Netflix-lancering skærper kampen om de digitalere seere

Med gårsdagens lancering af Netflix i Danmark er kampen om de digititale seere begyndt. Viaplay sænkede i går abonnementsprisen for at matche Netflix, og HBO Nordic er på vej – alle koster de 79 kr. om måneden, men har vidt forskelligt indhold
17. oktober 2012

I går gik Netflix i luften med sit danske site, og en del af markedsføringsstrategien er, at alle har mulighed for en måneds gratis prøvetid. Netflix har mange lighedstræk med musiktjenesten Spotify og samarbejder også med den i sin markedsføring. Betalende Spotify-kunder tilbydes således gratis Netflix-abonnement året ud. Disse tiltag skal naturligvis lokke danskerne til at vælge Netflix i et nyt, men voksende marked, hvor flere aktører kæmper om kunderne. YouSee lancerer YouBio til november, men har endnu ikke offentliggjort en pris. Stifteren af Netflix, Reed Hastings, siger, at Netflix’ force er, at det var først og er størst:

»Vi har næsten 30 millioner brugere på verdensplan, vi har gjort det her længe, og vores streaming fungerer bedre. Vi har som de eneste Dolby Digital 5.1-sound, og vi er de eneste, der er på Apple-tv-boksen.«

Individualiseret tv

Reed Hastings fik idéen til Netflix i 1995, da han glemte at aflevere en lejefilm og fik en stor bøde. I 1997 startede Netflix som et firma, hvor man lejede film per postordre. I 2007 blev Netflix en online streaming-tjeneste og er vokset massivt siden. Faktisk så meget, at Netflix har været en medvirkende faktor til Blockbusters konkurs i USA.

Reed Hastings mener, at det mest skelsættende ved digital streaming er, at kunden kan se film og tv, præcis når det passer vedkommende. Netflix-tjenesten husker, hvad du har set, hvor langt du er kommet i en serie eller film, og den foreslår film og serier ud fra, hvad du tidligere har set. Og så opdaterer den intermedielt, således at du kan slukke midt i en serie på dit tv og så fortsætte i toget på din iPad.

Netflix samarbejder ligesom Spotify også med Facebook, så du kan ’dele’ film- og tv-tips med vennerne. Denne funktion kan også vælges fra, men gør man ikke det, sladrer Netflix til Facebook om, hvad du ser. Det er dog også muligt at abonnere på Netflix uden at gøre det via Facebook, hvilket ikke er tilfældet med Spotify.

Forskelligt indhold

En udfordring for Netflix kan være, at tv-serier kommer en sæson efter, de vises på amerikansk tv, mens film kommer fire måneder til et år efter, de er kommet ud på dvd. Netflix’ indholdsmanager, Ted Sarandos, siger:

»Vi ser ikke på tv-serierne, som om de kommer med forsinkelse, men som de kommer i en samlet præsentation, hvor vi stiller dem til rådighed en hel sæson ad gangen, så man ikke skal se et afsnit og vente syv dage på det næste.«

Han mener, det er en helt ny måde at opleve en historie på, når man kan se mange episoder i træk og på den måde komme dybere ind i karaktererne.

Hverken Reed Hastings eller Ted Sarandos vil sætte tal på, hvor mange film- og tv-serier, Netflix tilbyder, men Hastings forsikrer, at der er mere, end man kan nå at se.

Reed Hastings mener, at Netflix godt kan stå distancen i konkurrencen om de digitale seere, fordi de forskellige aktører ikke har det samme indhold:

»Mange vil vælge både Netflix og Viaplay, fordi vores indhold er vidt forskelligt. Det indhold, som Viaplay har, blokerer de Netflix fra at få.«

Når YouSee lancerer sin streamingtjeneste bliver det i et samarbejde med C More, som også har nogle af de populære HBO-producerede serier som Boardwalk Empire og The Newsroom. Da YouBio vil have et indhold, som er en kombination af de øvrige streaming-tjenesters indhold, kan YouSee vise sig som en spændende konkurrent, men det afhænger også af den endnu ikke offentliggjorte abonnementspris.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Netflix er en film- og tv-streaming-tjeneste. Den blev etableret af Reed Hastings i 1997, gik online med filmstreaming i 2007 og blev lanceret i Danmark i går. Der er en måneds gratis prøvetid. Et abonnement koster 79 kr. om måneden, og Netflix har cirka 27 millioner brugere på verdensplan.

I går sænkede Viaplay sin abonnementspris fra 99 kr. om måneden til 79 kr. som en direkte konsekvens af Netflix’ indtræden på det danske marked.

Dette efterår lanceres også HBO Nordic i Danmark, hvor man kan se HBO’s populære tv-serier for 79 kr. om måneden.

Til november lancerer YouSee YouBio, hvor man kan se film og tv-serier – blandt andet også HBO-producerede serier. Abonnementsprisen er endnu ikke offentliggjort.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jonathan Lindahl

Det er meget spændende med de mange forskellige udbyder, som differentiere sig fra hinanden ift. deres udvalg.

Jeg har haft Netflix i et godt og vel en uges tid nu, og har været vældig tilfreds med det. Dog synes jeg måske, at deres filmudvalg er lidt tyndt - men ellers har jeg været tilfreds med det.

Hvis andre kunne ønske sig Netflix gratis i mere end 1 måned, kan de evt. besøge http://www.gratis-netflix.dk/ - hvor der bliver opdateret med nye tips og råd til gratis Netflix :)

anbefalede denne kommentar