Baggrund
Læsetid: 5 min.

’Det var vigtigt ikke at være moralsk’

Kærlighedshistorie. Kan man tillade sig at portrættere kærligheden som en umælende, sexglad pige på 15 år? Det gør Katrine Wiedemann og Kim Fupz Aakeson i deres nye film, ’Viceværten’
Parforhold. Lars Mikkelsen spiller Per, en misantropisk vicevært med skrantende helbred i et trist boligkvarter. Han finder en purung, nøgen kvinde spillet af Julie Zangenberg i en tom lejlighed. Hun kan hverken tale eller gå, men have sex med Per vil hun gerne, og så begynder hans forvandling til et gladere og mere raskt menneske.

Parforhold. Lars Mikkelsen spiller Per, en misantropisk vicevært med skrantende helbred i et trist boligkvarter. Han finder en purung, nøgen kvinde spillet af Julie Zangenberg i en tom lejlighed. Hun kan hverken tale eller gå, men have sex med Per vil hun gerne, og så begynder hans forvandling til et gladere og mere raskt menneske.

Per Arnesen

Kultur
25. oktober 2012

»Det er jo en kærlighedshistorie, boy meets girl,« siger manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson med et skævt smil om sin nye film, Viceværten.

»Kærligheden som helende kraft. Hvad er det, der kan få os til at gå ud over vores egne bredder og gøre det, vi ellers aldrig ville gøre? Det er jo kun kærligheden, som kan få os til det. Viceværten er historien om et dumt svin, som bliver helet af at møde kærligheden, og den skal så have en form, som han kan forstå – vi snakkede om en trojansk hest. Den skal have en form, som gør, at han åbner sig, og det er altså en ung pige, der kan holde kæft og er villig til at knalde.«

Katrine Wiedemann, der har instrueret Viceværten, supplerer: »Det er jo en provokerende præmis, at hun er helt umælende og meget ung. Det er der, hvor det er et originalt greb. Hun er en anderledes frelsende engel, og det er en grundidé, som kan provokere. Det er den store styrke ved historien, og det er også det, der har været udfordringen i forhold til, hvordan historien skulle udfolde sig.«

Hans bløde bug

Viceværten handler om Per (Lars Mikkelsen), en misantropisk vicevært med skrantende helbred i et trist boligkvarter, der finder en purung, nøgen kvinde (Julie Zangenberg) i en tom lejlighed. Hun kan hverken tale eller gå, men have sex med Per vil hun gerne, og så begynder hans forvandling til et gladere og mere raskt menneske. Det går dog galt for det umage par, da han begynder at låne hende ud til sine venner og snart løbes på dørene af de af kvarterets beboere, som har sygdomme, de gerne vil kureres for.

Det er ganske aparte og ikke uden skæv og sort humor.

»Ret tidligt gik vi ind på historiens præmis om, at der kom den her pige, som langsomt nedbryder hans panser og bringer ham i kontakt med sin bløde bug og dermed også gør ham sårbar,« siger Kim Fupz Aakeson.

»Nu kan han pludselig rammes. Det følger med territoriet. Vi snakkede meget om kærligheden. Den kraftfulde størrelse, den er, men også at den gør én sårbar, forsvarsløs. Der er en hengivelse i det, hvor man givetvis kan holde sig fri af mange skuffelser ved at holde paraderne oppe. Til gengæld er der så også noget, man ikke får.«

Elastisk og livligt

Men kan man overhovedet tillade sig at portrættere kærligheden som en umælende, sexglad pige på 15 år? Det var et af de spørgsmål, som instruktør og manuskriptforfatter tumlede med, mens de arbejdede med historien og filmen.

»Vi overvejede, om hun skulle udvikle sig til et helt menneske,« siger Katrine Wiedemann, »om hun var sådan et underligt Kaspar Hauser-agtigt naturfænomen, der bliver til et menneske. Vi var igennem alt muligt, men blev enige om, at det føltes rigtigt at fastholde hende – som hun også er i Fupz’ grundidé – som et væsen, der kun spejler Per. Hele udviklingen bliver hans og ikke hendes. Det tog tid at finde ud af at fastholde det provokerende udgangspunkt og ikke forråde det mystiske i den præmis. Mystikken i grundideen har aldrig nogensinde været til at løse helt, og det, synes jeg, har været dens største styrke, og det var det, jeg faldt for i manuskriptet. Det stiller spørgsmål, jeg knap nok kan formulere, men jeg kan mærke, at det beskæftiger sig med noget sandt.«

Kim Fupz Aakeson forklarer, at han en dag fik ideen og besluttede sig for at udforske den i et manuskript uden at vide, hvor det ville føre ham hen. Nogle gange ved en manuskriptforfatter, hvad han har med at gøre. Andre gange må han erkende, at han heller ikke selv kan gennemskue, hvad der er på færde.

»Hold kæft, hvor har vi diskuteret meget. Det har været meget elastisk og livligt,« siger Fupz.

Kvaliteten i kaos

Det har også været hårdt, ikke mindst fordi Katrine Wiedemann gik i gang med optagelserne til Viceværten uden at vide, hvordan filmen skulle ende.

»Det gav mig hjertebanken,« siger hun, som er en af landets mest anerkendte teaterinstruktører, der tidligere kun har instrueret en enkelt film, Fruen på Hamre (2000).

»Men vi var nødt til at se, hvad materialet gjorde under optagelserne, for at fornemme, hvad var rigtigst. Det er jo rarest at vide, hvor en historie ender, når man går i gang med at optage den. Men man kunne mærke, at slutningen fandtes inde i materialet, og vi fandt også en slutning, som føltes rigtig. Det var krævende for Lars Mikkelsen. Han tog det med godt humør, men det var en stor professionel udfordring, at man altid skulle lave to udgange på en scene, fordi måske endte filmen med, at han slap hende, måske endte den med, at de blev sammen. Derfor er der også nogle mærkeligt flakkende blikke i hans øjne, som er meget interessante.«

De krævende processer er dog også ofte de mest givende, mener Katrine Wiedemann, som følte sig privilegeret over at arbejde med materiale, der var så komplekst og mystisk. Samtidig var Viceværtens budget tilpas lavt til, at hun og Kim Fupz Aakeson nød en høj grad af kunstnerisk frihed.

»Jeg kunne godt se kvaliteten i at være i det kaos,« siger hun.

»Der var en følelse af respekt og tro på projektet hele vejen igennem, også på optagelserne. Alle kunne mærke, at den her historie havde et eller andet, der var nyt og udfordrende. Det var aldrig udmattende. Det gav energi.«

Ingen feminist

Viceværten er en usædvanlig film, og den skal nok få publikum op af stolene. Et spørgsmål, man uundgåeligt sidder tilbage med efter at have set den, er, om den kunne være blevet lavet af en mand, eller om det ville have virket helt forkert, historiens karakter taget i betragtning.

»Der ville være nogle oplagte fortolkninger af instruktøren som en gammel gris, som ikke er helt så nærliggende nu. Det kommer man uden om med en kvinde,« siger Katrine Wiedemann.

Kim Fupz Aakeson er enig: »Jeg tror, det var godt, at det blev en kvinde – uden at det har været nogen bagtanke.«

Instruktøren understreger, at det var vigtigt for hende ikke at gå på kompromis med Fupz’ oprindelige idé og samtidig undgå at blive moraliserende i forhold til historien og dens præmis.

»Jeg har virkelig prøvet at følge den radikale idé, der er kommet fra Fupz. Det der med overhovedet ikke at være moraliserende over for, at det er en liderlig ung pige på 15. For mig er det ikke noget problem. Jeg er det mindst feministiske i Skandinavien, formodentlig. Jeg synes bare, det er glimrende. Jeg har måske også nemmere ved det, end mange andre kvinder ville have. Jeg har intet problem med, at de er glade for den her unge pige. Jeg ærgrer mig lidt privat over, at jeg ikke selv er 15 …«

Katrine Wiedemann griner og fortsætter så.

»Men sådan er det bare. Sandheden er ilde hørt. Det var vigtigt ikke at være moralsk med materialet på nogen måder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et helt utroligt univers.
Så den til ende, da jeg mente den MÅTTE have en pointe.
Kan godt genkende luder/madonna princippet, men sad dog med en flad fornemmelse da filmen var slut.
Var det en underlig tilgang til begrebet/fænomenet healing!?
Overordnet, en flok taber mænd voldtager en smuk umælende purung kvinde, for at blive helbredt. Og hun smiler hele vejen.
En film på linje med - Hvordan slipper vi af med de andre..

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil næppe være at finde blandt publikum.