, kun sat i bero. Vi er alle løsladt, men på en betingelse: Vi fik at vide, at vi skulle holde lav profil. Jeg har stadig 31 år tilbage af min fængselsdom, og falder jeg unåde, er det tilbage i spjældet. Uden en ny retssag og uden nærmere begrundelse. Problemet er, at jeg slet ikke har tid til at holde lav profil, for der er så mange ting, vi må gøre for at sikre, at den demokratiske udvikling bliver holdt på sporet.«

Taktiske kidnapninger

Nej, lav profil har Maung Thura – kunstnernavnet Zarganar betyder ’pincet’ – ikke holdt. Tværtimod har den lille tætbyggede mand, der ligner en bebrillet buddhaskikkelse med et tyndt gråt skæg, som demokratiaktivist rejst Myanmar tyndt for at tale med sine landsmænd. Og rejst verden tynd for at få støtte til sin sag. I USA fører han samtaler med udenrigsminister Hillary Clinton, i Danmark med udviklingsminister Christian Friis, og han er fast gæst i eksilmyanmarske miljøer. Den højt profilerede politiske mission fylder så meget af Zarganars tid, at han dårligt nok har haft tid til at genoptage sit virke som leder af den satiriske anyeint-teatertrup.

Anyei er en traditionel myanmarsk teaterform, der kombinerer dans, musik og stand-up-komedie, som Zarganar fornyede og udviklede til perfektion i kraft af sit unikke talent for at spille på ords bibetydninger og dermed narre militærjuntaens skrappe censurpoliti med en undertekst af kras social kritik.

Andre gange var hans provokationer mere tydelige, som når filmmageren Zarganar insisterede på at inkludere kidnapningsscener i alle sine film for at give sine helte lejlighed til at udbryde: »Vi må befri den kvinde!« – en slet skjult hentydning til Aung San Suu Kyi, der sad i husarrest i 15 år frem til sin frigivelse i 2010. I dag er projektet ikke at drive gæk med magtha-verne, men intet mindre end at befri hele Myanmars kulturliv: film, teater, musik, litteratur, presse osv. Den gode nyhed er, at det er ved at lykkes.

– Regeringen kan når som helst fængsle dig igen, men alligevel er du samtidig i dialog med den?

»Ja, jeg taler med højtstående generaler og med præsidenten. De vil gerne lytte til mine råd. Allerede kort efter jeg var sat på fri fod lykkedes det mig at overtale præsidenten til at nedlægge det juntakontrollerede filmforbund og stifte et nyt, som er sammensat efter et demokratisk valg. Præsidenten gav også grønt lys for afholdelse af den første frie filmfestival i Myanmar under temaet ’frihedsfilm’. Den holdes nu hvert år i januar på Myanmars uafhængighedsdag og forkvinde for filmkomiteen er Aung San Suu Kyi. Siden har vi fået et frit musikerforbund, og snart har vi har vi også et frit presseforbund.«

Listen til præsidenten

Et andet positivt resultat af Zarganars løbende personlige dialog med præsidenten har været løsladelse af endnu flere politiske fanger: »’Giv mig en liste over dem, jeg skal løslade’, sagde præsidenten. Det gjorde jeg så. Der var 348 navne på. Af dem løslod han de 242. Og præsidenten gjorde det helt uden at konsultere det nationale sikkerhedsråd, skønt forfatningen kræver det. Mange af mine venner var blandt de løsladte. Lige nu nyder jeg en vis beskyttelse. Præsidenten og de reformvenlige ministre siger: ’Zarganar, du må gøre alt, hvad du vil, for vi ved, at du først og fremmest tænker på folket, på vores 60 millioner landsmænd. Vi blander os ikke i dit arbejde, så længe du overholder loven’.«

En af frugterne af Zarganars nye rolle som rådgiver for præsident Thein Sein er et stort pædagogisk projekt, delvis finansieret af canadiske bistandsmidler, som skal undervise myanmarske embedsmænd i føderalisme. Zarganar er overbevist om, at skal Myanmars demokratiske fremtid sikres, handler det om at omskabe militærdiktaturet til en forbundsstat, og det betyder udvidet lokal autonomi.

Der findes over hundrede etniske grupper og undergrupper i Burma, og siden landets uafhængighed i 1948 har der været jævnlige væbnede konflikter med flere af de etniske mindretal, herunder med kachinerne, shan-folket, lahu-folket og karen-folket.

Mest opmærksomhed er der for tiden om rohingyaerne i den vestlige delstat Rakhine, der siden maj i år er blevet udsat for flere tilfælde af målrettet etnisk udrensning og fordrivelsesaktioner fra den rakhinske buddhististiske flertalsbefolknings side, ifølge flere øjenvidneberetninger endda med støtte fra lokale hærstyrker.

Overgrebene, der har resulteret i store flygtningestrømme, har påkaldt sig fordømmelser og advarsler fra det internationale samfund, hvis støtte Myanmar er afhængig af for at kunne kon-solidere sin reformkurs. Zarganar er godt klar over, at royhingyaspørgs-målet kan blive en bombe under den demokratiske transition. Han afviser dog, at der er tale om en ny konflikt.

Brug ytringsfriheden korrekt

»Der var etniske spændinger tilbage i kolonitiden under briterne, men vi hørte ikke så meget om dem tidligere. Først da vi fik frie medier, er det blevet et spørgsmål, der har vakt nationale følelser. Der har i årtier været institutionaliseret diskrimination mod rohingyaerne. Korruption hos grænsepolitiet, der har til-ladt ulovlig indvandring, har for-værret problemet. Når volden blusser op, som den nu gør igen, er det, fordi den følger fejdens logik,« siger han og fortsætter: »Overgreb skal gengældes mod modovergreb, øje for øje og tand for tand. Det så vi også tilbage i maj, da det hele eksploderede første gang. Det var en påstået massevoldtægt af en rakhinsk teenagepige, der fik en pøbel til at myrde løs på rohingyaer på må og få.«

Zarganar bekræfter, hvad der tidligere er fremgået af Informations dækning af konflikten: Myanmars nye mediefrihed bliver i stor stil misbrugt til at anstifte til etnisk had. Både i de større medier, men især på Facebook findes der folk, der opildner til had, siger Zarganar, og mange af dem gemmer sig under falske identiteter.

»Når jeg ser den sprogbrug, som florerer på de sociale medier, både i og uden for landet, bliver jeg dybt bekymret over, at det myanmarske folk bruger sin nyvundne ytringsfrihed til udtrykke synspunkter, der skal skabe racehad. Vores regering bliver nødt til at leve op til sin forpligtelse til at beskytte rettighederne for alle borgere i Myanmar uanset deres religion og etnicitet. Som samfund er vi også nødt til at tage retslige skridt imod dem, som har begået mord og vold og nedbrændt huse og landsbyer. Regeringen må genoprette lov og orden, men ikke ved at trampe menneskerettig-hederne under fode, som dikaturet gjorde. Og vi myanmarere må lære at bruge vores ytrings-frihed til at fremme fred frem for at puste til konflikter. Dette her bliver den afgørende lakmusprøve for det nye Myanmar.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her