Læsetid: 4 min.

Krisen kalder på historiske dramaer

Når vi for tiden ser historiske dramaer som ’Marie Krøyer’, ’Hvidsten Gruppen’ og ’En kongelig affære’ på biograflærredet, er det ingen tilfældighed. I en krisetid har vi som nation brug for noget at samle os om og nationalikoner at se op til
Når vi for tiden ser historiske dramaer som ’Marie Krøyer’, ’Hvidsten Gruppen’ og ’En kongelig affære’ på biograflærredet, er det ingen tilfældighed. I en krisetid har vi som nation brug for noget at samle os om og nationalikoner at se op til
11. oktober 2012

Tarok var ikke bare en hest. Det var et nationalt symbol. Et symbol på, at selvom oliekrisen kradsede tilbage i ’73, så var der håb. Det kunne lykkes, hvis man arbejdede hårdt nok for det og holdt sammen som familie.

Historien om Tarok, som producent Regner Grasten er ved at producere, rammer med andre ord nutiden og giver os et spejl, som vi kan bruge til at finde troen på, at det nok skal gå alt sammen. Derfor bliver historien om en travhest pludselig relevant. Og derfor ser vi for tiden en bølge af historiske film. Den historiske film tilbyder nemlig, ifølge Grasten, publikum en visuel fællesnævner, der giver os et modsvar til en diffus og økonomisk trængt virkelighed; et håb om, at vi måske alligevel har en chance.

»Vi lever i en global verden, hvor spindoktorer kører vores demokrati, der er høj arbejdsløshed osv. Pludselig kommer der nogle film, der fortæller: I var noget engang, der var nogle værdier. Det giver folk noget at tro på i en tid, hvor det kan være svært at finde,« siger Regner Grasten.

Det gør sig også gældende for filmen om Karen Blixens unge år, som Grasten også har i støbeskeen.

De historiske dramaer handler om at give os identitet. Og det kan historien om den unge Blixen, der fighter sig fra at være ingenting til efter sit ophold i Afrika at springe ud som den forfatter, vi kender i dag. Det fighter- og identifikationselement er ifølge Grasten centralt i den historiske film, ellers dur det ikke.

»Vi gik f.eks. i gang med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Den opgav vi – for de myrdede var jo nogle røvhuller. Der var ikke rigtigt den krog, hvor du kunne gribe fat og sige, det her betyder noget i en større sammenhæng. Det betød ikke en skid,« siger Regner Grasten.

For historiker Torben Kjersgaard Nielsen fra Aalborg Universitet handler de historiske dramaer dog også om nostalgi. Nostalgi, som ikke nødvendigvis fører os fremad. Han bruger Matador, som DR nu sender for syvende gang siden 1978 som eksempel.

»Det rykker jo ikke ved vores opfattelse af Danmark under besættelsen eller gør os specielt meget klogere på noget som helst. Det er nærmere en manifestation af, hvem vi i forvejen mener, vi er. En måde at fastholde nationale forestillinger på,« siger Torben Kjersgaard Nielsen.

Nostalgisk fremdrift

Alligevel giver film – fordi det er så suggestivt og stærkt et medie – os alligevel en fornemmelse af, at vi ser tingene klarere. Der er en dramaturgisk nerve, der efterlader et indtryk af, at der er sammenhæng mellem den enkelte persons handling og en reel effekt på samfundet omkring os. Et indtryk der ifølge Torben Kjersgaard Nielsen kan være svært af få til at hænge sammen i en almindelig dagligdag.

»Betyder mine handlinger overhovedet noget? Her giver filmen svaret ’ja’, hvor hverdagen måske giver et ’nej’. Det kan være en forklaring på fascinationen,« siger Torben Kjersgaard Nielsen.

Medieforsker Bodil Marie Thomsen fra Aarhus Universitet giver Nielsen og Grasten ret i, at en svær overskuelig virkelighed kan være en forklaring på de historiske dramaer.

Hun udvider dog samtidig Nielsens pointe omkring nostalgi. For nostalgi kan for Thomsen både være refleksiv og restorativ.

Den restorative er den, som vi ser i f.eks. Matador, en nostalgi, der er melankolsk forankret. En segmentering af danskhed, en kanon om ’os’, som måske ikke oprindeligt lå i serien, men som bliver effekten, når den endnu en gang genudsendes.

På den anden side har man så den refleksive, som Thomsen mener, man kan se i de film, der kører i biografen nu.

»Ser man på en film som Hvidsten Gruppen, så er den mere refleksiv. Her er det ikke bare en søgen tilbage, men også et forsøg på at åbne op for vores historie på en måde, der matcher det dokumentaristisk.

Vi kan bruge historien, til at reflektere over, hvem vi er som folk – også i dag,« siger Bodil Marie Thomsen. Det er da også den fornemmelse, som redaktør Kristina Balle på 34 år sad tilbage med, da hun som biografgænger var inde og se netop Hvidsten Gruppen.

»Jeg blev rørt, og den fik mig til at reflektere over Danmarkshistorien og gav mig lyst til at kende mere til den. Samtidig fik den mig til at tænke over, om vi ville reagere med lige så stor kærlighed til fædrelandet i dag, hvor vi som danskere er langt mere sammensatte end dengang? Så på den måde satte den noget i gang,« siger Kristina Balle.

Samme indtryk deler Melissa Boran på 17 år, der er gymnasieelev.

»Det er klart, at for at forstå nutiden, skal vi kende til fortiden. Historien medvirker ikke kun til, at vi forstår, hvordan vores land var engang, men er også med til at forme det land og det samfund, som vi ønsker i dag,« siger Melissa Boran.

Det historiske drama kan altså give folk noget, der kan sætte deres hverdag i relief. Noget som de ifølge Regner Grasten på grund af den økonomiske krise har brug for. Tiden kalder på et andet perspektiv. Han tror derfor på en nybølge i danske film inden for det historiske drama. Spørger man instruktøren af En kongelig Affære, Nikolaj Arcel, om de historiske dramaers succes, er han grundlæggende enig. Hans forklaring er ganske jordnær.

»For branchens vedkommende, tror jeg, det er meget simpelt. Historiske film har et ’brand’, og der er et stort publikum til dem; det giver kort fortalt økonomisk mening. Så så længe billetsalget er højt, kan man forvente, at der bliver gravet grundigt i de danske historiebøger lang tid fremover,« siger Nikolaj Arcel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Der er rent retro-lir.
Der findes ingen krise.
Folk kører i deres Audier og ser fladskærm i deres samtalekøkkener som sædvanligt.
Hvor er krisen?
Nowhere.
Så analysen bygger på forkert præmis
Og filmene er som sagt lir.