Læsetid: 4 min.

Konstant lidende, konstant liderlig

Kristen Stewart, kendt fra Twilight, er verdens bedst betalte skuespillerinde. Aktuel som Dean Moriartys løsslupne hustru i ’On the Road’ viser hun atter, at talentet stikker dybere end banalt blockbusteri. Hun er depressionens muse. Lækrest i slidte gevandter og med dødsdriftig liderlighed i blikket
span class="photo-credit">Foto: Gregory Smith

span class="photo-credit">Foto: Gregory Smith

Fra filmen

4. oktober 2012

Teenagepigen Bella er »good with weird«, siger en af de mange mærkelige karakterer i den populære Twilight-film, New Moon (2009). Bellas store kærlighed, Edward (Robert Pattinson), en blegpudret, ravfarve-øjet high school-fyr i evig tranceagtig lidelse, viser sig at være en blodliderlig vampyr. Over hundrede år gammel. Efter et stormfuldt forhold med parrets begærlige stirren hinanden i øjnene, afbrudt af farlige vampyr-kampe, flygter Edward.

Snart efter viser Jacob, Bellas anden ven, sig at være en varulv. Med overbærende skulderrysten over livets totale fantasy-mærkelighed, møder Bella hans varulvevenner til morgenmuffins i en træhytte. Hun er cool med situationen. Og så konstaterer én af dem altså: Bella er god til underlig.

Det samme er 22-årige Kristen Jaymes Stewart, bedst kendt som Bella i Twilight-filmserien, der til november afsluttes med Breaking Dawn – Part 2.

Ifølge erhvervsmagasinet Forbes’ seneste opgørelse har Twilight, kombineret med hovedrollen i det rædderlige, 400 millioner dollar-indtjenende action-eventyr Snowwhite and the Huntsman (2012), gjort Stewart til verdens bedst betalte skuespillerinde i år.

Hun er en af tabloidpressens yndlingsemner og derfor kan man let tænke hende som en banal teenagestjerne på lige fod med kommercielt kontroversielle idoler som Miley Cyrus. Et af populærkulturens samlebåndsprodukter.

Men Stewarts faktiske talent – selve årsagen til at hun er blevet udvalgt som stjerne i de anonymiserende Blockbuster-hit – kan ses i den lange række mindre film, hun arbejder mindst lige så flittigt på. For Kristen Stewart er, i og udenfor Twilights salgbare freakunivers, god til det nye skæve. Hun er en moderne kvindeskikkelse for en depressionsdyrkende ungdom.

Rebelsk bag muren

Langt de fleste af rollerne fra den Californien-fødte skuespillerindes tætpakkede CV placerer sig i den rebelske periferi af det stereotype – en lidt mere depressiv, lidt mindre mærkelig version af 90’ernes indtagende weirdo-starlette, Juliette Lewis. Og ofte mere bemærkelsesværdig end filmene selv.

I sine tidligste roller, Rose Troches’ flerfamiliedrama The Safety of Objects (2001) og Jodie Fosters The Panic Room (2002), gav Stewart den som ranglet drengepige. Som musiker Joan Jett (»I Love Rock’n’Roll«-sangerinden) og i biopic’en The Runaways (2010) overbeviste hun som androgynt udseende rebel – meget lig den lesbiske womanizer ’Shane’ (Katherine Moennig) fra The L Word. I Jake Scotts sørgedrama Welcome to the Rileys fra samme år blev Stewart rost af anmelderne for rollen som 15-årig, utøjlet stripper, der er løbet væk hjemmefra.

Og selv når Stewart er rebelsk og udadvendt energisk som her, er der noget indadvendt og forpint i kernen af hendes skuespil. Man kan kalde det mystik. Nogen synes, at hun altid ser en lille smule potskæv ud. Andre at hun spiller med kun ét ansigtsudtryk.

Filmkritiker Betsy Sharkey fra Los Angeles Times beskriver derimod styrken i hendes skuespil som det, at »hun kan opbygge den følelsesmæssige mur, som den sårede ofte gemmer sig bag, men stadig lade publikum se bag den«. Også Twilights dramatik i kølig slow motion indfanger denne nærværs-flakken.

Den ordknappe og af alle bedårede Bellas mørke, begærligt flakkende øjne borer sig i vildt overdrev ind i sine mandlige modspillers hungrende blik. Selv ikke den tankelæsende vampyrkæreste, Edward, kan læse hendes tanker. Denne passionerede mystik er Stewarts fornemme trick.

Finanskrisens babe

I Twilight sker det i et vulgært overdrev, der som filmene skrider frem finder et mere naturligt leje. I andre film gøres det mere subtilt.

Hun er cool på armyjakke- og mumlemåden som Jesse Eisenbergs teenagevåde drøm af en sommerflirt i den fine forelskelseskomedie Adventureland (2009) og som langbenet, naturlig (mere end naturtalentfulde) guitartrubadur i Into The Wild (2007). Det skødesløst underspillede er hendes brand. Hun indfanger med det undvigende. Hun er finanskrisens babe i slidte gevandter og med liderlig dødsdrift i blikket. Således også, og ikke mindst, i Walter Salles aktuelle, mere velspillede end tilstrækkeligt vildt instruerede, On the Road.

Den senere tids filminteresse for efterkrigstidens amerikanske antihelte – også det energiske Allen Ginsberg-portræt, Howl (2010) – kan ses som udtryk for en ny krisetids identifikation med en oprørsk ungdomsdepression. Og i On The Road giver Stewart krop og det ’stewartske’ fjerne nærvær til det livsslubrende beat-ikon Dean Moriartys 16-årige hustru (så eks-hustru, så elskerinde), Mary-Lou. Hun er hans »honningfisse«, forklarer han, mens de i orgier og stofrus – imod samfundet og for livet – bevæger sig igennem Amerika.

Selv om Mary-Lou også drømmer om et hus og børn, kaster hun sig som begærets muse over hovedpersonerne Sal og Dean. En i hver hånd. Bogstaveligt talt. Man aner, og ikke kun formidlet fra Sals fortællerblik, at det piner hende. De er alle »bedst med mærkelige« – de, der brænder. Og brænder op.

Det passer, på sin egen sære måde, godt på seneste måneders Hollywoodskandale. Kristen Stewart og Robert Pattinson, Twilights Bella og Edward, har i tre år været et af Hollywoods hotteste par uden direkte at indrømme forholdet – nærmest som endnu en mystisk mur, man kan pirke igennem. Da US Weeklys paparazzi-fotograferer i juli fangede Stewart i grams med sin Snowwhite-instruktør, Rupert Sanders, blev det en verdensnyhed for sladderpressen. Alle implicerede parter tweetede, som brænde på bålet, løs om fortrydelse, svigt og stor kærlighed: »Not so pretty and so pure,« skrev Ruperts hustru, der spiller Stewarts mor i Snowwhite, i bitter eventyrretorik. »Jeg elsker ham, jeg elsker ham, jeg er så ked af det,« skrev Stewart snart om ’Rob’. Med dét blev Stewarts ellers så private liv et begærsobjekt i sig selv. En salgbar reality-føljeton om dramatisk svigt og begær og mystik.

»Hvordan kunne hun gøre det?« sukkede Twilight-fans over hele verden.

Men den frustration skal måske ikke læses som en afvisning af Stewart, et fald fra stjernestatusens piedestal. For i virkeligheden inkarnerer mystikken, begæret – billedet af den »ikke så pæne og uskyldsrene pige«, der kæmper med indre og ydre dæmoner – alt det, der gør Stewart til en skuespillerinde af vores tid. Selvstændigt mystisk, mærkelig og destruktiv. Konstant lidende. Konstant liderlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hun er jo frygteligt intetsigende.. Jeg gider ikke engang at se filmen, fordi hun er med.. jeg læser bogen igen...

Jeg har altid tænkt at en skuespille er en der skal spille uden at sige noget. En men gider kigge på fordi de kan tale med krop og ansigt... Det kan hun ikke. Hvad er det egentlig der gør at hun får så mange penge?