Læsetid: 5 min.

Oates mestrer de enkle dramaer

Joyce Carol Oates har i et halvt århundrede skrevet om spændinger og splittelser i et USA præget af vold, brutal racisme, klasseskel og drømmende kvinder
Joyce Carol Oates har i et halvt århundrede skrevet om spændinger og splittelser i et USA præget af vold, brutal racisme, klasseskel og drømmende kvinder
12. oktober 2012

Joyce Carol Oates har aldrig været bange af sig. I hvert fald synes det, som at den i dag 74-årige amerikanske forfatterinde lige siden debuten i 1963 har skrevet for at udfordre sig selv, hvad både form og indhold angår.

Ingen anden har som hun ignoreret konventionerne og skildret alt fra boksning til feminisme i både romaner, noveller, digte og essays. Undervejs har hun dækket adskillige tidsperioder og det meste af det amerikanske kontinent og udforsket snart sagt enhver litterær genre.

Mest inspiration syntes Oates imidlertid at have hentet i den amerikanske tradition for det gotiske, der båret af stemningsfulde kulisser og enkle dramaer kredser om menneskets ubevidste kræfter, om voldtægt, mord og racisme.

Hvor den fascination stammer fra, er Joyce Carol Oates ofte blev et spurgt om, ja, hun har ligefrem skrevet essayet Why Is Your Writing So Violent? (1981) som svar til alle de læsere, akademikere og journalister, der stædigt har spurgt ind til den voldsomme og ulykkelige barndom, de tilsyneladende forestiller sig, at forfatterinden har gennemlevet.

Sådan forholder det sig bare ikke. Joyce Carol Oates er derimod rundet af samfundet omkring sig, af det konforme USA og 1960’ernes omvæltninger. Med afsæt i den periodes markante sociale, kulturelle og politiske begivenheder har hun for længst etableret sig som en af vor tids mest interessante fortolkere af drivkraften i ikke blot den amerikanske sjæl, men menneskets sjæl i al almindelighed.

Kvinder kan ikke undslippe

Hun blev født i Lockport, New York, i 1938 og voksede op med sine to søskende i en ifølge hende selv kærlig og tæt arbejderfamilie. Som teenager læste hun alle klassikerne og fik af sin bedstemor en skrivemaskine, hvorpå hun skrev artikler til skolebladet og noveller til skuffen.

På universitet læste hun engelsk, vandt en novellekonkurrence og mødte den senere professor i litteratur Raymond Smith, som hun var gift med i 47 år frem til hans død i 2008.

Et mindre litterært gennembrud og en del opmærksomhed fik hun med Where Are You Going, Where Have You Been?, der er dedikeret til Bob Dylan og inspireret af hans sang »It’s All Over Now, Baby Blue«. Novellen, som stadig dukker op i alverdens antologier med verdens bedste noveller, er løst baseret på historien om den virkelige seriemorder Charles Schmid og handler om en ung pige, der lader sig forføre af en ung mand, selv om hun godt er klar over, at han er dødsens farlig.

Samme tone og anslag blev ført videre i det endelige gennembrud Them (1969), der vandt the National Book Award. Flere af denne romans karakterer og begivenheder er hentet direkte fra virkelighedens Detroit, hvortil Oates og hendes mand var flyttet for at undervise på University of Detroit i 1962. Handlingen udspiller sig over tre årtier i byens arbejderkvarterer og sorte nabolag præget af vold, racisme og narko og prostitution. Bag trøstesløsheden og brutaliteten buldrer den amerikanske livsnerve og åndelige ukuelighed, nemlig drømmen, den amerikanske drøm, der i Oates optik ofte ender med at blive realiseret på andres vilkår ikke mindst i kvindernes tilfælde.

»En kvinde er som en drøm«, som det siges et sted i romanen. »Hendes liv er en drøm om at vente. Det, jeg mener, er, at hun lever i en drøm, hun venter på en mand. Der er ingen vej ud af det, det er nedværdigende, ingen kvinde kan undslippe det.«

Bedstemors historie

Joyce Carol Oates er indimellem blevet fornærmet, når hun er blevet spurgt, hvorfor hun skriver om så voldsomme ting. Ville man stille en mandlig forfatter det spørgsmål? Nej, vel.

Forfatterinden har også kunnet finde på at pege på det omkringliggende USA. På optøjerne i Detroit i 1968, Vietnamkrigen, mordet på JFK og Martin Luther King, på studenteroprør, seriemord og meget, meget andet. Det gav mening at skrive om voldens væsen i en vanvittig tid i og lige efter 1960’erne, hvor de moralske værdier skred, og USA i manges øjne var på grænsen til borgerkrig.

Og på et tidspunkt fik Oates så også fortalt historien om sin bedstemor, der boede hos familien, da forfatterinden var en lille pige. Først efter bedstemorens død fik barnebarnet hele hendes voldsomme historie, der indbefatter en far, der bankede og truede sine børn, inden han til slut begik selvmord. Det viste sig desuden, at bedstemorens side af familien var af jødisk-ungarsk afstamning og indvandret til USA i 1890’erne, hvilket ikke var noget, man talte om.

Drama var der altså også i det private, viste det sig, og det brugte Oates blandt andet i romanen Graverens datter (2007), en de titler, det lille danske forlag Verve har sendt ud i dansk oversættelse, da de genintroducerede hende i oversættelse herhjemme.

Disse titler – ud over Graverens datter også Hævn – en kærlighedshistorie (2003), Vandfaldet (2004) og Lille fugl fra himlen (2009) – understreger alle, at Oates befinder sig i noget nær en klasse for sig, hvad angår kunsten at afvikle medrivende og tankevækkende historier om voldens afskyelige og fascinerende væsen og kvindens på én gang skrøbelige og stærke psyke i det moderne Amerika, hvis værdier og spændinger for længst har bredt sig til resten af verden.

Det ændrer dog ikke ved, at Joyce Carol Oates de seneste år – bortset fra erindringerne En enkes historie (læs anmeldelse her på siden) – ikke har bevæget sig ret langt ud i nyt terræn, og med den produktivitet, hun stadig opretholder, kan det være svært at skelne den ene titel fra den anden eller for den sags skyld at nå at læse eller anmelde de bøger, der jævnligt kommer fra hende.

Det sidste gav The New York Review of Books ydtryk for allerede for seks år siden, da tidsskriftets anmelder skrev, at kritikken af Oates »skyldes anmelderens angst: Hvordan vurderer man en bog af Oates, når man ikke har nået at læse de fleste af hendes tidligere bøger? Hvor starter man?«

Langt over 50 titler er det foreløbig blevet til, så spørgsmålet er ganske relevant. Men udover allerede nævnte Them så lad mig anbefale den essayistiske On Boxing (1987) og novellesamlingen High Lonesome: New & Selected Stories, 1966-2006 (2006) samt romanerne Sort vand (1992), der handler om hændelsen ved Chappaquiddick, hvor Mary Joe Copechne mistede livet, da Ted Kennedy kørte galt, og Blondine (2000), om Marilyn Monroes tragiske liv og død.

Så er der lidt fra enhver genre og for enhver smag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er jeg ikke meget romanlæser, men synes jo alligevel, at det er underligt, at jeg ikke har hørt om JCO før. Eller hæftet mig ved hende.

Det gør jeg så nu og ikke mindst pga. fotoillustrationen.

En høj, tynd kvinde, som især blusen sidder ualmindeligt dårligt på. Et porcelænsansigt med dukkeliseøjne.

Og så en udtryksfuld missekat ved fødderne.

Ja, et fascinerende foto, og en bemærkelsesværdig kvinde. Jeg har oplevet hende "live" på Lousianas litteraturfestival!
Selv om hun flere gange er nævnt som favorit til Nobels litteraturpris, er hun ikke særlig kendt herhjemme, fx er der meget få af hendes mange romaner, der er anmeldt på folkebibliotekernes Litteratursiden.dk, ligesom hendes biografi ikke er medtaget i forfatterweb. Svær tilgængelig? Ja og nej. Romanbiografien om Marilyn Monroe er lige til at gå til, men hun skriver i en modernistisk tradition, som mange måske stejler over for.