Nye sider af Hopper

Efterårets største udstilling i Paris viser helt nye sider af den amerikanske maler Edward Hopper
Hopper så Rembrandts berømte maleri ’Batseba i badet’ på Louvre, der tydeligt har inspireret til at male kvinden i ’Hotel Room’ (billedet til venstre). Hopper har i stedet for brevet fra Kong David – ifølge kuratoren – udstyret kvinden med en køreplan over togene til Paris’ forstæder.

Hopper så Rembrandts berømte maleri ’Batseba i badet’ på Louvre, der tydeligt har inspireret til at male kvinden i ’Hotel Room’ (billedet til venstre). Hopper har i stedet for brevet fra Kong David – ifølge kuratoren – udstyret kvinden med en køreplan over togene til Paris’ forstæder.

Joel Saget
23. oktober 2012

Den amerikanske maler Edward Hopper skal ses i en europæisk sammenhæng. Det er det unikke i den store udstilling på Grand Palais i Paris. Hopper tilbragte som ung mellem 1906 til 1910 en længere periode i netop Paris, før han vendte tilbage til New York, hvor han blev født, boede og slog igennem, men man må forstå, at han er stærkt inspireret af europæiske malere som især Rembrandt og Degas.

Det unikke nye i denne udstilling er, at vi ser Hopper i en anden kontekst end den amerikanske, som museerne sædvanligvis placerer ham i. Udstillingen i hjertet af Paris viser, hvad der sker, når man sætter Hopper i forbindelse med den europæiske malertradition, som han var dybt påvirket af, og som kan genfindes i billedernes stemninger og motivvalg. Pludselig ser man inspirationen og opdager, hvorfor det er relevant at se Hopper i en fransk kontekst frem for i en amerikansk. I Paris får man en mere righoldig og nuanceret oplevelse af Hopper.

Udstillingen dækker først Hoppers unge år (1900-1924), hvor hans arbejde sammenlignes med eksempler fra den kunst, han så i Paris. Her udstilles hans grafik, som indeholder kimen til de senere værker. Man ser her de usædvanlige perspektiver, som han undersøger videre i sit maleri, første gang i House by the Railroad (1924). Dette gennembrudsmaleri viser hans karakteristiske stil: Et ensomt hus fra tidligere tider ved et jernbanespor. Billedet indvarsler industrialiseringen og udviklingen af metropoler som New York og Chicago og bringer tankerne hen på de jernbanemotiver, som Monet malede på St. Lazare-banegården.

Verden som teater

I udstillingen vises nogle af Degas’ og Walter Sickerts teaterbilleder, som Hopper tydeligvis har betragtet. Men Hoppers teatralisering bevægede sig langt ud over teaterbilleder. Det ser man allerede i hans første mennesketomme scener: Tiden står stille, det er som om, tæppet lige er gået op, men fortællingen er endnu ikke begyndt. Der er en trykkende stilhed i hans billeder, som stilheden før en storm.

Hopper så de motiver, han malede, men han rekonstruerede og stiliserede dem. Han skar ind til benet og transformerede følelsen af eksistentiel ensomhed og angst over i sit maleri. Man kan ikke lade være med at se en slags fortælling i billederne, og som enhver snu historiefortæller kendte han værdien af suspense. Afslør kun en flig af et plot, ikke mere, for mysterier gør, at publikum hænger på. Flere af billederne er ildevarslende, som i italieneren, De Chiricos surrealistiske bybilleder, der også har tiltrukket sig Hoppers interesse. Man er i en verden, som ligner den virkelige, men med et touch af noget mystisk.

Den Hopperesque stemning er som sindbilleder. Hopper skrev engang, at stor kunst er det ydre udtryk for et indre liv hos kunstneren. Dette indre liv er hans personlige syn på verden.

Toulouse-Lautrec malede ensomheden blandt dansere eller prostituerede. De skildrede skæbner delte et liv med hinanden i byen, men talte ikke sammen. Menneskerne i Hoppers billeder er også ensomme. Det ses i den måde, en kvinde står på i et rum, nøgen, vendt mod sollyset eller sidder alene på, i et hotelværelses kunstige belysning, fortabt i tanker. En dragende længsel vokser frem af tomheden i motiverne. Der er ikke noget overflødigt. Det lave lys falder hen ad en tom gade, skyggerne fra brandhanen og barbersøjlen bliver lange og rammer beskueren lige i hjertet.

På billederne kommer vi tæt på storbymennesket, vi er lige uden for deres vindue, vi er faktisk inde i deres følelser. Man kigger ind i lejlighederne og ser en person sidde på en seng ved vinduet, ser ind i barernes og teatrenes intime stemning. Mennesket i Hoppers billeder venter alle sammen på noget. Hoppers billeder gav depression-æraens moderne menneske et heroisk billede af sig selv som tragisk, udholdende og fortjent nostalgisk.

Lyset

De franske impressionisters mantra var la lumière, lyset. Det mest uhåndgribelige og mindst stoflige, som fremkalder verden under skiftende indtryk, skulle males for at indfange verdens bevægelse og det flygtige øjeblik, først og fremmest gennem snapshots af livet. Allerede på kunstakademiet i New York beundrede Hopper Manets realisme, og han lærte sig i Paris at male lyset, som impressionisterne gjorde det. Han udviklede senere sin egen stil, f.eks. når han malede morgenlyset, som falder på husenes øverste etager.

Det sidste billede på udstillingen, Sun in an empty room (1963), indeholder essensen af Hoppers værk: Et billede bestående af vægge, lys og skygger. Der er ingen mennesker i billedet, det behøves ikke. Det eneste drama, der er, er et vindue, træerne udenfor, som ser vindpiskede ud, men vinden kan ikke høres. Indenfor er væggene tomme, og det honningfarvede sollys falder ind gennem de firkantede vinduer. Tiden er frosset lige dér i det øjeblik. Om lidt vil firkanten af lys på væggen bevæge sig videre, og intet vil blive det samme igen. På maleriet ses Hoppers ambition om at skabe en metafysisk dimension ved lyset, i tråd med Rembrandt. Hopper har ikke brug for en historie her, eller dygtighed, eller færdiggørelse, som i mange af de andre værker på udstillingen. Det karakteristiske lys og geometrien spiller sammen i en udveksling, der gør Hoppers realisme transcendental. Måske er dette maleri det mindst opfindsomme i udstillingen, men måske det mest sublime.

Kuratoren, Didier Ottinger, fortæller om Lighthouse Hill (1927), hvordan man i dette maleri ser Hoppers oplyste puritanisme i al sin calvinistiske enkelhed: Et landskabsbillede som både er ruralt og pastoralt. Et hyrdelandskab med fyrtårnet i midten som et klokketårn. Der kommer et stærkt lys ind fra siden, som kunne referere til noget guddommeligt. Også i dette billede fornemmes et ekko fra tiden i Paris, fra malerne Vallotton, Degas og Walter Sickert.

Kopi eller original

Fra en eller anden sammenhæng kender alle Edward Hoppers billeder, også selvom man ikke har set nogle af hans malerier i virkeligheden. De er på køleskabsmagneter og screen servere. Nighthawks er givetvis mere reproduceret end Mona Lisa. Men, siger kuratoren, »jo flere kopier man ser, des mere får man lyst til at se originalen!«

 

Edward Hopper. Grand Palais, Paris. 10. oktober 2012 til 28. januar 2013. Maria Wandel er billedkunstner.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

.... eller godt konstrueret? For det her med hvordan fotokunst bliver til nu om stunder kan af og til også være lidt mystisk. I dette tilfælde er fotografen enten meget kvik eller mindst lige så god til at iscenesætte som Hopper.

anbefalede denne kommentar