Oh, boy, oh, boy!

Efter en måned havnede jeg så på et rehabiliteringscenter. Rehabilitering … Det var som at have været beskyldt for trotskisme og blive rehabiliteret efter Stalins død. På centret var vi alle sammen borgere. Citoyens! Hver gang jeg hørte ordet eller så det på en medicinæske, så jeg for mig de franske kvinder, der under revolutionen sad og strikkede, mens de talte hoveder, der faldt under guillotinen.

Men ellers var det et dejligt sted, meget billigt, med gode værelser, dansk mad og en smuk have. Og det allervigtigste: Personalet! Engle med humoristisk sans: Mette, Marianne, Ania, Inge og igen Mette. Og mændene: Poul Erik, Samuel, Nikolaj, som var vores lørdagsfysioterapeut, og som vi alle sammen, gamle kvinder, sværmede for. Fire gange om ugen trænede vi på maskiner fra den spanske inkvisitions tid. Jeg var meget flittig.

Når katastrofen indtraf

Som sagt, havde jeg det udmærket. Eller rettere, jeg ville have det udmærket, hvis tingesten ikke lækkede. Den lækkede om dagen og om natten. Personalet kom hele tiden for at hjælpe mig med det beskidte arbejde; smilende, spøgefulde, dygtige, overbærende.

Først ville jeg ikke have noget med den at gøre, bagefter vænnede jeg mig til den, det vil sige, jeg lærte nogenlunde, hvordan jeg skulle håndtere den, når katastrofen indtraf. Når jeg fik gæster og dimsen begyndte at lække midt i en udsøgt konversation om litteratur, natur og verdens undergang, tænkte jeg: Rolig, nu skal du bare holde på skidtet.

En nat trak jeg desperat i den røde snor. Ind kom en meget høj og kraftigt bygget sort mand. Vi kæmpede begge to med lortet. Han sukkede: Oh, boy, oh, boy! Efter nogle stinkende minutter så vi hinanden i øjnene og hviskede i kor: Shit happens. Da operationen var slut, talte vi om Hanau. En lille tysk by i nærheden af Frankfurt; nybygget, geputzt, kedsommelig. Samuel havde tilbragt lang tid der som amerikansk soldat, jeg nogle dage i forbindelse med bogmessen i Frankfurt. Under krigen, fortalte Samuel, havde de allierede taget fejl og i stedet for at bombe Frankfurt, bombede de Hanau.

Da han skulle til at gå, standsede han ved døren og sagde: Du ved, en sådan situation havde været fuldstændig umulig engang i Amerika; en sort mand konverserer en hvid kvinde om natten på hendes værelse.

Efter flere uger dristede jeg mig til at se på min krop. Den lignede en slagmark. Min navle er blevet reduceret til et ynkeligt hul, mine bryster, især det venstre, kraftigt forlænget. Da jeg fortalte det til en veninde, sagde hun: Måske har kirurgen støttet sig til det under operationen.

Fra centrets spisesal havde vi en prægtig udsigt til kanalen. Og når vejret var godt, kunne vi se havet. Nogle patienter, især de, der sad i kørestol, tilbragte flere timer om dagen foran et vindue, der strakte sig fra væg til væg og fra gulv til loft. Hvad så de? Vandet eller deres tidligere liv? Dengang de var yngre og kunne bevæge sig.

Jeg stiftede varmt bekendtskab først med en rollator og så med en krykkestok. Så kunne jeg gå på mine egne ben uden rekvisitter. Endelig begyndte jeg at lære at gå op og ned ad trapper, hjulpet af Nikolaj. Det var hårdt, men jeg var glad ved tanken om, at hvis jeg faldt, faldt jeg i hans arme. Så ville alle kvinder her, fra tres til tooghalvfems, misunde mig. Men jeg var også bange; for hvert skridt åbnede afgrunden sig.

Janina Katz beretter en gang om måneden i BØGER om sit ophold på to hospitaler og et rehabiliteringscenter. Læs alle afsnit på Information.dk/litteratur