Det krævede ikke megen overtalelse at få Uffe Elbæk med på ideen. Barbara Læssøe Stephensen havde ellers forberedt den helt store salgstale for at få den nytiltrådte kulturminister til at medvirke i en lidt utraditionel – og tidskrævende – portrætbog. Men han sagde bare ’ja’ og ’overrask mig!’ Og det skulle vise sig at være en symptomatisk reaktion fra Uffe Elbæk:
»Jeg oplevede ham som meget nysgerrig og åben. Han er meget lidt en kontrolfreak,« fortæller hun, mens vi sætter os til rette i et lille arbejdsværelse i hendes lejlighed, der ligger et par stenkast fra Christiansborg.
Barbara Læssøe Stephensen er uddannet retoriker og har været vidt omkring i sit arbejdsliv. Hun har været taleskriver og politisk rådgiver, har lavet kulturprogrammer på tv og været kommunikationschef på Gl. Strand, og så er hun uddannet og praktiserende coach. Det hele handler om tale og samtale, om at undgå floskler og forudindtagethed. Og hun taler gerne – ivrigt og meget.
Et redskab, hun har brugt for at komme ind på livet af Uffe Elbæk, er at fjerne samtalen fra det bord, som de fleste interviews er bundet til, fortæller hun.
»Mit coaching-firma hedder Walk the Talk. Når man sidder overfor hinanden, er der altid et bestemt kodeks for, hvordan man taler med hinanden. Man ser hinanden i øjnene, og det lægger en dæmper på, hvad man siger. Det bliver meget høfligt,« siger Barbara Læssøe Stephensen.
»Vil du have mere te?« spørger hun så karikeret for at illustrere sin pointe og for rent faktisk at høre, om jeg kunne tænke mig en refill.
»Så der er der faktisk en kæmpe frihed i at gå.«
Ud i landskabet
Hun tog derfor Uffe Elbæk med på kunstmuseum, på kro eller ud og gå i et kulturlandskab. Emnerne for deres samtaler var alt fra opvækst og faderskab, over seksualitet til aktivisme, politik og visioner. Men som oftest med afsæt i det kunstværk, de stod over for – hvilket ændrer karakteren af samtalen, mener Barbara Læssøe Stephensen:
»Min grundantagelse er, at kultur ændrer vores blik på verden, åbner for nogle andre samtaler.«
På den måde bruger hun landskabsmalerier som afsæt til at tale omat bo i byen, Uffe Elbæks valg af kunst og møblement på hans kontor giver grobund for refleksioner over hans ledelsesstil, mens hans forkærlighed for skitser sætter hans procesorienterede arbejdstilgang i relief.
– Skal man kalde ’Aktivistministeren’ for en samtalebog?
»Ja, der står samtalebog på omslaget, men jeg prøver at lade Uffe få det største ord,« svarer hun. »Jeg kunne ikke begrænse mig til bare at stille spørgsmål, for nogle gange kommer de bedste svar ud af, at man faktisk samtaler, og at begge parter kommer med deres holdninger,« siger hun og fortsætter:
»Systemet træner politikere til at tale på en bestemt måde – specielt under en kampagne. En politiker som Uffe Elbæk kan sine svar! Og på det punkt er han ikke engang så slem, for han er en af de mindst levebrødsagtige politikere i Danmark.«
Hvis man vil have nogle andre svar end de sædvanlige, kan man selvfølgelig få dem ved at være konfronterende, men det synes Barbara Læssøe Stephensen ikke er så interessant:
»Konfrontation for konfrontationens skyld bringer ikke særligt meget godt med sig – det er, som om at paraderne er oppe for længst. Hvis man kan gøre et menneske nysgerrigt og engageret, så folder der sig tit nogle gode ting ud.«
Jeg spørger hende, om hun synes, at Uffe Elbæk har formået at holde fast i sin personlighed som minister. Hun tænker lidt og siger så: »Han har kæmpet for at få sin tilgang til tingene og metoder ind i ministeriet. At vende tingene på hovedet og samarbejde. Det er faktisk nogle af de ting, som han har mødt mest modstand på.«
– Overraskede han dig?
»Ja, gang på gang. Han er ekstremt modig og eksperimenterende,« siger Barbara Læssøe Stephensen og fortæller, at spindoktoren indimellem kom op i hende under samtalerne med Uffe Elbæk: »’Ej, er det klogt at vise det her, sige det her?’ kunne jeg godt tænke. Han er ikke bange for, hvad folk synes om ham. Han er meget nysgerrig på den kritik, han får. Hvis han får et lag tæsk i pressen, er hans reaktion at invitere folk på kaffe for at finde ud af, hvad de mener.«
– Er han idealist eller pragmatiker, eller er de to ting slet ikke modsætninger?
»Nej, det er de nemlig ikke. Det er jeg sikker på, at han selv ville svare. Han kalder sig selv for en pragmatisk anarkist,« fortæller hun.
»Hvis man skal være virkelig højt ravende, kan man sige, at der er en ny bevægelse hen mod en politik, som baserer sig på fælles værdier frem for hvad, der skiller os ad. Uffe Elbæk er ekstremt optaget af at række ud til den anden side og ikke snakke i ‘dem’ og ‘os’. Det er jo en anden måde at drive politik på: at forsøge at ændre kulturen, måden, vi taler om og med hinanden på. Det er en interessant vision at følge ham i,« siger hun og tilføjer:
»Men det er nok også meget kort tid at følge ham. Da jeg spurgte ham, om han følte, han var kommet i mål, så kunne jeg godt mærke, at det eddermame er et hårdt spørgsmål at svare på efter så kort tid. Især fordi de ambitioner, han har, er så meget mere vidtrækkende end bare at få knaldet tre reformer igennem.«
Personfiksering
Med Aktivistministeren kunne Barbara Læssøe Stephensen godt ønske sig at bidrage med en mere nuanceret og respektfuld forståelse af de folkevalgte:
»Nu har jeg arbejdet så længe i politik fra forskellige vinkler. Jeg har været tæt på mange politikere, og det har været ubærligt at se, hvordan de fremstilles som kyniske og rygdolkende strateger. Som nogen, der ikke ved, hvad der foregår ude i virkeligheden. For de allerfleste politikere, jeg har arbejdet sammen med, er idealister, som arbejder røven ud af bukserne,« fortæller hun.
»En stor del af den drivkraft skal komme af, hvad de er for nogle mennesker, hvad for nogle værdier de har med sig, hvordan de er opdraget, hvem de er gift med, for ikke at sige hvilken kultur, de har omgivet sig med. Det har altid irriteret mig, at man ikke anerkender, at det faktisk er en stor del af politikeren.«
Og her støder vi ind i et paradoks: politik siges at være blevet mere og mere personfikseret over de seneste år, samtidig med at politikerne er blevet mere ens at se og høre på. Barbara Læssøe Stephensen ser det ikke som noget dårligt, at offentligheden interesserer sig for politikeren som menneske:
»Vi kan slet ikke kan lade være med at bedømme det hele menneske, når vi skal stemme til et valg, fordi det handler om troværdighed. Men modsvaret fra spindoktorer og det politiske systems side har været at beskytte politikerne mod at vise personlige sider af sig selv. Så samtidig med at alle vores politikere optræder i morgen-tv, sidder de alle sammen med perleøreringe og spadseredragter, ulasteligt klædte med et panser af normalitet eller homogenitet foran sig,« siger Barbara Læssøe Stephensen.
Ny Alliance
Barbara Læssøe Stephensen har selv en kortvarig erfaring med, hvordan det er at være på den anden side af mikrofonen. Hun stillede op for det nystiftede Ny Alliance til Folketingsvalget i 2007. Hun griner højt og måske en anelse beklemt, da jeg nævner det: »Nå, fandt du frem til det!?«
Hun fortæller, at hun på et tidspunkt fik nok af at skrive andres taler og tale for andre. Hun ville til at tale mere for og som sig selv. Opstillingen for Ny Alliance var en bevægelse i den retning.
»Det, der tiltalte mig meget ved det projekt, var, at det handlede om at skabe noget fra bunden. At bryde faste forestillinger om, hvad politik var: at man var enten til højre eller venstre,« siger hun.
– Er dit eget kultursyn meget forskelligt fra Uffe Elbæks?
»Vi har ikke samme smag, men hvis man ser på kulturen i en lidt bredere forstand – og det tror jeg nu, vi begge gør – så tillægger vi kultur den samme betydning. Jeg synes, det har rigtig stor betydning for os, hvilke kunstnere, der er gået forud for os, hvilke mure de har brudt ned, hvilke ændringer de har været med til at skabe i vores mentalitet og vores værdier. Kunsten spiller en stor rolle for, hvad vi har til fælles. Hvor vi lander politisk, og hvordan vi ender med at indrette os.«
