Læsetid: 4 min.

Nej-siden taler til følelserne, ja-siden til fornuften

EU-folkeafstemninger de seneste 40 år har alle haft samme mønster: EU-begejstrede politikere, økonomer og erhvervsliv taler om den økonomiske nødvendighed af et ja. Men skeptikernes argumenter om nationalfølelse, identitet og selvstændighed appellerer til vælgerne
EU-folkeafstemninger de seneste 40 år har alle haft samme mønster: EU-begejstrede politikere, økonomer og erhvervsliv taler om den økonomiske nødvendighed af et ja. Men skeptikernes argumenter om nationalfølelse, identitet og selvstændighed appellerer til vælgerne
2. oktober 2012

De store hænder er omklamrende og uundgåelige. Blikket koldt og kynisk. Smilet mistænkeligt lumsk. Bureaukratkæmpen med EF-knappenålen er parat til at indfange betragteren – ja, hele Danmark.

Budskabet i tegneren Ib Spang Olsens valgplakat fra EF-afstemningen i 1972 er effektivt og let afkodeligt.

Og plakaten, lavet for Folkebevægelsen mod EF, er en del af den lange række af ikoniske valgplakater og budskaber, der har præget de danske EU-folkeafstemninger siden 1972.

Her har EU-skeptikerne igen og igen spillet på frygten for at blive glemt og klemt. For at miste den nationale selvbestemmelse og identitet. Og det er et budskab, der i høj grad appellerer til danskerne, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor i samtidshistorie ved Aarhus Universitet, som har forsket i den danske EU-skepsis og EU-folkeafstemninger.

»Det er et meget stærkt argument, når man siger, at Danmark er ved at blive trådt under fode og ved at miste sin selvbestemmelse. Den frygt ligger dybt i den danske nationale identitet, i og med at vi er et lille land, at vi har været besat af Tyskland, og at Danmark i århundreder har været klemt mellem stormagter.«

Dertil kommer, at nej-siden også har et budskab, der er visuelt let og effektivt at formidle.

»Hvis man trykker på sådan nogle knapper, så har det en enorm klangbund i den danske befolkning. Hvad enten det er tyskerne, bureaukraterne eller noget helt tredje, man mener truer danskerne, kan man lave ufattelig stærk plakatkunst omkring sådan en frygt – og det har man været dygtige til,« siger Thorsten Borring Olesen.

Svære eller svage argumenter

Heroverfor står ja-sidens plakater, der ofte har satset på at fremhæve de økonomiske argumenter for at stemme ja til yderligere EU-samarbejde.

»Vi har alle sammen brug for erhvervslivet – og erhvervslivet har brug for Europa,« som det lyder på en plakat fra valgkampen i 1972.

»Tilhængerne har slået meget på argumenter som arbejdspladser, den generelle udvikling og det faktum, at vi er et lille land, der ikke kan klare sig uden de andre. Dermed adskiller parolerne og argumenternes karakter sig markant fra en nej-side, hvis budskaber ofte er emotionelt præget og enkelt formidlet gennem billeder eller illustrationer,« bemærker Lars Dybdahl, biblioteks- og forskningschef på Designmuseum Danmark og forfatter til bogen Den danske plakat, der beskriver valgplakaternes udvikling siden den første af slagsen – en socialdemokratisk plakat fra 1918 – blev udtænkt i forbindelse med en dansk valgkamp.

Han mener ikke blot, at EU-skeptikerne har været dygtigere til at skabe ikoniske og effektive plakater og slogans. De har ganske enkelt også et lettere budskab at formidle:

»Det er nemmere at tale oppositionelt og at spille på nogle stærke følelser end at forsøge at overbevise om ’det økonomisk ansvarlige’ på en plakat. Der er simpelthen bedre muligheder for at udfolde følelserne elegant og effektivt.«

Det samme mener Thorsten Borring Olesen, der påpeger, at netop det er en del af forklaringen på, at danskerne flere gange har stemt nej:

»Argumentatorisk vil jeg påstå, at det altid har været sværere for ja-siden – for de har hele tiden skullet argumentere for nogle fordele, vi kunne få, men ikke har – og det bliver hurtigt lidt spekulativt. Nej-siden har derimod argumenteret med frygten for at miste det, vi har,« siger han og påpeger, at mønsteret har gentaget sig ved alle de fem EU-folkeafstemninger, der har været siden tilslutningen til EF efter afstemningen i 1972.

Han fremhæver blandt andet euroafstemningen i 2001, hvor Dansk Folkeparti – der argumenterede for et nej – spillede på billedet af det idylliske og selvstændige Danmark og med slogans som ’Kronen har tjent os i mange år’.

Tilhængernes drømme mangler

Samtidig understreger Thorsten Borring Olesen, at EU-tilhængere ofte har forsømt at optegne deres drømme og visioner for et europæisk samarbejde og i stedet har benyttet de mere kolde, økonomiske argumenter. Og det har en naturlig forklaring, mener han:

»Man sidder ofte med indtrykket af, at mange af de, der gennem tiden har argumenteret for at stemme ja, nærmere har gjort det af nød end af lyst, fordi de er blevet overbevist af de økonomiske argumenter. Mange tilhængere taler ikke passioneret om deres drømme for et Europa, hvor vidunderligt samarbejdet er – hvorimod en stor del af modstanderne taler meget indædt og passioneret for, hvorfor et nej er det rigtige. Og når man har en meget utvetydig holdning, er det også lettere at kommunikere det i et enkelt budskab.«

Eksperter skændes ofte om, hvorvidt valgplakater kan flytte stemmer eller ej. Det tør Lars Dybdahl ikke spå om – men det betyder langtfra, at de ikoniske plakater er ligegyldige:

»Mange af de plakater, vi alle sammen husker, har i høj grad sat rammen for den debat og den tone, som valgkampene kom til at foregå i. Derfor mener jeg, at de i høj grad har haft betydning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Husker stadig Euro kampagnen, hvor alle der argumenterede for et nej til Euroen blev beskrevet som lavt uddannede, dårligt oplyste, langsomt tænkende og skræmte kvinder inden for det offentlige.

Husker også Marianne Jelveds tårer, da afgørelsen faldt.

Senere er der vist en del, der har været glade for at vi stod uden for.

Nej-sigernes argumenter holdt jo stik. Projektet var ikke gennemtænkt, hvad enhver med fornuft i behold kunne forudse.

Får vi mon en indrømmelse fra Fru Jelved på noget tidspunkt?

Alan Strandbygaard

Jeg tror mere at man skal se det på følgende måde:

1. Ja-sigerne bruger regnemaskinen, men skubber følelsernbe i baggrunde.
2. Nej-sigerne lytter til deres følelser, men skubber regnemaskinen i baggrunden.

Men hvad er det vi mennesker lever bedst med? Er det følelser eller regnemaskinen?

"Nej-siden taler til følelserne, ja-siden til fornuften"

Saadan er der muligvis mange der har det men jeg er sikkert ikke den eneste der har det omvendt.

I virkeligheden synes jeg det er noget fjolleri at vi allesammen hytter os inde bag nogle fiktive streger paa et landkort (laes: landegraenser) som i sin tid blev tegnet af nogle aristokrater for at de kunne dele verden mellem sig.

Min indre "ja side" er altsaa i hoej grad baseret paa mine anti-nationalistiske foelelser. Omend ikke udelukkende.

Hvorfor er jeg saa skeptisk overfor/imod unionen? Kort sagt fordi nationalstaterne er den eneste garanti vi har for nogetsomhelst. Herunder medbestemmelse over vores egne liv. Dvs. et nogenlunde velfungerende demokrati.

I det hele taget grundende til min skepsis/modstand meget konkrete og baserer sig paa det EU som rent faktisk eksisterer idag.

For nylig beskrev jeg disse grunde i en anden traad. Tillad mig at citere mig selv:

Det er da muligt at et forenet Europa er en god IDE, men det betyder jo ikke at det EU som er blevet stablet paa benene er det.

Det er sgu da bekymrende at vi er i faerd med at nedlaegge det der vel er stoerstedelen af verdens mest velfungerende demokratier til fordel for et udemokratisk, (halv-)korrupt, plutokratisk, utransparent, bureaukratisk, magt-centraliserende monster.

Derudover er det heller ikke fortryggende at vaere i en union med korrupte og temmeligt dysfunktionelle lande som Graekenland og Spanien. Eller Italien der i sammenlagt 10 aar var ledet af sociopaten Berlusconi. Skraemende at taenke sig at folk som ham kunne faa stoerre indflydelse paa danskernes liv end vi selv har fordi Italien er et stoerre land end DK og derfor har en tungere stemme i unionen.

Et aabent marked, fri bevaegelighed, samarbejde om miljoe og til en vis grad oekonomi er da helt ok. Men maaske er det bedre at de oevrige politiske beslutninger tages i de enkelte lande.

Saa jeg forebeholder mig retten til at vaere yderst spektisk overfor EU.

Brian Pietersen

jeg bruger min fornuft når jeg siger nej til EU

Alt der bliver stort, ser ik ret kønt ud.

EU tilhængere er omklamrende og manipulerende i deres besættelse af at få andre til at synes det de vil ha man skal synes.

Flemming Nielsen

Det synes ret fornuftigt at lade følelserne spille med. Det har da indtil videre vist sig at være en enorm gevinst for DK.

I det hele taget at adskille følelse og fornuft er næppe særlig klogt.

Nej-siden mest følelsesbetonet?

Jeg husker altså rigtig mange politikere og andre centraliseringsgejle jubelidioter i emotionelt farvede og til tider rasende forsvarstaler for EU, derunder f.eks. EU-furien Marlene Wind.

EU har været løgn og bedrag fra starten af, med hemmelige dagsordener, med traktatomskrivninger som med vilje blev gjort omfangsrige og indviklede så ingen skulle få mod på at læse dem bagefter. Selv EU-advokater som Giscard D'Estaing som førnævnte Marlene Wind har påpeget og beklaget at befolkningen ikke får sandheden at vide, mens miniputstaten Luxemburgs Claus Juncker fortsat har holdt på at befolkningerne skulle have så lidt som muligt at vide.

Gang på gang fremføres det uden blusel at EU skulle have sikret fred i Europa og en selvstændig kurs for Europa overfor stormagterne.

Det brutale angreb på Serbien og støtte til etablering af endnu et muslimsk brohoved midt i Europa, hovedsageligt på amerikansk foranledning, tæller åbenbart ikke som krig.
Og hvor er den selvstændige" europæisk politik på den internationale scene?

Med USA som førerhund har Europa nu ført krig i Asien og Mellemøsten i årevis, og ifølge vores egen angrebsminister Nick Hækkerup kommer vi til at deltage i mange flere morderiske vanvidsaktioner i mange år fremover.

EU er et anslag mod demokratiet og friheden og en forbrydelse mod menneskeheden.

Konstruktionen skal ikke blot afmonteres. Der bør også komme et retsopgør, hvor blandt andet Eurokraternes lukrative pensionsordninger bliver inddraget, så de kriminelle politikere som har sendt Europa på en dødskurs, kommer til at føle virkningerne af deres egen fejlslagne og forbryderiske politik, på lige fod med de mange almindelige mennesker der er blev ofre for dette arrogante burokrati.

Fra Folkeafstemningen i 1972 kan noteres følgende ekstremer:

Nørrebro 60,5 % nej
Blågård 63,1 % nej
Vesterbro 65,0 % nej
Hellerup 75,4 % ja
Skjern 80,0 % ja

Stemmer disse fem kredse i dag samlet ja?

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor er følelser nu udtalt den forkerte måde at tage stilling til livets tilskikkelser på?
Følelserne bruger mennesker hele tiden. Det gælder både vores til- eller fravalg af partner, af valg af hvem man leger med i skolegården eller på arbejde, Følelserne er afgørende for hvordan man tager sig af sine børn, hvilken bil man køber, hvilken mad man spiser, om man rager til sig eller deler ud og om man skader andre eller sig selv.
Følelser styrer utrolig meget i menneskelivet, men når det handler om EU, må mennesker ikke have følelser? Den holder ikke.

"Fornuft" er en besynderlig konstruktion, som på ingen måde kan adskilles fra følelserne.

En EU-tilhænger TROR vedkommende tager stilling ud fra sin fornuft. Det gør han ikke. Han tager stilling ud fra, om han synes om/føler for/regner med fremtidsvisionerne for EU
Og det er hans følelse/fornemmelse af sandsynligheden for at EU udvikler sig i rimelig retning (set fra hans egen synsvinkel), som styrer ham og ikke nogen udefinerbar 'fornuft'.
Men det er svært at tegne en fremtidsvision, som kan være forskellige fra person til person på en plakat, DET er sandt.

Niels Engelsted

Der findes rationelle blå grunde til at være tilhænger.
Der findes følelsesmæssige blå grunde til at være tilhænger.
(Se Rehling http://www.information.dk/312587)

Der findes følelsesmæssige røde grunde til at være modstander.
Der findes rationelle røde grunde til at være modstander.
(Overvældende majoritetssynspunkt blandt venstrefløjen).

Der findes følelsesmæssige blå grunde til at være at være modstander.
Der findes rationelle blå grunde til at være modstander.
(Et minoritetssynspunkt i hastig vækst i den borgerlige lejr, hvor Lene Espersen for et par dage siden--ligesom amerikanerne--kaldte EU alt for socialistisk.)

Der findes følelsesmæssige røde grunde til at være tilhænger.
Der findes rationelle røde grunde til at være tilhænger.
(Endnu et absolut minoritetssynspunkt og måske altid).

Alle grundene er gode, så der er frit valg, alt efter hvad man lægger vægt på, og peergruppen siger. Jeg har personligt valgt det sidste sæt.