Læsetid 5 min.

Nobelpris til Nordamerika?

Endnu har ingen canadisk forfatter modtaget Nobelprisen i litteratur. Og det er 19 år siden, en amerikansk forfatter sidst modtog den. Er det i år prisen igen skal over Atlanten? Informations kulturredaktør vover pelsen og peger på Joyce Carol Oates som dette års prismodtager
I morgen bliver Nobelprisen i litteratur uddelt. Avisens kulturredaktør, Peter Nielsens bud på en vinder er den 74-årige amerikanske forfatterinde Joyce Carol Oates. Det Svenske Akademis beslutning offentliggøres klokken 13.

I morgen bliver Nobelprisen i litteratur uddelt. Avisens kulturredaktør, Peter Nielsens bud på en vinder er den 74-årige amerikanske forfatterinde Joyce Carol Oates. Det Svenske Akademis beslutning offentliggøres klokken 13.

Paul Stuart
10. oktober 2012

Der er varmet op til årets største litterære begivenhed: Nobelprisen i litteratur. Klokken 13 i morgen åbnes de forgyldte døre i den pompøse børssal i Stockholm af Det Svenske Akademis permanente sekretær, Peter Englund, og navnet på årets modtager bekendtgøres for den forsamlede verdenspresse.

I Nobels hjemland, Sverige, spekuleres der i disse dage i, om det ikke er i år, at prisen går til en nordamerikansk forfatter. Endnu har ingen canadisk forfatter modtaget prisen, og det er 19 år siden, prisen sidst gik til en amerikaner, nemlig Toni Morrison i 1993.

Dertil kommer, at Dagens Nyheter forleden kunne fortælle, at Det Svenske Akademi i år har bedt amerikanske universiteter om ekstra hjælp i forbindelse med nomineringerne til den prestigefyldte pris. Forholdet mellem Sverige og USA har i de senere år været særligt belastet, og det er ingen hemmelighed, at amerikanerne i særlig grad har følt sig forbigået i nobelsammenhæng.

Da den svenske digter Tomas Tranströmer sidste år modtog Nobelprisen, kom den hårdeste kritik fra netop USA. På sin blog på det indflydelsesrige New York Review of Books skrev forfatteren Tim Parks et harmdirrende indlæg, »Har vi brug for Nobel?« vendt mod Det Svenske Akademi. Valget af en indfødt svensk digter, som skrev lange digte, var ifølge Parks, hvad man kunne forvente sig af Akademiets 18 medlemmer, der alle har en eller anden form for tilknytning til svenske universiteter, og som han ikke mente kunne omfatte hele verdenslitteraturen og de mange forskellige sprog.

Parks indlæg fik den svenske forfatter Per Wästberg på banen. Han sidder i Nobelkomiteen under Det Svenske Akademi og tilhører dermed den lille indergruppe på fem, der i realiteten bestemmer, hvem der får prisen. Listen med cirka 220 forslag til nominering samlet fra hele verden bliver fra februar til april til omkring 20 navne, som så igen i maj bliver til en liste på fem forfattere, der godkendes af akademiet, og som i de følgende fire måneder læses grundigt med henblik på at vælge én af disse.

En yderligere betingelse for at få prisen er, at man allerede to gange tidligere skal have været på den korte liste med de fem. Og så gør Wästberg i øvrigt venligt opmærksom på, at ingen i Nobelkomiteen har universitetsansættelse, men at alle er frie skribenter, og at medlemmerne af komiteen tilsammen behersker 13 sprog og i øvrigt også indkalder hjælp fra oversættere og eksperter, når de er ude i områder, hvor deres viden er begrænset.

Rutinemæssig opdatering?

Det svar fik i høj grad Tim Parks kritik til at forstumme. Men det var ikke første gang, der var ballade. Ingen i Sverige og USA har glemt det stormvejr, som Peter Englunds forgænger, Horace Engdahl, var ude i for nogle år siden. I et interview med nyhedsbureauet AP i 2008 hævdede Engdahl den europæiske litteraturs overlegenhed i forhold til den amerikanske.

»USA er for isoleret, for snæversynet. De oversætter ikke og deltager ikke i litteraturens store samtale. Den uvidenhed er hæmmende,« sagde Engdahl. Og han fortsatte ved at sige, at der »selvfølgelig findes stærk litteratur i alle større kulturer«, men at man ikke kan »komme bort fra den kendsgerning, at Europa stadig er det ledende litterære centrum i verden – ikke USA.«

Engdahl mødte hård modstand fra både amerikanske og europæiske kritikere. David Remnick, litteraturredaktør på det ansete magasin The New Yorker, ønskede ikke blive belært af den permanente sekretær fra et akademi, som i historiens løb har set bort fra både Proust, Joyce og Nabokov til Nobelprisen – for nu blot at nævne nogle få undladelsessynder. Og Harold Augenbraum, der er leder af den organisation, der administrerer National Book Award–prisen, satte spørgsmålstegn ved, hvor meget amerikansk litteratur Horace Engdahl egentlig havde læst, for »han har et vældig snæversynet billede af moderne litteratur«. Augenbraum lovede tilmed at sende en liste med bøger til Engdahl, som han burde læse. At den amerikanske litteratur skulle være snæversynet, mente han var helt forkert, for den fornyes hele tiden af de mange indvandrere, som hele tiden er med til at udforme den. Langt hen ad vejen blev Horace Engdahl misforstået, og han har siden fået præciseret sine synspunkter, men tilbage står alligevel, at det litterære forhold mellem de to lande ikke har været det bedste i de senere år. Og i år har Det Svenske Akademi i forbindelse med nomineringsprocessen femdoblet udsendelserne til amerikanske universiteter.

Ifølge Dagens Nyheter kalder Peter Englund det »en rutinemæssig opdatering af adresselisterne, som intet har at gøre med den gamle sag mellem min forgænger og visse medier i USA.« Det kan jo godt være, at det bare er sådan, men mon ikke det er blevet tid til en nordamerikansk prismodtager?

Ikke fordi akademiet er forpligtet til nogen som helst form for populisme eller til at tækkes nogen for det gode forholds skyld, men fordi der også på den anden side af Atlanten er forfattere, der er i nobelklassen og bidrager til verdenslitteraturen, selv om de ikke er mange.

Redaktørbud – og gardering

Men kvaliteten er der. USA har mange gode genreforfattere, der skriver brede og populære romaner, men de har ikke en chance i nobelsammenhæng. Her tæller alene den litterære kvalitet. I dén klasse er fra USA de mest oplagte romanforfatterne Joyce Carol Oates, Philip Roth, Thomas Pynchon eller en grand old man som digteren John Ashbery.

Nogle vil nok også gerne have Cormac McCarthy, Lydia Davis eller Bob Dylan med i feltet, men de sidstnævnte tror jeg personligt ikke på. Fra Canada er de to mest oplagte kandidater den meget fine novelleforfatter Alice Munro og digteren Anne Carson.

Mit bud er, at årets nobelprisvinder skal findes i det nordamerikanske felt. Jeg vover pelsen: Joyce Carol Oates.

Hvis jeg skal gardere, er min europæiske topkandidat den ungarske forfatter Péter Nádas, hvis hovedværk, Parallelhistorier, nu er ude i oversættelser på alle de vigtige sprog. Hvis han ikke får prisen i år, bliver det ham næste år. En stærk modkandidat til ham er den israelske forfatter Amos Oz.

Hvis man kigger østover vil mange pege på den japanske yndling Haruki Murakami, som også er bookmakernes favorit til årets Nobelpris. Ham tror jeg personligt ikke på; han er god, men lidt for kulørt. Og så er der selvfølgelig også den syriske digter Adonis. Og, og, og ...

Følg selv med i morgen fra klokken 13.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu