Læsetid: 8 min.

’Naturens orden er ekstrem’

Dyrisk. Ursula Andkjær Olsen undersøger menneskelig dyriskhed, usårlighedstrang og paranoia i sin digtsamling, ’Det 3. årtusindes hjerte’. Meget af det er erfaringer, hun har gjort sig efter at have fået en søn
Stærk. Ursula Andkjær Olsen er aktuel med digtsamlingen ’Det 3. årtusindes hjerte’, som hun selv betegner som ’hård, stærk og kantet’.

Stærk. Ursula Andkjær Olsen er aktuel med digtsamlingen ’Det 3. årtusindes hjerte’, som hun selv betegner som ’hård, stærk og kantet’.

19. oktober 2012

Lige inden for døren på café Dag H, Dag Hammarskjölds Allé i København, hvor Ursula Andkjær Olsen og jeg har sat hinanden stævne, er der opsat et stort skilt med ’ordensregler’. Man må ikke tage barnevogn med ind, og amning må kun foregå ’på ammebænken i kælderen’, står der blandt andet. Jeg trækker lidt på skulderen af nybornertheden og sætter mig ved vinduet med en cappuccino. Et par minutter efter ser jeg Ursula Andkjær Olsen komme gående over fodgængerovergangen.

Da vi har bænket os, spørger jeg, om hun selv synes, at hendes nye digtsamling, Det 3. årtusindes hjerte er så sort, som Informations kritiker mente i sin anmeldelse.

»Snarere hård,« svarer hun, »sådan tænker jeg selv på den. Jo, den er vel nok sort,« medgiver hun så eftertænksomt, »men også stærk. Jeg har altid arbejdet med forskydninger af ords og vendingers betydning, men her har jeg strøget alle de charmerende og muntre. De er røget af. Jeg havde brug for, at den var lidt kantet. Alt det, der bløder op, kom bare ikke.«

– Er du blevet mere pessimistisk med årene?

»Ork, nej,« griner Ursula Andkjær Olsen, »det har jeg altid været! Det er snarere, at jeg nu godt tør se på det svære. Tidligere har jeg været nødt til at bruge det komiske og satiriske, nu tør jeg komme tættere på.«

Hun er nået frem til at skrive om nogle ting, som er meget dybtliggende, siger hun, og nævner paranoia og ’dyriske ting’, hvormed hun blandt andet mener amning.

»At amme føltes meget kulturfremmed,« siger hun. »Der er masser af krop i samfundet, men på helt bestemte måder. For mig blev amning væsentligt farligere end seksualiteten. Den bliver spundet ind i, at det skal være så hyggeligt, men det har intet med hygge at gøre. Jeg oplevede det som både meget højtideligt og meget ensomt. Man kender jo ikke barnet. Man kan ikke tale med det. Godt nok er jeg et ordmenneske, men ensomheden går dybere, det at han ikke kunne sige noget. Man føler en helt abnorm tilknytning, men uden at man kender barnet.«

Den voldsomme beskyttertrang, der følger med tilknytningen, sammen med ønsket om at være usårlig, oplever hun som dyrisk, forklarer hun.

Usårlighed

Ønsket om at være usårlig gennemprøves i en lang række situationer i digtsamlingen, indledt med ’målet er’ eller ’forestillingen om’. Det 3. årtusindes hjerte har taget tre år at skrive, bogen er på alder med Ursula Andkjær Olsens egen søn, så jeg spørger om usårlighedstrangen også skyldes, at hun er blevet mere følsom af at få barn.

»Jeg er generelt en tåreperser,« svarer hun ligefremt, »selv om jeg også efterhånden har tilegnet mig en vis kynisme. Men da jeg fik min søn, kom ’det store hyl’ tilbage. Jeg synes, det ændrer helt vildt meget at få et barn. Og hvad er kultur, og hvad er natur? Jeg har tænkt på bogen som hård, men jeg synes også selv, at den er meget sørgelig.«

– På grund af det, der ikke bliver til? ’Dig har jeg tabt, det var som et nederlag,/og dig har jeg tabt, det var som et nederlag,’ står der et sted?

»Alle tabene kommer ind, før barnet kommer. De er overvundet til en vis grad. Men da jeg fik ham, tænkte jeg hele tiden på, at han kunne dø. Hvis man bliver ved med det i et halvt år, har man en fødselsdepression, men hvis man kun har det sådan i tre måneder, er det normalt,« fortæller Ursula Andkjær Olsen med en lille latter.

»Det er naturens orden, men naturens orden er ekstrem. Det naturlige behøver ikke at være letflydende. Noget af det dyriske består også i at opfatte et tab som et nederlag, sådan som jeg skriver. Det er en dyrisk orden, at er man såret, er man sårbar.«

»Sygdom opfattes efterhånden også mere og mere som et nederlag,« tilføjer hun. »Måske er det en holdning, der er let at få frem, fordi det er en dyrisk følelse, der findes i folk?«

»Så dér fik jeg afleveret en fin lille biologisme!«

– Du har villet gøre op med naturlighedsdyrkelsen?

»Ikke entydigt, men jeg når frem til, at der står nogle modsætninger over for hinanden. Det er vigtigt både at anerkende dyriskheden i det naturlige og holde fast i, at den kun er en side af sagen, og hvis man kører for langt ud i det, så opfatter jeg det som en længsel efter at slippe for det moralske.«

»Jeg hørte en anarkokapitalist blive interviewet på tv. Han ville privatisere alting, han ville have privat sygeforsikring, Og til sidst fik intervieweren ham til at gå ind for private domstole,« griner hun.

»Men jeg er letpåvirkelig nok til, at jeg godt kan blive revet med af en kynisme, hvor man tænker, det må de selv klare.«

Det strømmende

Det handler også om frihed, mener Ursula Andkjær Olsen og peger på det strømmende, der flyder frit, som noget, der går igennem hele digtsamlingen og gælder for alle mulige enheder. Strukturelt er den bygget op ligesom det røntgenbillede af et hjerte, der pryder både for- og bagsiden. Man ser alle årerne, alle knudepunkterne og alle forbindelserne imellem dem, hvor blodet strømmer. Men indimellem optræder digte, hvor der eksperimenteres med lighedstegn mellem modsætninger.

»Dem tænker jeg som en art mobiler eller skulpturer, hvor modsætningerne bare står – de er både det ene og det andet på en gang,« forklarer hun.

– Du arbejder også mange steder med en gentagelse af sidste linje?

»Min lærer på Forfatterskolen, Per Aage Brandt, kaldte det ’kadencefeber’. Og ja, jeg havde brug for kadencefeber. Nogle steder udtrykker de en form for panik, det er besværgelser, der bliver sagt så tit, at det bliver tydeligt, at det ikke passer. ’Ingen skal få mig til at sige:/Jeg er bange,/ingen/ingen,’ hedder det for eksempel.«

Gaveøkonomi

Der er mange referencer på spil, når man taler med Ursula Andkjær Olsen, referencer, som hun tænker med og igennem, selv om hun understreger, at hun ikke er specialist, »bare røver,« som hun siger. Spørgsmålet om frihed får hende til at inddrage Marcel Mauss’ gaveøkonomi, som hun studsede over, da hun læste den.

»Mauss er varm tilhænger af gaveøkonomien, men jeg forstod ikke, hvorfor det var en smukkere og sandere og noblere måde at omgås hinanden på. Alt er flettet sammen i gaveøkonomien, religion, kultur, slægtskab, køn, hvorimod kapitalisme giver mulighed for en individualisme, som jeg blankt må indrømme, at jeg er tilhænger af. Her i den vestlige verden har vi adskilt Mauss’ sammenflettede domæner analytisk, man kan synes, at det er falsk og usandt, men det giver nogle muligheder. Markedet har givet muligheder for frihed, som ikke er en utopi, men en realiseret individuel frihed.«

»Men den rummer også den ondskab, man udøver mod dem, man lader klare sig selv,« tilføjer hun.

»Man må dog skelne mellem ondskab og perversion,« fortsætter Ursula Andkjær Olsen. »Selv om man gør sig umage, så er det næsten umuligt ikke at ødelægge noget for andre, for det er os, der får det hele. ’Alle tjener nogle andres penge’,« citerer hun sig selv fra digtsamlingen.

»I min digtsamling fra 2008, Havet er en scene, var jeg optaget af Adornos negative dialektik, hvor naturen er et grænsebegreb. Jeg tænkte, hvad nu hvis kulturen er grænsebegrebet? Men nu er jeg nået frem til, at det hverken er naturen eller kulturen, der sætter grænsen, det er moralen. Man ser ikke godt og ondt i naturen. Vi har hørt en del skældsord mod det moralske i de senere år, pladderhumanisme, halalhippier og rundkredspædagoger, og de bliver brugt som middel til at forhindre, at man diskuterer det politiske. Men det er jo nødvendigt! Godt og ondt er noget, der er der, det kan vi ikke kaste over bord. Når man siger, at markedet styrer, og den stærke overlever, oplever jeg det som en længsel efter ansvarsfrihed. Jeg forstår det godt, det er ikke uforståeligt, men det er uholdbart.«

– Hos dig er markedet en kvinde, Moder Marked?

»Der er en længsel i kulturen efter at blive tilbageført til noget naturligt. Adskillelsen af natur og kultur er sygelig, men jeg synes hele tiden, den dukker op. Forleden hørte jeg eksempelvis udsagnet: ’Det er naturligt, at mænd har flere partnere’. Det gode ved kulturen er, at den giver så mange muligheder, men derfor finder man også naturlængslen, tror jeg, man forsøger at begrænse de mange muligheder.«

»Jeg tænkte digtsamlingen som modstykke til Robert Musils Manden uden egenskaber. Det her skulle være Kvinden med muligheder, at man skal kunne alt.«

Rumlighed

– Du afprøver muligheder for, hvordan man behandler det forfærdelige? Fra mor og barn til rummet?

»Det kan man godt sige. Det er blevet tydeligere for mig selv, at der er en rumlig bevægelse. Når man er gravid, er man jo faktisk hul, der er noget inden i én, som ikke er en selv. Jeg har altid tidligere haft musikforbilleder for mine digtsamlinger. I denne er der kommet rumlighed ind. De kunstværker, jeg har tænkt på, har været billedkunst og skulptur.«

»Jeg var oppe i Nordsjælland og så Rudolph Tegners skulpturpark. En af hans skulpturer forestiller en kvinde, der sidder mellem en anden kvindes ben. Jeg tænkte, at der manglede en, hvis der havde været tre, havde det været virkelig mærkeligt. Så det digtede jeg. Tegner er patetisk, men jeg har også selv forsøgt at være patetisk. Blot er spørgsmålet, hvordan være patetisk på en adækvat måde? Jeg har prøvet at løse det ved at være patetisk og analytisk på en gang. Schiller mente, at man skal vise lidelsen i kunstværket, så det hæver sig over den og bliver moralsk. Det sidste tror vi måske mindre på i dag, men man kan godt se det analytiske som modvægt til lidelsen.«

– Indimellem kommer der også en næsten seeragtig tone ind?

»Bibelsk, måske? Den kom, og så blev den noget, jeg måtte prøve at gennemspille. Jeg holder meget af at læse i Bibelen, tidligere var jeg vild med Højsangen, men her er det for eksempel ordene fra Matthæusevangeliet om, at »ethvert rige, der er i kommet i splid med sig selv, lægges øde«, jeg forholder mig til. Jeg synes, det er problematisk, hvis man ser sådan på modsætninger. Så vil alt jo høre op, så var man meget hurtig færdig!«

Ja, man må kunne rumme modsætninger, tænker jeg, da jeg bagefter går op mod Østerport Station. Men måske har jeg fået lidt større forståelse for, at Dag H har kunnet lade sig kyse af ammende kvinder ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu