Læsetid: 5 min.

Virkeligheden til debat

Når CPH:DOX i morgen fylder rundt med dens tiende festival, er det ikke kun festivalen, der fylder rundt, men også diskussion omkring hvad dokumentaren må og ikke må. En diskussion, der næppe vil aftage i fremtiden, hvor dokumentaren kun vil opleve endnu mere opmærksomhed i dens søgen efter sandheden, hvor den er sværest af finde
Når CPH:DOX i morgen fylder rundt med dens tiende festival, er det ikke kun festivalen, der fylder rundt, men også diskussion omkring hvad dokumentaren må og ikke må. En diskussion, der næppe vil aftage i fremtiden, hvor dokumentaren kun vil opleve endnu mere opmærksomhed i dens søgen efter sandheden, hvor den er sværest af finde
31. oktober 2012

Da CPH:DOX kom til verden tilbage i 2003, levede dokumentaren en ganske beskeden tilværelse i den store offentlighed. Den eksisterede primært som oplysning til brugerne om samfundet i skole- og institutionsregi, og de regler, den fulgte, var meget lig journalistikkens, hvilket den også blev dyrket som på tv. En dokumentar skulle være passiv, afventende og observerende og på ingen måde gå i dialog med sine brugere eller spille ind i forhold til handlingen. Men netop i årene omkring 2000 skete der samtidig en brydning ikke mindst i kølvandet på Michael Moores dengang så kontroversielle Bowling for Columbine, der rykkede gevaldigt ved genren ved hjælp af et gennemført personligt projekt fra instruktørens side, der pludselig konstant var til stede og ikke mindst en aktiv medspiller i handlingen. Reaktionerne udeblev ikke, CPH:DOX’s festivalchef igennem alle årene, Tine Fischer, husker, hvordan hun igen og igen skulle forsvare filmen.

»Journalister spurgte mig om det virkelig – sådan virkelig – kunne være rigtigt, at jeg syntes, Michael Moore lavede dokumentarfilm. Det var jo bare én mands lange propagandistiske mission. I dag er der ingen, der vel sætter spørgsmålstegn ved hans position, hvilket jo indikerer den udvikling, der er sket på 10 år,« siger Tine Fischer.

En andet eksempel fra 2006 er, hvordan en af ankerne ved Christoffer Guldbrandsens film Den hemmelige krig var, at lyddesignet skulle manipulere hele filmens budskab. Fire år senere kommer Janus Metz med Armadillo, der med Tine Fischers ord »nærmest starter som Apocalypse Now«, uden at nogle rynker på næsen af den grund.

Grænserne for, hvad en dokumentar kan og må, har altså taget et kvantespring i de år, CPH:DOX har eksisteret – en udvikling, der dog ikke udelukkende kan tilskrives festivalen, men som også er resultatet af flere andre faktorer. Ifølge professor og forfatter til flere bøger om dokumentarfilmens historie Ib Bondebjerg blev kimen lagt allerede i 1972, hvor dokumentarfilmen blev anerkendt som kunstart. Forstærket i 1996, hvor Filmskolen kom, og man lavede en dokumentarlinje, der rendyrkede formsproget. Hertil kom flere midler i årene 1998-99, og sidst, men ikke mindst kommer resultatet af dette i form af en lang række talentfulde instruktører, der havde både viljen og evnerne til at forny mediet. Sammenholdt med at det rykkede gevaldigt internationalt, så man altså en ketchup-effekt, hvor det pludselig væltede frem med nytænkning og lyst til at afsøge grænserne for, hvad genren kunne. En indgang, der er blevet en signatur for CPH:DOX.

En af de instruktører, der kom frem sideløbende med CPH:DOX, er Janus Metz. Han mener, at den nævnte udvikling skabte et nyt rum for, hvad en dokumentarfilm måtte være i Danmark.

»Vi så nu de her ’slice of life’-dokumentarer i modsætning til den traditionelle journalistisk afslørende. Pludselig kunne man få lov at synke ned i billederne og danne sine egne meninger om det, man så,« siger Janus Metz.

Inkvisitionen kommer

Helt så let skulle det dog ikke gå. For som nævnt var journalisterne ikke altid lige imponerede over, hvad de så. Stod den bil virkelig dér? Var der byttet tidsmæssigt om på scener, og opstillede man scener for at få det til at passe ind i sit kram? Det er blot nogle af de kritikpunkter, der har været – og stadig er – oppe at vende. Journalisterne holdt med andre ord dokumentaren op på dens forhold til fakta og anklagede genren for i flere tilfælde at fremstille noget som virkeligt, når det i virkeligheden er manipuleret.

En kritik som for Tine Fischer selvfølgelig kan være væsentlig, men som samtidig er en lidt firkantet kritik, der ikke altid tager højde for virkelighedens kompleksitet. Samtidig udspringer kritikken for Tine Fischer mere af en dansk tradition end en viden om dokumentarfilmen som sådan. For dokumentarfilmen har siden sin fødsel i 1895 altid indeholdt det eksperimenterende og leget med sit formsprog. Som et eksempel på, at virkeligheden ikke alting lader sig afspejle 1:1, nævner hun dette års åbningsfilm The Act of Killing, hvor man lader massemordere instruere deres egne rædselsfulde handling. Altså en klar iscenesættelse, men ifølge Fischer også mere end det:

»Det er den eneste måde, hvorpå man kan få en eller anden sandhed manet frem omkring de her gangstere. Så forsvaret for iscenesættelsen ligger i søgen efter en sandhed, der ellers ikke ville komme frem. Og det er for mig det afgørende; at intentionen matcher virkemidlerne,« siger Tine Fischer.

Janus Metz mener på samme måde, at den rekonstruerede fremstilling ofte kan komme tættere på virkeligheden, end det man ville kunne fange ved bare at filme, det man ser.

»En film om massemordere, der iscenesætter deres egne mord, er total iscenesættelse, men der er jo ikke her, dokumentarismen ligger i filmen. Det handler jo om, hvad de mennesker fortæller om sig selv, når de gør det? Og herved bliver det jo en stærk dokumentation, der fortæller os en virkelig historie om, hvem de her mennesker er,« siger Janus Metz.

For ham er dokumentarfilminstruktørens rolle i virkeligheden at sammenligne med en antropolog. Man går ind med åbne øjne, afsøger et område og går så hjem og finder den bedste måde at skildre det, man har set. Den journalistiske kritik for manglende respekt for virkeligheden kan i den sammenhæng virke skæv.

»Journalister opererer jo med en vinkel på forhånd, som de så går ud og får folk til at passe ind i. Jeg har trods alt ikke en skabelon med, når jeg arbejder, men prøver at afspejle den virkelighed, jeg rent faktisk oplever,« siger Janus Metz.

Dokumentar 2.0

Der er da heller ikke meget, der tyder på, at dokumentaren er på vej tilbage til den journalistisk styrede fortælling. Tværtimod ser Tine Fischer, at bevægelsen, der i første omgang gik væk fra undervisning og pligt, mod det private – mig, min kæreste og vores kat – nu med Danmark som forgangsland kaster sig over flere og flere internationale, globale og politiske temaer. En udvikling som Ib Bondebjerg også genkender.

»Det er sådan set et af de allermest afgørende træk; dansk dokumentar er kommet langt, langt ud over landets grænser. Den distribution og anerkendelse, vi høster, er enorm betydningsfuld. En film som f.eks. Burma VJ af Anders Østergård har fået noget i stil med 36 internationale priser, og listen fortsætter bare. Det sker, fordi man tænker globalt. Det handler ikke længere om Danmark, men om ting der har international interesse,« siger Ib Bondebjerg.

En sidste ting, der vil blive afgørende i fremtiden, er for Tine Fischer brugerinvolvering. På samme måde, som det sker inden for mange andre brancher, vil folk blive meget mere direkte involveret i det produkt, der interesserer dem, hvilket vil give dokumentaren endnu større gennemslagskraft.

»Når der igen er gået 10 år, vil vi se, at dokumentarfilmen er forankret på en helt anden måde i samfundet, hvilket også vil gøre, at den dagordenssættende på en helt anden måde, end den er i dag,« siger Tine Fischer.

 

CPH:DOX viser over 200 forskellige dokumentarfilm i de danske biografer fra den 1.-11. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu