Kommentar
Læsetid: 3 min.

PH til afklapsning hos HH

Hans Hertel prøver i sidste del af sin nye biografi nærmest selvretfærdigt at tugte den ældre, rabiat opvakte Poul Henningsen
Kultur
23. oktober 2012

I sin store nye PH-biografi gør Hans Hertel hele vejen igennem meget ud af at få Poul Henningsens skyggesider med i billedet. Og det er i god overensstemmelse med lampedesignerens egne tanker om skyggedannelsens betydning for godt lys.

Men skyggesiderne bliver til slagskygger, når skildringen gælder PH’s synspunkter i den samtid, Hertel selv har oplevet.

Henningsens tidlige syn på ’negeragtig kultur’ og synkoper, der giver kruset hår, går i bogen an som fortids fejltagelser. Og vel også PH’s fascination af tidlig sovjetkunst, som resulterede i levende billeder på PH-revyprosceniet eller PH-udstillingsarrangementer inspireret af sovjet-pavillonen i Paris 1925.

Men tålmodigheden med den portrætterede er opbrugt efter Anden Verdenskrig, hvor empatien ifølge Hertel svigter den gamle, når han skriver om frihedskæmperne.

Og helt ude i skoven finder biografisten det, når Henningsen i sin bekymring for den ny pop-forbrugerisme bringer Hitler og Stalin ind som parallelle skræmmebilleder i sin frygt for demokratiets fremtid i det nye industrisamfund. Så er der ifølge Hertel tale om sortsyn og ’alarmisme’ i noget nær selvforskyldt personlig isolation.

Tænk

Det hjælper lidt på Hertels sympati, at PH i 1964 er med til at starte forbrugerbladet ’Tænk!’. Men det hele lugter alligvel lidt af Parkinson, hvis man skal tro på bogens fremstilling. Og den holder heller ikke helt stik i sin aversion mod dele af Henning-sens sene stædighed.

For nok var Henningsen syg de sidste par år, men der var sammenhæng og overordnet konsekvens i argumentationen, helt frem til midten af 1960’erne, med klare udsagn og symptombeskrivelser af efterkrigssamfundet.

De var bare mere hyper-realistiske end dén småborgerlige Lyngbyvejs-realisme, unge Hertel sammen med lige så grønne Anders Bodelsen prøvede at trumfe Rifbjerg og den nye modernisme med i slutningen af 1950’erne. I alt fald som det erindres af en Hertel jævnaldrende. Henningsens kulturanalyser var helt på linje med situationisternes i Frankrig, selv om PH næppe har kendt Guy Debords film og tekster, og i alt fald ikke hans beskrivelse af det selvgenererende spektakulær- eller skuespilsamfund fra 1967.

For PH døde samme år, og oplevede altså heller ikke for alvor ungdomsoprørets revolte mod forbrugerismen og industrisamfundets fremmedgørelse, eller modstanden mod USA’s totalitære fremfærd i Vietnam.

Smag

Hertel undrer sig også over, at Poul Henninsen undsiger både Arne Jacobsens og Vilhelm Lauritzens bygninger.

PH kalder interiørerne på Aarhus Rådhus for luderfunkis og SAS-hotellet for direktørarkitektur. Og han synes, Radiohuset burde have haft stærke farver frem for melerede marmorindfatninger og sålelæder i foyer-loftet.

For både Jacobsen og Lauritzen er da netop store navne på arkitekturens stjernehimmel, mener Hertel forarget. Ja, men Henningsen har fat i en helt anden lang ende, som ikke bare er afledt af malerisk ’kubisme’, men vil fremme en temporær arkitektur bestemt af skiftende funktioner og lave byggeomkostninger.

Derfor brød han sig ikke om langtidsholdbare monumenter og dyre træsorter, men bygger selv Dehns dampvaskeri og andre huse i billige materialer med kulørte virkninger. Og de bygninger stødte mod den gode smag i mindre ånders konventionelle arkitekturværker. Afdøde professor Halldor Gunlögssons, for eksempel. Han var lige så forarget, som nu Hertel over PH’s synspunkter i de tidlige 1960’ere. Men PH’s kronikker dengang var en lise at læse for en yngre arkitekt med afsmag for tidens smagfulde og slikkede arkitektur.

Og når PH fremhævede kunstens betydning for samfundsudviklingen, var det fordi, han selv tænkte og agerede rabiat ud fra sin kunstneriske metode.

Men Hans Hertel aflæser mange steder Poul Henningsen med akademiske rimeligheds-briller og vil fastholde debatterende dele af hans kunstneriske praksis som selvmodsigende meninger.

Det er også underholdende. Men udbyttet bliver større, når man ser den aldrende PH’s udladninger i lyset af nutidige religionskrige, klima- og finanskriser, og ikke bare som fortidige fejlskud fra en urimelig polemikers oversavede jagtgevær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Hertel har alle dage været en hattedamelitterat, - let fedtet og aldrig trådt på stregerne mellem fliserne og altid i tidens ånd - som tiderne nu skifter. Vrædr!

Det er her man tænker, at et patent på eget liv efter døden kunne afværge sådanne biografer.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Hans Hertel tilhører det borgerskab, som PH spiddede med sin velplacerede kritik, så er det jo ikke så underligt, at han prøver at nedgøre ham.

Jeg tror jeg foretrækker Poul Hammerichs "Lysmageren"

Som lamper - så mand - givetvis en hel del overvurderet i lysudbytte...