Læsetid 6 min.

Svært at være så god

Kidd gik sidste år fra totalt ukendt musiker til hele Danmarks mediedarling på under et år. På dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der begyndte i går, kan man nu se Andreas Johnsens film ’Kidd Life’, der har fulgt den dengang 21-åriges rejse, og de problemer en karruseltur i mediemøllen skabte
I studiet. Kidd ’gør sin ting’ i studiet. Det skal dog hurtigt vise sig, at virkeligheden langt fra er så enkel, som den ofte bliver fremstillet i Kidds tekster.

I studiet. Kidd ’gør sin ting’ i studiet. Det skal dog hurtigt vise sig, at virkeligheden langt fra er så enkel, som den ofte bliver fremstillet i Kidds tekster.

Jamel Sundoo
1. november 2012

Der er noget Jeppe på bjerget over Andreas Johnsen film om sangeren Kidd, der med You Tube-hittet »Kysset med Jamal« i marts sidste år pludselig er her, der og alle vegne i de danske medier. For ligesom Jeppe, der også er glad for alkohol, befinder Kidd sig pludselig i baronens seng. Hele medie- og musikverdenen er på den anden ende over hans talent.

Kidd er, som det fremstod i Politiken, en dansk Johnny Rotten, og salige Eik Skaløes ånd hviler tilsyneladende over ham. Alle elsker historien om Nørrebrodrengen, der mod alle odds, som en anden fugl Fønix, stiger op af asken fra det ’nedbrændte kvarter’. En historie, der kun bliver bedre og bedre med tiden, hvor mere eller mindre løse adjektiver som heroinmisbruger, alkoholiseret, hjemløs, biltyv og androgyn bliver klistret på Kidd.

Han går fra at leve fra hånden til munden til pludselig at læse digte fra 1200-tallet op på Den Sorte Diamant, han får alle de spillejob, man kan drømme om og en fanskare af hvinende groupies i hælene. Hans efterfølgende sange, »Ik lavet penge«, »Gøre sin ting« og »Uhh det er så svært at være så god«, bliver alle hits. Berømmelsen vil ingen ende tage, og alt er tilsyneladende perfekt. Bortset fra – at det er det bare ikke alligevel, hvilket Andreas Johnsens film, Kidd Life, så glimrende illustrerer. For selv om Kidd i den grad selv leverer varen, så farer han alligevel vild i det billede, han i samspil med medierne får bygget op af sig selv. Det går pludselig op for ham, at billedet – ideen om Kidd – det, der for ham mest af alt var en joke, bliver taget for gode varer, og folk har tænkt sig at hænge ham op på det. Folk vil have noget af ham, som han slet ikke er i stand til at give.

»Det hele blev jo bygget op og op og op. Nu var jeg en offentlig person osv. Det hele gik bare så superstærkt. Da jeg lavede »Ik lavet penge«, kunne jeg pludselig ikke gå på en cykelsti i Næstved uden at blive genkendt. Jeg blev et fænomen, som alle skulle mene noget om, uden nogen rigtig gad at finde ud af, hvem jeg var,« siger Nicholas Kidd i dag til Information.

Som eksempel på, hvor lidt medierne egentlig interesserede sig for manden bag fænomenet, nævner Kidd to relative simple faktuelle ting, der konstant blev rodet rundt i, da det hele eksploderede: »For det første, at jeg skulle være indvandrer fra Nørrebro – jeg er ikke fra Nørrebro. For det andet mit navn; jeg hedder Nicholas Westwood Kidd, men alligevel lykkedes det at skabe misforståelser omkring de mest simple fakta. Så skrev de sludder som: ’Nicholas Kidd med det borgerlig navn Nicholas Westwood eller Nicolas Westwood med kunstnernavnet Kidd,« siger Nicholas Kidd med et smil.

Det var nu heller ikke, fordi Kidd nødvendigvis prøvede at korrekse medierne. Hvis – som det ses i en scene i filmen – han kunne overbevise Den Sorte Diamant om, at »Kysset med Jamal« er sammenlignelig med Jalal al-Din Rumis digte fra 1200-tallet, fordi han også synger om kærlighed, jalousi og misundelse, så gjorde Kidd det – og med et smil på læben.

Mentalt punktum

Regningen kom dog hurtigt. Ifølge Kidd Lifes instruktør Andreas Johnsen gik der ikke langt tid fra, at lyst blev til forpligtigelser, hvilket hurtigt fik det til at gå ned ad bakke mentalt for Kidd. Berømmelsen skaber, som Andreas Johnsen også oplevede i sin film om Natasja, et akut behov for distance, fordi man holder op med at være sig selv og bliver et produkt, andre vil bruge.

»Det paradoksale er jo, at man pludselig står med alt det, man har drømt om, men samtidig har man aldrig følt sig mere alene og fremmed over for det. Damerne er der, pengene er der, ’vennerne’ er der, men lysten er væk,« siger Andreas Johnsen.

Det at føle, at han var blevet statist i sin egen historie, var noget, Kidd havde svært ved at leve med. Derfor kom han til mediernes store chok i starten af i år på Twitter med den udmelding, at han stoppede med musikken. En nyhed »så kontroversiel,« at han et par dage senere og godt plaget af tømmermænd befandt sig i DR’s studie sammen med Clement Kjersgaard og Helle Thorning-Schmidt for at forklare, hvorfor han dog stoppede med musikken.

»Jeg var jo fuldkommen forvirret omkring, hvad der foregik. Det var blevet uvirkeligt for mig, hvad jeg lavede og hvorfor. Jeg ville bare ud af rollen, for det var, som om ingen kunne se ironien. Folk troede det, jeg fremstillede, var mig – det ville jeg gerne lave om på. Jeg mødte så i stedet op med syge tømmermænd og sad bare og kampsvedte,« siger Nicholas Kidd.

Medierne tager

Nedturen forsætter for Kidd, der bliver mere og mere fjern. Han oplever samtidig, hvordan han nu, i modsætning til i starten, bliver forfulgt af en række dårlige sager i medierne. Og da han i april i år skal optræde til det, han altid har drømt om, musikprisfesten P3 Guld, ville han bare ønske, at han var alle andre steder end netop dér.

»Jeg sidder bare med hovedet ind mod væggen, mens fucking Simon Kvamm gør grin med mig på scenen – en bøvet jyde af alle mennesker! Jeg ville bare væk – hvorfor var jeg der? Jeg vidste det ikke,« siger Nicholas Kidd.

For Andreas Johnsen er en del af forklaring på historien om Kidd, at medierne havde forelsket sig i en historie, som ikke rigtig eksisterede i virkeligheden.

»De tog historien og løb med den. Kidd har jo aldrig sagt, han var indvandrer eller fra Nørrebro. Men medierne ville gerne have den solstrålehistorie. Medierne tager, hvad de kan bruge og hører, hvad de vil høre. At han er fra Skotland og er vokset op i ’kedelige’ Nødebo, er så mindre vigtigt i den sammenhæng,« siger Andreas Johnsen.

Nærkontakt nødvendig

En, som derimod kommer helt tæt på dem, han beskriver i sine film, er Andreas Johnsen selv. I halvandet år har han fulgt Kidd efter et tilfældigt møde på Spillestedet Stengade 30, og de har udviklet et venskab, der rækker ud over filmen. Det ser Johnsen dog intet problem i som instruktør. Hans ambition med filmen er nemlig ikke professionel distance til det, han beskriver, men en ærlighed og en genkendelighed i forhold til de involverede.

»Jeg interesserer mig for mennesker, og når jeg laver film, kommer jeg til at holde af de mennesker, jeg beskriver. Det er mere vigtig for mig, at de medvirkende kan genkende sig selv, end at tjene en masse penge. Det handler om tillid, hvilket samtidig er hele fundamentet for den type film, som jeg laver,« siger Andreas Johnsen.

For Nicholas Westwood Kidd handler det nu om musikken og oven på et år i mediemøllen, er han i gang med at finde sine egne ben igen og rent faktisk nyde det, han laver.

»Bare det at stå på en scene uden stoffer eller alkohol og pludselig indse, hvor heldig jeg er. Jeg vil leve af at stå på en scene og ved, at musikken er min store gave i livet. Det skal jeg holde fast i. Jeg skal bare selv være med i det, ellers går det ikke,« siger Nicholas Westwood Kidd.

Han har således netop i sidste weekend i Århus sunget »Uhh det er så svært at være så god« for absolut sidste gang. Det betyder dog ikke – som et lyt til hans kommende singler, der kommer i november, afslører – at han vil holde op med at være Kidd. Fra Nødebo – i Skotland.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu