Læsetid: 2 min.

Det er rart at blive forarget

Når diskriminationen af halvdelen af befolkningen i den grad sidder på rygraden, så skyldes det strukturen i det samfund, vi befinder os i
Klogere. Engang var vi endnu vant til at se op til mændene og ned på os selv. Det var før, vi fik øjnene op for, at vi selv kunne tænkes at være noget af værdi. Men vi blev klogere. Bevidstgjort, som man sagde – bevidste. Åbenbart i modsætning til en del af mandkønnet.

Klogere. Engang var vi endnu vant til at se op til mændene og ned på os selv. Det var før, vi fik øjnene op for, at vi selv kunne tænkes at være noget af værdi. Men vi blev klogere. Bevidstgjort, som man sagde – bevidste. Åbenbart i modsætning til en del af mandkønnet.

19. oktober 2012

Der er efterhånden længe imellem, at man har anledning til at blive godt gammeldags forarget over diskrimination af kvinder i Danmark. Men i sidste uge var der en lille lækkerbisken:

Ifølge Politiken er der i de sidste 12 år uddelt over dobbelt så mange danske kulturpriser til mænd som til kvinder. Inden for litteratur, musik, billedkunst, ja, selv inden for film – hvor der ellers er mange udenlandske priser til kvindelige filmkunstnere.

Det vidste vi sådan set godt, og det var ikke det, der fik min galde til at flyde velgørende. Men hvordan reagerede en af de ansvarlige, formanden for Danmarks Film Akademi, Kim Magnusson? Jo, han svarede nok så frejdigt:

»Vi har aldrig diskuteret, at der var for få kvindelige prismodtagere!«

Nej, nemlig. Det er ikke noget man behøver at diskutere. Sådan er det bare. Sådan nærmest ifølge naturens orden. Men han fortsatte:

»De seneste 12 år må mændene have været bedre. Ellers havde de ikke vundet.«

Engang var der noget, man kaldte kvindelogik – med en let overbærende hovedrysten. Her ser vi så et eksempel på mandelogik: Det er jo os, der har valgt dem, der fik priserne! Det er bevis nok på, at de er de bedste!

Og ifølge sekretæren for Det Danske Akademis store pris, Per Øhrgaard, ville det ikke være »ønskværdigt« at diskutere, om flere kvinder havde gjort sig fortjent til priserne: Det ville ikke være klogt for den litterære verden, hvis vi bevidst stræbte efter flere kvindelige modtagere. Det er såmænd ikke noget, vi behøver at tænke over. Vi lever da heldigvis i et land, hvor vi ikke har brug for (eller lyst til) at tænke i kvindekvoter, sådan som de er blevet tvunget til i vores stakkels nabolande som f.eks. Norge – det ville da være ubehageligt! Og frygtelig nedværdigende for kvinderne!

Mandekvoter?

Det sidste sagde han nu ikke, og det med kvoterne er da også en vanskelig diskussion. Men når diskriminationen af halvdelen af befolkningen i den grad sidder på rygraden, så man reagerer pr. fuldautomatik og ikke engang behøver at tænke over det, endsige diskutere det med andre, så skyldes det strukturen i det samfund, vi befinder os i: et årtusindgammelt mandssamfund, som først nu er ved at blive blødt op. Et strukturelt problem, kaldte vi det, i dag hedder det værdier, traditioner, måske endda religion eller … kultur. Og så er det, man uddeler kulturpriser til mandlige forfattere, tegnere, filminstruktører. Og selvfølgelig er de, der uddeler priserne, mænd. Som f.eks. i Akademirådet, hvor der sidder 12 mænd og 4 kvinder. Var der nogen, der sagde mandekvoter? Nej, nej.

For 50 år siden ville det nok have været det samme i en forsamling med ene kvinder. Dengang var vi endnu vant til at se op til mændene og ned på os selv. Det var, før vi fik øjnene op for, at vi selv kunne tænkes at være noget af værdi. Men vi blev klogere. Bevidstgjort, som man sagde – bevidste. Åbenbart i modsætning til en del af mandskønnet.

Ja, det var så lidt rødstrømpesnak år 2012. Det er nu rart at blive rigtig forarget. Den følelse er der god energi i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Danskerne hader, når ting ikke bare sker af sig selv. De har et helt igennem naivt forhold til virkeligheden på det punkt.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad skal vi med de priser?
Hvis vi afskaffer priserne, afskaffer vi problemet, - bortset fra, at Maria Marcus så mangler noget, at blive forarget over. Nå, hun finder nok noget andet.

Soren Andersen

Hvad er forholdet mellem antal udøvende kvindelige og mandelige kunstnere?

Det ville være urkomisk hvis det var 1: 2

Artiklen er decideret ligegyldig læsning hvis ikke man kender det faktiske forhold. Kvinder har sgu aldrig været gode til tal ;-)

Hvis jeg var en kvinde, der modtag en pris, ikke fordi jeg havde gjort mig fortjent til den, men fordi jeg var kvinde, ville jeg smide den direkte i skraldespanden - større ydmygelse kan jeg ikke forestille mig.
Tænk det lige igennem én gang til, Maria Marcus.
Du plejer da at være så fornuftig.

PS: Er i øvrigt enig i det synspunkt, at alt det prishalløj har fanden skabt.

Steffen Gliese

Tja, Tino Rizzo, mænd er så forfængelige, at de ikke opfatter, at de modtager deres priser, lige nøjagtigt fordi de er mænd.

Steffen Gliese

Men vi skal selvfølgelig også huske, at baggrunden for denne indgroede vane er mange hundrede år, hvor manden var forsørger og derfor hjemfalden til den fordel, hvis han befandt sig i en bestemt aldersklasse og en bestemt familiemæssig rolle.
Den samme forfordeling vil man formodentlig kunne finde i relation til homoseksuelle.

””Den frygtelige sandhed” - er jo, at - ”Det er nu rart at blive rigtig forarget. Den følelse er der god energi i.”…

Nogle kvinders hang til masochisme har mange psykologiske facetter og sublime udtryksformer – forargelse for foragelsens skyld er bare én af dem – samtidig med dét at se ned på sig selv og op til mænd, der modtager priser – ih, altså …

http://www.leksikon.org/art.php?n=1682

http://www.information.dk/257790

Michel Pereira

Det forlorne ved kvote-diskussionen, som den kommer til udtryk i feministiske kredse er, at kvoter tilsyneladende kun er interessante indenfor områder forbundet med høj samfundsmæssig status.

Hvorfor hører vi aldrig kvinder i ligestillingens hellige navn kræve kvoter, når det handler om farlige jobs (frontliniesoldater, politimænd, brandmænd, osv) eller jobs, hvor man(d) er udsat for elementernes hærgen (stilladsarbejdere, boreplatformsarbejdere, renovationsarbejdere osv)?

Skyldes det ikke at de samfundsmæssige strukturer, som angiveligt forhindrer kvinder i at udfolde sig, samtidig er de strukturer, som fodrer samfundet med mænd, som er villige til at lave alt det beskidte, farlige, fysisk hårde arbejde som alt sammen er nødvendigt for at et samfund kan fungere og for at kvinder kan realisere sig selv tørskoet og i sikkerhed?