Læsetid: 9 min.

Miyazakis mageløse museum

Den japanske animationsmester Hayao Miyazaki har i en forstad til Tokyo bygget et museum, der ikke blot er en ophobning af genstande, men en smuk og fascinerede helhedsoplevelse, hvor man går på oplevelse i filmmediets udvikling, tilblivelsen af en animationsfilm og Miyazakis egne magiske værker
Magisk. Ghibli Museum giver børn og voksne en fornemmelse af animationsfilmens magi og fantasiens magt ved at give dem adgang til troldmandens værksted. Og det virker; man har ikke lyst til at forlade det igen. Man har lyst til at gemme sig i et hjørne og vente på, at museet lukker, og Miyazaki dukker op og begynder at arbejde på en ny film. For det må da være her, han arbejder …

Magisk. Ghibli Museum giver børn og voksne en fornemmelse af animationsfilmens magi og fantasiens magt ved at give dem adgang til troldmandens værksted. Og det virker; man har ikke lyst til at forlade det igen. Man har lyst til at gemme sig i et hjørne og vente på, at museet lukker, og Miyazaki dukker op og begynder at arbejde på en ny film. For det må da være her, han arbejder …

© Museo d’Arte Ghibli

1. november 2012

»Det er denne slags museum, jeg gerne vil lave

Et museum, der er interessant og får sjælden til at slappe af

Et museum med en klar og konsistent filosofi

Et museum, hvor de, som søger nydelse, kan nyde,

de, som søger fordybelse, kan fordybe sig, og de, som søger følelse, kan føle

Et museum, der gør, at man føler sig rigere,

når man forlader det, end da man ankom!

Hayao Miyazaki i Ghibli Museums katalog

Turen begynder ved et busstoppested med øjne og ører, fortsætter med en kulørt bus fuld af forventningsfulde børn og voksne og ender uden for et stort, organisk udseende hus med runde, bløde former, omgivet af store træer og buske, der smyger sig op ad murene og skjuler, hvad der er indenfor.

Det er næsten, som om huset og naturen omkring det er vokset sammen. På taget, imellem endnu flere træer og buske, kan man ane en stor robot, der synes at holde øje med det hele og passe på, at intet ubehageligt sker her.

Sammen med min store søn er jeg på en slags pilgrimsrejse til Ghibli Museum, der ligger i udkanten af en stor park i Mitaka, en forstad til Japans hovedstad, Tokyo, og er udformet af Hayao Miyazaki.

Begge er vi kæmpe fans af den 71-årige animationsmester, Japans svar på Walt Disney, som gennem de seneste mere end 30 år har fortryllet med sine animationsfilm, der kan ses af alle: Min nabo Totoro (1988), Kiki – den lille heks (1989), Porco Rosso (1992), Prinsesse Mononoke (1997), Chihiro og heksene (2001) Det levende slot (2004) og senest Ponyo på klippen ved havet (2008).

De dramatiske, underholdende og magiske film, hvoraf mange handler om børn på vej til at blive voksne, er fulde af økologen og nostalgikeren Miyazakis humanisme og humor og udtrykker både hans bekymringer og håb for klodens og menneskehedens fremtid.

Nysgerrighed og lyst

Ghibli Museum, der er opkaldt efter Hayao Miyazakis filmselskab, Studio Ghibli, ser ud præcis som man forestiller sig, at hans museum skal se ud. Det er personificeringen af hans godhjertede og opbyggelige kunstneriske filosofi og legende tilgang til animationsarbejdet. Det er ikke spor museumsagtigt, men derimod et sted, hvor man går på opdagelse og lader sig guide af sin nysgerrighed og lyst.

Museets slogan er da desuden: »Lad os fare vild sammen«.

Det er tillige et meget hyggeligt museum, hvor man straks føler sig hjemme og gerne vil slå sig ned – eller lade sig inspirere af, når man skal indrette sit eget hjem. Alt er så gennemført i den helt særlige blanding af japansk og klassisk central- og sydeuropæisk – tysk, fransk, italiensk – stil, arkitektur og design, som også kendetegner billedsiden af Miyazakis film.

»Ligesom en Miyazaki-film føles museet tidløst, universelt,« skriver en anden animationsmester, Pixars kreative chef, John Lasseter, i forordet til Ghibli Museets officielle katalog.

Lasseter har været en af Hayao Miyazakis helt store fans og støtter i efterhånden mange år, og han har flere gange besøg det unikke museum, der er en forlængelse af Miyazakis kreative virke.

Alice i Eventyrland

Fra indgangen til museet bevæger man sig ned ad en snoet trappe med glasmosaik-vinduer på hver side, der forestiller scener og figurer fra Miyazakis film – den slags mosaikker kan man se mange steder på museet, og de kaster både et helt særligt, varmt lys og minder én om de film, man holder så meget af.

Trappen fører ned til en stor hall, museets hjerte, hvor man kan se helt op til en mosaikkuppel og en gigantisk ventilatorpropel øverst oppe, og hvorfra man kan få adgang til de øvrige etager enten ad store trapper, en smal vindeltrappe, der er sjov, men kræver sit at forcere, eller en gammeldags elevator af jern, mørkt træ og glas.

Alting er så veludført og føles solidt og lækkert, og man fornemmer den omhu og kærlighed, Hayao Miyazaki – og hans søn, landskabsarkitekten og instruktøren Goro Miyazaki, der har hjulpet med at tegne og bygge museet – har lagt i selv den mindste detalje.

Et par etager oppe fører en bro fra den ene side af hall’en til den anden, og overalt hænger runde glaslamper og henlægger sammen med mosaikvinduerne det hele i et behageligt og venligt lys. Der er mange mennesker, men det føles ikke sådan. I hallen findes også toiletter, og i stedet for at bruge den store dør til de voksne, kan man vælge at bruge de små buede døre til børnene, selv om de bliver mindre og mindre, dørene altså, og man skal passe på ikke at sidde fast.

Det er ligesom at være med i Alice i Eventyrland.

Fascinerende undervisning

Selve udstillingsdelen af Ghibli Museum består af tre hoveddele, og den første begynder lige ved indgangen, hvor man får et på én gang poetisk og pædagogisk indblik i, hvordan man skaber filmmagi, og hvordan filmmediet har udviklet sig fra laterna magica – en primitiv forløber for lysbilledapparatet, og dermed det første skridt i retning af levende film – til filmstrimler og vore dages digitale filmteknologi. Flottest er en kæmpestor laterna magica, hvor figurer fra Min nabo Totoro er monteret på en stor drejeskive og er ganske ubevægelige, når skiven står stille. Men så begynder den at dreje, samtidig med at den belyses af et stroboskop, og pludselig vækkes figurerne til live og hopper og danser rundt på skiven, så det er en ren fornøjelse.

Det er fascinerende – og svært at løsrive sig – og samtidig anskuelighedsundervisning, når det er bedst.

Min søn tager teten, og vi kæmper os vej op ad vindeltrappen og når næstøverste etage, hvor den anden af museets tre udstillingsdele befinder sig. Det er den skiftende udstilling, som lige nu er dedikeret til en hundrede år gammel bog med folkeeventyr samlet af skotten Andrew Lang. Sort-hvide illustrationer og tekster fra Langs bog er blæst op i kæmpestørrelse og går fra gulv til loft i udstillingslokalerne og fortæller om både skønne prinsesser, stolte riddere og farlige drager.

Bagtanken med udstillingen, fortæller museet på sin hjemmeside – og i små tekster af Miyazaki selv ved de enkelte illustrationer – er at vise, hvordan de gamle mundtligt overleverede og siden nedskrevne folkeeventyr og illustrationer har inspireret senere generationer af historiefortællere, også Miyazaki, der fører arven videre i sine egne film.

Troldmandens værksted

På samme etage i den modsatte side af huset finder man tredje del af udstillingen, som også er en del af den permanente udstilling og handler om Miyazakis eget virke. Her har han genskabt sit eget arbejdsværelse, sin tegnestue, og fyldt den med tegninger og skitser fra sine film, materialer som blyanter, papir og farver og inspirationskilder i form af genstande og bøger fra hele verden, ikke mindst Europa. For eksempler hænger der på en væg platter fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, og på en af dem kan man se både den gamle Børs og Vor Frelser Kirke på Christianshavn.

Rundt om i tegnestuens syndige og charmerende rod finder man opstillinger af animationsudstyr – kameraer og lysborde – og mens man bevæger sig rundt og genkender ting fra Miyazakis film, kan man samtidig bladre i hæfter med storyboards til hans film og kigge i kameraer og dreje på håndtag og på den måde få et indtryk af, hvordan man animerer og farvelægger, skaber dybde i billedet og får kameraet til at panorere.

Ghibli Museum er helliget Hayao Miyazaki og hans frodige fantasi, hvilket i sig selv er noget særligt, men det er ingenlunde en statisk eller selvforherligende oplevelse. I stedet giver museet børn og voksne en fornemmelse af animationsfilmens magi og fantasiens magt ved at give dem adgang til troldmandens værksted. Og det virker; man har ikke lyst til at forlade det igen. Man har lyst til at gemme sig i et hjørne og vente på, at museet lukker, og Miyazaki dukker op og begynder at arbejde på en ny film. For det må da være her, han arbejder …

På Ghibli Museums øverste etage er der i den ene ende en stor udgave af den elskede kattebus fra Min nabo Totoro, som de mindste af de besøgende får lov til at kravle rundt på. Det er kun for børn, og det er ikke uden misundelse, min søn og jeg ser på alle de børn, som begejstret drøner rundt inden i og uden på bussen og formentlig genoplever øjeblikke fra filmen.

Fra rummet, hvor kattebussen står, kan man komme ud på en balkon, hvor der ad endnu en vindeltrappe er adgang til taget og den store robotsoldat, der i en af Miyazakis tidlige film, Laputa: Slottet i himlen (1986), viser sig at være et såre venligt væsen, der passer på fuglene og naturen på titlens flyvende slot.

Museumsgæster flokkes om robotten, der står midt i en skov af bambus, og vil have taget billeder sammen med den. En venlig dame forsøger at genne dem videre, så andre kan komme til, men det virker ikke. Et besøg på Ghibli Museum er ikke fuldendt uden sådan et foto, og min søn og jeg tager også opstilling foran robotten.

Vi går ned igen og opdager, at Miyazaki i rummet ved siden af kattebussen har indrettet et bibliotek med alverdens børnebøger. Og i den modsatte ende af etagen ligger museumsbutikken, Mama Aiuto, der er opkaldt efter den festlige piratmutter i Laputa: Slottet i himlen. Butikken er proppet med mennesker, der vil have et stykke – eller mange – af Miyazakis magi med sig hjem, og vi holder os bestemt ikke for gode til at gøre det samme.

Unikt museumskunstværk

Vores besøg på Ghibli Museum er ved at være forbi, men vi mangler endnu en oplevelse. I stueetagen er der adgang til museets biograf, Saturn Theater, hvor der dagen igennem vises animerede kortfilm, der er produceret til museet. Hayao Miyazaki og andre instruktører og animatorer, der laver spillefilm for Studio Ghibli, har instrueret filmene, og vi får lov til at se Miyazakis egen Mr. Dough and the Egg Princess.

Den 11 minutter lange film handler om en lille æggeprinsesse, der knokler for at holde hus hos en ikke videre rar heks og en dag flygter sammen med den dejmand, hun selv har lavet. Heksen er dog lige i hælene på dem, og spørgsmålet er så, om det umage par kan undslippe. Mr. Dough and the Egg Princess rummer temaer og visuelle elementer fra Miyazakis øvrige film, og det er ikke svært at se, hvem der har signeret den fine lille film.

Og selve biografen er lige så flot som resten af museet. Oppe på loftet kigger solen og månen venligt ned på os, og bagest i salen er en gammeldags 35 mm-filmprojektor placeret i et slags glasbur, som en smilende, ældre herre, operatøren selv, stolt viser frem og fortæller om på japansk.

Det er med vemod, at min søn og jeg forlader Ghibli Museum. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har følt mig så velkommen på et museum som her. Den følelse hænger selvfølgelig sammen med, at jeg holder af Hayao Miyazakis film, men museet vil også være en stor oplevelse for mennesker, som ikke kender Miyazaki, fordi det er så smukt designet og gennemført indrettet.

Om noget vil de få lyst til at se de film, der er instrueret af dette bemærkelsesværdige menneske, og forsvinde ind i det særegne univers, der har inspireret til så unikt et museumskunstværk.

Ghibli Museum har åbent alle dage fra 10-18, undtagen tirsdag. Billetter skal bestilles på forhånd til en bestemt dag og et bestemt tidspunkt, ellers får man ikke adgang. Det kan godt betale sig at bestille billetterne via museets hjemmeside, inden man rejser hjemmefra.

www.ghibli-museum.jp/en/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu