Enhver, der har leget hviskeleg, ved, at en relativ simpel sætning kan blive til noget forrygende sludder efter blot en håndfuld overleveringer. Noget tilsvarende lader til at være sket for det feministiske mantra om, at ’det personlige er politisk’. Da det blev introduceret af Carol Hanisch i 1969, handlede det om at forstå og forklare (hvide middelklasse) kvinders personlige kvaler – kropsligt, økonomisk, seksuelt – ikke som et resultat af deres egen uformåen, men som en logisk konsekvens af et mandschauvinistisk samfund.
Argumentet lød noget i retning af: Nej, jeg har det ikke af helvede til, fordi jeg er hysterisk eller præmenstruel eller dum eller svag eller frigid eller gravid. Jeg har det af helvede til, fordi jeg lever i et samfund, der kulturelt, juridisk og politisk behandler mig som andenrangsborger.
Sådan gik det til, at frustrerede individer blev mobiliseret til fælles kamp mod et sexistisk system. Det skulle være slut med at bebrejde sig selv og hinanden, uanset hvordan man valgte at navigere det håbløse terræn – gift eller ej, hetero eller lesbisk, hjemmegående eller karrieremenneske, med eller uden makeup, børn, høje hæle – der var ikke nogen ’mere frigjort’ vej end andre.
»Personlige problemer er politiske problemer. Der findes ingen personlige løsninger,« som Hanisch skrev.
I dag kan man let få det indtryk, at der ikke findes andet end personlige løsninger. Det viser sig i landsdækkende debatter på tv, i aviser og bøger om diverse hverdagslige problemstillinger, hvor hovedsageligt kvinder diskuterer, hvorvidt det er problematisk at sætte sig på al barselsorloven og gå hjemme og bage boller med sine børn i flere år, mens manden gør karriere, og om det er bedst at amme i et halvt eller et helt år, og om det er selvisk og misforstået feministisk helt at lade være, for slet ikke at snakke om de endeløse skænderier om det acceptable i at gå med et tørklæde om hovedet eller tilbyde sex for penge, og går det nu an at få opereret sine bryster større og stadig kalde sig kvindesagsforkæmper?
Ligestilling som privatsag
Hvis det engang var ambitionen at løfte personlige problemer ud af hjemmet og ind på den politiske arena, ser de i dag ud til at have fået hjemve.
Ligestilling er i en vis grad blevet en privat sag. Det er noget, vi hver især må forhandle på plads med os selv og vores nærmeste, når vi klæder os på, vasker op, gør rent, henter børn, slår græs og betaler regninger. Og selvfølgelig også når vi dyrker sex.
Hør for eksempel på Benedicta, 38-årig advokat gift med Mark på 13. år og i færd med at glatbarbere sit skræv inden et møde med sin nyfundne elsker Julian. Hun er ophidset ved tanken om at ligne en nubisk jomfru, han skal »deflorere«, og hun forstår sit begær som ikkefeministisk:
»Jeg er ligeglad med, at mine medsøstre har brugt generationer på at frigøre sig fra mandens dominerende blik. Jeg vil være et objekt, et objekt for dit begær, og jeg vil forsvinde helt i det, ud til den grænse, hvor jeg ikke mere ved, hvem jeg er.«
Det finder sted i Ti lektioner i lyst, den ene af tre korte erotiske romaner udgivet af C&K Forlag som startskud på deres Erotica-serie, skrevet af og henvendt til kvinder. Genren er populær for tiden ikke mindst i kraft af E.L. James’ storsælgende Fifty Shades of Grey, hvis beskrivelser af et sadomasochistisk kærlighedsforhold mellem en 27-årig forretningsmand og en 21-årig universitetsstuderende er blevet solgt i mere end 40 millioner eksemplarer verden over.
Netop det skæve magtforhold har fået toneangivende feminister til at kritisere bogen. Katie Roiphe indtog i april måned forsiden af Newsweek med et essay, der undrede sig over, hvorfor ellers intelligente, selvstændige kvinder var så ivrige efter at dyrke fantasier om underkastelse og foreslog, at det måtte være en reaktion på det ansvar, den magt og den handlefrihed, der følger med den stadigt stigende grad af ligestilling – hvilket altså skulle være så krævende, at behovet for total underkastelse i soveværelsets frirum er steget proportionalt. Herhjemme leverede Weekendavisens Leonora Christina Skov en aggressiv form for rådgivning i sin anmeldelse af bogen:
»Gå ind på dit værelse, og læs Erica Jong. Det er fandeme for trist at læse 534 sider om en kvinde, der insisterer på, at hendes lyst er underordnet et asshole af en mands.«
Konventionel rollefordeling
Det skulle være en smal sag at stykke en lignende kritik sammen efter endt læsning af de i alt 400 siders erotisk læsning fra Noa N., Nell Drachmann og Benedicta Söderberg, der fungerer som pseudonymer for forfatterne bag henholdsvis Romerske fantasier, Det bløde punkt og så altså Ti lektioner i lyst. Her er konventionel rollefordeling, så selv Carl-Mar Møller kan læse med. Mændene har markante kæber, deres brystkasser er brede, næsen er kejserlig, og »pikhovedet ser ud, som om det kan flække en flagstang«.
Nell tænder på »lugten af en mand, der er klar til at lægge sit bytte ned«, hun falder for rigmanden Robert, »en rigtig mand, ikke så meget pjat og forspil«, og når hans sekretær ringer til hende med en invitation til at besøge Robert i hans hus i Malaga, tager hun straks af sted, for »Han var leder. Han førte an, og jeg fulgte efter.«
Noas romerske fantasier involverer historier om unge smukke Matilda, der bliver fastspændt med remme på en pult, mens hun onanerer en mand, sutter en anden og har en tredje oppe mellem benene. Advokaten Benedicta føler sig »som en skolepige, der har været slem og nu venter på min straf«. Hendes elsker beordrer hende uden videre pr. sms til at møde op næste dag klokken 16 foran Illum. »Hvilken provokerende arrogance. Tror du, jeg adlyder dit mindste vink? Ja, det gør jeg.« Og så videre og så videre.
I grunden er det vel ikke så mærkværdigt, hvis den slags fortællinger appellerer til heteroseksuelle kvinders libido. De er opvokset i en kultur, der lokaliserer deres seksuelle magt i evnen til at tiltrække liderlige blikke fra mænd, hvis seksualitet i øvrigt præsenteres som entydigt frembrusende og dominerende. Det skulle være lige godt pokkers, om ikke en enkelt underkastelsesfantasi eller to trængte sig på.
Faktisk virker det en smule misundelsesværdigt. Når man for eksempel læser om Benedicta, at hun i sin overgivelse til Julian bliver »én stor blød gople af våd lyst, du kan gøre alt ved mig, du kan røre mig hvor som helst på kroppen, og hvis du gør det, mister jeg mig selv, og jeg er ligeglad, for jeg vil være ingen og intet og blive ét med altet, jeg vil vride mig i skamløs lyst«, og man husker på Susan Sontags beskrivelse af underkastelse som »en lystig længsel efter udslettelsen af ens bevidsthed«, så lyder det ærlig talt ret vidunderligt og vækker, hos denne anmelder, en frustration over, at de vanlige gengivelser af mandlig heterosex sjældent giver plads til den slags oplevelser.
Forførelsen som bedrift
Hvis vi ser bort fra misundelse og bevidsthedstab, er det oplagt at kritisere denne type erotisk litteratur for at tænde op under sine læsere ved at slå plat på den patriarkalske fortælling om mænds overlegenhed og kvinders passivitet. For det gør de. Men de gør mere end det. Tag for eksempel Nell i Det bløde punkt, hvor hun beskriver sine bevidste strategier for at tiltrække mænd. Hun ved af erfaring, at »en kvinde kan kastrere en mand med en ironisk eller en kritisk bemærkning«, hun kender hans angrebsstrategier og nødvendigheden af at bygge ham op, så han bliver i stand til at udføre dem.
Forførelse er ikke kun noget, der bliver gjort ved hende, det er en bedrift, hun i høj grad er med til at orkestrere.
»Jeg havde et vist besvær med at lade mig forføre af en mand,« skriver hun, men hun lærte, hvordan man inviterer, opbygger, styrker, lokker, drager – det er alle sammen aktive verber.
Man skal insistere på en rigidt maskulin definition af handlekraft for ikke at anerkende hendes rolle i parringslegens indledende manøvrer.
Det legende går igen i Benedictas Ti lektioner i lyst. Hendes elsker, Julian, er »parodisk chevaleresk«, gerne med et ironisk smil i mundvigen, og Benedicta er så udmærket bevidst om, at hun »knepper en kliché«, men det fungerer for hende, »stereotyperne befordrer lysten«, som hun skriver efter at være blevet taget hårdt bagfra, »uden hensyn og finfølelse«.
Julian fortæller, at han er vokset op med en kvindefjendsk far, der tog ham med på bordel, men at han selv befandt sig bedre i køkkenet med sin mor, som han hjalp med at bage brød.
»For mig var kvinder ligeværdige,« siger han og tænder duftlysene, der får Benedicta til slappe af og føle sig endnu mere tilpas, inden hun få sider senere får stukket to fingre i munden og en stiv pik hårdt op i sig.
Det er den moderne, respektfulde mand, der tilgodeser sin elskerinde ved at optræde dominant. Rollefordelingen er konstrueret, men lysten er reel.
»Vi spiller begge med, og vi nyder det,« skriver Benedicta, og man sidder med fornemmelsen af, at det netop er Julians ligestillede kvindesyn, der gør hende tryg ved at lade ham hærge hende til »min kusse er øm, ophovnet«.
Det giver vel meget god mening: at villigheden til at give sig i færd med hårdhændet, asymmetrisk leg på lagerne er en del større, når asymmetrien netop er en leg med en partner, der respekterer ens hele væsen, og ikke en tvungen forlængelse af samfundets skæve magtforhold mellem kønnene.
Måske kan man se den senere tids stigende interesse for erotiske romaner med dominans-temaer ud fra samme logik. For hvis det er rigtigt, at vi nærmer os noget, der minder om ligeløn, med en regering ledet af kvinder og et samfund, der i stigende grad tilbyder lige vilkår uanset køn, så kan det vel ikke undgås, at flere mænd kommer til at anse kvinder for ligeværdige mennesker og vupti, så har vi opskriften på en hel masse kinky heterosex. Vi har måske også et godt eksempel på, at det personlige vitterlig er politisk. Ikke i den forhviskede udgave, der selvretfærdigt har travlt med pege fingre ad folks personlige præferencer, som om der fandtes en bedre, mere frigjort måde at fyre op under sig selv på. Snarere i tråd med Hanisch’ oprindelige tanke om, at politiske forandringer er vejen til personlig frihed – i dette tilfælde friheden til at udleve nogle ellers tabuiserede fantasier.
Tak for en fin analyse af et vigtigt element i ligestillingen. Ligesom demokratiet ikke er en absolut størrelse, der skal gælde alle beslutninger, er ligestilling forbeholdt penge, magt og retten til at arve. Det ligestillede lagen bliver hurtigt en kedelig affære;)
Jeg synes så også din kommentar omkring manglerne i beskrivelsen af den mandlige heteroseksuelle oplevelse er interessant. Og forudsiger, at det bliver næste bølge: erotisk litteratur skrevet af heteroseksuelle mænd. Prøv at forestille dig nogle af submission scenerne beskrevet fra mandens synsvinkel. Der skal man være parat til at bryde et tabu eller to. Gad vide hvilke mænd, der tør det i det offentlige rum....Jeg lægger gerne forlag til.
Men hvis kvinderne vil have det sådan, hvad skal vi så med ligestilling? Ligestillingskrav er åbenbart falske og usexede. Jeg fatter ikke, at kvinder bliver ved med at læse dette junk. Men måske vil de tilbage til dengang, kvinderne ikke havde stemmeret.
MKN,
jeg tror, at du kan være ret rolig for ligestillingen der.
Så vidt jeg har ladet mig fortælle, er der ingen mangel på mandlige masochister i landets mere specialicerede massageklinikker.
Nå, javel så..., jeg undrer mig bare over et og andet her..., tja, måske skulle man bare gå hurtigt videre...
Nu har jeg godtnok ikke hang til erotisk litteratur, men..
Jeg læser somme tider kærlighedsromaner - uden at ville kunne eller ønske at leve som kvinderne i kærlighedsromanerne.
Jeg læser også bøger fra Mellemøsten uden at ønske at leve som mellemøstlig kvinde.
Jeg kan også godt leve mig ind i sci-fi-universer, i aktionsfilm, i kriminalromaner og andet skønlitterært eller filmiske universer uden at ønske at være der selv.
Det er bare fiktion. Fri for hverdagens bøvl.
@ Lise Lotte
Det er også en ret fornuftig tilgang til litteratur!
Ellers ville jeg nødig tænke på konsekvenserne af den roman med Djengis Khan som hovedperson, som jeg lige har læst. ;-)
Puha… Så kommer man træt hjem fredag aften og fisker lige Bøger frem fra avisen til at glæde sig efter arbejdsugen… og vupti! Der er den – anmeldelse af 400 sider af kvindelige erotiske romaner.
Når man har læst den, starter man at undre sig over at der er så stor mangel på kritikere og anmeldere i landet, at redaktionen ikke kunne finde en anden til den opgave. En, der ville og kunne læse med glæde disse 400 sider skrevet til kvinder. En, der kunne læse dem uden foragt over kvinder i det hele taget, ligestilling og toneangivende feminister hver for sig, og uden kvindehad. En, der ikke ligner frustreret og misundelig mand, der ikke kan klare ligestilling.
Man kan faktisk få virkelig dårlig smag i munden efter læsning af sådan anmeldelse. Og hvis man husker hvordan den sidste bog af Naomi Wolf var anmeldt her for et par uger siden, så bliver smagen værre. Altså hvis man er en kvinde.
Kære redaktionen, kan I klare det? Ligestilling, altså. Siger vi ikke Denmark, anno 2012?
Sex handler om underskastelse og glæden ved samme og det er som hovedregel kvinden er underkaster sig manden her - det er rollen som den ser ud på overfladen - virkeligheden er mere kompleks - men det er sådan tingende fungere bedst. Kbvinden ligger nederst og tager imod - derfra begynder det - ideen om at ligestilling skulle være noget med at ingen må underkaste sig eller ligger øversit i sengen er idioti.
Der er penge i skidtet, så enkelt er dét. Og det er ret uskadeligt, hvis man lader være med at tage det for mere end det er.
Jeg boede engang i min naive ungdom på et klubværelse - væg i væg med et par, som om natten dyrkede højlydte S/M-lege med hende i rollen som ydmyg "slavetøs" og ham i rollen som streng dominerende "herre".
Det undrede mig dengang såre, at rollefordelingen i dagens klare lys var fuldstændig omvendt. Så var det hende, der - stadig lige højlydt - førte ordet og ham, der ydmygt mumlende gjorde, hvad han fik besked på af madammen.
P.S. Det var en stor lettelse for mig såvel som de øvrige beboere i klublejligheden, da den arme overanstrengte "sadist" omsider fik nok af kællingens griller og fandt sig en mindre støjende legekammerat at leve sine lyster ud med.
Er problemet ikke snarere dette?
I Danmark og i Norden har vi de sidste 40 år, hvis ikke 50 år, vidst at kvinder også har et underliv, at kvinder også har en selvstændig seksualitet. Og at kvinder også nyder casual sex.
I andre lande, f.eks. i USA, Indien, Kina og Tyskland mm.
har man ikke den samme - skal vi kalde det viden. Derfor kommer det som et chok at en kvinde kan skrive dybt erotisk som hun gør.
Men her vil jeg gerne bede jer alle sammen læse Herdis Møllehaves Le, Lene og Helene som beskriver - i detaljer - hvordan en mand og en kvinde elsker. Og det uden omsvøb - i detaljer. Og jeg læste enten alle tre eller en af disse romaner i 3.g.
Illustrationens budskab – Liggestillingens ordinære fantasi – Missionæren …
Kvinde med store læber
underkaster sig mand med store kæber …
Ligestilling imposible …
Vi er godt nok kommet langt væk fra hønse-strikkernes og Thylejrens epoke.
Gu' ved om kvinderne i dag har det sjovere når de boller med en halvbrutal børsmægler, end vi havde det 60'erne da den stod på Vietnam-demonstationer, tjald, Pink Floyd og løssluppen sex i Dyrehaven, og i byens parker.
Når jeg ser de unge/yngre kvinder i dag, så ser det sq ikke ud til, at de synes det er særlig sjovt, men det kan være jeg ta'r fejl?
Det lyder måske paradoksalt, men jeg synes det er på tide, at også mandens seksualitet bliver mere frigjort, så han ikke føler at en bestemt opskrift på seksuel adfærd gør sig gældende. Som en af mine kammerater sagde forleden: "Nick. Nogle gange ville jeg bare gerne have lyst til at holde om hende." - gid vi kunne få mere lov til at begære kvinden for hendes smukke dragende skikkelse og person, og ikke kun får penetrationens korte ekstase. Seksualitet er til stadighed forkrampet, bare på nye måder. Det er ikke længere kyskhedsbælter, men stereotype seksuelle drejebøger, som lurer om på mennesket, som kattens øjne i mørket. De definerer det normale, opdeler kønsrollerne og hvorledes de forskellige fortællinger skal fortolkes af den enkelte. Alene at tage en kvinde hårdt, hvis man er macho mand, handler for mig at se ikke om seksuelfrigørelse. Det handler om at man spiller en tildelt rolle. Underkastelse er (som det også skrives i artiklen) en helt naturlig del af manden også. Men bare hun klør ham i røven er machomanden banket ud af ham.
Og så lige endnu en glad, livgivende kommentar fra kloge Peter: Feminismen. Endnu et af det fallerede, perverse Vestens misfostre. Disse mandehadende, kvindechauvinistiske, kønsracistiske kællinger, som i så mange årtier har forpestet mænds tilværelse. Næ, tag til Asien. Dér er pigerne underdanige, føjelige, bøjelige, følgagtige, omsorgsfulde, smukke og sexede. De hviler i deres køn, de ved, hvad det vil sige at være kvinde. Det har de danske kvinder glemt. Fornemmelsen af deres femininitet, er forsvundet ud i den blå luft, selv-manipulationen har virket, nu kan de kun forstå sig selv som uafhængige, stærke og med ben i næsen...
Men man kan jo håbe, at den massive undertrykkelse af danske mænd og maskulinitet begynder at få en ende. Ikke at jeg tror det, danske kvinder er jo temmelig magtliderlige, men man kan jo håbe...
Tænk, hvor meger feministerne har smadret. Tangoen er dræbt. Det naturlige energi-flow mellem kønnene er undertrykt, ydmyget og latterliggjort, og tilbade står eet eller andet underligt kunstigt, forstenet, platonisk, ubrugelig pladder-relation.
Vi mænd må op på barrikaderne og slås for vores rettigheder. Vi må frigøre os fra kvindernes undertrykkelse af os. Vi er også mennesker, vi har også rettigheder, vi har ret til at leve.
Bare mine 2 cents... Men denne kommentar bliver vel slettet...kvinder kan svine mænd til, så meget de vil, offentligt, men gør mænd bare opmærksom på, at de er temmelig trætte af undertrykkende feminister, bandlyses de øjeblikkeligt. Og straffes med døden til følge.
Næh, Asiatiske kvinder...nøj!!!
Karsten: "I Danmark og i Norden har vi de sidste 40 år, hvis ikke 50 år, vidst at kvinder også har et underliv, at kvinder også har en selvstændig seksualitet. Og at kvinder også nyder casual sex.
I andre lande, f.eks. i USA, Indien, Kina og Tyskland mm. har man ikke den samme - skal vi kalde det viden. Derfor kommer det som et chok at en kvinde kan skrive dybt erotisk som hun gør."
Jeg tror nok, Indere og Kinesere er klar over, at kvinderne der har et underliv...haha! ;-) Du har vist aldrig været der. Asiater er extremt frigjorte, sexuelt. Extremt. Vesten, og navnlig Danmark, er et regulært nonne-kloster (eller munke-kloster, for den sags skyld), sammenlignet med Asien :)
Åh, Karsten... ;-) Rejs ud i verden, please...
"...at kvinderne har et underliv...", osv...
@Peter Nielsen: jeg troede ikke mine øjne da jeg læste din kommentar. Jeg synes du skulle slå op hvad feminisme betyder. Feminisme er nemlig ikke mandehad, men et ønske om at mænd og kvinder er ligeværdige og at kvinder har de samme muligheder og rettigheder som mænd. Dette har feminister kæmpet for fordi kvinder ikke har haft de samme rettigheder og i dag i mange lande er der ikke de samme rettigheder for kvinder.
Kvinder udgør halvdelen af befolkningen så selvfølgelig skal der gøres noget ved den ulighed.
Og hvor meget du end tror feminismen har ødelagt kan jeg fortælle dig at verden stadig er meget mandsdomineret og at mænd sidder på det meste af magten, rigdomme og jorden i verden. og med mænd med dine holdninger er der stadig meget at kæmpe for.
Og den med de asiatiske kvinder. Hvis du mener en kvinde kun er rigtig hvis hun er føjelig og underdanig så siger det jo meget mere om dig end det gør om kvinder. Kvinder skal ikke være mere eller mindre føjelige eller underdanige. Kvinder er LIGE med mænd og vi skal ikke bøje os for nogen uanset køn.
Mænd der har lyst til at kue kvinder og vil have kvinder der nikker og ikke svarer igen må være meget svage mænd.
Jeg håber stadig at din kommentar var ironisk ment. Hvis ikke så velkommen til 2012.
Som én af de allerførste danske kvindesagsforkæmperinder til ”Kvindens Emancipatjon” – Matilde Fibiger i sine skrifter ”Klara Rafael” i midten af 1800-tallet - beskriver udgangspunktet mellem kønnene i deres møde - ”kvindelig Forfængelighed og mandlig Egennytte” – og det førte naturligvis til en større litterær fejde, primært p.g.a. dén dér med egennytten, hvilken disput egentlig ikke er afsluttet endnu, men bare har fundet andre, mindre poetiske udtryksformer …
Kvinder er fuldstændig fantastiske. De kan både 'hyle dig ud af den' (eller få dig til at hyle, Ja, græde). Men jeg elsker også forskellene. Hvis ikke jeg må føle at min overarm er større, at jeg er den stærke der penetrerer hende. At hun kan mærke min mandlige energi og begær for at trænge ind i hende. Det tænder mig. Det betyder ikke, at jeg ikke går ind for lige rettigheder eller at det altid skal handle om penetration. Jeg vil bare gerne have en anerkendelse af hinandens forskelligheder – de er jo for******* til stede fysisk?! Jeg anerkender at jeg har brug for en kvindens omsorg. At hun trøster mig eller får mig til at afreagere. At jeg kan være mig selv - på godt og ondt. Det samme omvendt.
En kvinde er delvist en mands modsætning. Ligesom Ying og Yang. Sådan skal det være. Jeg vil ikke have en overmaskuliniseret, verbal kampssportsudøvende, pseudo seksuelt frigjort og singlelivs positivist, der i hendes optik, kun har mig som en perifer del af hendes tilværelse. Som de macho mænd der beskrives i bøgerne, der på groveste vis af kvinderne (i bøgerne), udspekuleret bliver mentalt forskruet, så de fejlagtigt tror, at de er uundværlige i disse kvinders liv. De agerer kun 'pikkemand' - ikke andet. De er i virkeligheden afmaskulineriseret omvendt proportional med deres egen selvopfattelse som macho. Den dag forskellen mellem mand og kvinde bliver ”helt udlignet”. Den dag er ikke en dag i ligestillingens tegn, men et udemokratisk, naturfornægtende projekt sejren-sig-ihjel, som ikke vil gavne hverken mand eller kvinde.
Jeg vil holde fast i, at forskellene giver forholdet mellem mand og kvinde sin charme.
Nick
Der er vist noget du ikke har fattet.
Ligestilling betyder ikke udligning.
Men at begge køn anerkender hinanden mentalt og i handling.
At du udbasunere hvad du ikke vil have en kvinde skal være.
Det er jo sagen sådan set ret ligegyldigt og ret trættende at læse.
Dog ret underholdende afsluttet med -singel-livs positivist.
Hvis hun er det, er du slet ikke inde i hendes interesse-sfære alligevellet.
Så hvad brokker du dig over?
LOL
@Majbritt Nielsen.
Jeg har ikke forstået hvorfor så mange mener, at personlige referencer er ligegyldige. Det er vil reelt set dem man bedst kan forholde sig til?
Du overhører i øvrigt mit budskab. Det budskab der handler om at forskelligheden er væsentlig.
Der er vist noget du ikke har læst.
@Nick: Hold da magle, hvor er jeg fan af dig!
Jeg behøver nu ikke rejse ud i verden, thi verden er kommet til mig. Jeg har nu i mere end 8½ år været sproglærer for forskellige mænd og kvinder fra forskellige lande. Og her er det altså tydeligt at mænd fra Rumænien, Afrika, Bulgarien, og ja, selv Italien mener at det at kvinder har sex uden for ægteskab er en farlig ting. Eller bare det at kvinder har det vi kan kalde casual sex er en farlig ting - og ikke ønsværdig - ting.
Og prøv du at spørge en thailandsk kvinde om hun vil have sex med en mand hun ikke er gift med....eller en kinesisk kvinde om det samme...
Vi taler nemlig ofte om ligestilling her - og ofte kommer dette emne op....
---
Ift. ligestilling har jeg også talt med tyskere fra Sydtyskland eller fra Berlin-området som bl.a. godt kan lide at være i Danmark, fordi her hjælper mændene til.
Med børnene, med huset og så laver de mad. En tysk mand omkring 30-35 år fra Sydtyskland kan ikke finde på dette. (selvom der er sket en udvikling her også selvfølgelig).
Som én af dem, der ikke har læst de pågældende bøger, kan det være svært at udtale sig om detaljerne. Jeg kan afsløre, at jeg heller ikke kommer til at åbne dem. Bøgerne, altså...
Havde de nu været skrevet af mænd, så kunne det være, at man spidsede ører for en gangs skyld. Men så længe det er kvinder, der i ligestillingens hellige navn skriver om og til kvinder om mænd og erotik, så kan det vel næppe betragtes som noget giant step for women kind? Er det ikke bare med til at fastholde dikotomien, rollerne, behovet for kvindelig selvhævdelse? Ak ja, vi holder vel bare diskussionen igang, medsøstre.
Hvornår har jeg sidst hørt en mand brokke sig over at blive uretfærdigt behandlet, fordi han er mand? Være sat i bås seksuelt? Fanget og forhindret af sit køn? Det er dæleme længe siden, selvom han må føle det lige så meget som vi andre. Manden har da lige så meget at klage over ligestillingswise, men han piver lidt mindre end vi gør. Måske fordi fastlåste kønsrolleidealer ikke tillader det i helt samme grad, hvad ved jeg. Og hvor er det dejligt!
Jeg lever muligvis i forrige århundrede (mindst), men min mand skal være mand. Jeg tager gerne en fuld barsel og en mindre lønningspose. Jeg vil som kvinde gerne føle mig passet på og være hjemmets omsorgsdirektør. Og jeg vil også gerne voldtages engang imellem. Jeg vil gerne anerkendes ligeværdigt som menneske, bevares, men jeg vil død og pine også have lov til at være kvinde - som i meget forskellig fra manden.
Al respekt for at udleve fantasier og lege med kønslige magtforhold. Men lur mig, om der ikke sidder rigtig mange kvinder, som oprigtigt nyder at synke sammen og lade manden være mand, når hun har udnyttet ham, haft besøg af sin elsker for øjnene af ham eller på anden vis haft taget den maskuline hat på og som rendyrket egoist dikteret slagets gang.
Hurra for den store forskel. Jeg beder jer; lad vær' med at hviske den ud...
Heidi Lindtoft
Dine seksualle præferencer og fantasier om f.eks at blive voldtaget er dine.
Det er ikke nødvendigvis nogen du deler med resten af kvindekønnet, bare fordi de tilhører det samme køn som du.
Det provokerer mig temmelig meget, for jeg tror ikke, at der er mange kvinder, som har gennemlevet reelle voldtægter, som synes det var fedt og givende for deres kvinderoller.
Der er ingen der forsøger at tage din måde at være kvinde på fra dig eller have dine fantasier.
Bare du lade os andre være kvinder på vores egen måde - og meget gerne uden voldtægter
@Lise Lotte Rahbek
Det må I skam også meget gerne. Hellere end gerne! Lad os da for syv søren være lige så forskellige som vi har lyst til.
Og hvis jeg så lige må korrigere dig i din vildfarelse; jeg har skam ikke lyst til at blive voldtaget forstået som i offer for en forbrydelse. Men jeg forstår - og hylder - det game, der handler om at kvinden lader sig selv være mandens i visse sammenhæng og dyrker de forskelle, som jeg tror på, at der er. Og så iøvrigt er sin egen...
Kære Heidi
Har du fulgt mine skriverier på Information, når vi diskuterer dette emne har jeg - gang på gang - påtalt hvordan mænd forventes, selv i dag, at interessere sig for øl-drikning, whiskey-smagning eller at konkurrere med andre mænd, om det så er på vitser eller hvem der kan bage de fineste boller (til at spise) eller de fineste kager. Jeg kan ikke forstå dette, skal vi kalde for konkurrence-gen, andre mænd har. For mig er det ligegyldigt....det er processen i at lave en fin kage, som er vigtig for mig, eller processen i at lave et flot maleri som er vigtig for mig. Tankeformerne om hvordan mænd og kvinder handler i vort samfund tilsiger noget andet - dette andet lever jeg ikke op til.
Lad mig tage et konkret eksempel:
Jeg elsker - for nu at sige det lige ud - en god romantisk komedie, et godt kostumedrama som f.eks. engelske Downton Abbey og så holder jeg meget af Abba's musik, og synes at Mamma Mia er en genial - og flot - film. Jeg har også skarpe meninger om tøj, og mode, og mad, og børne-opdragelse og om den rette måde at vaske tøj på. Alt sammen noget man(d) traditionelt forventer at kvinder taler om - eller ved noget om. Og sandt er dette da også....at det er sådan det er. Men bare fordi jeg er mand, så forventer andre mænd - og kvinder såmænd også, at jeg taler om noget andet, f.eks. biler, druk, sport mv.
Ift. Downtown Abbey er der ligefrem lavet en støtte-gruppe for mænd, som kan lide denne serie - i England. (Igen: fordi vi ikke forventer at mænd kan lide en sådan serie....)
Forventninger (måske især indeni mig, men bestemt også sådan som jeg ser det udi samfundet) hænger på det jeg kalder for mentale tankeformer om, hvordan mænd - og dermed kvinder - skal være: Visse ting taler kvinder om, mens mænd forventes at tale om visse andre ting, bl.a. sport, herunder fodbold, tour de france eller atletik. Og jeg gider det ikke....det er ganske enkelt kedeligt...
Lad mig sige det på denne måde:
Jeg føler jeg bliver bedømt på mit køn som mand. Og der bliver forventet at jeg bl.a. kan arbejde med mine hænder, f.eks. sætte spejle op, sætte lamper op mm. Og det kan jeg godt, hvis jeg tager mig sammen, men jeg vil faktisk helst være fri.
---
Al respekt for at du, Heidi, vil gerne være 'hjemmets omsorgsdirektør.' Det er dit valg. Jeg vil bare gerne også respekteres - og vælges som mand - af en kvinde, fordi jeg har nogle andre kvaliteter end dem som kvinder måske traditionelt forventer af en mand.(også selvom dette er mere eller mindre ubevidst)
---
@Karsten Aaen
Jamen, selvfølgelig! Al ære og respekt til mænd, som ikke gider hænge spejle op. Til mænd - og mennesker - i det hele taget. Det kan jeg sagtens selv finde ud af. Men det betyder ikke, at kvinden ikke har brug for manden. For manden er og bliver noget andet og forskelligt. Heldigvis...
Min ekskæreste er en drønende intelligent, smuk og charmerende psykologistuderende kvinde. Jeg tilbragte og boede næsten 4,5 år med hende. Selvom vi var jævnbyrdige, ja så var vi også forskellige. Man kunne måske sige: Demokrati i den menneskelige relation til hinanden, men asymmetri i den seksuelle?!
Præcis!