Læsetid: 10 min.

En skurk til alle tider

James Bond fylder i sin filmudgave 50, og lige straks er der premiere på den 23. Bond-film, ’Skyfall’. Vi tegner her et portræt af en populær og tilsyneladende udødelig filmserie, der trods sine mange kulørte elementer som regel har formået at følge med tiden, når det kommer til skurke og fjendebilleder
James Bond fylder i sin filmudgave 50, og lige straks er der premiere på den 23. Bond-film, ’Skyfall’. Vi tegner her et portræt af en populær og tilsyneladende udødelig filmserie, der trods sine mange kulørte elementer som regel har formået at følge med tiden, når det kommer til skurke og fjendebilleder

Associated Press

18. oktober 2012

James Bond, aka Agent 007, ligger fastspændt på et bord. En laserstråle skærer sig gennem bordet og vil snart skære ham midtover.

»Do you expect me to talk?« spørger Bond sin formidable, smokingklædte modstander, der køligt kigger på ham og svarer, »No, Mr. Bond, I expect you to die.«

Det er en af de mest mindeværdige scener i Bond-historien, og den er selvfølgelig fra den tredje Bond-film, Goldfinger (1964), hvor skotske Sean Connery spiller Bond, mens tyske Gert Fröbe spiller titelrollen som Auric Goldfinger, der ikke blot vil røve Fort Knox for at ødelægge verdens økonomi, men også snyder, når han spiller kort og golf.

Den vigtige skurk

Man skal bruge en del forskellige ingredienser for at kunne lave den perfekte film om den britiske spion, der arbejder for MI6 og har licens til at dræbe: Smukke kvinder, eksotiske locations, fede biler, sjove elektroniske dimser, opfindsomme våben og mordmetoder, en iørefaldende titelsang og en iøjnefaldende titelsekvens, vittige ordspil, et godt plot, tempofyldte actionsekvenser, ikke mindst den, der kommer før, selve filmen begynder, og som regel ikke har noget med den egentlige handling at gøre.

Intet element synes dog at være lige så vigtigt som den skurk – og de håndlangere – James Bond skal overvinde i en film. Man ved jo godt, at Bond altid overlever, så det kræver virkelig sin skurk at få publikum til, i hvert fald for en stund, at glemme det og frygte for heltens liv og førlighed.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at de Bond-film, man husker bedst, er dem med den sjoveste skurk og de mest aparte og uhyggelige håndlangere.

Fra Oddjob til Le Chiffre

Der er Goldfinger, selvfølgelig, og hans stumme, dødsensfarlige håndlanger, Oddjob (den tidligere bryder Harold Sakata), der både er bomstærk og kan slå folk ihjel med sin specialdesignede bowlerhat.

Richard Kiels tårnhøje Jaws, der er med i hele to film – The Spy Who Loved Me (1977) og Moonraker (1979) – og som kan bide hvad som helst i stykker med sine ståltænder. Scaramanga, hovedskurken i The Man with the Golden Gun (1974), der har hele tre brystvorter og spilles af Christopher Lee.

Robert Shaws blonde dræber fra From Russia with Love (1963), hvor også Bonds ærkefjende, Blofeld, optræder den første af i alt fem gange. Den tidligere KGB-agent Rosa Klepp (Brecht-skuespillerinden Lotte Lenya), der i From Russia with Love har en kniv i snuden af sin ene sko, som hun forsøger at stikke i Bond.

Grace Jones’ skånselsløse May Day fra A View to a Kill (1985). Smukke og perverse Xenia Onatopp (Famke Janssen), der i GoldenEye (1995) synes at få seksuel nydelse ud af at slå andre mennesker ihjel. Mads Mikkelsens Le Chiffre, der græder blod ved pokerbordet i Casino Royale (2006).

Rod i virkeligheden

James Bond er en fantasifigur, der eksisterer i sin helt egen verden med sin helt egen logik, men der er også mere virkelighedsnære elementer i filmene. Ligesom teknologien og bilerne i Bond-universet ikke sjældent er inspireret af rigtige opfindelser (laseren i Goldfinger, rumfart i Diamonds Are Forever (1971)) og modeller, spejler plottene og ikke mindst skurkene også ofte den verden og tid, i hvert fald geopolitisk, filmene er blevet til i.

Da den tidligere journalist og ’spion’ Ian Fleming i 1950’erne får ideen til James Bond, er Den Kolde Krig i fuld gang, og forfatteren, der under Anden Verdenskrig arbejdede for den britiske flådes efterretningstjeneste, lader sig i sine bøger ikke overraskende inspirere af den kulørte og farlige spionverden og magtkampen mellem øst og vest.

Det er dog ikke bøgerne, men filmene, der gør James Bond til et fænomen, og den første af dem, Dr. No (Agent 007: Mission Drab på dansk) når biograflærrederne i oktober 1962, hvor USA’s præsident Kennedy (i øvrigt stor Bond-fan) så at sige lægger arm med Sovjetunionen, og verden under Cuba-krisen kommer så tæt på en Tredje Verdenskrig som aldrig før eller siden.

Det er derfor ganske god timing, at titelfiguren i Dr. No, en kinesisk videnskabsmand, er tilknyttet terrororganisationen SPECTRE – en forkortelse af det mindre mundrette Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion – der vil forpurre amerikanernes raketopsendelser i Cape Canavarel.

Øst og vest

Under ledelse af Ernst Stavro Blofeld prøver apolitiske SPECTRE i hele seks film at spille supermagterne USA og Sovjetunionen ud mod hinanden i et forsøg på selv at tilrane sig verdensherredømmet.

Heldigvis lykkes det altid Bond at forpurre Blofelds nedrige planer, hvorfor organisationen efterhånden er lige så ivrig efter at komme ham til livs som at erobre verden.

I From Russia with Love er Rosa Klepp for eksempel lige hoppet af fra den sovjetiske spionorganisation SMERSH (Smert’ Shpionam – Død over spioner) for at slutte sig til SPECTRE. Lidt på samme måde, som SMERSH, der var baseret på en virkelig organisation og Bonds ærkefjende i Ian Flemings bøger, i de første syv Bond-film blev erstattet af det politisk trods alt mindre kontroversielle SPECTRE (som jo alligevel var en slags stand-in for kommunisterne).

I On Her Majestys’s Secret Service (1969) arbejder SPECTRE dog for russerne, mens Auric Goldfinger har Kina i ryggen, da han i Goldfinger angriber Fort Knox, hvor USA’s guldreserver opbevares, i et forsøg på at gøre guldet radioaktivt og dermed værdiløst, så USA bliver kastet ud i et økonomisk kaos, kineserne kan udnytte.

I det hele taget optræder Sovjetunionen og det kommunistiske Kina ikke sjældent i baggrunden af Bond-filmene, enten som modstander eller indimellem endda som hemmelig allieret i et forsøg på at komme terroristerne til livs.

Sjovt og personligt

I 1970’erne, hvor Roger Moore overtager Bond-rollen fra Sean Connery og George Lazenby – der kun når at lave en enkelt film – er Bond en mere humoristisk, mindre farlig og indimellem endda fjollet figur.

Hans hovedmodstandere er i højere grad enkelte galninge, der enten bare gerne vil udfordre verdens bedste (knap så) hemmelige agent eller ligesom Blofeld styre verden.

The Mand with the Golden Gun er for eksempel en berygtet lejemorder, Fracisco Scaramanga, mens Bond i Moonraker kæmper mod Hugo Drax (Michael Lonsdale), der som en anden Hitler vil udradere verdens befolkning og erstatte den med sine egne supermennesker.

Sovjetunionen gør det dog også svært for Bond i et par af Roger Moore-filmene, hvorimod det er tidstypiske fænomener som våbensmuglere – Iran-Contra-affæren spøger i baggrunden – og narkosmuglere, som Moores afløser, Timothy Dalton, i slutningen af 1980’erne må tage sig kærligt af i sine to ganske mørke og barske film som Agent 007, The Living Daylights (1987) og License to Kill (1989).

Det er ikke ligefrem verdenspolitik, det handler om, men Daltons Bond tager også tingene mere personligt.

Nye tider

Da Muren falder i 1989, overhaler udviklingen på sin vis Bond-figuren, der jo om noget er et produkt af Den Kolde Krig. Ligesom øst og vest skal han bruge tid på at finde sig selv igen, og det sker først seks år senere, i 1995, hvor Pierce Brosnan med GoldenEye bliver den femte skuespiller til at spille Bond.

Filmen foregår blandt andet i Rusland, hvor tidligere sovjetiske officerer enten sælger nogle af de tidligere sovjetlandes atomvåben til højestbydende eller lader sig købe af terrorister med skumle planer.

Og det afspejler jo meget godt en mere eller mindre udtalt frygt i Vesten for, at noget lignende skulle ske i virkeligheden, nu hvor centralmagten i Moskva ikke længere bestemmer, hvad der sker rundt om i de tidligere, løsrivelsesivrige sovjetstater.

Verden er blevet mindre sort/hvid, mere grumset, uigennemskuelig og forvirret, i hvert fald på overfladen, og det mærkes i Bond-filmene, hvor Bonds chef, M, nu er en kvinde (Judi Dench), der – i GoldenEye – sætter ham på plads med ordene, »jeg synes, du er en mandschauvinistisk, misogyn dinosaur. Et levn fra Den Kolde Krig.«

Samtidig får hun med et brag indvarslet de nye tider i Bond-universet.

Mord og massemedier

Hvor Sean Connerys James Bond på én gang er en iskold, brutal dræber, levemand og storcharmør og Roger Moores er aristokraten og dandyen, der gerne gør lidt grin med sig selv, er Pierce Brosnan en slags blanding af de to. Hverken George Lazenby og Timothy Dalton er Bond længe nok til, at de når at træde i karakter og kan vurderes i den store sammenhæng.

De elektroniske mediers stigende betydning for vores viden om og forståelse af verden og det, der sker i den, er omdrejningspunktet i Brosnans anden film som Bond, Tomorrow Never Dies (1997).

I den forsøger den gale mediemogul Elliot Carver (Jonathan Pryce) – der minder lidt om Rupert Murdoch – at narre Storbritannien og Kina i krig med hinanden, så han selv kan få de eksklusive og lukrative tv-rettigheder i Kina de næste 100 år.

Det er selvfølgelig en helt igennem tosset plan – der da også mislykkes takket være Bond og en kvindelig kinesisk agent (Michelle Yeoh) – men filmen er et godt eksempel på, hvordan Bond-forfattere forstår at inkorporere et vis mål af virkelighed, her med hastigt voksende massemedier og Kina som et gigantisk, uopdyrket marked, i de ellers alt andet end virkelighedsnære plot.

I den næste film, The World Is Not Enough (1999), hvor Ulrich Thomsen spiller en af skurkens håndlangere – og bliver skudt, fordi han ikke løser en opgave – handler det blandt andet om oliepolitik, og om hvor sårbar den vestlige verden er, når det kommer til leverancer af olie fra de olierige øststater.

I en ny jubilæumsdokumentarfilm om Bond gennem 50 år, Everything or Nothing, udtaler en anden Bond-fan, tidligere præsident Bill Clinton, da også, at han ville have elsket at have en mand som Bond på sin lønningsliste.

Efter 11. september

På samme måde kommer terrorangrebet på USA den 11. september 2001 til at få afgørende betydning for, hvordan filmene om James Bond ser ud i dag.

Pierce Brosnans sidste Bond-film, Die Another Day, har premiere i 2002, og selv om den da også skeler til virkelighedens verden – Bonds hovedfjende er fra Nordkorea, og filmen begynder med, at han bliver tortureret i et af det lukkede, kommunistiske lands fængsler – er den ligesom de tre forrige film også temmelig outlandish med usynlige biler og kitesurfing på en tsunami.

Brosnan får snart en opringning fra producenterne om, at de har brug for en tænkepause, fordi de ikke ved, i hvilken retning de skal føre figuren. Noget er sket med verden, og noget må ske med Bond.

Fire år senere er Agent 007 så tilbage i skikkelse af Daniel Craig, hvis udgave af Bond minder en del om Sean Connerys, omend den psykologisk er mere kompleks.

Den første film med Craig som Bond, Casino Royale (2006), er ligeledes en mere jordbunden, mørk og fysisk affære, end Bond-filmene længe har været, med håndholdt kamera, færre vilde gadgets og visuelle effekter end ellers og en følelsesmæssigt ganske anfægtende historie.

Filmen er baseret på den første bog, Ian Fleming skrev om Bond, og begynder da også med, at agenten bliver udstyret med de to nuller, der giver ham licens til at dræbe.

De usynlige skurke

Mads Mikkelsens Le Chiffre er en formidabel skurk i Casino Royale, men han er kun håndlanger for en meget magtfuld og yderst hemmelig organisation, der i stil med SPECTRE har sin helt egen profitable dagsorden. En af hovedmændene i organisationen, Mr. White, spilles af en anden dansk skuespiller, Jesper Christensen, og han optræder også i Daniel Craigs næste Bond-eventyr, Quantum of Solace (2008).

I en verden, hvor miljøet lider, små og store nationer strides, og banker og pengeinstitutter nærmest er mere magtfulde – og helt igennem skrupelløse – end regeringer og regenter, er Mr. Whites organisation, Quantum, et ganske betimeligt fjendebillede.

Quantum iscenesætter for eksempel et militærkup i Bolivia for at få rettighederne til landets vandressourcer, der ud i en ikke så fjern fremtid vil være et meget værdifuldt råstof.

Meget vides endnu ikke om skurken i den 23. Bond-film, Skyfall, der har dansk premiere den 26. oktober. På et tidspunkt var det meningen, at skyggemanden Mr. White skulle være med igen, men det har man angiveligt droppet til fordel for en ny skurk ved navn Silva, der spilles af Javier Bardem, og som filmens instruktør, Sam Mendes (American Beauty, The Road to Perdition, Revolutionary Road), beskriver som værende i besiddelse af »mere flamboyance og kompleksitet« end nogle af de senere skurke, men dog ikke af typen med en atombombe og et ønske om at sprænge verden i luften.

I en af de få anmeldelser af Skyfall, der allerede er blevet trykt, skriver branchemagasinet The Hollywood Reporter, at filmens manuskriptforfattere, »Neal Purvis og Robert Wade sammen med John Logan hiver Bond, M og MI6 ud af en verden med kulørte skurke med storhedsvanvid og ind i en forvirrende verden af mystiske terrorister og cyber-krigsførelse«.

Det lyder jo ganske betimeligt – og mon ikke også Silva forventer, at James Bond bare dør i stedet for at tale!?

Den 23. Bond-film, ’Skyfall’, har dansk premiere den 26. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre ikke -

Bond drikker - og the horror - Heineken beer - i Skyfall.

Hvorfor?

Fordi det åbenbart koster mere at markedsføre en Bond-film end at lave den. 200 millioner pund eller us dollars koster det at markedsføre den mens det kun koster 120 millioner pund eller us dollars at lave den.

Og en mand eller kvinde fra Heineken kom forbi med en stor papkasse...

---

I Quantum of Solace mener jeg det er bliver Bond poltisk på den fede måde. Arbejderne i Bolvia tjener 0,80 us dollars i timen, altså 80 us cent i timen. Hæver man dette til blot 1 us dollars i timen, så falder de multinationales profit. Og så er det at de iscenesætter statskup...ikke sandt...

---

Ja det er blot een lang reklame. Holdt op med at se frem til næste Bond film for lææænge siden. Ellers ærgeligt da jeg elsker de gamle Bond film.

Endvidere har Craig pillet enhver charme ud af Bond, han og instruktøren har åbenbart ikke fattet at det ikke er en 'Bourne' film de laver. Charmen er jo netop det der gør Bond til Bond.