Læsetid: 12 min.

Marxisten, der blev sin tids største historiker

Eric Hobsbawn forblev marxist til sin død som 95-årig, men nød bred respekt som Storbritanniens førende historiker og en genial syntesemager i sine analyser af kapitalismens historie
Eric Hobsbawn forblev marxist til sin død som 95-årig, men nød bred respekt som Storbritanniens førende historiker og en genial syntesemager i sine analyser af kapitalismens historie
2. oktober 2012

Var Eric Hobsbawm død for 25 år siden, ville nekrologerne have givet ham skudsmålet ’ Storbritanniens mest fremtrædende marxistiske historiker’ og derved var det nok blevet. Da han døde mandag i en alder af 95 år havde han imidlertid opnået en unik position som Storbritanniens efter alle begrebet mest respekterede historiker. Om man delte hans historiesyn eller ej, nød Hobsbawn bred anerkendelse og havde tillige et internationalt ry, som kun få kunne matche.

Bemærkelsesværdigt nok opnåede Hobsbawm denne høje anerkendelse uden på nogen på noget tidspunkt at have foretaget et egentligt opgør med sit marxistiske ståsted. 94 år gammel udgav han således bogen How to Change the World, et veloplagt forsvar for Marx’ fortsatte relevans i lyset af finanskrisen 2008-10. Hvad mere er: Hobsbawn fik sit ry på et tidspunkt, da de socialistiske ideer og projekter, som havde animeret en stor del af hans forfatterskab, så ud til at være havnet på historiens mødding.

I en profession, der er berygtet for mikroskopisk nærsyn, var der ikke mange historikere, der kunne gøre krav på at overskue et tilsvarende bredt felt med tilsvarende detaljeringsgrad og autoritet. Skønt Hobsbawm primært så sig selv som 1800-talshistoriker, var hans forståelse for andre århundreder både uhørt vidsynet og usædvanligt kosmopolitisk.

Hans usædvanlige encyklopædiske viden overvældede mange, ikke mindst sådan som den kom til udtryk i hans firebindsværket om den kapitalistiske verdens historiske udvikling fra 1789 til 1991. »Hobsbawms evne til at indprente sig og fremdrage detaljer har nået et omfang, som det normalt ville kræve velbemandede forskningsbiblioteker at stå mål,« skrev hans kollega og elev Neal Ascherson engang. Både i hans viden om historiske detaljer og i den ekstraordinære evne til at sammenfatte i synteser, som firebindsværket udfolder så overlegent, forblev han en uovertruffen historiker.

Hobsbawm blev født i Alexandria, et godt sted for en imperie-historiker, i 1917, et godt år for en kommunist. Han var andengenerations-brite som barnebarn af en polsk jøde og møbelsnedker, der kom til London i 1870’erne. Otte børn, deriblandt Erics far blev født i England og antog alle britisk statsborgerskab ved fødslen.

Barndomsårene på kontinentet

Men Eric var en brite med en højst ualmindelig baggrund. En onkel, Sidney, tog til Egypten før Første Verdenskrig, og fandt her et job i et shippingkontor til Leopold. Her, i 1914, mødte Leopold Hobsbawm Nelly Gruen, en ung wienerinde fra en middelklasse familie, som havde fået vundet en rejse til Egypten som præmie for at fuldføre sine studier. De to forlovede sig, men Første Verdenskrig brød ud, og de blev skilt. Parret giftede sig siden i Schweiz i 1916 og vendte tilbage til Egypten, hvor Eric, deres første barn, blev født.

»Hver historiker har sin egen levetid, sin egen private pind, hvorfra han eller hun kan overskue verden,« sagde han engang i 1993. »Min private pind er blandt andre materialer bygget af min barndom i Wien i 1920’erne, af årene med Hitler i Berlin, som bestemte min politiske holdning og af min interesse for historie og for England, og især Cambridge i 1930’erne, som stadfæstede dem begge.«

I 1919 slog den unge familie sig ned i Wien, hvor Eric gik i grundskole – en periode han senere tænkte tilbage på i en tv-dokumentar fra 1995, hvor vi mødte en genkendelig radmager ung wiener-Hobsbawm i korte bukser og knæstrømper. Allerede omkring dette tidspunkt begyndte politikken at gøre sin virkning. Erics første politiske erindring fra Wien var fra 1927, da arbejdere nedbrændte Justitspalæet. Den første politiske diskussion, han kunne huske fandt sted i på et kursted i Alperne på omkring samme tid. To moderligt udseende jødiske kvinder talte om Leon Trotskij. »Du kan sige,« sagde den ene til den anden, »men han er bare en jødisk knægt ved navn Bronstein.«

I 1929 døde hans far pludseligt af et hjerteanfald. To år senere døde hans mor af tuberkulose. Eric var 14, og hans onkel Sidney måtte overtage forældremyndighed og tog Eric og hans søster Nancy med sig til Berlin, hvor han arbejdede. Som teenager i Weimarrepublikken blev Eric uundgåeligt Eric politiseret. Han læste Marx for første gang og blev kommunist.

Han skulle altid huske den dag i januar 1933, da han kom ud fra Halensee S-Bahn station på vej hjem sin skole – han gik i det berømte Prinz Heinrich Gymnasium – og bemærkede en avisoverskrift, der bekendtgjorde, at Adolf Hitler var blevet udpeget til ny kansler. Omkring dette tidspunkt sluttede han sig til de Sozialistischer Schülerbund (’Socialistisk Elevforbund‘), som han betegnede som en »de facto del af den kommunistiske bevægelse« og solgte dens hjemmelavede tidsskrift Schulkampf. Han opbevarede foreningens duplikator under sin seng og skrev de fleste af artiklerne selv. Familien forblev i Berlin indtil slutningen af 1933, da Sidney Hobsbawm af sine arbejdsgivere blev sendt tilbage til England.

Den ranglede teenagedreng, der med sin søster kom til at bo i London-bydelen Edgware i 1934 og var på dette tidspunkt »helt igennem kontinental og tysktalende«. Skolegang var dog ikke noget problem, fordi det engelske uddannelsessystem »haltede langt bag efter det tyske«. En fætter i Balham introducerede ham til jazz for første gang – denne »suveræne lyd«, som han kaldte den. Tidspunktet, da han tog jazzen til sig, skrev han omkring 60 år senere, var, da han første gang hørte Duke Ellingtons band »spille på sit mest majestætiske«". En overgang i 1950’erne var han jazzkritiker på New Statesman og i 1959 udgav han en Penguin Special-bog om datidens største jazzorkestre, The Jazz Scene, under pseudonymet Francis Newton.

For at lære ordentligt engelsk lod Eric sig indskrive på Marylebone gymnasium, og i 1936 vandt han et legat til Kings College, Cambridge. Det var på dette tidspunkt, at en talemåde blev gængs hans kommunistiske venner i Cambridge: »Er der noget, Hobsbawm ikke ved?« Han blev medlem af de legendariske Cambridges Apostle. »I 1930’erne troede vi alle, kapitalismen befandt sig i sin afgørende og sidste krise,« skrev han 40 år senere. Men, tilføjede han, »det gjorde den ikke.«

Soldat i 2. verdenskrig

Da Anden Verdenskrig brød ud, meldte Hobsbawm sig som mange andre kommunister gjorde, til at udføre efterretningsarbejde. Men hans politiske holdninger, som han aldrig lagde skjul på, medførte et afslag. I stedet blev han en meget usandsynlig ingeniørsoldat i 560 Field Company, som han senere betegnede som »en meget arbejderklasseagtig enhed, der forsøgte at opbygge et åbenlyst utilstrækkeligt forsvar imod en tysk invasion East Anglias kyster.« Også dette blev en formativ oplevelse for det ofte reserverede unge intellektuelle vidunderbarn. »Der var noget sublimt over mine soldaterkammerater og over Storbritannien på daværende tidspunkt,« skrev han. »Mine oplevelser fra krigens tid omvendte mig til den britiske arbejderklasse. De var ikke alle sammen lige kloge, bortset fra skotterne og waliserne, men de var alle sammen meget, meget gode mennesker.«

Hobsbawm giftede sig med sin første kone, Muriel Seaman, i 1943. Efter krigen vendte han tilbage til Cambridge, hvor han opgav sin oprindelige plan om at skrive doktorafhandling om nordafrikanske landbrugsreformer til fordel for en forskning i fabianerne, en gruppe engelske socialistiske intellektuelle fra 1880’erne. Dette var et træk, der åbnede døren til både en livslang beskæftigelse med det 19. århundred og en lige så langvarig optagethed af venstrefløjens udfordringer. I 1947 fik han sit første faste job som historielektor ved Birkbeck College, London, som han skulle forblive tilknyttet til som underviser i en stor del af sin akademiske karriere.

Med udbruddet af Den Kolde Krig betød den britisk akademiske variant af McCarthyismen, at udsigterne til det historie-lektorat i Cambridge, som Hobsbawm altid tragtede efter, fortonede sig. Han pendlede mellem Cambridge og London, og blev en af de vigtigste arrangører og drivkræfter vag det britiske kommunistpartis historikergruppe, et arnested for en intellektuel avantgarde, der frembragte nogle af efterkrigstidens mest fremtrædende historikere – blandt de øvrige medlemmer var navne som Christopher Hill, Rodney Hilton, AL Morton, E.P. Thompson, John Saville og senere Raphael Samuel. Skønt kommunistpartiet måske aldrig opnåede noget politisk, blev dets historikergruppe, en ankerpunkt for mange første skriudt som historiske forfattere, som Hobsbawm konkluderede i et autoritativt essay fra 1978 om disse år.

Hobsbawm første bog, Labours vendepunkt (1948), en redigeret samling af dokumenter fra den fabianske æra hører så afgjort til denne af kommunistpartiet dominerede æra, og det samme er tilfældet for hans engagement i den dengang berømte ’levestandardsdebat’ om de økonomiske konsekvenser af tidlige industrielle revolution, hvor han og hans modpol, RM Hartwell, gerådede i langvarig fejde og udvekslede argumenter i successive numre af Economic History Review. Historikergruppen stiftede tillige tidsskriftet Past and Present – der stadig udkommer, om end i dag som politisk uafhængigt – er også en af frugterne af denne epokes virkningshistorie.

Kommunismen og oprøret i '56

Hobsbawm meldte sig aldrig nogensinde ud af det kommunistiske parti og opfattede til sin død sig selv som del af en international kommunistisk bevægelse. For mange forblev dette en uovervindelig hindring for helt at tage hans forfatterskab alvorligt. Men det hører med i biledet, at han altid var en fritænker i partiets rækker. Under Ungarn-krisen i 1956, en begivenhed, som splittede partiet og fik mange intellektuelle til at forlade det, var Hobsbawn blandt dem, der protesterede imod Sovjets invasion, uden at han dog af den grund trådte ud af partiet.

Men som med sin samtidige historikerkollega Christopher Hill, der forlod kommunistpartiet på dette tidspunkt, formåede kombinationen af de politiske traumer fra 1956 og begyndelsen på et nyt og varigt lykkeligt andet ægteskab på en eller anden måde at skabe en vedvarende og frugtbar periode med historisk skrift, der skulle grundlægge Hobsbawns ry og berømmelse. I 1959 udgav han sit første større værk, Primitive Rebels – en påfaldende original fremstilling, især for sin tid, af de sydeuropæiske landdistrikters hemmelige selskaber og tusindårsrige kulturer (et emne han stadig skrev om så sent som i 2011). Han vendte tilbage til disse temaer igen et årti senere i Captain Swing, en detaljeret undersøgelse af bondeoprør i det tidlige 1800-tals England skrevet sammen George Rude, og siden kom Bandits, et mere omfattende forsøg på syntese. Disse værker er påmindelser om, hvordan Hobsbawm var i stand til at bygge bro mellem kontinentaleuropæisk og britisk historieskrivning og blev en forløber for socialhistoriens bemærkelsesværdige opkomst i Storbritannien efter 1968.

På dette tidspunkt havde Hobsbawm dog allerede udgivet de første af de værker, hvorpå hans offentlige og akademiske ry fortsat hviler. En samling af nogle af hans vigtigste essays, Labouring Men, udkom i 1964 (en anden antologi, Worlds of Labour, fulgte 20 år senere). Men det var Industri and Empire (1968), en overbevisende opsummering af en stor del af hans arbejde om Storbritannien og den industrielle revolution, der fik de største lovprisninger. Bogen er siden genudgivet i en stadig strøm af nye oplag.

Endnu mere indflydelsesrig og langtidsholdbar blev dog Age of-serien, som han på begyndte i 1962 med The Age of Revolution: 1789-1848. Siden kom i 1975 The Age of Capital: 1848-1875 og i 1987 The Age of Empire: 1875-1914. Et fjerde bind, The Age of Extremes: 1914-91, er mere idiosynkratisk og spekulativt, men er i visse henseender ikke desto mindre det mest bemærkelsesværdige og beundringsværdige af dem alle, blev udsendt i 1994.

De fire bind indeholder alle Hobsbawms bedste kvaliteter – omfattende viden kombineret med instruktive anekdoter og statistisk overblik, opmærksomhed på nuancers, begivenheders og ords betydning, og måske frem for alt hans uforlignelige evne til syntese (som intetsteds demonstreres bedre i hans klassisk opsummering af midten af det 19. århundreds kapitalisme på allerførste side af det andet bind). Bøgerne var ikke fra begyndelsen tænkt som en tetralogi, men da efterhånden som de udkom fik de klassikerstatus, både individuelt og som samlet værk. De var, som Hobsbawm selv skrev, et eksempel på, hvad franskmændene kalder haute vulgarisation – en popularisering på højt kvalitetsniveau, og »de blev en del af det mentale møblement hos den veluddannede englænder«, som en anmelder skrev.

Hobsbawms første ægteskab gik i opløsning i 1951. I 1950'erne havde han et andet forhold, som resulterede i fødslen af hans første søn, Joss Bennathan, men drengens mor ønskede ikke at gifte sig. I 1962 giftede han sig med igen, denne gang til Marlene Schwarz, der var af østrigsk afstamning. De flyttede til Hampstead og købte en lille sommerhus i Wales. De fik to børn, Andrew og Julia.

I 1970'erne blev Hobsbawms voksende berømmelse som historiker ledsaget af hans voksende ry som kommentator af sin egen samtid. Selvom han som historiker havde respekt for det kommunistiske partis centralistiske disciplin, gav hans intellektuelle overlegenhed ham en uafhængighed, der vandt ham respekt blandt kommunismens hårdeste kritikere, såsom Isaiah Berlin. Denne respekt og hyldest betød samtidig, at ikke en eneste af hans bøger nogensinde udkom i Sovjetunionen. Således bevæbnet og beskyttet stillede han nådesløst sine diagnoser af venstrefløjens tilstand, for det meste i kommunistpartiets månedsskrift, Marxism Today, en stadig mindre ortodoks publikation, hvor han snart fik status af husgud.

Hans samtaler med den italienske kommunist, Giorgio Napolitano (Italiens nuværende præsident) fra disse år blev udgivet som The Italian Road to Socialism. Men hans mest indflydelsesrige politiske arbejde blev centreret omkring en erkendelse af, at den europæiske arbejderbevægelse var ophørt med at være bærer af den transformerende rolle, som tidligere marxister tillagde den. Disse kompromisløst revisionistiske artikler blev udgivet i samlet format under titlen, The Forward March of Labour Halted.

Skuffelsen over Labour

Af 1983, da Neil Kinnock blev leder af Labour-partiet, hvis vælgergunst dengang befandt sig på et historisk lavpunkt, var Hobsbawms indflydelse begyndt at strække sig langt ud kommunistpartiet og ind i Labour selv. Kinnock vedkendte offentligt at stå i intellektuel gæld til Hobsbawm og lod sig blive interviewet af den mand, han betegnede som »min yndlingsmarxist«. Selvom Hobsbawn stærkt misbilligede meget af det, der senere tog form som ’New Labour’, som han opfattede som et fejt historisk svigt, var han uden tvivl den mest indflydelsesrige intellektuelle forløber for Labours stadig mere billedstormende revisionisme op igennem 1990’erne.

Hans status blev understreget i 1998, da Tony Blair udnævnte ham til Companion of Honour, nogle få måneder efter at Hobsbawm havde fejret sin 80-års fødselsdag. I sin motivering erklærede Downing Street, at Hobsbawm »bliver ved med at udgive værker, der forholder sig kritisk til problemer i historie og politik, der er genopstået som en anfægtelse af Europas selvtilfredshed«.

I sine senere år nød Hobsbawm udbredt respekt. Hans 80 og 90 års fødselsdage blev overværet af hele cremen af Storbritanniens venstreorienterede og liberale intellektuelle elite. Samtidig blev han ved med at udgive essays, herunder On History (1997) og Uncommon People (1998) – værker, hvor Dizzy Gillespie og Salvatore Giuliano var naturlige naboer i navneregistret indekset som et vidnesbyrd om Hobsbawms vidtspændende nysgerrighed. En meget vellykket selvbiografi, Interesting Times, fulgte i 2002, og siden, i 2007, kom Globalisation, Democracy and Terrorisme.

Som mere berømt i sin høje alderdom end i nogen anden periode af sit liv var Hobsbawn en hyppig gæst i radioudsendelser, en yndet foredragelser og en regelmæssig medvirkende ved Hay Literary Festival, som han blev formand for i en alder af 93. En faldulykke sidst i 2010 nedsatte hans mobilitet alvorligt, men hans intellekt og viljestyrke forblev usvækket, og det samme gjorde hans sociale og kulturelle liv.

At hans forfatterskab fik et sådant greb i sit publikum på et tidspunkt, da hans politiske anskuelser i nogen grad havde passeret deres udløbsdato, forbitrede måske nogle højreintellektuelle, men det var kun den slags paradoks, som den aldrig selvsmagende Hobsbawn selv satte stor pris på og som hans intellekt næredes ved. I sine senere år var han glad for at citere E.M. Forster for, at han »så på universet fra en skæv vinkel«. Om den bemærkning siger mest om Hobsbawm eller mest om universet var noget, han var glad for at diskutere til det sidste, sikker i sin tiltro, at i en vis forstand var denne synsvinkel noget, som begge parter kunne lære noget af.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Curt Sørensen

En bevægende nekrolog om en af vor tids største historikere og mest uafhængige og kritiske samfundstænkere. Eric Hobsbawm ragede op som et fyrtårn over hele den enorme flok af 'tidsåndens' overflade plaprende og veltilpassede konformister.

Bo Klindt Poulsen

En meget flot nekrolog over en stor tænker.

Men ærlig talt: er den trukket gennem Google Translate? Lidt korrektur havde godt nok hjulpet, og det kunne Hobsbawm godt fortjene.