Læsetid: 7 min.

På jagt efter Europas kultur på bunden af en dyr kop kaffe

Den optimistiske drøm om en fælles kultur som en drivkraft i det europæiske projekt er død. Men den lever videre i nationalstaterne. Og måske på et menukort
Den optimistiske drøm om en fælles kultur som en drivkraft i det europæiske projekt er død. Men den lever videre i nationalstaterne. Og måske på et menukort
2. oktober 2012

Cafe Europa 1989 står der på vinduet med klare, sorte, modernistiske bogstaver, og på væggen hænger billeder af Vaclav Havel, Robert Musil, Franz Kafka, Konrad Adenauer, Thomas Mann, Charles de Gaulle, Maria Callas, Federico Fellini og James Bond. Billederne blev hængt op i 1989, få måneder før muren faldt, da Danmark ligesom resten af Europa befandt sig i en tilstand af »eurofori«, som blandt andet denne avis beskrev det, og i telefonen et par dage tidligere beskriver cafeens medgrundlægger, modemanden Mads Nørgaard, processen med at udvælge dem.

»Det tog flere dage. Vi gjorde det sammen med Niels Barfoed, som er en god ven af familien. Vi havde en entusiasme omkring Europa, som vi gerne ville udtrykke. En begejstring, som hverken skulle placere sig i den ene eller anden lejr af dem, der var enten for eller imod EU, men som hyldede selve ideen om Europa,« forklarer han om den kosmopolitiske ånd, som cafeen og det nye Europa skulle udstråle.

Denne morgen på den 23 år gamle cafe findes de internationale aviser da også stadig på deres knager, om end Le Monde ligger urørt det meste af dagen, og Cafe Europas eget præsentationskatalog ved siden af avisen taler mere om kulinariske europæiske visioner end om kulturelle og intellektuelle.

Det kosmopolitiske Europa går igen på menukortet, hvor brunchen både har lufthavnspriser og -størrelse, mens en kop kaffe kryber op i retning af en halvtredser. Europa er en dyr fornøjelse. Sehr Teuer ville en forbipasserende tysker måske sige.

Ved nabobordet kigger en mor lidt forstenet ud over Amagertorv, mens hendes søn indtager en skål fuld af stegt bacon, der får cafeen til at lugte af død gris.

Jens Christian Grøndahl bor i nærheden og plejede at komme her meget. Men ikke så meget længere.

»Europa er blevet lidt dyr, synes jeg. De hvide duge er også forsvundet,« siger han og bestiller en dobbelt espresso.

Billederne på væggen og den vision, der inspirerede cafeen, kan han dog stadig godt identificere sig med. Som en forfatter, der er lige så læst i Frankrig, Belgien og Holland, som han er i Danmark, fik han for et par år siden en bog filmatiseret af den europæiske kulturkanal ARTE; han har siddet med i en række europæiske tænketanke og kulturpaneler og blev i det hele taget som forfatter født ud af den eufori, der opstod, da muren faldt.

»1989 var det store vendepunkt. Jeg fyldte 30 og skulle til at være voksen. Den her store historiske begivenhed faldt sammen med min egen coming of age, og det har da formet mig,« forklarer han og nikker ud mod årstallet på vinduet.

»Der var en eufori, som kom til at præge Europa-debatten, fordi man med rette kunne hævde, at det var i hjertet af den europæiske kultur, forestillingen om demokrati var opstået. Jeg identificerede mig med forestillingen om den europæiske humanisme, og at de værdier var universelt gyldige. At den europæiske humanisme er kulturelt farveblind. En idé om, at man kan have et politisk, demokratisk fællesskab, som udgør en fælles platform for kulturelle identiteter, som er vidt forskellige,« forklarer han.

»Det var en periode, hvor medierne var tændt på Europa, og hvor det var muligt at samle paneler af europæiske intellektuelle og fylde Louisianas store foredragssal. Men jeg ved ikke, hvor langt ud den debat egentlig nåede. Jeg tror måske også, der var tale om en eufori, hvor vi gik lidt i selvsving, fordi Muren var faldet, Europa var åbent, alt var muligt, og man lyttede til os. Og der er jo ikke noget, der får intellektuelle til at blomstre, som når de har fornemmelsen af at blive lyttet til,« konstaterer han.

Fiktiv arkitektur

Det er imidlertid en debat, der er feset noget ud. Når Europas kunstnere og intellektuelle diskuterer, er der oftest andre emner på dagsordnen, og diskussionen om Europa er først og fremmest teknisk; om arbejdsmarkeder, økonomisk politik og hjælpepakker. Og det er faktisk til dels en god ting, at det fælleskulturelle aspekt er gledet ud, er Jens Christian Grøndahl nået frem til.

»Jeg tror, grunden til, at Europa stadig kan betegnes som de politiske eliters projekt, er, at man forsømte at forstå, hvad den europæiske identitet egentlig går ud på. Man har haft en naiv forestilling om, at det efter ’89 ville være muligt at formulere en fælles identitet, men prøv bare at se på symbolerne. Et flag med stjerner på, eller endnu værre: en valuta, hvor man for ikke at fornærme nogen valgte at illustrere penge med fiktive, idealiserede eksempler på europæisk arkitektur, for man kunne ikke have triumfbuen eller Colosseum på. Det viser jo, at forestillingen om en stor fælles identitet er en illusion. Jeg har selv ligget under for den, men kultur og identitet er altid forankret lokalt. Det er altid vokset frem i et fælles sprog, som har båret forestillingen om en fælles historie. Det er udgangspunktet. Man kan jo netop sige om Europa, at det er mangfoldigheden, der er særkendet,« konstaterer han, mens frokostpublikummet fylder cafeen med larm og ressourcestærke mennesker, der ikke har noget imod at betale 179 kroner for en sandwich.

»Da Claudio Magris skrev sin store roman Donau, var det biblen for hele den der forestilling om, at vi er ét fælles kulturelt rum. Men det, der er interessant ved Magris, er, at han jo hele tiden har haft den her bevidsthed om mikrokulturen. Ikke bare national kultur, men også hvordan der fra region til region er en kultur, en selvforståelse, som varierer fra sted til sted, og den rigdom bør vi favne. Det er ikke noget, der modsiger den grandiose drøm om et universelt Europa. Tværtimod, for det er det, der er Europa, det er diversiteten,« siger Jens Christian Grøndahl, der dog også understreger, at der er et stykke dertil.

Finanskrisen har heller ikke mindsket skellene mellem nord og syd, protestantisme og katolicisme, men åbenbaret forskelle, som måske er for store til, at EU kan skræve over dem. Men Grøndahl mener stadig, kulturen har en rolle at spille, og at både EU og de enkelte nationer er alt for dårlige til at hjælpe den fælles forståelse på vej med adgang til hinandens kulturer og sprog,

»Det startede med en kul- og stålunion, og lige siden har paradigmet været, at økonomien kommer først, og så har man forsømt at formulere en fælles europæisk kulturpolitik eller frygtet at gøre det. I finanskrisen kommer økonomien mere end nogensinde først, og udviklingen har vist, at Sydeuropa må lære af Nordeuropas rationalitet. Men samtidig er man nødt til at gøre sig klart, at uden en kulturel dimension kommer vi ikke igennem krisen,« siger han.

»I hele den tid, jeg har levet, har det været forestillingen om, at vi bare kunne blive rigere og rigere, der har bundet os sammen. Men hvis vi skal leve i et samfund med nulvækst, må man jo spørge sig selv, hvad der så skal skabe sammenhængskraften i samfundet? Jeg tror, det er kulturen,« siger han og lover selv at stille op.

»Vi er her jo stadig. I andre lande debatterer intellektuelle jo stadig. I Danmark er vi mindre glade for det, men der findes andre forfattere end mig, der også gerne stiller sig op og snakker om Europa, før de tunge drenge sætter sig ind bag døren og taler stålunioner.«

Mislykket overbygning

På cafeen er fyraftensholdet rykket ind, et skilt ved siden af baren annoncerer dagens »europæiske egnsret«: Spaghetti Bolognese, og historikeren Uffe Østergård har taget plads foran Europa-væggen.

»Jeg har en vis forkærlighed for den her centraleuropæiske vision om et civiliseret Europa. Om at sidde på cafeer i Wien og Budapest og tale kultur, selv om den her er lidt for larmende. Men jeg tror ikke rigtig på den. Og når jeg har mine studerende med til Wien, siger jeg altid, at de skal tage en sporvogn ud til forstæderne. Så kommer de tilbage og siger, at de ikke kunne forstå, hvad de sagde,« siger han.

Han tøver ikke med at karakterisere EU’s forsøg på at skabe kulturelle og følelsesmæssige overbygninger til den økonomiske union som »totalt mislykket«.

»Jeg har aldrig delt den der kulturoptimisme. Når vi snakker 1989 og Murens fald, kan jeg huske, at jeg tænkte, det er fint, nu begynder den besværlige del. For Europa er jo netop bundet sammen af, at vi tager afstand fra hinanden. Europa er de lande, der har ført krig mod hinanden, og der har altid været janushoved med de store europæiske kulturprojekter, for eksempel aggressiv nationalisme,« forklarer han .

»Fællesskabet er skabt omkring markedet og konkrete interesser. Den tidligere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard var ikke så glad for de store ord, når det kom til Europa, han plejede at advare mod det, han kaldte ’flomme-europæere’, og jeg har altid bestræbt mig på at undgå de store fortællinger. For mig er de sande europæere de her flyttemænd, der bevæger sig ud i Europa uden at kunne sprog eller kende de lande, de bevæger sig i, og alligevel når frem til deres mål,« konstaterer Uffe Østergård og roser EU’s slogan, »enighed i mangfoldighed«.

Men samtidig når han også frem til, at vejen ud af Europas krise alligevel i en vis forstand er kulturel forandring.

»Europa har aldrig været et imperium, og det kan vi ikke blive. Vi er for forskellige. Men den økonomiske krise og sammenbruddet i syd har vist, at der er behov for, at vi alle bliver tyskere,« siger han og peger op på et billede på væggen.

»Thomas Mann talte om, at der var brug for et europæisk Tyskland, men ikke et tysk Europa, og det er da et kulturelt projekt. Og så endte vi så med den store fortælling alligevel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu