Læsetid: 4 min.

Kunst og nødhjælp går hånd i hånd

Når kunstnere indgår samarbejde med humanitære organisationer profilerer de både hjælpearbejdet og sig selv. Men det fungerer – så længe det giver mening for dem, der skal bidrage og ikke overskygger sagen, siger eksperter
Når kunstnere indgår samarbejde med humanitære organisationer profilerer de både hjælpearbejdet og sig selv. Men det fungerer – så længe det giver mening for dem, der skal bidrage og ikke overskygger sagen, siger eksperter
25. oktober 2012

Det startede tilbage i 80’erne med Live Aid koncerter og »Giv en hånd til Afrika«. I dag blomstrer kreativiteten og samspillet mellem kunstnere og nødhjælpsorganisationer som aldrig før.

Man støtter Røde Kors, hvis man køber LOC’s seneste album. 25 kendte danskere har ladet sig interviewe til en portrætbog, hvis overskud går til Red Barnet. Mellemfolkeligt Samvirke udgiver en familiekalender med historier og digte af 12 kunstnere. Og Amnesty International har sammen med keramikeren Elizabeth Laursen fremstillet en række vaser til fordel for kunstnergruppen Pussy Riots. Og hele denne uge samler TV 2 sammen kendte danskere ind til Kræftens Bekæmpelse.

Nye målgrupper

I Dansk Røde Kors har generalsekretær Anders Ladekarl svært ved at få armene ned ovenpå samarbejdet med LOC.

»Det åbner døren til nogle helt andre målgrupper, end vi er vant til, og det er bestemt noget, vi vil gøre mere ud af,« siger han.

Imens svinder LOC’s image som libertiner i samme tempo, som hans nye album bliver downloadet, og han kan i stedet skrive filantrop på visitkortet. Salget har indtil videre bidraget med 480.100 kr. direkte i kassen til Røde Kors.

Og Anders Ladekarl er ikke bekymret for, at bidragydere fremover forventer at få produkter til gengæld for at bidrage til nødhjælp.

»Den seneste landsindsamling var ikke bundet op på modydelser, men på selve sagen, og det gav 18 millioner kr. Der er intet, der tyder på, at folk vil have noget igen for at støtte os, men samarbejdet med kulturlivet kan give ekstra penge til nødhjælpsarbejdet,« siger Anders Ladekarl.

Niels Heilberg, der er reklamemand og CSR-ekspert mener, at selv om brandingen af LOC og Røde Kors fungerer på samme måde som en moderne virksomheds, så kan kunsten noget mere:

»Det er et ’rent’ samarbejde, hvor der i modsætning til initiativer med erhvervslivet ikke hersker tvivl hos folk om, at det er oprigtigt ment. Naturligvis får kunstneren sin sociale profil skærpet, men det er der i reglen ingen danskere, der løfter øjenbrynene over,« siger Niels Heilberg.

Masser af bevågenhed

Heilberg mener, at kunsten desuden bidrager med at have en finger på pulsen og – i den rette kontekst – kan levere en begavet formidling, som da Greenpeace i kølvandet på Renas forlis og oliespild i 2010 lavede ’Oil on Canvas’, som var aftryk af olieindsmurte fugle på lærreder. »En markant ide, som fik masser af international bevågenhed og dermed støtte,« siger Niels Heilberg.

Han mener, at øget kreativitet og mere kant er en nødvendighed. Forbrugerne er ved at være trætte af ’Poverty Porn’.

»Mange viser stadig ulykker og fattigdom, og det leveres med masser af skyldfølelse. Forbrugerne forstår udmærket både problemet og behovet for at samle penge ind. I dag kan man som ngo gå længere i den gode sags navn og arbejde med innovation, positivitet og ironi. Og her har kunstnerne en naturlig plads,« siger Niels Heilberg.

Lars Hulgård, professor i socialt entreprenørskab på RUC, mener, at der er tale om en win-win-win-situation, når kunstnere og ngo’er samarbejder:

»Organisationerne får flere penge ind, men ikke kun det. Både de og kunstnerne får fornyet et måske forstenet image. Bidragsyderne får et album, en portrætbog eller et armbånd, og så kan andre også se, at man støtter den gode sag,« siger han.

Det eneste der, ifølge Lars Hulgård, kan være problematisk, er, at opmærksomheden samler sig om de få organisationer, der kan stable noget stort på benene, og det går ud over mindre, lokale initiativer. Og så mener han, at projekterne ofte er lidt for ’pæne’ i Danmark.

»Jeg kunne godt ønske, at kunstnerne turde tage noget af den risiko, de ofte udøver med deres kunst med ind i de projekter, de vælger. At de går ind i aktiviteter, som både er væsentlige, lokale og ikke får så meget opmærksomhed,« siger Lars Hulgård og peger på et eksempel som Claus Meyers projekt for fængselsindsatte. Det blev udsat for en del kritik i medierne, da det viste sig, at han ansatte en, der havde været dømt for grov vold.

Kunstnere skal brænde

Men hvad med dem pengene skal gå til? Drukner deres problemer ikke i popmusik og smukke vaser?

Ifølge Morten Kjær Petersen, kommunikationschef i Red Barnet kan valget stå mellem det eller slet ingen opmærksomhed: »Når Nikolai Lie Kaas er med os i Bangladesh, interesserer medierne sig pludselig for det.«

»Det er en klar fordel at samarbejde med kunstnere, der brænder for det, vi gør, og det er vigtigt, at projekterne stemmer overens med budskabet. Mange af de kunstnere, der hjælper os, er personligt dybt engagerede. De byder selv ind med råd og ideer i projekter,« siger han.

Filminstruktøren Per Fly er en af dem, der medvirker i Red Barnets portrætbog. Det er første gang, han offentligt viser sin støtte til ’den gode sag’, men han har lavet masser af frivilligt arbejde i kulissen. Per Fly tror ikke, at hans navn i sig selv kan generere flere penge i indsamlingsbøsserne, men han er bevidst om, at han måske har en særlig appel hos bestemte målgrupper.

»Jeg gør det mest for min egen skyld og for at blive klogere på virkeligheden. Det er jo den, jeg lever af at beskrive. Mødet med de mennesker, det handler om, er dybt tilfredsstillende,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Jeg har selv et par gange givet overskuddet af et salget af et maleri til nødhjælparbejde. Men jeg synes, at det hele er lidt for pænt når Tv og de store nødhjælpsorganisationer promoverer sig selv sammen med de kendteste af landets kunstnerne. Alt sammen er så satans politisk korrekt og godt. Personligt synes jeg det i sin tid var underligt, da man ikke lavede nogen tv-indsamling til Myanmar, da det for nogle år siden blev ramt af en voldsdom naturkatastrofe. De ramte, fattige mennesker, kunne jo ikke gøre for, at landet ikke var omfattet af de vestlige regeringers sympati. De sultede tørstede og døde og mistede hjem og slægtninge, som andre steder i verden, hvor der er brugt for hjælp.
En anden ting er, at man så ukritisk tror på hjælpe-organisationernes effektivitet og godhed. De har jo også dem selv og deres image at pleje og arbejdet gøres ikke af frivillige hele vejen igennem. Desuden er der mange politiske kanaler som pengene forsvinder i ude i 'marken'. En problematik, som man nødig taler om. Endvidere fremstiller man altid Danmark som et land med meget rige mennesker i forhold til de lande man støtter. I disse lande bor der også mange rige mennesker netop på grund af støtten.
Jeg er ikke i mod denne form for katastrofe- og nødhjælps støtte, men synes godt at man burde se mere på perspektiverne og de sociale forhold i de lande man hjælper.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror at tendensen er udtryk for, at folk søger aflad for den dårlige samvittighed i forhold til 00-ernes syndefulde fråds og voldsomme overforbrug, egoisme og nedsættelse af u-landsbistanden, samt de frygtelige krige, vi påførte tredjeverdens lande.

Hej Jens.

Jeg har tidligere været hverver for en velgørende organisation. Jeg kan berolige dig med at 9 ud af 10 jeg talte med - groft skønnet - stillede sig særdeles skeptisk overfor velgørende organisationernes effektivitet og godhed.

Mvh.

Asbjørn