Læsetid: 5 min.

Alle har ikke ret i kampen om sandhederne

Rune Lykkebergs forfatterskab er en suveræn analyse af vores demokratiske kultur. Men selvom bøgerne insisterer på at bevæge sig på et beskrivende plan, så bliver deres dybere konklusion indirekte, at foragt for andres mening er forkert og udemokratisk. Men er det rigtigt?
Moral. Rune Lykkebergs drivkraft synes at være en foragt for foragt: en foragt for moralsk bedrevidenhed. Og i ’Alle har ret’ pointerer han, at ikke alle argumenter er lige gode, men ’alle meninger er principielt lige gode’. Men kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet?

Moral. Rune Lykkebergs drivkraft synes at være en foragt for foragt: en foragt for moralsk bedrevidenhed. Og i ’Alle har ret’ pointerer han, at ikke alle argumenter er lige gode, men ’alle meninger er principielt lige gode’. Men kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet?

Kultur
26. oktober 2012

Rune Lykkebergs bøger – Kampen om sandhederne og Alle har ret – er fremragende. Fortjent har Lykkeberg opnået status som den skarpeste iagttager af vores demokratiske kultur. Men bifaldene må også suppleres af kritisk refleksion. For nok er Lykkebergs udtalte ærinde at beskrive, og han understreger endda i sin nye bog, at »det er min opfattelse, at konflikter er intellektuelt vigtigere end værdier«, men bøgerne ender alligevel indirekte – gennem deres teorivalg og analytiske pointer – med at optegne en normativ position. Bøgernes dybere konklusion bliver alligevel følgende opfattelse: Foragt for andre menneskers mening er forkert og udemokratisk; hvad angår moralsk indsigt, skal ingen føle sig hævet over andre. Lykkebergs drivkraft synes at være en foragt for foragt: en foragt for moralsk bedrevidenhed. I et interview langer han således ud efter intellektuelle, der mener at vide bedre om det gode liv – han kalder dem over én kam for intet mindre end en »historisk fiasko« (Information den 20. september). Og i Alle har ret pointerer han, at ikke alle argumenter er lige gode, men at »alle meninger principielt er lige gode«. Og: Ingen ledere kan have »større indsigt i de enkelte borgeres behov end borgerne selv«. Men er det virkelig rigtigt? Kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet? Er meningers værdi blot lig med, hvad subjektive magtkampe halvtilfældigt definerer dem som? Kan værdiers værdi ikke diskuteres og sammenlignes rationelt? Og hvad betyder alt dette for vores demokratiidealer?

Kampen om sandhederne er en forklaring på den kulturelle overklasses tab af moralsk definitionsmagt kulminerende med ’systemskiftet’ i 2001. Bogens grundargument er, at den kulturelle overklasse ikke formåede at tale om det gode liv til underklassen uden at blive opfattet som undertrykkende. Derfor tabte den kulturelle overklasse sin magt. Foragten for underklassens livssyn resulterede i underklassens foragt for foragten. Bogens to hovedteoretikere – Foucault og Bourdieu – skal støtte, at menneskelige relationer altid er irrationelle magtkampe om subjektive sandheder.

Bogen beskriver foragten, men momentant kritiserer den også de foragtfulde, f.eks. er Rifbjerg »museal«. Og den slutter med ordene: »De fleste har det jo sådan, at de skammer sig over deres egen foragt for andre mennesker, når de bliver bevidst om den som foragt. Det er derfor, at det giver mening at forsøge at beskrive den.« Underforstået: Foragt er forkert. Men med denne antydning af en etik hos Lykkeberg slutter bogen. Det normative og filosofiske spørgsmål, om værdier er lige gode og dermed om foragtens etiske status udfolder han ikke. Spørgsmålet er demokratisk interessant, men ikke bogens ærinde.

Den normative ramme, som Kampen om sandhederne indirekte indskriver sig i, er dog klarere i Alle har ret. Nogle af Lykkebergs helte er demokratiteoretikerne Palle Svensson og Robert A. Dahl. Men der er nogle bestemte forudsætninger hos dem og dermed hos Lykkeberg, som han ikke forholder sig til. I klassikeren Democracy and its Critics angriber Dahl enhver form for platonisk guardianship: Ingen ved bedre om det gode liv, og »hvert enkelt samfundsmedlem er alt i alt en bedre dommer over hans eller hendes interesser, end andre er«, skriver Dahl. Svensson følger Dahl i sin bog Folkets røst og ønsker flere folkeafstemninger og kalder opfattelsen af folket som mindre politisk kompetent end indsigtsfulde ledere for »politisk formynderi«.

Folkets samlede sæt meninger

Dahl og Svensson eksponerer en såkaldt afspejlingsforståelse af demokrati. Den er udbredt og siger, at de politiske beslutninger skal »afspejle standpunkter og anskuelser, der har størst udbredelse i befolkningen« – »alle borgerne i et samfund skal have lige stor indflydelse på de beslutninger, der former deres tilværelse,« som Svensson skriver. Eller med Dahl: »Jeg antager, at et nøgletræk ved et demokrati er regeringens stadige lydhørhed over for de politisk lige borgeres præferencer« (Polyarchy: Participation and Opposition). Det er denne afspejlingsforståelse af demokrati, som Lykkeberg abonnerer på. Spørgsmålet er, om den er så rigtig, som Lykkebergs foragt antyder? Er den demokratiske repræsentations rigtighed virkelig afhængig af, om de politiske beslutninger afspejler folkets samlede sæt af meninger? Er det nødvendigvis en mindreværdig demokratisk repræsentation at fravige afspejlingsforståelsen for at repræsentere udvalgte meninger og fokusere på samfundets bedste frem for individets? Med andre ord: Hvad bør egentlig repræsenteres i et repræsentativt demokrati?

Afspejlingsforståelsen bygger på tre forudsætninger: 1) En intuitiv forståelse af demokrati som folkestyre og dermed alles styre. 2) En oplysningsfilosofisk præget doktrin om, hvad politologen Barry Holden i The Nature of Democracy har kaldt »moralsk individualisme«, dvs. »en model for det politiske system, hvori de basale konstituerende elementer udelukkende er individer«. Dette formuleres ofte i kantianske vendinger (mennesket bør behandles som et mål i sig selv) og er altså båret af en moralitet: »Det moralsk rigtige er altid det, der er godt for individet, frem for det, der er godt for samfundet.« Denne opfattelse løber også gennem Alle har ret som en uproblematisk antagelse, f.eks.: »Det gælder som sagt i et demokrati, at det enkelte menneskeliv er det højeste princip.« 3) Individet ved bedst selv, hvad der er godt for ham. Også denne opfattelse deler Alle har ret som nævnt. Disse tre forudsætninger begrunder, at det demokratisk rigtige er de politiske beslutningers afspejling af alle individers præferencer.

Men der findes også et andet demokratiideal. Det opererer med et andet lighedsbegreb, der pointerer, at alle skal have lige mulighed for at udtrykke synspunkter, for enhver kan sidde inde med det gode argument – positionen indebærer ikke teknokrati. Men synspunkterne skal ikke nødvendigvis have lige indflydelse. Her sættes argumenter over individer, samfundsinteresse over individinteresse, rationalitet og problemløsning over afspejling og præferenceaggregering (se dette udfoldet i bogen Politisk offentlighed og demokrati i Danmark af Jørn Loftager). Det er denne prioritering af rationalitet i det politiske, som jeg vil give et omfang, der ikke bare strider mod Lykkebergs demokratiideal, men også mod dets præmis: den generelle opfattelse, at foragt for andres meninger er forkert.

Den demokratiske samtale

Foragt betyder ringeagt: Man opfatter noget som havende mindre værdi. Men så længe foragten sagligt rettes mod en mening og ikke et menneske, kan den demokratiske samtale fortsætte og meningers værdi diskuteres rationelt. De dybere præmisser i en sådan diskussion vil altid være normative, empirisk uafgørlige og dermed åbne for diskussion. Men givet, at man kan blive enige om visse minimumkriterier for det gode liv – f.eks. at tryghed er bedre end utryghed, selvrealisering bedre end ingen selvrealisering osv. – kan diskussionen føres meningsfuldt: Statistiske eller analytiske argumenter for én mening kan være bedre end argumenter for en anden. Altså kan én mening meningsfuldt siges at være bedre end en anden. Heldigvis. For vore værdiers værdi er ikke indeholdt i demokratiet som værdi. Demokratiet som værdi og norm angiver kun, hvordan vi bør tale med hinanden (som ligeværdige, lyttende, tolerante osv.). Værdiers værdi må vi via den demokratiske samtale erkende (deri består den store demokratiske udfordring). Netop derfor skal den rumsterende normativitet i Lykkebergs bøger ikke efterlades uimodsagt: Hans bærende foragt og tendentielle afspejlingsforståelse af demokrati er slet ikke nødvendigvis det demokratisk rigtige eller uimodsigelige værdier. Og det kan vi godt tale fornuftigt om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er netop på det moralske plan, at man kan hævde, at noget er bedre end noget andet - hvad den politiske kamp og al kunst handler om! På det rene borgerplan er alle lige, men det er også her, at kampen om det bedste samfund foregår. Voltaire accepterer jo netop retten til at ytre sig, men så sandelig også retten til at være uenige - måske endog dødelig uenige. Demokratisk ånd er respekt mellem mennesker, til trods for enighed og forskellige interesser. Derfor er hierarkiske samfundsopfattelser i udgangspunktet uforenelige med demokratisk ressentiment.

Niels-Simon Larsen

Nogle har mere ret end andre, når det gælder spørgsmål om, hvad der er rigtigt eller forkert.
Det er godt, at alle ikke har lige meget ret, når det gælder færdselsloven.

Flemming Nielsen

Man drukner konstant og til stadighed demokratiet i flygtige floskler fra hyklernes univers.
De såkaldte veluddannede vil så gerne frelse de ikke så uddannede fra sig selv, mens tusinde tosser konstant signalerer, at den eneste frelse er at være "på."
Dumheden florerer, og det angiveligt kloge menneske er en kortvarig tv-stjerne med store, grædende, øjne og fjæset i de rette, fotogene folder.
Hvor er det patetisk, at netop medierne skulle gå hen og blive eksponenten for idiotien.

Flemming Nielsen

Rune. Du har fat i noget.

Hjerneforskningen arbejder vist for tiden med at finde 'ur-moralen' (mit udtryk)

Der er nemlig meget der tyder på at visse af vores moralske værdier er nedarvede og ikke tillært.

F.eks. ideen om at en skylden for en forbrydelse er større hvis forbrydelsen er resultat af en handling end den er hvis forbrydelsen er resultat af en undladelse.

Det er jo i denne forb. ret spændende :-o

Moralens berettigelse ligger i magten bag: Staten, kirken, kapitalen, militæret eller demokratiet om I vel. Min gamle ven Lenin sagde altid, efter et par vodka, at i et kapitalistisk samfund findes ingen demokrati – her er det markedet der bestemmer i stort og småt. Jeg tror faktisk det forholder sig således! I et kapitalistisk samfund er det markedet, som er mekanismen bag samfundsmoralen. Samfundsmoralen skal tilsløre de virkelige udbytningsforhold i samfundet (marxisme for burehøns) og uden foragt vil jeg sige, at det er lykkedes over al måde, her i udkantsnationen Danmark.

Rasmus Bro Clemmensen

Jeg tror en skelnen mellem argument og værdi, eller mellem sandhed og "min mening" er meget vigtigt i denne sammenhæng.

Problemet er at "min mening", selvom den måtte forekomme mere sympatisk, stadig blot er "min mening", så længe der ikke er noget der bakker den op. For at forstå hvorfor en bestemt værdi/mening så kan forekomme mere sand, må man altså gå grundigt til værks med at kritisere de ideologiske komplekser den er spundet ind i.

En mening eller værdi, i sig selv, er simpelthen en dum følelse, som jeg vil påstå altid er lige. Derfor er "værdikampen" også en dum kamp idet man, for samfundets bedste selvfølgelig, forsøger at sætte sine personlige værdier som alles værdier, men hurtigt finder ud af at der også er andre værdier. Derfor leder det altid til mørkemænd og fordomme.

Jeg tror ikke Lykkeberg er den idiot som artiklen her fremstiller ham som. Han ved da godt at der er forskel på politiske projekter og deres konsekvenser. Det som jeg tror man skal se hos Lykkeberg er netop at "konflikter er vigtigere end værdier" - Altså netop konflikter mellem virkelige politiske projekter, ideologiske kamppladser og sandheder. Og den form for tale vi skal af med er den "demokratiske samtale", forhandlingen hvor alt er lige godt og hvor intet derfor nogensinde kan blive bedre. Nogle af hans fremmeste kritikker har da også været af managementsprog og demokratiets besættelse af forhandlingsteknikker. Altså at det må være nok med det værdifnidder.

Jeg tror netop problemet er at "værdier" fuldstændig har erstattet begreber som "interesser", og "demokratisk samtale" har erstattet "kamp".

"moralitet" hævder en form for dydig bevidsthed der kan være hævet over andre. Men denne bevidsthed har ikke forstået at sandheden ikke udspiller sig i det dydiges rige, men i den beskidte kamp mellem virkelige mennesker. (Altså er noget bedre end andet, selvfølgelig, men det er altså et klassespørgsmål)

.Et samfund på vej væk fra industrialderen og på vej ind i den såkaldte informationsalder - eller videnssamfundet - må vel være i stand til, at kunne præstere oplyste, myndige og demokratiske borgere, der ikke alle lider af nogen form for fremmedgørelse, men er i stand til at håndtere og vurdere alle mulige former for information i dette påståede hyperkomplekse, individualiserede, differentierede, risikable og værdipluralistiske samfund - kort sagt - dette såkaldte ”postmoderne helvede”, hvor kulturen har parkeret sin civilisation et sted hinsides pædagogisk rækkevidde uden for det, der var meningen med Oplysningsprojektet ...

Ville det ikke være en idé at genoptage og fortsætte dette oplysningsprojekt, da det ikke med rimelighed kan påstås at være afsluttet endnu, alene af den grund, at viden er blevet en flygtig og forgængelig vare, og at diverse forfattere stadig ”forplumrer” billedet ...

De postmoderne filosoffer tager udgangspunkt i to forhold:
1. Der eksisterer ikke længere nogle metafysiske kriterier for, hvad der er sandt eller falsk, godt eller skidt, udvikling eller hvad der ikke er udvikling, samt
2. Sproget konstituerer vores verden og ikke omvendt …

Matematikere eller kantianere er de helt åbenlyst ikke. Begrebet postmoderne er blevet et intellektuelt modeord for dem, der gerne vil give udtryk af at være på forkant med tiden. Det postmoderne trusselsbillede må indebære, at vi ikke bare kaster alt gammelt over bord, glemmer historien og bliver historieløse, skipper kulturarven og bliver kulturløse eller lader os føre rundt i manegen af de postmodernistiske samfundsanalyser, hvor alt opfattes som lige værdifuldt (læs værdiløst), alle forskelle er nivelleret og folk udråbt til deres egne eksperter, for helt at lade os fragmentere eller atomisere - men påtager os den enorme opgave det er, at holde tungen lige i munden, filosofere over tilværelsens mange besynderlige tildragelser og ikke lade os overraske af hverken postmodernisme, fatalisme eller totalitarisme – eller en Lykkeberg ...

”Det postmoderne er en tilstand af forfladigelse og fragmentering” (Jean-Francois Lyotard, ”Det postmoderne vilkår”, 1979). Han var ikke selv nogen begejstret postmoderne profet. Lyotard var tværtimod bekymret for, at markedslogikken og managementsproget ville kvæle de kvalitative forskelle i verden: skabe en overfladisk mangfoldighed, hvor alt kunne sammenlignes med alt, og alt var lige lidt værd - eller - lige ligegyldigt. Det postmoderne blev pludselig slogan for en kultur: De store fortællinger blev erklæret døde (”Viden og det postmoderne samfund”, 1979) ...

Lyotard beskrev en tilstand, hvor ironi, spil og små fortællinger træder i stedet for politiske ideologier og utopier, det moderne projekt, defineret som fortløbende opløsning af hierarkier til fortløbende frigørelse af det fornuftige menneske ...

I stedet for alle disse opreklamerede fransk bodegafilosoffer burde Lykkeberg hellere stifte bekendtskab med denne ovennævnte møsjø – eller hvad med Sloterdijk? - her ved indledningen til den 2. Moderne – han har meget mere relevant og rammende at fortælle - men måske er han for germansk …

” Ville det ikke være en idé at genoptage og fortsætte dette oplysningsprojekt” jeg kunne ikke være mere enig, men jeg tror bare ikke det kan lade sig gøre under den nuværende lasse fair liberalisme. Kampen stå ikke mellem ideer men mellem kapitalisme og lasse fair liberalisme på den ene side og et eventuel opgør med denne struktur, ikke oppefra i form at ideer, men nedefra i form af en økonomisk omlægning til socialisme.

Steen Erik Blumensaat

Følelser.
Glædelige følelser, delvis glædelige følelser.

Smertelige følelser, delvis smertelige følelser.

"ikke oppefra i form at ideer, men nedefra i form af en økonomisk omlægning til socialisme."

Hvordan omlægger vi økonomien nedefra?

Det kan man ikke, vi kan nedefra skubbe til ting og så håbe at noget andet rejser sig, men når dette andet rejser sig udgør det den nye top. Er der nogle store samfund i verden der ikke har ledere og som er bundet sammen af økonomi?

Derudover får man vel kun bunden til at skubbe til det hele hvis de har en ide om at det er det rigtige at gøre?

Oplysning, ideer og værdier er det allervigtigste at ændre, og venstrefløjen kunne godt se at komme i gang ... der er ingen grund til at vente til at viljen til forandring er decideret (desperat) behovsbaseret.

Man kan vidst ikke forandre samfundets grundlæggende materielle strukturer ved, at justere på overbygningen metafysiske fremtoninger.

Først må man være enige om, at demokrati er bedst.
Dernæst må så mange som muligt med i processen, oppe på demokratiets supertanker.
De omkringsvømmende forsøges reddet med oplysningens redningskrans. Dem, der ikke lader sig "redde", må sejle i deres egen sø.

I forløbet enes man om målet, eller rettere skaber et flertal.
Det ene rationelle argument er ikke bedre end det andet, før målet ligger klart forude, og meddelt til kaptajnen. Er man ikke med, må man springe overbord.

Demokratiet udøves af dem der deltager på forskellig vis. Ikke bare ved at sætte sit kryds, men ved velovervejet og oplyst at sætte sit kryds.

Selv den, der sidder i sit elfenbenstårn og ved bedre, må bøje sig for demokratiet.

Lommefilosofi ? Ja, men hvorfor gøre det mere indviklet end det er.

Kan nogen fortælle mig om moral nogensinde har stoppet kapitalisternes jagt på profit?

Claus Oreskov
Svaret på dit spørgsmål er nej ...., men man skal ikke dømme for hastight måske :

Moralske hensigter og målsætninger er kapitalkrævende på præcis samme vilkår som fup-og-snyd, når investeringen skal foretages. Ja faktisk øges presset på profitskabelse af moral, fordi man også skal skaffe midler til 'andre'. Så den videnskabelige eller politiske mæcen vil ikke pumpe penge i ting, der begrænser hans 'frihed til at være god', i.e. hans formue. At andre er 'onde' ser han ikke som en årsag til at stække sig og sine.

Ja, der er ganske givet noget ’fishy’ i Lykkebergs skriverier.
Hvis der i befolkningen skulle vise sig at være 25 % med tilbøjelighed for at diskriminere folk med anden etnisk baggrund end dansk, bør vi så tilstræbe en lovgivning med en passende stor andel af diskriminerende love? Og er det i orden, at vi tonser CO2 ud i atmosfæren bare fordi, der er et flertal for at gøre det?
Og Bourdieu… Som jeg husker ham tager han ikke stilling til, om elitens nedladende holdning til de lavere klassers manglende kulturelle kapital kan have berettigelse eller ej. Han nøjes med – ret morsomt - at vise, at ønske om opstigen ad den sociale rangstige ofte involverer forsøg på tilegnelse af den kulturel kapitals attributter, men at eliten, som ikke ønsker deres kulturelle kapitalmagt devalueret, har et skarpt og fordømmende øje for parvenuer.
Men derfra kan man naturligvis ikke slutte, at én kulturel foreteelse ikke kan være dybere, smukkere, mere sand eller lødig end en anden.
Det gør Lykkeberg tilsyneladende.
Bourdieu gør det ikke.