Læsetid: 7 min.

Jeg synes egentlig, her er meget hyggeligt

Romanaktuelle Kristian Bang Foss fortæller om sin hang til at skrive om trøstesløse lokaliteter og om at karikere ’det gode sprog’
Tidligere lånte filmen elementer fra romaner, men for Kristian Bang Foss er det i lige så høj grad den anden vej rundt. Hans forfatterskab henter inspiration i en række film og tv-serier.

Tidligere lånte filmen elementer fra romaner, men for Kristian Bang Foss er det i lige så høj grad den anden vej rundt. Hans forfatterskab henter inspiration i en række film og tv-serier.

Sigrid Nygaard

20. oktober 2012

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor Waldemar gerne vil på den tur ...«

Kristian Bang Foss gnider sig på kinden og tager en slurk af sin øl. Det er ikke længe siden, at han sad og skrev de sidste rettelser ind i Døden kører Audi, og nu ligger den her på bordet mellem os med et farverigt omslag af den tyske grafiker Mathis Rekowski. Han er i det hele taget ret meget i tvivl om, hvorfor karaktererne i hans nye roman gør, som de gør.

»Alt, jeg ved om personerne, står i bogen. Jeg har ikke et arkiv med oplysninger på dem derhjemme. Fortælleren er for eksempel en meget tom figur, synes jeg. Jeg har ikke rigtigt noget billede af ham,« siger han.

– Hvordan er det at skrive om karakterer, som er så dunkle for dig?

»Jamen, sådan er det jo også i virkeligheden! Det er de færreste, der har helt styr på deres motiver. Jeg kan godt lide at være i tvivl om det, både når jeg skriver og når jeg læser,« fortæller han og nævner forbilledet Joseph Conrad som en forfatter, der forstod at gøre sin læser i tvivl om karakterernes bevæggrunde.

Døden kører Audi er en fortælling om det venskab, der opstår mellem føromtalte Waldemar, en grotesk sygdomsramt ung mand, og hans handicaphjælper, fortælleren Asger. Sammen tager de to på et roadtrip i en gammel Volkswagen. Deres rejse går fra den fiktive betonforstad Stenløse og har en healer i Marokko som det forjættede endemål – men inden da byder den selvfølgelig på detours, fortvivlelse og forbrødring, som det sig hør og bør i road-genren.

Det er en regnvåd søndag eftermiddag sidst i oktober. Jeg har foreslået Kristian Bang Foss, at vi mødes på en café i Nordvest. Caféen er stor, halvtom, og der lugter stærkt af bacon. På væggene hænger der malerier af medaljepåhængte hunde og hjorte i spring. Ved nabobordet taler de om Lalandia. Mit valg af lokalitet var et forsøg på at matche den trøstesløshed, der gennemsyrer mange af de steder, der beskrives i Kristian Bang Foss’ bøger. Men jeg har åbenbart ikke heldet med mig: »Jeg synes egentlig, her er meget hyggeligt,« siger Kristian Bang Foss.

’Godt sprog’

Jeg spørger ham, hvorfor han er så optaget af at skrive om grimme steder og mennesker, der river næsehår ud på sig selv eller nær kommer op at slås over en tilbudskylling i Aldi.

»Ja, det er mærkeligt. Jeg har selv tænkt over, hvorfor dén dér negativitet går igen – for jeg er ikke selv så negativ ... Det hele bliver beskrevet som noget værre noget. Jeg ved ikke, hvad det er for en drivkraft. Måske ligger der en humor i det,« forsøger han. Det er der nok andre, der ville være enige i. Informations Tue Andersen Nexø har tidligere skrevet om Kristian Bang Foss, at han ’suverænt blander ubehag og komik’. Men det er ikke sortsyn og slapstick det hele: »Fortælleren har også en glæde ved at iagttage og beskrive sine omgivelser,« understreger Kristian Bang Foss. Hans sidste roman, den anmelderroste Stormen i ‘99, udspillede sig hovedsageligt i InWears lagerhal på Amager, mens hans nye roman kommer omkring vidt forskellige lokaliteter: En beskyttet bolig i en betonforstad, en idyllisk fransk bjerglandsby, en solspiddet spansk tyrefægterarena og en ubarmhjertig marrokansk ørken. Døden kører Audi starter helt på det jævne med et forholdsvist fladt og resumerende sprog, og jeg spørger ham, om ikke det kræver en del is i maven at indlede sin roman på den måde.

»Jo, men det var for at gribe det lidt anderledes an. Sproget er afhængigt af stedet og af det, der fortælles. Og der er bare nogle ting, der ikke indbyder til at lege lige så meget med sproget, men jeg har jo stadig lyst til at skrive om dem! Derfor opstår der nogle stilistiske spring i romanen. Jeg er ikke så god til at holde tonen, men det ikke at holde tonen bliver så noget, jeg gør med vilje,« forklarer han.

Kristian Bang Foss – som af Politikens Mikkel Bruun Zangenberg er blevet kaldt ’én af de største og mest muskuløse danske stilister efter Johannes V. Jensen’ – kan godt lide at lade sproget kamme over indimellem: »I mange romaner er det jo tydeligt, at forfatterne gerne vil vise, at de har sproget i deres magt. Det ser man f.eks. på de første sider af Strindbergs debutroman, hvor han beskriver Stockholm set fra et fugleperspektiv. Det er jo tydeligt, at han gør det for at vise, at han kan skrive. Der er så meget ’godt sprog’, hvor det ligesom bliver til en opvisning – og det prøver jeg så at lege lidt med. Jeg synes nogle gange, at jeg karikerer det gode sprog, så det bliver overdrevent svulstigt, især i Stormen i ‘99. Jeg morer med med at lave det,« siger han.

Jeg fortæller ham, at jeg flere gange under læsningen af romanen forestillede mig en filmatisering af det, jeg læste. Det har noget at gøre med replikkerne og sceneskiftene, tror jeg.

Det kan han godt forstå: »Jeg ser mange film og tv-serier, og det sætter sig bare. Det startede med, at filmen lånte fra romanen, men nu om dage går det den anden vej. Jeg låner selvfølgelig også virkemidler fra forfattere, jeg læser, men der er helt klart også mange filmiske ting i mine romaner. Når jeg drømmer, drømmer jeg tit om noget, jeg har set i en film – det er faktisk sjældent, at jeg drømmer om noget, jeg har læst,« siger han og tilføjer, at road-fortællingen jo også er noget, der primært er udviklet i filmhistorien.

– Men man ville ikke kunne lave en film med en ’sløret’ fortæller, som du har gjort i din nye bog?

»Nej, og det med at skabe usikkerhed er netop noget, jeg har fra mine litterære forbilleder. Det kan man ikke på samme måde lave på film. F.eks. siger fortælleren på et tidspunkt i romanen, at der står pinde ud i luften, og at de ligner kors på en kirkegård – og så finder man ud af, at det i virkeligheden er krykker. Man erfarer altså samtidig med fortælleren,« siger Kristian Bang Foss og fortsætter: »Man kan også sætte tiden i stå med skriften. Ved at hæfte tillægsord på. Eller ved at sætte modsætninger op. Og på den måde ville det jo være ærgerligt, hvis folk begyndte at skrive som om, man så en film. Jeg tænker meget visuelt, men det har jo også altid været en vigtig del af litteraturen: billedet. Det er mere nogle af filmens måder at fortælle på, som jeg er inspireret af: at en scene kan fortælles meget hurtigt, f.eks.« Udover film som Apocalypse Now og Milos Formans The Fireman’s Ball, nævner Kristian Bang Foss tv-serien Prison Break, som en inspirationskilde: »Den er helt fantastisk. Til sidst i serien sidder man nærmest og griner med manuskriptforfatterne, fordi det hele bare er så langt ude. På den ene side sidder man og tænker at nej, nu bliver det for åndssvagt, men på den anden side er man helt med og sidder med svedige håndflader. Den dobbelthed kan jeg godt lide.«

Ironi og åbenhjertighed

En lignende dobbelthed finder man også i Kristian Bang Foss’ romaner; man suges ind i fortællingens suspense, samtidig med at man griner med ham af de groteske situationer og sprogets kammen over. Hen mod slutningen af Døden kører Audi flyder fortællingen ud, og det bliver svært for læseren at afkode om det, fortælleren siger, nu også er til at stole på. Men Kristian Bang Foss håber alligevel, at læseren tager fortællerens ord for gode varer: »Det er lidt anstrengende, fordi det er sådan en klassisk modernistisk ting, det der med den utroværdige fortæller. Jeg vil egentlig godt have, at man skal tage alt, han siger, for pålydende.«

Et ord, der går igen, når Kristian Bang Foss taler om at skrive, er ’lege’. Han leger med sproget, han leger med tonen, han leger med måden at fortælle på. Og på en eller anden måde får han skabt nogle romaner, som er ret så uudgrundelige. Også for forfatteren selv, som det viser sig. Men det er dog ikke ironi det hele: »Jeg opfatter ikke Døden kører Audi som ironisk. Der er også rørende scener. Jeg kan godt lide Melville, specielt Moby Dick. Og i den er man jo altid i tvivl om, hvorvidt Melville er ironisk, når han skriver – og jeg tror også, selv han kan være i tvivl ... den effekt synes jeg godt om. Den står ikke i modsætning til en åbenhjertighed,« siger han og vifter en bananflue væk, som summer omkring hans fadøl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jeg spørger ham, hvorfor han er så optaget af at skrive om grimme steder og mennesker, der river næsehår ud på sig selv ..."

Nå,det er måske for ulækkert? Plukker mange kvinder ikke øjenbryn? Afskraber begge køn ikke naturlig (irriterende) hårvækst?

Hvorfor er spørgeren SÅ OPTAGET af romanfigurer, og forfatterens ideer?

Hvorfor er jeg optaget af journalistens meninger,der er optaget af forfatteren,der er optaget af historien?