Over spisebordet hænger en foldelampe fra Le Klint og troner.
»Vi havde en PH her på et tidspunkt, men vi blev trætte af den,« siger Hans Hertel, litteraturhistoriker og forfatter. Hans Hertels tilgang til det kulturradikale ikon Poul Henningsen er i dag uden fløjlshandsker. Efter grundig gennempløjning af næsten alt eksisterende materiale om PH, udgiver han om kort tid en biografi, der fremstiller den hyldede samfundsrevser langt mere sammensat end tidligere beskrevet.
Fra PH’s begrænsede empati i sin offentlige kritik af modstandsbevægelsen til hans sidste triste år, hvor han frem til sin død i 1967 kæmpede med Parkinsons syge og modvilje fra de aviser, der tidligere havde lagt fast spalteplads til hans skarpvinklede klummer – alle sider af samfundsrevserens store personlighed er med. Hertel forventer da også, at den nye biografi vil blive mødt med en vis modstand, men han frygter det ikke.
»Jeg har orden i papirerne og styr på mine kilder. Så jeg er nok i stand til at svare igen,« siger han.
Man fornemmer, at opgøret med det rosenrøde billede af Poul Henningsen ikke udspringer af en ikonoklastisk drift eller en ondsindet lyst til at pille manden ned, men snarere af en irritation over, at man hidtil har ignoreret historiske detaljer, der ikke lige passede med den almindelige skildring af helten Henningsen.
Og så et naturligt anlæg for akkuratesse.
Hertel kigger ofte i sine papirer for at citere sig selv korrekt og rejser sig flere gange for at fotokopiere noget vigtigt til journalisten, også selv om han lige har læst det højt og tydeligt op for diktafonen. Hvis noget ligger ham særligt på sinde, holder han en kort pause for så at gentage udsagnet.
»Poul Henningsen mangler empati.« Pause. »Han mangler psykologisk empati. Han farer ud og siger sin mening, men han er ikke god til at sætte sig ind i, hvad andre mennesker føler og tænker,« forklarer Hertel.
Mental nazisme
Udover det geniale lampedesign og sin fornyelse af revykunsten er Poul Henningsen nok af de fleste husket som kulturradikal samfundsdebattør med faste, skarpe klummer i hedengangne Social-Demokraten, Politiken og nærværende dagblad. Her kæmpede han for bedre boliger til folket og en mere frigjort seksualmoral med ret til abort og skilsmisse. Han bekrigede kirkeligt snæversyn, autoritær opdragelse samt efter Anden Verdenskrig retsopgøret og straffen af danske statsborgere og tyske krigsforbryderes handling og holdning under besættelsen.
Men Hertel synes ikke, at tidligere beskrivelser har fået vrangsiden af mandens vældige provokationsevne med – en manglende forståelse for at hans ord kunne såre dybt.
»Lige efter krigen holder han foredrag om den mentale nazisme. Han siger, at nazismen er psykiske anlæg, som vi alle har i os som potentiale, og han kritiserer modstandsbevægelsen og retsopgøret for at være præget af nazistisk hævnmentalitet.«
– Det lyder da modigt?
»Ja, og det er jo det, der er det sammensatte ved ham. Det er på den ene side modigt – det krævede ægte civilcourage – men på den anden side sagde han det på en alt for firkantet måde. Noget af det havde han ret i, men det var altså meget stødende for modstandsfolk at få at vide, at de var smittet med nazisme,« forklarer Hertel.
I hans evige opgør med småborgerliggørelse inden for arbejderklassen udtrykte han sig også sommetider ufølsomt.
Hertel læser nogle af de skældsord op, som PH brugte, når han skulle spidde arbejderklassens påvirkning af amerikansk forbrugskultur og massemediernes udvikling igennem 50’erne:
»Tyrolerpip, musikvælling, spækhøkerkultur og slipsedannelse.«
– Slipsedannelse?
»Ja, sådan en slags påtaget dannelse. Han står i Arbejdernes Kunstforening i 1957 og siger, at folk er blevet ufrie af at gå med slips. Og det er da ikke morsomt at sidde og få at vide, at man har solgt ud af sin sjæl, fordi man har taget pænt tøj på den aften, hvor man skulle hen og høre Poul Henningsen tale. Det er det, jeg kalder manglende empati. Hans provokationer løber simpelthen af med ham,« siger Hertel.
Sandheden om roturen
Indtil nu har Paul Hammerichs murstensbiografi om PH, Lysmageren fra 1986, været anset for definitiv og så grundig (lille Poul bliver da også først født på side fyrre), at det ikke har været nødvendigt at gå i rette med den. Men ifølge Hertel gør Hammerich sig skyldig i mange fejl og ensporet helteopbyggelse.
»Det er en flot bog, men der er for meget mytologisering. Det holder ikke,« siger han.
For eksempel bliver historien om PH’s flugt til Sverige i september 1943 i Hammerichs krønike fortalt, som om Poul Henningsen ror næsten hele vejen over Øresund til Landskrona med arkitekt Arne Jacobsen og deres to koner, men Hertel fortæller, at Hammerich i første omgang overså, at de heldigvis havde en ung, jødisk studenterroer med, der formentlig tog det meste af slæbet.
»De to korpulente arkitekter holdt sig lidt i baggrunden af robåden. Det havde man nok kunnet se med en lille smule kildekritik, men Hammerich foretrækker at give sin helt overmenneskelige kræfter,« bemærker Hertel, der selv har talt med studenterroeren og fået hele historien.
Hertel har brugt fem år på projektet og har gravet hidtil usete ting frem fra Det Kongelige Biblioteks 131 kæmpemapper med materiale relateret til PH, som ingen tilsyneladende tidligere har arbejdet sig igennem. En af de mindre flatterende episoder, der er dukket frem af arkivaliernes mørke, er historien om PH som eksperimenterende spritbilist.
Ti genstande i blodet
Skærtorsdag 1956 nedskriver Henningsen et forsøg, han har lavet. Han er kørt fra Usserød til København med ti genstande i blodet. Han beskriver, hvad han drak, og hvordan han havde det. Ude af stand til at stå på benene, ville være faldet for enhver spiritusprøve, men med, angiveligt, fuldt herredømme over bilen.
– Hvordan skal den historie forstås?
»Jeg kan ikke tolke den som andet, end at han ser sig selv som et undtagelsesmenneske,« siger Hertel, der mener, at episoden er et eksempel på en naturlig dimension af den store personlighed, som vi indtil nu helst kun har villet kende for dens gode sider. Hvis man skal være kreativ, skal man også sprænge rammer. Og det kræver moralsk og socialt mod, men man må også trække på det grandiose selvs natside. Det samme gjorde jo Georg Brandes, som PH så gerne ville have været søn af.«
Modet til at gå imod konventionerne grundlagdes i en tidlig alder. Poul Henningsens biologiske far var forfatteren og levemanden Carl Ewald, og Agnes Henningsens ægtemand Mads Henningsen stak af til New York i 1894 for at undgå en skandale, efter han kom til at kysse en elev på Ordrup Gymnasium, hvor han underviste. Poul udvikler et meget nært forhold til moderen, der forguder drengen. Hun skriver erotiske romaner og modtager mange ubehagelige, anonyme breve, og Poul begynder at åbne hendes post for at skåne hende for de mest stødende. Han lærer livet som outsider at kende gennem sin mor, der også er genstand for, hvad Hans Hertel kalder en »sjofel kampagne« i den borgerlige presse.
»Poul bliver aldrig færdig med at imponere hende ved at vise, at han også turde være i opposition,« siger han.
Fortidsallergi og popparanoia
Hvis Hans Hertels projekt om at afmontere heroiseringen af PH kunne lede en til at tro, at Hertel har en aversion imod arkitekten, tager man fejl. Hertel har beundret Henningsen, lige siden han selv som nybagt student i 1957 fik trykt en kronik i Politiken, der hed ‘Oprør mod tomheden’, et »ungdommeligt« opgør med velfærdsstaten. Det fik PH i en kommentar til at påpege inkonsekvensen i, at en ung mand, der netop var blevet student i kraft af velfærdsstaten, var imod den.
»Han skrev nogle ord, der gjorde særligt indtryk på mig: ’At vende sig mod forkælelse kan kun en forkælet ung mand finde på’,« fortæller Hertel.
– Havde han ret?
»Han havde fuldstændig ret. Jeg kunne ikke se det dengang, men nogle år efter kunne jeg.«
Da Hertel gennemgik Henningsens brevarkiv, fandt han et brev, han selv havde skrevet til ham i 1962, hvor han takkede Poul Henningsen for hans kærlige belæring.
»Jeg havde helt glemt, at jeg havde skrevet til ham. Men det var sjovt at finde,« siger Hertel.
Måske er det ikke så mærkeligt, at PH har gemt det rosende brev fra den unge Hertel, for i den periode væltede han sig ikke lige frem i anerkendelse. Faktisk er PH’s sidste ti år, fra året hvor Hertel skriver sin kronik og frem til PH’s død i 1967, en temmelig tragisk affære.
PH’s lyst til at være i kreativ og frugtbar opposition udvikler sig til markant pessimisme og modvilje mod det samfund, han befinder sig i.
»Han siger alt og alle imod og udvikler en slags fortidsallergi og popparanoia. Han angriber natur- og bygningsfredning og vil rive Brumleby på Østerbro ned til fordel for nyt boligbyggeri. Han hader billigbøger og massemedier og ser pop alle vegne. Selv tidens bedste arkitektur af Arne Jacobsen bliver nedsablet som ’direktørpop’,« fortæller Hertel.
Han bliver fanget i rollen som Rasmus Modsat, og aviserne begynder at vende ryggen til hans vrisne holdninger. I 1963 får han konstateret Parkinsons syge, der giver ham stivhed, talebesvær, rystelser og depression.
– Det lyder trist.
»Ja, det er trist. Det er lige præcis hvad det er. Trist.«
Hertel mødte aldrig Poul Henningsen, men han blev venner med enken, Inger Henningsen, der overlevede sin mand med 29 år. Hun fortalte Hertel, hvordan PH’s pligtfølelse aldrig aftog i samme grad som hans arbejdsevne. Han satte sig ofte til skrivemaskinen kun for at måtte opgive på grund af koncentrationsbesvær. Hun havde skrevet ned, at han hen mod slutningen sagde:
»Jeg kan ikke selv bedømme, hvad der er tilbage af mig. Jeg vil så gerne vide, om jeg eksisterer endnu, for jeg vil så gerne gøre nytte.«
Det er en tragisk slutfase af et ellers produktivt og vitalt liv, men Hans Hertel synes, at den har sin berettigelse i historien om Poul Henningsen, for at vi kan forstå hele mennesket bag en af de vigtigste figurer i det 20. århundredes kulturhistorie i Danmark. Også selvom det har skubbet ham lidt væk fra Hertel selv.
»Jeg er stadig fuld af beundring for hans mod, udholdenhed og frodige fantasi, men han havde altså sine skyggesider, og det blev til selvmodsigelser, slingrekurs, pletvis ekstreme synspunkter og historisk vrøvl. Det hører med i billedet,« siger han.
– Kan du spejle dig i ham?
»Nej, overhovedet ikke.«
– Hvordan kan du sige det så definitivt afvisende?
»Fordi jeg engang kunne. Men min unuancerede opfattelse var dengang påvirket af hans kærlige meningsudvekslinger med mig og af Hammerichs biografi og heltebillede. Men nu kan jeg se det samlede forløb og den accelererende pessimisme. Jeg kan forstå frustrationen over de gamle støtter, han føler faldt ham i ryggen, men jeg føler mig på kritisk afstand af ham. Det hører jo med til at være forsker. Man er nødt til at se på nuancerne.«
Historikeren har slået beundreren. Selv om de måske stadig slås lidt.
– Var det ubehageligt for dig at skrive?
»Altså, der er jo steder, hvor jeg ville sige, at ... Nej, sådan er man jo ikke, når man er forsker. Så må man tage hele historien med. Jeg har villet give et nøgternt og afsæbet billede af manden og komme bag både dæmonisering og heroisering. Og det håber jeg, er lykkedes.«
