Læsetid: 3 min.

Marxisten, der blev sin tids største historiker

Eric Hobsbawn forblev marxist til sin død som 95-årig, men nød bred respekt som Storbritanniens førende historiker og en genial syntesemager i sine analyser af kapitalismens historie
Kultur
3. oktober 2012

Var Eric Hobsbawm død for 25 år siden, ville nekrologerne have givet ham skudsmålet ’Storbritanniens største marxistiske historiker’. Da han døde mandag i en alder af 95 år, var han Storbritanniens mest respekterede historiker efter alle begreber.

Bemærkelsesværdigt nok fik Hobsbawm bred anerkendelse og internationalt ry uden på nogen på noget tidspunkt at afsværge sit marxistiske ståsted. 94 år gammel udgav han således bogen How to Change the World, et forsvar for Marx’ fortsatte relevans i lyset af finanskrisen 2008-10. I en profession, der er berygtet for mikroskopisk nærsyn, kunne ikke mange historikere overskue et så bredt felt med en sådan detaljeringsgrad og autoritet. Skønt Hobsbawm primært så sig selv som 1800-talshistoriker, var hans forståelse for andre århundreder både uhørt vidsynet og usædvanligt kosmopolitisk.

Hobsbawm var andengenerations-brite som barnebarn af en polsk jøde og møbelsnedker, der kom til London i 1870’erne. »Hver historiker har sin egen levetid, sin egen private pind, hvorfra han overskuer verden,« sagde han i 1993. »Min private pind blev bygget af min barndom i Wien i 1920’erne, af årene med Hitler i Berlin, som bestemte min politiske holdning og af min interesse for historie og England, og især af Cambridge i 1930’erne, som stadfæstede begge.«

I 1929 døde hans far af et hjerteanfald. To år senere døde hans mor af tuberkulose. Eric var 14, og hans onkel Sidney, der overtog forældremyndigheden, tog Eric med sig til Berlin. Som teenager i Weimarrepublikken blev Eric politiseret, læste Marx og blev kommunist.

Han skulle altid huske den dag i januar 1933, da han kom ud fra Halensee S-Bahn station og så en avisoverskrift, der bekendtgjorde, at Adolf Hitler var ny kansler. Omkring dette tidspunkt sluttede han sig til Sozialistischer Schülerbund og blev redaktør for foreningens hjemmelavede Schulkampf. Duplikatoren opbevarede han under sengen, og de fleste artikler skrev han selv. Familien flyttede dog snart tilbage til England.

Under Anden Verdenskrig var Hobsbawn ingeniørsoldat i 560 Field Company, der skulle opbygge et forsvar imod en tysk invasion East Anglias kyster. Militærtjenesten blev en formativ oplevelse for det reserverede intellektuelle vidunderbarn.

»Der var noget sublimt over mine soldaterkammerater og over Storbritannien dengang,« skrev han. »Mine oplevelser fra krigens tid omvendte mig til den britiske arbejderklasse. De var ikke alle lige kloge, men de var alle meget gode mennesker.«

Greb om publikum

Efter krigen pendlede han mellem Cambridge og London, og blev en af de vigtigste drivkræfter bag det britiske kommunistpartis historikergruppe, arnestedet for nogle af efterkrigstidens største historikere.

Allerede i 1960’erne udkom nogle af de værker, hvorpå hans offentlige og akademiske ry fortsat hviler. Mest indflydelsesrig blev Age of-serien, som han på begyndte i 1962 med The Age of Revolution: 1789-1848. Siden kom i 1975 The Age of Capital: 1848-1875 og i 1987 The Age of Empire: 1875-1914. Et fjerde bind, The Age of Extremes: 1914-91, er mere idiosynkratisk og spekulativt, men er i visse henseender ikke desto mindre det mest bemærkelsesværdige og beundringsværdige af dem alle. Det blev udsendt i 1994.

Hans 80 og 90 års fødselsdage blev overværet af cremen af Storbritanniens venstreorienterede intellektuelle elite. Samtidig blev han ved med at udgive essays, herunder On History (1997) og Uncommon People (1998), en meget vellykket selvbiografi, Interesting Times, fulgte i 2002, og i 2007 kom Globalisation, Democracy and Terrorism.

At hans forfatterskab fik greb om publikum, da hans politiske anskuelser havde passeret sidste salgsdato, var et paradoks af den art, som Hobsbawn satte pris på. I sine senere år var han glad for at citere E.M. Forster for, at han »så på universet fra en skæv vinkel«. Om den bemærkning siger mest om Eric Hobsbawm eller universet, var han glad for at diskutere til det sidste, sikker i sin tiltro til, at der var noget at lære for begge parter ved den synsvinkel.

 

© The Guardian og Information - Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I Neues Deutschlands nekrolog citeres Hans Magnus Enzensberger for følgende:
»Von allen Kommunisten, die das zwanzigste Jahrhundert überlebt haben, ist Eric Hobsbawm der eigensinnigste, souveränste, gelehrteste – und, wenn ich mich nicht irre, auch bei weitem der klügste. «

http://www.neues-deutschland.de/artikel/800130.der-souveraenste-und-klue...