’Man må turde investere i at tabe’

Måske vi skal sætte os over i sofaen i stedet,« siger Tal R og viser vej gennem sit 200 kvadratmeter store atelier i en baggård i København.

På et bord står små plastikbøtter med farverige pigmenter, han bruger til at blande maling af, og langs væggene venter færdige malerier på at blive sendt ud af landet til udstillinger i Wolfsburg, Miami og Wien.

»Tag plads,« siger han, da vi har fået kantet os frem til en spraglet sofa i den anden ende af rummet.

Fra en højtaler lyder arabisk musik, i kopperne står dampende varm kaffe.

»Sofia, gider du også lige dæmpe lyset lidt,« beder han en af sine medarbejdere, mens han trækker kasketten af hovedet og lægger den over sit ene knæ.

»Sådan, så er vi klar,« siger han og kigger op: »Spørg løs!«

Vi er taget på besøg hos Danmarks største nulevende maler for at tale om det 20. århundredes største franske. Tal R’s forhold til Matisse kan bedst beskrives som passioneret. Tre gange har han set Matisse-udstillingen ’Fordobling og variation’, siden den åbnede på Statens Museum for Kunst i midten af juli – og før dét havde han allerede set den på Centre Pompidou i Paris med sine elever fra Kunstakademiet i Düsseldorf, hvor han er tilknyttet som professor. Der er ingen grænser for, hvad man kan lære af den franske mesters teknik og kunstneriske beslutninger, mener han.

»Ligegyldigt hvilken maler, du taler med, så ligger Matisse et eller andet sted i baggrunden. Selv har jeg altid interesseret mig for ham. Men det er først inden for de sidste tre år, jeg for alvor har studeret hans metoder og indset, hvor storslået han er.«

– Hvad kan du bruge ham til?

»Den vej, mine malerier har trukket de sidste tre år, er mod et rum, som Matisse virkelig mestrer. Det er et rum, hvor der på den ene side ikke sker særlig meget: Hans motiver er enkle og forestiller måske en dame med en ny hat eller to drenge, der spiller skak. Indholdssiden kan jeg forklare dig over telefonen i en to-tre sætninger. Men oplevelsen er noget fuldstændig andet. Det er det unikke ved Matisses billeder: De kan forestille næsten ingenting og alligevel besidde en enorm dybde.«

Noget at fægte med

Når vi i dag vurderer kunst, ser vi ofte efter, om værkerne er debatskabende: om de har noget på hjerte politisk, filosofisk, psykologisk. Vi har svært ved at acceptere, at man bare kan gå tavs og opfyldt fra mødet med et maleri.

»Når vi går i vores have, er vi lydhøre over for det tavse. Men det er vi ikke, når vi ser på kunst. Vi vil have noget med hjem, vi kan fægte med. Men det får man ikke hos Matisse,« siger Tal R og advarer om, at han nu vil »sige noget meget romantisk, som måske lyder helt forfærdeligt«: »Men det er for at illustrere, hvad det er, Matisse kan: Forestil dig, at du sidder hjemme hos dine forældre sammen med dine søskende, og midt i det hele bliver du ramt af den dér melankolske følelse, vi alle kender. Du ser pludselig, hvor gamle de er blevet, og du bliver mindet om, at de engang skal dø. Men så er der én, som åbner et vindue, og en brise går gennem stuen, og pludselig husker du, at der også findes en anden dimension. Vi behøver ikke give den et navn, vi behøver ikke tale om en gud, vi kan nøjes med at konstatere, at vi bliver rørt. Matisse gør det samme ved os. Hans værker er som en brise gennem rummet.«

Desværre har mange, især i den yngre generation, fået et forfejlet indtryk af Matisse, de forbinder ham med »noget tantet«, og det er en skam, mener Tal R.

»Der skete noget med Matisse i 1980’erne, da Carli Gry og Jackpot og enhver anden tøjbutik med respekt for sig selv pludselig skulle til at lave t-shirts med hans autograf og plakater med hans papirklip. Der er sådan et underligt vippepunkt helt oppe på toppen af det suveræne, hvor det elitære pludselig bliver folkeligt. Det punkt ramte Matisse, og det har ikke været helt uden omkostninger,« siger Tal R, der dog ikke vil høre tale om, at man bør ’genopdage’ Matisse.

Det er mere end rigeligt bare at opdage ham – og det gør man i øjeblikket godt på Statens Museum for Kunst: »Det er en meget meget generøs udstilling, fordi du kan se Matisse’ udvikling gennem et langt liv. Tag nu et billede som det her,« siger han og slår op i kataloget fra udstillingen. Han peger på billedet Pont Saint-Michel, sneeffekt fra ca. 1897.

»Hvis Matisse var stoppet med det her billede, var han ikke blevet husket. Man kan se, hvordan han stilistisk stadig forsøger at nærme sig virkeligheden. Det er først senere, han finder ud af at skabe billeder, som nok kommer fra virkeligheden, men som ikke forsøger at ligne virkeligheden.«

En anden akse

– Men gik de fleste af hans samtidige ikke også væk fra, at malerier skulle ligne virkeligheden?

»Jo, men Matisse var en af dem, der gjorde det bedst. For eksempel var han meget optaget af det, han selv kaldte fejl. Lad mig lige låne den dér,« siger Tal R og hiver blok og kuglepen ud af hånden på mig.

Han tegner en streg mellem to punkter, som skal illustrere en direkte aftegning af virkeligheden én til én. Det var ikke dén akse, Matisse malede på. Hele tiden forsøgte han at skubbe grænsen for, hvor meget maleriet kunne fjerne sig fra sit ophav uden at tabe motivet af syne og lade det gå fuldstændig i opløsning.

Tal R kradser løs på blokken, mens det, der skulle have været en klargørende illustration, gradvist fortoner sig i de energiske streger.

»Lad os i stedet se på nogle billeder,« siger han og finder igen udstillingskataloget frem. Han slår op på Skulptur og vase med vedbend fra 1916, som er beskåret sådan, at en tredjedel af en henslængt kvinde befinder sig uden for billedet.

»Altså, gik du på Ulrik Hoffs malerskole, ville du få ’dada’ for sådan noget, for det er en formel fejl. Men fejlen er samtidig den, der åbner billedet. Matisse prøvede konstant at udvide grænserne for, hvor lidt man kan male og samtidig fastholde forestillingen om et motiv. Selv om man bare har lavet en cirkel med nogle få prikker, er folk som regel meget behjælpelige: ’Nå, du mener ananas!’,« siger Tal R og forsætter optændt:

»Matisse testede hele tiden dén behjælpsomhed: ’Hvor længe vil de blive ved med at sige ananas?’ Han ønskede at trække den så langt, han kunne – men i modsætning til flere af sine samtidige ville han ikke lade motivet gå fuldstændig i opløsning. Han valgte hele sit liv den klodsede mellemvej, som inviterede publikum ind i en slags demokratisk begyndelse.«

Lortebilleder

Udstillingen på Statens Museum for Kunst rummer dog også malerier, som er »så dårlige, at de ikke ville kunne sælges på et loppemarked, hvis ikke der stod Matisse på dem,« siger Tal R.

»Men det er prisen: Hvis du vil udfordre grænsen, bliver du af og til nødt til at krydse den streg, hvor gode billeder bliver til lortebilleder. Det burde i virkeligheden stå hen over indgangen til alle kunstakademier: Investér i at tabe! Matisse vidste nøjagtigt, hvad der skulle til for at lave et ordinært billede. Han kunne sagtens blive en middelmådig kunstner. Men fordi han svingede helt derud, hvor ikke engang jeg kan rumme det længere, så lykkedes det ham at sprænge rammerne for maleriet.«

»Hvis du lige giver mig en hånd med det her,« siger Tal R og rejser sig fra sofaen. Han har grebet fat i et 2x3 meter stort maleri, som han for nylig har færdiggjort, og som skal indgå i en soloudstilling på Cheim & Read Gallery i New York til november. Han vil vise, hvordan han selv er inspireret af den franske maler.

»Lad os gå lidt på afstand af det,« siger han og træder nogle skridt bagud i rummet. »Hvis jeg snakkede med dig i telefonen, og du spurgte: Tal, hvad har du malet?, så ville jeg svare: ’Jeg har malet en rammebutik på Gl. Kongevej om aftenen’. Man kan se et fortov, en dør, nogle tomme rammer og et baglokale, som er sort. Altså et forrum, et handlingsrum og et forestillingsrum. Og så er der de andre vinduer i bygningen, hvor rammerne geometrisk gentager sig. Vi er udmærket klar over, hvad det forestiller, men i princippet står billedet bare som en slags geometri«.Det er sådan, Tal R har malet de sidste tre år. Med en matissesk enkelhed i motivvalgene og en konstant afsøgning af grænserne for dets opløsning.

»Du lærer ikke noget af Matisse ved selv at begynde at male runde borde med maurisk ornamentik. Men du lærer noget ved at studere metoden i hans maleri, og så træffe dine egne beslutninger,« uddyber han.

Sidste sommer slæbte han maleriet ud i gården og lod det ligge i sommerregnen. Bagefter bar han det tilbage igen, strøede zinkpulver ud over det og malede videre.

»Billedet havde lukket sig, og jeg havde brug for at åbne det igen. Der skulle ske et eller andet.«

– Du investerede noget i at tabe?

»Det kan du sige. Det kunne være gået fuldstændig galt. Men jeg foretrækker et ødelagt maleri over et dårligt maleri.«

Tal R gæster Statens Museum for Kunst lørdag kl. 14 til en artist talk om Matisse og hans kunst. Det sker i samtale med museumsinspektør Dorthe Aagesen.