Læsetid: 5 min.

Tilbage i andedammen

Den internationalt tilbedte teaterinstruktør Eugenio Barba har endelig besøgt København igen. Ellers befinder Odin Teatret sig i Holstebro og på evig verdensturné. »Odin Teatret er et habitat. For mig var det særligt vigtigt at bygge et fagligt og menneskeligt mikrosamfund, hvor det at være udlænding ikke blev en hindring,« forklarer den 75-årige Eugenio Barba
»For mig er begrebet ære meget vigtigt. For en instruktør er det plebejisk at forlade sine skuespillere, synes jeg. Jeg står i en slags gældsforhold til dem,« forklarer Eugenio Barba.

»For mig er begrebet ære meget vigtigt. For en instruktør er det plebejisk at forlade sine skuespillere, synes jeg. Jeg står i en slags gældsforhold til dem,« forklarer Eugenio Barba.

16. oktober 2012

I teatret findes forskellige typer stilhed. Stilhed, der er flydende – og stilhed, der pludselig bliver til en blok af is. Og en stilhed, hvor du fornemmer, at tilskuerne ånder ind og ud på en helt særlig måde. Den slags stilhed har jeg oplevet i København.«

Sådan karakteriserer Eugenio Barba teaterpublikummet i København. Han er en glad mand.

Den internationalt efterspurgte teaterinstruktør og teoretiker er endelig atter i hovedstaden – sammen med Odin Teatret, der har spillet Det Kroniske Liv både hos Det Kongelige Teater på Takkelloftet og på biblioteket i Nordvest og tilbudt workshopper.

Det er selvfølgelig banalt at sammenligne Eugenio Barbas livshistorie med Den Grimme Ælling. Men under interviewet er det svært ikke at tænke på eventyret om den italienske indvandrer, der blev den store teatermester.

For da fotografen træder ind ad døren, forelsker hun sig prompte i en udstoppet svane, der ligger henslængt her i lejligheden hos Barbas kunstnerveninde Kirsten Justesen. Om ikke Barba lige vil holde svanen?

Jo da. Det gør Barba gerne.

Og fotografen knipser de to skabninger sammen, så hvidheden i Barbas hår matcher hvidheden i pragtdyrets fjer.

Lukket by

Der er dog ikke meget ælling tilbage over den nu 75-årige Barba. I den internationale teaterverden er han en af de allerstørste. Som teaterteoretiker er han manden, der hjalp teaterreformatoren Grotowski med at formulere bogen Towards a Poor Theatre tilbage i 1968. Som teaterinstruktør har han videreført Stanislavskijs og Meyerholds idéer om skuespillerens kunst. Det var ham, der fik Dario Fo til Danmark. Han er æresdoktor ved ni universiteter. Han modtog Sonningprisen i 2000. Ællingen er ikke bare blevet svane i teaterverdenen. Han er en svane, der flyver forrest.

Barba har heller ikke holdt sig til den danske andedam. Siden 1966 har Holstebro godt nok været Odin Teatrets base. Men teatret har også besøgt et utal af lande. Selv rejser Barba syv-otte måneder om året.

København har stået højt på ønskesedlen, bedyrer Barba. Men hvorfor har Odin Teatret kun været så få gange i København?

»Det er et infamt spørgsmål. For hvordan kan man komme til København og spille teater? København er som alle andre hovedstæder en slags teaterfæstning. Vi har prøvet at komme hertil flere gange, men nu er det så lykkedes på Det Kongelige Teater. Men det er ligesom at rejse på gæstespil i Paraguay og Namibia: Odin Teatret skal selv finansiere det hele.«

Kritikken serveres med et smil, mens Barbas hvide hår lyser om kap med tænderne.

– Hvordan har de unge i København reageret på ’Det Kroniske Liv’?

»En ung anmelder skrev på nettet: ’Hvorfor skal enkle ting gøres vanskelige?’ Og det svarede sådan set til reaktionen hos mange kritikere i 1970’erne,« indrømmer Barba.

»Følsomheden i kritikken er ellers anderledes i dag – mere fordomsfri. Visse unge kritikere har anerkendt vores udtryk, måske fordi Odin-forestillinger bygger på uforudsigelighed og simultanitet. Der sker altid ting på scenen samtidig. Det kan også skabe irritation, hvis tilskuerne ikke er vant til denne spillekonvention. ’Hvorfor fanden kan de ikke bare gøre én ting ad gangen?’ tænker de.«

Kødkroge og salmer

Barba smiler afvæbnende. Han er ikke ligefrem forenklingens mand. I Det Kroniske Liv vrimler det med symboler – fra kødkroge til pistoler.

»Jeg mødte nogle elever fra Roskilde Katedralskole på Takkelloftet. De var virkelig berørt. De var inde at se forestillingen, fordi deres lærerinde havde set Odin Teatret for 30 år siden. Jeg mødte også en ung koreograf. Vi sagde ingenting til hinanden, men der var en bølgelængde.«

– Hvor ville du selv rejse hen, hvis du var ung skuespiller i dag?

»Jeg ville gøre som de fleste: Rejse derhen, hvor man hører, at der foregår noget spændende. Problemet er, at der ikke længere eksisterer teatermiljøer. I dag er teater enten en bygning eller et projekt. Men som skuespiller har man brug for at blive del af et miljø. I 1970’erne og 1980’erne, hvor teatergrupperne eksisterede, prøvede man at bygge menneskelige teatermiljøer. Drømmen var at skabe et habitat.«

Foragt og ære

»Odin Teatret er et habitat. For mig var det særlig vigtigt at bygge et fagligt og menneskeligt mikrosamfund, hvor det at være udlænding ikke blev en hindring. Jo mere fremmed, desto mere overraskende og stimulerende. Mærkeligt nok har jeg glemt den form for foragt og racisme, jeg har været udsat for, da jeg var svejser og sømand i Skandinavien i 1950’erne. Jeg husker kun gæstfriheden og generøsiteten hos de mennesker, der tog imod mig. Jeg forlod mit land, fordi jeg var eventyrlysten. Men hos en stakkels latinamerikaner eller en, som flygter fra Mellemøstens borgerkrig eller sult, så vil den mindste ligegyldighed plante sig dybt og ødelæggende. «

– Ved et Odin-arrangement på Teatermuseet forleden fortalte du, at du har lavet en pagt med dig selv om, at du ikke vil skilles fra dine skuespillere nogen sinde. Hvorfor?

»Du må huske på, at jeg er sydlænding. For mig er begrebet ære meget vigtigt. For en instruktør er det plebejisk at forlade sine skuespillere, synes jeg. Men jeg kan egentlig ikke forklare det. Alle mine beslutninger er blevet taget ud fra emotionelle grunde. Mine skuespillere har været unge mennesker, der er kommet til mig helt naive og åbne. De forstod ikke altid, hvad jeg talte om. Men alligevel forlod de deres land og deres sprog og slog rødder i Holstebro. Så jeg står i en slags gældsforhold til dem.«

Sandalens symbolik

– Hvor længe fortsætter du med Odin?

»Det spørger mine sønner mig også om. Men jeg kan kun sige, at mit teater stadig fylder mig med glæde hver dag …«

Så blusser den Barbaske gentagelsesretorik:

»Ingen i dag kan sige, at det ikke kan lade sig gøre at lave gruppeteater i mange år: Odin Teatret benægter det. Ingen i dag kan sige, at det ikke kan lade sig gøre at lave teater langt væk fra de store byer: Odin Teatret benægter det. Ingen i dag kan sige, at det ikke kan lade sig gøre at lave et teater uden nationale rødder: Odin Teatret benægter det.«

Det lyder ikke som en svanesang. Det lyder som et stolthedscredo.

Så nu er det bare om at spørge til Odin-kultens image.

- Da Monna Dithmer skrev om jeres gæstespil i Politiken, spurgte hun: ’Og hvor er for resten Eugenios sandaler?’ Hvorfor går du altid i sandaler?

Barba ryster på hovedet.

»Jeg bliver forkølet vældig let. Alle har sagt: Tag nu ekstra sokker på. Og det har jeg gjort. Men så en dag tænkte jeg: Nu prøver jeg det modsatte. Så tog jeg sandaler på. Jeg bliver lige så ofte forkølet. Men nu kan jeg ikke længere holde ud af at have sokker på,« griner han.

- Da du var blevet fotograferet, sagde du, at svanen så ondskabsfuld ud… Hvad var det med dig og svanen?

»Jeg stolede på, at fotografen var seriøs med sin idé om svanen. Akkurat som mine skuespillere stoler på mig. Og så forestiller jeg mig, at denne store, hvide basse og jeg vil skabe en god grafisk kontrast. Men jeg har ikke noget specielt med svaner. «

Og så tilføjer han med vanlig Barba-uforudsigelighed:

»Jeg kunne lige så godt have holdt en rotte.«

 

’Det Kroniske Liv’ blev anmeldt i Information den 2. oktober 2011. www.information.dk/280871

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I 1981/82 oplevede jeg Tukak-teatret på Odin-treatet, og så i en intens forestilling en kropsbeherskelse, hvor som eksempel en mand rejste sig op fra liggende stilling på maven, ved slå maven mod gulvet, og kun via disse muskler rejse sig op.

Der var så vidt jeg husker også som noget unikt billeder fra soldansen, hvor man måtte erkende sit brækpunkt hvad ekstase og smerte angår.

Træningsprogrammet som de levede med diciplin, lød fuldstændig vanvittigt for os.

Det var også her jeg mødte minimal-musikken live hvor Per Nørgård havde været på rejse til bali og skrevet noget til lejligheden. Udhulede træstammer var i brug.

Havde dog stiftet bekendtskab med Reich inden da, men en live oplevelse er noget ganske særligt.

Tak for oplevelsen