Kystbanehumanisten & den onde Sleiman

I 25 år har Olav Hergel skrevet om vrede, unge mænd uden at finde en historie så væsentlig og voldsom som den om det tidligere medlem af indvandrerbanden Bloodz, Sleiman. ‘Men vi blev onde’ hedder bogen, der undersøger, hvorfor en dreng fra Askerød blev til ’Hundiges ondeste mand’. Historien rummer elementer af en destruktivitet, Olav Hergel også kender fra sig selv
I 25 år har Olav Hergel skrevet om vrede, unge mænd uden at finde en historie så væsentlig og voldsom som den om det tidligere medlem af indvandrerbanden Bloodz, Sleiman. ‘Men vi blev onde’ hedder bogen, der undersøger, hvorfor en dreng fra Askerød blev til ’Hundiges ondeste mand’. Historien rummer elementer af en destruktivitet, Olav Hergel også kender fra sig selv
14. oktober 2012
Delt 7 gange

Mens bilradioen fanger stadig flere svenske signaler, åbner Øresund sig ud mod højre, og huse med store verandaer foran viser sig på venstre side. Et fristed for de velbjergede, men uden ensformig markering af overklasse.

Her hører journalist ved Politiken og forfatter Olav Hergel hjemme, og her løber hans to brune labradorer os i møde fra et hvidt hus i romantisk sommerhusstil. »Er du bange for hunde?«

Olav Hergel stikker sit milde og let krøllede 56-årige ansigt ud af døren, lukker af for dyrene og viser mig ind i husets rummelige køkkenalrum med et langt, sort spisebord placeret under to industrielle zinklamper. Her sætter vi os og tager fat på en samtale om noget langt mere farligt og frygtet end brune labradorer. Om de svigtede drenge, de vrede mænd, som Olav Hergel gennem 25 år har skrevet om, og som befinder sig i en verden langt fra Øresund. I ghettoblokke i Askerød, Gjellerup og Vollsmose, som betondele af et stykke problematisk Danmarkshistorie. En historie om integration, der gik galt, og en historie, der kan koges ned til en mands fortælling: Sleimans.

Biografien Men vi blev onde udkommer 6. november på Politikens forlag og er en journalistisk bog skrevet i et fortællende sprog om en dreng, der tidligt lærte at klare sig i et miljø af fortabte indvandrerdrenge, Brøndby-hooligans og rockere, og som udviklede sig til det, Greves tidligere borgmester René Milo kaldte for »Hundiges ondeste mand«.

Vrede, unge mænd

Historien om den i dag 30-årige Sleiman begynder, da han begår en kæmpe brøler. Han stikker i 2000 en kniv i sin indtil da bedste ven og allierede i Hundiges kriminelle gademiljø og starter den lange og blodige krig mellem banderne Bloodz og Black Cobra. Fra hver sin boligblok på hver sin side af Hundigecentret bekæmpede de hinanden i en meningsløs magtkamp, der førte til, at flere uskyldige blev ramt. Men historien om manden, der har været involveret i mange hundrede straffesager, tager sin begyndelse langt tidligere, hvis man spørger Olav Hergel.

»Uanset hvor mange bank han fik på gaden, var det peanuts i forhold til de bank, han fik derhjemme af sin far,« siger Olav Hergel om optakten til den voldsspiral, der bredte sig, mens bandekrigen stod på fra 2000 til 2007.

»Jeg vil finde svaret på, hvorfor Sleiman blev ond,« siger han. Ikke at alt kan tilgives, slet ikke, men børn er ikke onde, og der må være en forklaring på, at Sleiman endte som voldsmand, siger Olav Hergel, der for at fortælle dén historie har talt med både pædagoger, andre bandemedlemmer og politifolk.

Sleimans eget motiv for at fortælle sin historie kan være svært at gennemskue, men mest af alt er han gået ind i projektet for at advare andre om at gå ind i miljøet.

»Der er intet glorværdigt over at ligge med blødende skudsår, intet,« siger Olav Hergel.

»Som Sleiman siger det, så var de en gruppe svage drenge, der fandt sammen og blev en stærk og ond helhed – og de kom alle ud som tabere.«

Den ultimative historie

Olav Hergel er på mange måder den oplagte til at fortælle netop den historie. Manden, der først uddannede sig til jurist, men for alvor fandt sit ståsted i verden som skribent, har gennem 18 år på Berlingske og siden 2005 på Politiken skrevet om udlændingesager og integrationspolitik. Den første bog, Vrede unge mænd, en artikelsamling af ham og journalist Mads Kastrup, omhandlede de bogligt svage mænd, der i 1996 tegnede til at blive Europas nye proletariat, og som i den nuværende finanskrise i den grad er blevet det. I 2006 sprang han ud som skønlitterær forfatter med spændingsromanen Flygtningen, der handler om en vred, ung mand, der både kan ses som terrorist og som en fyr, der skal have hjælp. Et spor han senere har forfulgt med den politiske roman Indvandreren fra 2010. Så da Olav Hergel tilfældigt møder Sleiman til en julefrokost ved Nimbus Film, fordi Sleiman på det tidspunkt overvejer at få lavet en film om sit liv, virker det nærmest skæbnebestemt på Olav Hergel:

»Det var helt tydeligt, at mine fiktive historier kun var en fattig afglans af Sleimans virkelighed, og da han to dage efter festen sms’ede mig, om jeg havde tænkt over det, slog jeg til,« fortæller Olav Hergel om optakten til de otte måneder, som det har taget at skrive bogen. Et samarbejde han karakteriserer som besværligt, og som har været afbrudt flere gange. Men hvorfor skal Sleimans historie overhovedet fortælles?

»Det skal den, for det første fordi det er en væsentlig samfundshistorie, og for det andet fordi den kan belyse et bandemiljø, vi ikke ved nok om, men som stadig udgør en trussel mod det danske samfund,« siger Olav Hergel og taler sig varm og mere vild i sin ordstrøm, der falder hurtigt og med høj stemme.

»Er der kystbanehumanist i det her, ja, gu er der så, for den ligger lige hernede,« siger han og peger ud af den åbne havedør mod verandaen med tomme flasker i en trækasse, »men jeg tror på, at vi er nødt til at forsøge at forstå de her miljøer, hvis vi vil ændre dem.«

Derudover er historien om drengen med de palæstinensiske rødder, der forvandlede Hundige til en krigszone op gennem 00’erne også bare en god historie.

»For mig er Sleimans historie den ultimative historie,« siger Olav Hergel. »Det er historien om en dreng, der var uskyldig, som blev ond og endda grusom, men måske er der til slut et spinkelt håb om, at det skal blive godt. Ikke en lykkelig slutning, men en ny begyndelse,« siger han og fortæller, at han nok altid har været en håbløs romantiker: »Jeg vil helst fortælle historier, der rummer håb for fremtiden. Men som Sleiman siger: ’I den verden, jeg kommer fra, findes der ingen lykkelige slutninger, kun blod.’«

Forestillingen om et bedre liv

Sin sult efter happy endings har den 56-årige Olav Hergel fået med sig hjemmefra. Her var alt fra begyndelsen ikke godt.

»Jeg er opvokset i Ordrup med en far, der var fraværende og alkoholiker, og en mor, der med jævne mellemrum var indlagt på den lukkede,« siger han og åbner det kapitel i sit liv, der lige som Sleimans er forbundet med dobbeltheder.

Moderen, Benedicte Jensen, der blev skilt fra Olav Hergels far, Niels Carsten Petersen, led af psykisk sygdom og i lange perioder talte hun ikke. Heller ikke til sine børn, Olav Hergel og hans to år yngre lillesøster.

»Hun skrev breve til os om natten. Men vi følte os aldrig uelskede,« fortæller Olav Hergel, og da jeg løfter et øjenbryn, rejser han sig prompte.

»Kom med, jeg skal lige vise dig noget,« siger han og er allerede forsvundet ind i kontoret. Her hænger to store indrammede billeder af to forskellige kvinder over hinanden. Den ene, Olav Hergels kone, lysende blond og smilende, og den anden, hans mor, mørkhåret og dragende smuk som en filmdiva fra en svunden tid. Han ler:

»Så kan du bedre forstå, de faldt for hende alle sammen,« siger han og fortæller på vej ind i stuen, at hans mor var den kvinde, der kom mellem forfatteren Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen, men det er en helt anden historie. Olav Hergels barndom var ikke fattig, men jævn. Moren var alene med to børn, og skønt hendes bekendte tilhørte den bedre klasse, blev der sparet i det daglige. Faderens familie derimod var decideret velhavende.

»Jeg kan huske at komme til familiefester på Fyn med røde bøffer og grønne plæner at spille fodbold på. Det gav mig forestillingen om, at der var et godt liv derude, og at det ikke var så langt fra mig,« siger Olav Hergel, der skulle få brug for den forestillingsevne senere hen.

Mens faderen udspillede sin rolle som Tivoli-far og jakkesætsalkoholiker, gjorde tvangstankerne moren mere og mere stum, og den unge Olav Hergel begyndte at ryge »helt ufattelig meget hash«.

»Det kunne godt være endt galt med mig,« siger han, »min bedste ven fra dengang blev kriminel og narkoman, vi måtte bare ikke gå i skole sammen, og det at komme fra et hjem med en vis dannelse var måske med til at få mig på ret kurs,« siger han.

Cavling tager aldrig fejl

Men det lys, han mest læser sin egen livshistorie i, kommer fra den omsorg, der strømmede mod ham fra alle sider, da hans mor døde.

»Hun tog livet af sig selv, da jeg var 16,« fortæller han som en konstatering. Sådan var det. Alligevel ændres hans stemmeføring fra høj og hurtig til lav og langsom.

»Jeg kom hjem fra skole og gik op på mit værelse. Der sad min mormor. Hun sagde, at mor ikke kom hjem mere. At hun var gået ud i vandet ved Tisvilde.«

De havde fundet hendes tøj, men ikke hende. Olav havde spurgt sin mormor, om hun var sikker, og hun havde sagt »ja« . Samme aften var Olav Hergel ude at spille fodbold, og senere kom lettelsen.

»Det blev nemmere at være til, da hun var død,« siger Olav Hergel, der nu som 16-årig boede alene i en 100 m stor lejlighed på Ordrupvej og begyndte i gymnasiet. »Jeg blev mere let om hjertet, mere udadvendt og kunne lægge hus til alle gymnasiefesterne,« siger han, »så det var godt.«

Faderen fik ikke forældremyndigheden – da Olav Hergel ikke ønskede det – og var også godt på vej til at udvikle sig til den bums, han senere blev. Både Børneværnet og Olav Hergel selv mente, det var forsvarligt at lade ham bo alene.

Til gengæld tilbød flere af Olav Hergels fodboldkammeraters forældre at adoptere ham, og morens bedste veninde flyttede ind på Ordrupvej i et halvt år, og det var til hende, Olav Hergel formulerede et mål for fremtiden.

»På et tidspunkt siger jeg til hende, at når jeg bliver stor, vil jeg bo på Strandvejen, have havudsigt og gøre noget for de svage,« siger han og ler ud i stuen, der er fuld af kunst og vintage.

Et vist drive efter at bevise, at han kunne blive til noget, har der nok også været, medgiver han, og da han i 2006 modtog Cavling-prisen sammen med fotograf Miriam Dalsgaard for en serie om børnenes vilkår på asylcentrene i Danmark, råbte han ned i telefonen:

»Cavling tager aldrig fejl!«

Vejen ud fra sit eget mørke

Det kan godt være, at der er mange kilometer og segmenter fra Askerød i Hundige til villaen med havudsigt i Snekkersten. Men Olav Hergel kender følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet fra sit eget liv.

»Jeg slog min mor så hårdt i maven, at hun besvimede. Det var, da hun en aften efter en lykkelig periode sagde, at nu ville hun ikke tale mere. Så, jo, jeg var også vred,« siger han og tilføjer lidt efter:

»Den desperation, der som 13-årig i et sekund gjorde mig til voldsmand, fornemmer jeg, at Sleiman også har følt i sit liv.«

Olav Hergels mor havde også lyse perioder, men angsten for, hvornår lyset igen blev slukket, har kastet skygger ind over Olav Hergels voksenliv.

»Jeg havde tvangstanker som barn, om at hvis jeg blot bad ti gange til Gud, ville hun tale igen,« siger han, og sådan noget sætter sig i sindet.

»Grundlæggende har jeg en let gang på jord, men af og til rammer barndommen mig i nakken, og man ved aldrig hvornår,« forklarer han.

Nogle gange har det været små nedture, og enkelte gange har det været alvor og taget lang tid.

»Men heldigvis kender jeg vejen ud,« siger Olav Hergel, »den består af psykologer og lykkepiller, men mest af alt kærlighed fra familie og gode venner.« Han sidder lidt og siger så: »Jeg har det rigtig godt nu og har især haft det de senere år.«

En foreløbig lykkelig slutning, han især tilskriver den grundlæggende kærlighed, han trods alt fik fra sin mor. En kærlighed, der i Olav Hergels optik gør hele forskellen, og som han i tilfældet Sleiman ikke ved, hvor langt rakte.

Mellem sandhed og lemlæstelse

Ingen forlader ustraffet en bande, man selv har stiftet. Og eftersom Sleiman insisterer på stadig at bo i Askerød, lever i hvert fald hans mor med hjertet oppe i halsen. Politiet har da også så sent som i 2012 anbefalet Sleiman at gå med skudsikker vest, hvilket stiller Olav Hergel som journalist i en lidt prekær situation. For hvordan fortæller man en historie, som nok rummer håb, men som pludselig kan tage en håbløs drejning?

»Sleiman er som en tørlagt kriminel, og præcis som med tørlagte alkoholikere må han tage en dag ad gangen,« skriver Olav Hergel i sit forord til bogen. Af faglig forfængelighed, og fordi han før har taget fejl.

»Jeg interviewede engang en ung mand fra Askerød til avisen og lod ham sige, at han gerne ville væk fra kriminalitet. Et halvt år efter tonede han frem på tv-skærmen og sagde: ’Bloodz lever, alle andre skal dø!’,« siger Olav Hergel, »og så har jeg jo været for naiv.«

Der gives med andre ord ingen garantier i en verden af gangstere og måske heller ingen endegyldige sandheder.

I hvert fald har det at skrive om en tidligere kriminel givet visse udfordringer i forhold til at få alt frem, fortæller Olav Hergel.

»Jeg kan godt tænke, at det ville vise mod at sætte navne på, hvem der gjorde hvad, men det har været klart fra starten, at så meget ønskede Sleiman ikke at bryde med sit miljø.«

Et miljø, hvor det at stikke hinanden er dødssynd nummer et. Det kan være svært for andre at forstå, hvordan broderskabsfølelsen kan blive så stærk, at hvis en fra gruppen bliver angrebet, giver det de otte andre ret til at tæske løs på angriberen.

»Noget af det, vi normalt anser for det mest feje, nemlig otte indvandrerdrenge, der tæsker løs på én, er i bandemiljøets logik et udtryk for loyalitet og sammenhold,« siger Olav Hergel og ryster på hovedet.

Men præmissen om, at ingen skulle kunne komme i fængsel på grund af noget, der stod i bogen, heller ikke Sleiman selv, har Olav Hergel købt. Også fordi, forklarer han, at han skal kunne leve med sig selv, hvis nogen efterfølgende bliver lemlæstet.

»Jeg mener, at risikoen for at starte en ny bandekrig vejer tungere end min journalistiske trang til at få hele sandheden frem,« siger Olav Hergel, der også rent metodisk er stødt på vanskeligheder.

»Jeg har ikke kunnet tjekke alle dialoger med den anden part, og de bygger flere steder alene på Sleimans hukommelse,« forklarer han.

For eksempel har faderen, der forsøgte at slå Sleimans mor ihjel, ikke ønsket at medvirke, og Sleimans hovedfjende, der i bogen bliver udsat for en markant kritik, har Olav Hergel ikke kunnet komme i kontakt med, trods ugelange forsøg via advokater og familiemedlemmer.

I bandekrig vinder ingen

Alt i alt er der ikke, fortæller Olav Hergel, et eneste menneske fra hele det miljø i Hundige, der er lykkelige i dag. Sleimans venner er enten døde, sidder i fængsel, lever som lovløse, er på flugt eller er som mødre, fædre og søskende ulykkelige og bange.

»Den eneste, der måske har en chance for at få et bedre liv, er Sleiman. Dels ved at skrive den her bog, dels ved at lave den rapmusik, som han faktisk har et vist talent for,« siger Olav Hergel og udtrykker et andet vigtigt, men spinkelt håb: At bogen om Sleiman kan blive læst i Askerød, Gjellerup og Vollsmose.

»Jeg tror, at den vil have bedre chancer i det miljø, end mine fiktionsforsøg på at forstå noget som helst,« siger han. »Hvorfor? Fordi han kender det. Sleiman er vokset op der, han bor der, han er et produkt af de gader, som blodet flød på,« siger Olav Hergel. »Derfor skal hans historie også læses der.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

BLÅ BOG:

Olav Hergel, f. 1956, er journalist på Politiken, tidligere Berlingske

Vandt i 2006 Cavling-prisen for en serie om flygtninge og flygtningebørn på danske asylcentre

Skrev i 2006 bestseller-romanen ‘Flygtningen’, der blev filmatiseret med Iben Hjejle i hovedrollen, samt i 2010 romanen ‘Indvandreren’

Bor i Snekkersten med sin kone og to voksne døtre på henholdsvis 20 og 22 år

’Men vi blev onde. Sleiman – et tidligere medlem af indvandrerbanden Bloodz’

Udkommer 6. november 2012 på Politikens Forlag

Uddrag fra bogen:

Hvad det ender med er umuligt at sige, men det begyndte med Sleiman. Det var ham,
der for 12 år siden stak en kniv i Samir, og da først han havde overskredet en grænse,
der aldrig var blevet overskredet, blev Hundige suget ned af en ond malstrøm, som stadig er aktiv. En optælling fra Politikens bibliotek fortæller, at landets førende aviser i de seneste 10 år har trykt 394 avisartikler, der handler om konflikter mellem Bloodz og Black Cobra. Dertil kommer de tusinder af artikler, der står på nettet. Nu siger han, at han ikke vil trække flere knive, og ikke begå kriminalitet i nogen bandes navn længere. Men der er en dobbelthed i de fleste af hans udsagn. For på samme tid som han vil væk fra Askerød, holder han fast i en stolthed over at komme derfra. »Måske vil der altid være en snert af kriminalitet omkring mig. Fordi jeg kommer fra grøften. Jeg kommer fra Askerød, jeg kommer fra Krathusene,
fra Grøftehusene, fra Digehusene, fra Damhusene, jeg kommer fra krattet. Jeg er opvokset et sted, der er opkaldt efter krat og grøft, og jeg vil aldrig kunne vaske det væk fra mine årer, fra mit blod, fra min sved. Jeg blev formet dér, jeg blev støbt dér, jeg blev ødelagt der,
men jeg blev også til menneske og til mand der. Derfor har jeg valgt ikke at forlade det.
Og jeg er stolt af, at jeg stadigvæk er der. Jeg er stolt af, at jeg strittede imod og ikke flygtede

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu